Seneste tids forskning har vist, at den gråbrune farvepalette ofte brugt til at gengive fortiden med på film og billeder, nok at skudt en smule forbi. Mosefundne tekstiler viser sig at stråle i nuancer rød, grøn og blå ( bla huldremosekvindes dragt og det knaldrøde sæt fra Thorsbjerg) som i flotte vævemønstre har vækket opsigt.
Kommer vi længere op i jernalderen og ind i vikingetiden, sørger internationale forbindelser for at eksotisk tekstil som silke, hele dragter med indvævede metaltråde i besværlige brokadeteknikker, som sikkert også har strålet i smukke klare farver. Men analyse af ældre mosefundne tekstiler, viser at vi har været med på den farvetrålende mode hele tiden.
Hvad ved vi?
Men hvordan ved man egentlig hvilke farver der er tale om? Ofte vil tøj som har befundet sig i moser og grave, være farvet af omgivelserne, så den oprindelige farve ikke længere kan afgøres med det blotte øje. Så hvad gør man så?
Farver er ikke bare farver- og der er mange veje som fører til Rom ( eller rød)..
Det er desværre sådan at rød, gul og blå ikke bare er, ja rød, gul og blå- Farver opleves ekstremt subjektivt, så det som er grønligt gul for en, er gråligt gult for en anden. Så når jeg her taler om, at vi identificerer farver, så er det de kemiske farve komponenter, der identificeres- ikke den visuelt oplevede farve. Men en ting er sikkert: stoffets farve i fundøjeblikket, er nødvendigvis slet ikke den farve, det har haft oprindeligt.
Farvet med ( fra venstre mod højre: regnfan, birk, røn, rød hestehov, tagrør, bynke, valnøddeblade)
farver i sol og skygge
alt dette er i teorien farvet med gul
Hvor ved vi det fra?
Hvad er det så vi ser, når vi kigger nærmere? Jo vi skal kigge på hhv Flavoniode, antrakinode og indigotin grupper.
Flavoniode farver kommer fra grønne planter. De er hyppigst en kilde til gul i form af apiogin og luteloin, MEN der findes også Antrocyane flavinoider, hvilket på et andet ord betyder blålige og rødlige farver, men ingen planter som indeholder antrocyaner, eri Norden er kendt for at havde været brugt til farvning af tøj- ja, man kommer til at se herrens ud af at plukke blåbær, men at udnytte dem til at farve med, er som sagt ikke registreret.
Antrakinoderne kan komme både fra dyr ( f.eks. de små røde lus vi bruger til at farve røde pølser og vingummi med) og planter og giver rød. Den mest almindelige kilde er planter af rubiaceae- familien, (bare tænk ” rubin” og så giver det næsten sig selv) hvor kraprod, som indeholder alizarin og purpurin, er den mest kendte. Men planter af galium slægten ( snerrefamilien) giver også rød fra rødderne, og endelig er der bark fra træ som Tørstetræ og rødder fra Tormentil.
Indigo- er blå. Og nok den nemmeste at kæde sammen med en specifik plante, for der er vitterligt ikke mange planter, som giver blå. Faktisk er det kun vajd og den tropiske fætter indigo, som har de evner.
Så hvis en af de komponenter er til stede, ja så er stoffet enten gul, rødt eller blåt. Hvor man før i tiden var nødt til udelukkende at bruge synet, har videnskaben bevæget sig fra en forstærkelse af synet (via mikroskopet) til at vi nu kan trænge ind der, hvor øjet ikke længere kan følge med.
Lige kort om grønt:
Grøn, som i ægte klar grøn, findes ikke som farve i sig selv. Sagt på en anden måde grøn er ikke en grundfarve, men en blandingsfarve. At nogle grønne planter kan give grønlige tekstiler, er fordi vores øjne ser dem som grønlige. De fleste grønlige nuancer er desværre ikke blandt de mest lysægte, og når de bleger, kommer deres sande grundtone frem.
Metoder/ hvordan ved vi det?
Der findes forskellige metoder til at få farven PÅ fibrene:
- de direkte farver: dette er farver som er vandopløselige og som gerne binder sig til fibrene
- mordant-farver: Dette er farver som er vandopløselige, som kræver en ”Mordant” ( bejdse) for at opnå en binding til fibre. En bejdse kan være en Tannin( garvesyre) eller en vandopløselig metalsalt som alun. Nogle planter- især barken af visse træer eller skaller fra valnødder farver i kraft af deres garvesyreindhold.
- Kype-farver: disse farver er slet ikke vandopløselige, men skal reduceres til en vandopløselig Leuco-form der kan trænge ind i fibrene. Når den oxcideres igen, trænger den ægte, ikke-vandopløselige farve frem.
I de to øverste tilfælde skal den vandopløselige farve trækkes ud af planten- ofte ved at koge den og efterfølgende bruge farvebadet. Her bruger man ofte ” The boiling method” /kogemetoden hvor man ved høje temperaturer og længere tid opnår at frigive meget farvestof, som så kan fæste sig.
I det sidste tilfælde skal man fortage en reduktion for at frigive et farvestof til væsken og det farvestof binder sig når det ved kontakt med ilt oxideres tilbage til sig farveform. Reduktionen kræver at man sætter gang i en proces hvor i en kemisk komponent fratages oxygen. Denne proces kan opnås med forskellige metoder, som med vajd f.esk kræver en basisk væske som gammel urin og askelud. Her kræver det erfaring at opnå de rette blandingsforhold, temperaturer og tider.
Forhistoriske tekstiler indeholder desværre ikke særligt meget farve, og omgivelser ( mosetanniner, rust ect) kan skabe et sløret billede af hvilke kemiske komponenter der er til stede- man kan med andre ord finde farvekomponenter som måske er landet der efter at tekstilet er blevet nedlagt/begravet/smidt bort.
Men hvordan ”ser” man så farver på tøjet, når nu ens øjne kan bedrages? Man skal faktisk vende farveprocessen om- dvs trække farven ud af fibrene igen.
HPLC- metoden:
High performance liquid chromatography
Det her er hvad min mands( kemi-og fysiklæren) litteratur siger om metoden – jeg har så prøvet at oversætte den så godt jeg nu kan:
”Kromatografi betyder egentlig farvetegning, men ordet bruges nu om en række analysemetoder, som alle bygger på det princip, at forskellige stoffer har forskellig bindingsevne til en given kemisk forbindelse på grund af deres forskellighed med hensyn til polaritet( positiv og negativ ladning). Denne bindingsevne kaldes Også for stoffets affinitet(hvor glad den er for lige den forbindelse) til den givne kemiske forbindelse. En prøve indeholdende forskellige stoffer udsættes for to ikke blandbare medier, hvoraf det ene er bevægeligt (den mobile fase- tænk på en graviditetstest, hvor væsken/tisset, stiger op an en sugende strimmel og når et bestemt hormon rammer et stof, det har en særlig ” Affinitet” med, så kommer der en streg) og det andet er fast (den stationære fase). De enkelte komponenter i prøven vil så fordeles mellem de to ikke blandbare medier. Den mobile fase altså væsken indeholdende stoffet)tvinges til at bevæge sig hen over den stationære fase, ( som f.eks papiret på en graviditetstest) hvorved det bliver muligt at adskille de enkelte komponenter i prøven. (man kan kort og godt se de forskellige farver i form af deres kemiske substans- indigo, flavinoider, antrakinoder udfælde sig )”
Så det man gør, er at man udsætter fibrene for en kemisk komponent som kan opløse farvematerialet og så benytter man sig af, at de farvekomponenter vil have forskellig struktur og ”affinitet”. Så lader man dem suge op af en ” stationær fase”, hvor man så kan se de forskellige komponenter udfælde sig. HPLC- metoden er en ekstremt avanceret og fintfølende version af dette- her måler man både hvor lang tid det tager for prøven at bevæge sig igennem systemet (retentionstid) og hvor meget af stoffet der (kvantitet). Så man kan altså både måle hvilken farve og hvor meget (kraftig) den er.
Nu er det jo mest resultatet som interesserer os- de kemiske analyser kan vi trygt overlade til laboranter og specialuddannede folk, vi skal bare være glade for at de findes og huske på det faktum, at det rødt stykke stof fra fortiden, i virkeligheden godt kan havde været blåt.
Men hvilke farver finder vi så?
Og hvilke planter har været brugt?
Det kræver et stykke godt bevaret tekstil hvis man skal få et rimeligt resultat- og her er de mosefundne tekstiler oplagte at undersøge. I 2009 udkom der et resultat af en større undersøgelse: Towards the identification of dyestuffs in Early Iron Age Scandinavian peat bog textiles I.Journal of archeaeological science nr 36/ Vanden Berghe A,, Margarita Gleba B., Ulla Mannering. Her undersøgte man et bredt udvalg af skandinaviske tekstiler fra moser og vådområder- disse er langt overvejende fra den ældre og yngre jernalder, men vi kan nok godt gå ud fra, at mange af disse farvemetoder- og planter- har været benyttet senere hen. Senere undersøgelser peger i hvert fald i den retning.
Gul…som så ikke altid er gult.
2/3 af alle de undersøgte tekstiler tester positiv for de vandopløselige gule farvestoffer. Men gul er jo ikke bare gul..mange planter giver forskellige gule nuancer fra en mørk brungul, til hidsig lime og ren solgul. Farver man på et gråt eller lyst stof er der store forskelle. De gule farvestoffer er til stede i mange planter, de er lette at finde, bruge og flere giver et fint klart resultat helt uden nogen form for bejdse. Jeg har farvet både grønlige, brunlige og rødlige nuancer helt uden bejdse og med så forskellige planter som tagrør, birk, skræppe, røn, rejnfan, duftløs kamille og lyng.
Til venstre: kruset skræppe om farver grøngul og som bare skal plukkes, da det er krudt og til højre den stærkt truede engskær. Den kan man købe frø til haven fra midgaardshave.dk – gør det! den børn værnes om.
kruset skæppre- nem kilde til gul og en ukrudtsplante
Engskær- super sjælden, aldrig pluk den!
Og nu kommer vi til det tricky- for hvilke planter brugte man i fortiden? Ja, hæ, øh..ser i, det er sådan at mens man kan se at der er et farvestof til stede, så siger det bare ikke rigtigt noget om HVILKEN PLANTE vi taler om…Så her skal vi se på sådanne kilder som pollen og makrofosilanalyse ( læs f.esk her: https://thegirlwhodigsthepast.com/2019/08/26/microscopic-evidence-plant-dyes-and-herb-medicine-from-the-viking-age/ ) Rejnfan, duftløs kamille, reseda /dyers broom, birk og ikke mindst den nu næsten udryddede engskær har været historisk kendt som kilder til gul. Men ret skal være ret- vi kan ikke sætte en finger ned, og sige ”det her, det er farvet med birk”..
Man er kort og godt nødt til at kende begge komponenter i forvejen. Så hvis man finder en ” ukendt komponent” skal man til at eksperimentere sig frem for at finde ud af hvilken kilde den kommer fra. Taler vi gule farver, er vi totalt på herrens mark, da et gigantisk mængde planter iver gul. Færre giver rød og endnu færre blå. Så det er muligt, men vi taler om et kolossalt arbejde hvor man skyder i blinde og håber på at ramme et match.
Ud i det blå:
I modsætning til gul, er der ganske få plantekilder til blå. Faktisk har vi kun to i norden ( vi tæller ikke tropisk indigo og blåtræ med i denne omgang) og det er den nordiske version af Indigo, nemlig Vajd og så svampe. Sidstnævnte er let at afvise som farvekilde, idet stoffet viser spor af Indigotin, som jo som navnet antyder findes i planter af indigoslægten. Hos svampe er det tilstedeværelsen af Terfenylkinoner, i det blås tilfælde teleforsyre som via en oxydering omdannes til dehydrogyrocyanin. Og ingen af disse farvekomponenter er til stede.
Fra 28 prøver fra 16 tekstilstumper finder vi rester af Indigotin, hvilket gør den til den næsthyppigste farvekilde. Dette forsætter op i vikingetiden, så den blå farve er altså vældig populær. MEN: Braking News! Det er kun i 2- TO- prøver, at den optræder alene! I de andre tilfælde er det sammen med gul- hvilket betyder at man har overfarvet stof for at få de klare ægte smaragdgrønne farver og i to tilfælde optræder de med røde toner, hvilket kan være et forsøg på at lave purpur. Den ægte purpur stammer fra havnsnegle og var-og er- åndsvagt dyrt. Man skal bruge enorme mængder snegle eller ” malke” sneglene for farvestof, hvilket er præcis lige så besværligt, som det lyder.
At farve med blå er heller ikke vanvittigt let og det kan muligvis være derfor, at man har overfarvet så hyppigt med den. En anden forklaring kan være, at farver man uden at bejdse, bliver farver mere blege. Ved at overfarve med vajd som ikke kræver bejdse, opnås stærkere og mere lysægte farver?
Fordelene ved den blå farve er ud over en ekstrem lysægthed, evne til at binde sig- selv på vegetabilske tekstiler, er at planten er nem at gro i haver, den sår sig selv år efter år og kan klare sig gennem frostkolde vintre.
vajd binder selv på silke
vajd i sit 1årige stadie hvor man skal bruge den
Vajd i sit 2 år hvor den sætter frø
Vi har fund af blår hør fra Vikingetiden og Jernalderen, og da hør tager ufatteligt dårligt imod de vandopløselige farver, har den blå muligvis været en af de få nuancer, man har kunnet indfarve hør med.
MEN- den kræver erfaring og varme, brugen af askelud og gammel urin gør den også til et ildelugtende bekendtskab og det er svært at opnår de stærke farver, hvis man er uerfaren. Så mens blå er en hyppig og (forholdsvis) let tilgængelig farve, er ren klar blå sjælden og har nok været et tegn på stor dygtighed.
Og så ser vi rødt:
Som tidligere nævnt kan visse bark-arter være en kilde til rød, tormentilrod er der også lavet forsøg med ( mange kender sikkert den blodrøde tormentil-snaps ) og vi skal ned under jorden, for at finde de dele af planten som giver rød.
Fra venstre mod højre: farvemysiker, jomfru marias sengehalm, krap og tormentil
farve-mystiker
jomfru maria sengehalm
krap
tormentil
Komponenter som Alizarin og Purpurin er tilstede i hjemlige planter som Jomfru maria sengehalm ( gul snerre) og asperula tinctoria, som på engelsk simpelthen hedder ”Dyers woodruff” men som så smukt her i norden kaldes ” farve- mystiker”. Disse planter er af Rubiacae slægten- altså den røde slægt. Alizarin optræder dog i langt større mængder i en anden Rubia-slægt, nemlig kraprod. Og her tyder det på at man har importeret denne plante, sikkert i form af de tørrede rødder, som har været let at transportere- og sikkert yderst værdifuld. Hele den flotte dragt fra Thorsbjerg mose, både bukser og tunika har været farvet med en plante som giver stærk rød- sandsynligvis den kostbare krap.
Kraprod kan godt gro under de mere nordlige himmelstrøg, men vi har ingen pollen eller makroforsilanalyser som kan bekræfte, at man har forsøgt sig med det.
At opnå de stærke røde farver kræver samme mængde tørret rod som garn- til tider dobbelt mængde rod. Og det gør den stærke røde til en meget kostbar farve. Farven er dog let at opnå da den er vandopløselig, men en del nuancer af den røde kræver en bejdse (mordant) for at virke. De røde nuancer som opnås via fermentering ( kypefarver) virker – ifølge mine egne beskedne eksperimenter- ganske glimrende uden bejdse. Her mangler vi dog et systematisk videnskabeligt arbejde for at kunne afgøre om det er muligt, at skelne mellem farver opnået med hhv. koge metoden eller den fermenterede kype metode.
Man fandt spor af Rhamnetin i Huldremose tektsilerne. Rhamnetin kendes fra Rhamnus-slægten/ Korsved som rummer over 50 slægter og 900 arter, men som her i landet er kendt mest fra rhamnus frangola bedre kendt som Tørst.
kjole farvet med tørst
alm. tørstetræ
Eksperimenter med fermenteret bark af Tørst ( kilde . dragtjournalen) har vist sig at kunne producere røde nuancer- jeg har selv forsøgt mig og har uden bejdse opnået flotte nuancer fra rustrød til vandmelonrød. Så her har vi altså med en farve at gøre der med kogemetoden giver gule/orange nuancer, men faktisk er en kilde til en sjældne rød.
Hvad med svampe?
De fleste som har eksperimenteret med plantefarver, har kastet et misundeligt blik i retning af de farver som svampefarverne har kunnet trylle ud af rødlig okkerporresvamp, visse slørhatte og skællet kødpigsvamp: her får man både de sjældne lilla, klare røde og blå farver. Men har fortidens mennesker vidst dette? Og har de brugt svampene?
fra venstre: cinnoberslørhat, skællet kødpigsvamp ( sjælden i DK, ses i Sverige) og rødlig Okkerporresvamp)
cinnoberbladet slørhat- giver stærk rød
skællet kødpigsvamp giver klar blå
drypper man okkerporresvamp med base ser man den violette farve
Når jeg personligt er lidt forbeholden overfor at brugen af svampe til farve i fortiden, er det fordi de kræver særlige bejdser eller fermentering. Desuden har svampe har ganske særlige kemiske farve komponenter, som kan skelnes fra planteriget- og dem finder vi ikke i de forhistoriske tekstiler.
De fleste ( på nær skivelav og rødlig okkerporresvamp) indeholder tilmed mindre farvestof end planter og kræver derfor at man finder dem i ret store mængder. Der er dog én svamp man mener at have identificeret: blegskivelav/ Ochrolechia tartarea. Den er ret så interessant, da den ved korrekt behandling med baser ( som lud eller klassikeren : gammelt pis) giver eftertraktede purpur
blegskivelav på sten
farver med skivelav
og lilla farver. Slusegårdgraven på Bornholm er dog pt det eneste danske findested af denne farve, og det er såmænd logisk nok: blegskivelav vokser nemlig på klipper ud til havet og der har Bornholm nogle naturlige fordele..
Konklusion:
Man kan ikke stole på sine øjne: hvad som nu er brunligt, kan havde været grønt i fortiden
Langt over halvdelen af alle tekstiler viser spor af farver- fortiden har været farvestålende.
Der er fundet rester af farver som viser at man har behersket alle de nævnte farveteknikker
- Blå er hyppig- men især sammen med andre farver, hvor man har opnået lilla og grøn
- Gule nuancer er det mest hyppige ( og her taler alt fra brun til grønlig) og røde farver de sjældneste
- Farvning med svampe er kun påvist i et eneste tilfælde – MEN det er også det mest uudforskede område.
- Tilstedeværelse af et farvestof fortæller noget om farven, IKKE om planten den kommer fra.
- HPLC- metoden kan finde de kemiske komponenter, men ikke alle er kendt eller kan knyttes til bestemte kilder. Sagt med andre ord- man ved ikke altid HVAD man har fundet.
Vil du vide mere?
Selve artiklen: Towards the identification of dyestuffs in Early Iron Age Scandinavian peat bog textiles af . Vanden Berghe ,*, Margarita Gleba , Ulla Mannering i : journal of archaeological science 36 2009
For dig med god tid, som ønsker at fordybe sig:
Dye and dyeing methods in late iron age Finland af Krista vajento 2016 ( denne Phd kan finds online og er en fantastisk gennemgang af metoder, kemi og tilmed udbygget med egne eksperimenter)
Mere sjov:
Dragtjournalen årgang 10 nr 14 fra 2016 er et temanummer om farver. Den udgives af Det danske Dragt-og findes online. Spændende nummer fyldt med gode artikler om farvning fra forhistorisk og historisk tid.
Mere om kromatografi..hvis du absolut vil..
https://scitech.au.dk/fileadmin/site_files/formidling/Kromatografi.pdf