Anmeldelse: The Northman- Arkæologen forklarer hvorfor en trang til at cherrypicke ødelægger den autentiske oplevelse, hvordan du giver slip på den trang og hvorfor du skal se denne film. Helst i dag.

Fortiden har beriget os episke sagn, legender, fortællinger og virkelige hændelser, der på mange måder overgår selv det mest fantasifulde manuskript. 

Siden menneskets første forsøg med sprog og senere billeder, har vi brugt fortællings redskaber og vores kreative illustrationsevner, til at sætte ord og billeder på det vi oplever.  Vi har har forklaret fysiske fænomener ( solens gang på himlen = den må være trukket af en hest) og sociale strukturer ( han er vores leder fordi han nedstammer fra Odin) ved hjælp af fortællinger, som på en gang, har skulle fungere som en bekræftelse og begrundelse på tingenes tilstand og forklare den.

Det levende billede, filmmediet, har sin sin svaghed og sin styrke fra samme sted: Her former lytteren ikke sit eget billede i hjernen, men må forholde sig konkret til det viste- som i øvrigt er det samme alle andre ser- men det betyder, at vi kan diskutere det vi ser. 

Film- også dokumentarfilm- er altid en tolkning, som viser den virkelighed, instruktøren mener vi skal se. Når vi laver film som foregår i en forhistorisk virkelighed, er der derfor ikke anderledes, end når vi laver en udstilling: vi tolker og viser vores version. MEN- hvor udstillinger i museer forpligter sig til ikke at trække tolkningen hen et sted, som materialet ikke kan bære, har fortællingen helt andre frie rammer, fordi formålet er et andet.

Det er virkeligt vigtigt at holde i mente, når man ser-og her anmelder- film som handler om historiske perioder.

Amled+Hamlet= Amhleth

The Northman er en film fra 2022 af Robert Eggers. For dem som ikke kender Robert Eggers, er han manden bag Indie-gyseren “ the Witch https://www.imdb.com/title/tt4263482/ En gyser om hekse, overtro og samfund sat i 1630 i en Koloni i New England, så historiske settings er ikke nyt for ham, og den eksperimenterende sort/hvide psykologiske gyser “ the Lighthouse” fra 2019. Der er altså ikke tale om en standard actionfilm instruktør, men en mand som tager chancer, som udfordrer sit publikum. Og skræmmer.

The Northman bygger på sagaen  om Amled,  vi kender den senere som “ Hamlet” af William Shakespeare. Kort ridset op er det en fortælling om hvordan Hævn opsluger en person med voldsomme og tragiske følger. Det er historier, hvor det er svært at få øje på vinderen og “helten” begår handlinger som langsomt skyder publikum fra sig. Hvis du har behov for at se en film om Modige, Mægtige Vikingehelte, som begår ærefulde handlinger, så kan du trygt springe “ The Northman” over. Filmen er er en rejse ind i mørkets hjerte, hvor jeg gribes af beundring for at Instruktøren vedbliver med at tro på sin hovedperson. selvom publikum er klar til at forlade langskibet for længst.

Arkæologen går i Biffen

Det er virkeligt vanskeligt at lægge sin fagkundskab bag sig, når man synker ned i sædet i mørket. Har selv siddet igennem en film med en kammerat som arbejder med special effects, hvor vedkommendes konstante kommentarer fik os hældt ud af biografen i utide. Så alting med måde. 

The Northman har benyttet sig af mange faglige konsulenter til dragter, bygninger og udstyr og filmmusikken  taget udgangspunkt i lyde fra instrumenter fra vikingetid. Der vil derfor være en oplagt chance for alle arkæologer til at kaste sig frådende over filmen og pille den i stykker, genstand for genstand. Men nu skal jeg fortælle hvorfor det vil være en dårlig ide:

  1. Autentisk er ikke lige med troværdig: Filmen skal få mig til at tro på historien, investere mig selv i den. Selv den mest gennemførte, rekonstruerede scenografi kan ikke frelse en utroværdig, elendig historie historie.
  2. “ Sådan lød vikingemusik ikke/ Sådan så deres dragter altså ikke ud”- Nå, men det ved du så? nej det gør du ikke, for ingen ved hvordan musikken lød, vi har ingen stillbilleder fra vikingetiden, eller sågar komplette dragter. 

Personligt skal der ret meget til, før jeg bliver grænseløst irriteret over anakronismer ( som i hvorfor i hel skal Slavernes dragter være mere ens end en gruppe Brøndby Tilhængere på vej til stadion? Ja, vi har forstået at “ de er ikke vikinger” men come on, man behøver ikke klappe stavelserne)  ligesom det heller ikke booster mit ego , at opdage små “easter-eggs” i form af at kunne identificere et bestemt sværd eller genkende rasleinstrumentet fra Oseberg.

ja, den er med, nej det er ikke sikkert man har brugt den sådan i vikingetiden

Troværdigheden- Autenciteten- skal komme af at hele fortællingen ogpersonens handlinger, er overbevisende. Der er flere “mytiske/religiøse” scener, som jeg personligt synes fungerer virkeligt godt. Fordi jeg er overbevist om, at hovedpersonen ville opleve det sådan- at dette er hans virkelighed. 

“arhemn sådan ser en vølve altså ikke ud” og det ved du fordi?…

Mytisk tænkning i Vikingetiden

Her synes jeg instruktøren har ramt noget essentielt! Vikingetiden rummede en anden tænkemåde end vores: Når vi, med udgangspunkt i videnskaben, søger klarhed og logisk sammenhæng når vi udtrykker os, har man haft helt andre mål i fortiden. Den mytiske tænkning går på tværs af årsag-virkning. I dag er det begrænset til hvad vi kalder fantasi og digtning, men i fortiden var det en helt ligeværdig og legitim måde at afsøge verden på.

I The Northman opløser Peter Eggers virkeligheden ( ihvertfald den vi kender) og lader den faktuelle realitet og den måde personen oplever den, smelte sammen. Der er en vidunderlig kampscene i en gravhøj, som illustrerer det perfekt.

Her oplever jeg at filmen arbejder med vigingetidens sagaer og eddadigtning, på en måde jeg aldrig før har oplevet.

Er “The Northman værd at se?

Det afhænger af, hvorfor du ser den. Hvis du gerne vil blive klogere på fakta om vikingetiden, vil jeg anbefale alle de andre blogindlæg eller dit lokale museum. Jeg mener det er et af 2022 store filmoplevelser fordi:

  • Har du læst de islandske sagaer? Hvor alle er nogle røvhuller og det går helt galt i en kæmpe dumpsterfire? Kan du lide den form for fortælling? Så vil du elske The Northman.
  • Hvor er det dog befriende at slippe for “ sexy vikings” og den efterhånden obligatoriske “ Kvinder kunne også være krigere i vikingetiden og derfor var det også stærke”. Hvis man vil se en kvindekarakter, som overbevisende portrætterer en troværdig “ stærk kvinde” i vikingetiden, så er Nicole Kidman som dronning Gudrun, en af de mest skræmmende figurer jeg længe har set. Hvor er det dog en fornøjelse at se hende spillet andet en “ Velholdt kvinde fra overklassen i problemer”- at være en kold, kynisk, magtbegærlig heks fra dit værste ødipale mareridt klæder hende.
  • Den er virkeligt flot filmet, Som i rigtig pæn. På den grimme måde
  • Slutscenen er uforglemmelig
  • Det er en virkelig anderledes vikingefilm- eksperimenterede uden at blive intern ( I’m looking at you Vahalla Risning) Forholder sig til et oplæg uden at gå totalt GOT på det ( Ja, HBO Vikings og jeres skamridning af alt saga, legende og facts. Det er ok at man flytter handlingen til et “ fiktivt men sandsynligt univers” Men Kattegat? at ride til Gotland? Og at kvinder kun kan være “ smukke forførersker eller BikerDykes?)

Så giv slip på jeres trang til at tjekke hver eneste kappespænde, lev med at Alexander Skarsgård er buff as F..k, at det romantiske kærlighedsforhold er ophidsende som kold havregrød og Claes Bang lyder lidt danglish i starten. The Northman er noget så sjældent som et nyt take på vikingefilm som fungerer selv for en arkæolog

Nicole Kidmans bedste rolle siden Dogville og The Others. Hun går rent ind.

U can leave your hat on

Hen over vinteren er der kommet gode spørgsmål til brevkassen og her vil jeg gerne svare på en genganger: Gik man med hue i vikingetiden?

Godt spørgsmål.

Det kan det være dejligt at have en varm hue at tage på hovedet. Det er det såmænd også om sommeren, hvor vi alle kan savne noget som skygger for øjnene.

Men hvad gjorde man i Vikingetiden? Desperate kuldskære reenactere og solskoldede ditto, spørger tit om hatte/huer/hætter og må modtage samme nedslående svar: vi har vældig få fund.

Vi har billeder og figurer med hovedbeklædning, men skal man være helt ærlig, så er det tit svært at gennemskue om det er en hat, en hjelm eller noget helt andet. Og sandt at sige, så er det ikke altid at kunstneren har fokuseret på at gengive hovedbeklædningen i detaljer…

En hovedbeklædning kan også være meget mere og andet end et behov for lune ører- både mænd og kvinders hovedbeklædning har overalt på kloden og til alle tider, været styret af andre ting en fysiske behov

Her er en række eksempler på hovedbeklædninger, som ganske vist udfylder et formål- men ikke et praktisk

« Det ville jo være fornuftigt at»..

Logik og rationale er gode redskaber, men når det kommer til tøj, er det ikke altid at form og funktion – og fornuft- hænger sammen. Stillethæle, G-strengstrusser og skulderpuder er gode eksempler på, at det som opfattes som beklædning, ikke altid bunder i behov eller fornuft for den sags skyld. Damehatte til galop-Derby giver meget lidt mening fra en rent praktisk synspunkt, og religiøs hovedbeklædning, er ud over at være et arnested for hidsige debatter, på ingen måde baseret på hvad kroppen har brug for.

Man kan derfor ikke sige at « det var jo også koldt i vikingetiden, derfor må de jo have haft huer». Sådan fungerer det ikke. Underbukser til kvinder blev først indført i kvindedragten i Danmark sent i 1800tallet. Indtil da led mange sikkert af blærebetændelse, underlivsbetændelse og kolde baller. Logikken siger, at det må man da have overvejet en løsning på, men tøj er først og fremmest kultut og kulturændringer sker langsommere end naturændringer.

Så man skal derfor slet ikke afvise at man har levet med kolde ører, og solen direkte i øjnene, fordi det var det som farfar gjorde og det må være godt nok til dig.

Hvad gjorde man før i tiden?

At man har brugt hovedbeklædning i jernalderen, behøver vi kun at se på den berømte Tollundmand for at kunne konstatere. Han er iført en lille skindhue med pelsen indad- et design vi kender fra andre steder i Europa på samme tid og som vi har fundet flere af i moser og vådområder.

Små huer i skind, med et simpelt design har sikkert været en almindelig hverdagshat. Vi har set dem på mænd, men løsfund gør, at vi ikke kan afvise dem som værende brugt at begge køn og alle aldre.

« Hætteslag» kendes også fra store dele af jernalderen, både som figurer og fra mosefund. Mest kendt er nok « Orkney-hætten» som er dateret til et sted mellem 300-600 AD. Hætten er lille, muligvis til et barn på 8-9 år og tolket til at være lavet som et genbrug af et fint stykke klæde – det frynsede stykke er lavet på et brikvævet bånd og er af en langt finere kvalitet et selve hættens stof.

Selve designet kan ligne Skjoldhamn-hætten – men mere om den senere. 

Men hvad med vikingetiden?

Vi savner desværre mosefund fra vikingetid fra Danmark. Havnen fra Hedeby er nok det tætteste vi kommer på og de tekstilrester som er fundet der, kan muligvis stamme fra hætter og hatte, MEN- mange af disse fragtmenter er små, genbrugte stofstykker som -om vi skal være ærlige- kan være alt fra en sok til et ærme. « pilleæske-hatten» er derfor om vi skal være ærlige, og det skal vi- en ekstrem spekulativ tolkning. Det som er det bedste argument for den tolkning, er et af de Frisiske ( Hollandske) bopladsfund ( de frisiske bosættelser i jernalder og vikingetid, er såkaldte «Terpen», huse bygget på kunstige forhøjninger, så man lå tørt når marsken var oversvømmet på vintertid, og derfor finder vi ret meget velbevaret bopladsmateriale derfra) Her har vi en pilleæskeformet hat i krystalkipervævet uld med meget fine dekorationsting på.

Andre fund fra Holland fra  fra Leens, Oostrum og Rasquert ( 8-9 årh) har alle « nakkeskjold» ( selv om nogle tolker den en skygge ligesom en kasket, og hvem ved, måske har de ret? Eller ihvertfald det man tolker som beskyttelse af nakken. Det kan havde vøret begge dele- og det ene udelukker bestemt ikke det andet. Der er tale om løsfund, så vi kan ikke sige om det er hovedbeklædninger til mænd eller kvinder.

Man kan læse mere om de enkelte hatte her i den glimrende udgave netudgave af Journal of archaology in the lowlands 

http://jalc.nl/cgi/t/text/text-idx1d82.html?c=jalc;sid=095741f1231d8f86c4f63866855fbf08;idno=m0201a02;view=text;rgn=div2;cc=jalc;node=m0201a02%3A5.1

Gravfund fra vikingetid med hovedbeklædning er endnu sjældnere ( og ja, Skjoldhamn hætten er fra en grav MEN MERE OM DEN SENERE!) fordi tekstil bevares så dårligt.

Men brokadevævede brikbånd monteret på silke og ditto sølvpossamenter ( et possament er kæder af små figurer dannet af metaltråd bundet med en ærlig teknik) fundet omkring pande og nakke, antyder at der har været noget på/over/omkring hovedet. I sjældne tilfælde har vi noget som kan tolkes som en hat eller pandebånd.

Hovedparten af disse kilder stammer fra det omfangsrige Birkamateriale, men det dukker op i enkelte tilfælde i det Norske og Danske materiale. I den senere del af vikingetiden ser slør/hovedlind kantet eller måske fæstet med brikbånd? Brugen af «tindingeringe» som vi kender fra det østlige slaviske og de russiske områder okkuperet af vikingerne, ser aldrig ud til at vinde indpas tilbage i Skandinavien. Vi har dog fundet dem som løsfund med detektor og da den Svenske og danske kvindedragt ser du til at være mere østlig påvirket end den Norske og i England levende vikingekvindes, så skal man ikke afvise, at de har været brugt af skandinaviske kvinder også. Eller kvinder som er flyttet hertil.

Den fine lille hue fra York- og den ditto i lilla silke fra Dublin, samt de mange silkefragtmenter fra begge udgravninger, kunne tyde på at den vestlige orienterede kvindedragt indbefattede en lille hætte? Denne hætte minder mere om det senere bondesamfunds « fruehuer», hvis funktion ikke så meget er at holde på varmen, men signalere ægteskabelig status. 

Stiv eller slasket hat

De østlige indflydelser gør sig især gældende når vi ser på de fund,vi har af «hættetutter» i sølv. De er udbredt i det svenske materiale, endt i det danske, sjældent i det norske. De er tolket som siddende i spidsen af en hat/hue, men hvilken?

Hattetut? fra Birka

I rejsen mod øst, mod “Rus”, er der forgået en del kulturudveksling i form af fredelig handel og knap så fredelige angreb og invasioner. Men gravene viser et tydeligt billede af, at man alligevel langsomt har nærmet sig hinanden gennem alliancer, ægteskaber og generel assimilering. Har har man kunne lade sig inspirere af forskellige hovedprydelser, fra Kazerne’s spidse huer til til en mere bløde, pelsforede og kostbart udsmykkede spidse hatte. Fund af trekantede tekstilfragtmenter i Birkamaterialet, er måske fra en mindre kuppelformet hat?

Tolkning af et ( svensk?) Rus-par

Billeder og figurer er svære at blive klog på. Skal vi tage den lille Thor figur bogstaveligt ( og mange andre), så har man haft en rank, stiv kegleformet hat med en dut i enden. Inden man afviser den tanke helt, fordi ” det ser jo totalt åndsvagt ud”, skal man huske på, at vi var en hel generation som er vokset op med lavtaljede jeans og bundesligahår. Æstetik og smag ændre sig. den høje skortstensfejer hat har jo også en funktion, og her bør man nok huske på, at Cylenderhatten/skortstensrøret er en hat som har en helt særlig tid og sted. Så den keglformede har her ( hvis den har været) nok til særlige lejligheder.

Mange versjoner af keglehatten:

Vigtigt er det at huske, at smag og behag skiftes- her har forfatteren f.esk et godt grin ved at afprøve en af de hollandske hattemodeller- man ligner vitterligt en, som ikke er helt hjemme…

Og husk- ikke alle tegnede lige godt i fortiden..

En kunstnerisk gengivelse behøver ikke tage hensyn til fysisk lighed, folk skal nok fange den. Hvordan skal vi f.esk tolke denne ” båd” på hovedet af valkyrien her?  har hun en hat på? en hjelm? eller er hun mulvarpen som gerne ville vide hvem som har lavet en lort på dens hoved? Vi må nok leve med, at der her i kunsten er noget som er ” lost in translation”

Konklusion.

Hmm- nu nåede jeg slet ikke at tale om Skjoldhamn fundet. Men det fortjener sit helt eget indlæg, for ud over at være måske det mest kopierede ( fejlagtigt kopiere) fund af et hætteslag, så stiller det også en række spørgsmål om, hvad som egentlig er ” viking”- og derfor laver jeg et helt indlæg om den grav. Senere..

Men tilbage til hatte/hætter/slør/slag og pandebånd: 

Personligt tror jeg, at det mest udbredte og derfor det mindst fundne, er hverdages hurtigt sammenflikkede hue af skind eller en stofrest. Den har været simpel i design som vi ser fra Hedeby/de Hollandske fund/Tollundmanden. Den har nok været ret ens til mænd, kvinder og børn. Og vi har meget lidt viden om, hvordan den kan se ud, så her vil jeg kun opfordre til at man overkommer sin trang til at se pæn ud, og eksperimenterer med hvad som er lunt, kan sidde fast i en brandorkan og som er let at fremstille.

 Så er der ” hovedprydelser”..Possamentbesatte silkepandebånd, silkedekorerede trafikkeglehatte, eksotiske modeller hjembragt som gaver fra fjerne kontakter i øst. Sløret  og “fruehuen” som kendetegner den kristne kvinde. Disse har været båret ved særlige lejligheder, af særlige folk og tjener et formål som intet funktionelt praktisk har over sig.

Men hvad passer til hvad?

At have pragthatten på, hvis man er i en rolle som smed på markedet, er passende som en cykelhjelm til et bryllup. Lige her må man faktisk godt tænke lidt logisk og rationelt og mærke efter.  Er man ude og imponere en anden købmand, så er det frem med den pels og sølvbelagte model, man modtog som en del af den aftale om etabeling af en sikker bådlandingsplands på Volga

Et højtideligt sæde

Efter en næsten ubærlig Fimbulvinter  og forår og sommer og efterår) er den udendørs levende formidling endelig ved at åbne op igen. Den første weekend i Maj afholder Ribe Vikingecenter et marked og spændte reenactere pakker deres grej, slår telte op og sætter sig til rette ved bålet.

Men på hvad?

Møbler som vi moderne mennesker kender dem, er nærmest totalt fraværende fra vikingetidens fund. Vi har enkelte simple, beskedne skamler, mere luksuøse stole, mystiske lave borde og kister som i snæver vending også kan bruges til at sidde på.

Det er der flere forklaringer på: den rent arkæologiske er, at møbler for det meste er lavet i træ og derfor meget sjældent overlever tidens tand. Der er også en kulturel forklaring: husets indretning og dagligdagens liv og arbejde, involverede meget mere stående, gående og bevægelig aktivitet, end det moderne menneske oplever. Mange tilbringer i dag op til 8 timer ved et hæve/sænkebord i et kontorlandskab og når vi går hjem, er det for at smide os foran Netflix i hjørnesofaen.

For os er møbler ikke en luksus, men en fuldstændig integreret del af husets indretning. Sådan er det bestemt ikke på hele kloden, hvor vi gennem tid og sted kan se, at der eksisterer et væld af alternativer til sofaer, kontorstole og spiseborde. Så vi bør nok også være åbne for det faktum, at man i vikingetidens Skandinavien ikke sad så meget og på samme måde, som v gør i dag. Og vi derfor vil lede forgæves efter et klassisk spisebord med god siddehøjde og plads til 12 personer.

Hvem sidder på hvad?

Netop det faktum bør vi bide mærke i- at det at sidde godt og komfortabelt på en vellavet stol- er noget usædvanligt. I den forbindelse giver det mening, at vi har fundet flere små amuletter, som er tolket til at forstille stole. Eller rettere Troner! Men mere om det senere.

Næsten alle de små vedhæng har samme facon: en lav stubformet stol med et afrundet ryglæn. Stolene fra Lejre og den nyfundne stol fra Nybølle afviger ved at have firkantet sæde og ryglæn.

Eksempler på Stoleamuletter med firkantet sæde og ryg:

Begge typer stole er kendt fra fysiske fund som alle er lavet i træ. De firkantede stole kender vi bla. fra Lund og Oseberg, som har et par 100 år mellem sig, hvor stolen fra Lund næsten ligner noget man kan købe i dag, har Oseberg stolen tydelige designmæssige referencer til den ældre ”Tøndekonstruktion”. De nævnte eksempler har ikke været almindelige spisebordstole- de har været sæder til kongelige og gejstlige.

Stol fra Oseberg( venstre) og Lund ( rekontruktion)

Og her vender vi tilbage til troner. Tronen er både et navneord og et udsagnsord: Man troner over noget. Og man kan arve Tronen efter den tidligere regent. På de stole som amuletterne gengiver, har man dog ikke tronet særligt højt, medmindre man har sat dem ovenpå forhøjninger. Udtrykket ”Højsædet” som Odins Hlindskjalv eksempelvis, betyder derfor ikke referere til en stol med meget lange ben, men nok snare den platform stolen er sat på. Platformen og trappen til tronstolen i Ingelheim har tilmed en lille gang under sig, hvor man kan passere under tronen for at vise sin ydmyghed overfor gud og kejser.

Odin på Højsædet:

Så vi må konstatere at det at sidde højt og godt, ikke har været for enhver. Mange har taget til tanke med ryglænsløse bænke, kanten på sengen eller de forhøjede arealer i huset. En lille taburet til at malke ved eller hvile de trætte ben, når væven sættes op, har været en mulighed. Men ellers har væveren, kokken, smeden, tømreren, skibsbyggeren og alle andre, stået op.

Herunder: Stoleamuletter fra Tune/Vestfold ( ø.v. mod højre) Hedeby og nederst tv fra Fyrkat. De udskårne tøndestole er fra jernalderen( for mere om dem, se posten “Have a seat”) og den smukke malede stol er en norsk Kubbe-stol.

” Dette er ikke en pibe”?

Matisses berømte billede af en pibe, med titlen ” dette er ikke en pibe” (fordi det er et billede af en pibe) er lige akkurat det som vores små stole vedhæng handler om.

Når en lille stol således kan blive et vedhæng eller sågar amulet, er det fordi det slet ikke handler om møbler, men det som møblerne betyder. Her er vi over i det som psykologen C.W Morris kalder SEMANTIK, defineret som relationer imellem tegn og objekter i verden. Tro, håb og kærlighed er ofte en vedhæng hvor Korset betyder tro, Ankeret Håb og Hjertet kærlighed. Her er korsets funktion som torturredskab, ankeret som fortøjning af skibe og hjertet som pumpende muskel, blevet løsrevet fra sin funktion og fået en helt anden betydning.

Vi har enkelte vedhæng hvor nogen sidder på stolen/tronen, men de fleste er tomme sæder. Her må vi gå ud fra at stolen selv, repræsentere meget og mere end blot et sted at slå sig ned. Den er et billede på magt, på noget ophøjet- måske tilstedeværelsen af en guddommelig magt? Eller blot ønsket om selv en dag af side i det høje sæde? Hvem ved? En ting er sikkert- en stol er ikke altid en stol.

De små amuletter er fundet i kvindegrave og som løsfund. Vi kan derfor ikke med sikkerhed sige, om det er noget som er tilknyttet et bestemt køn. Men spændende blev det da, når debatten faldt på HVEM som sidder på tronen på amuletten fra Lejre. Figuren kaldes ”Odin fra Lejre”, men det kræver efter min mening meget fantasi, at se den kjoleklædte siddende som andet end en kvinde. Måske Frigg, Odins hustru?

Måske er de små stole amuletter noget kvinder har været iført, for at sende et signal om, at her var tale om en kvinde, som havde helt styr på hvor Skabet (stolen) skal stå. Hvis nogen ellers var i tvivl.

( se nærmere på hende- Odin in drag, eller en bestemt dame..?)

Fuglekvinden og Bjørnemanden

kvindenigraven

I 2017 blev der ved Hillesøy ( ved Kvaløya- en ø i fjorden ud for Tromsø, i det nordlige Norge) udgravet 2 bådgrave fra vikingetiden. Den ene tilhørte en kvinde på en 40-50 år begravet omkring 770-840. Skibet er et 8,5 meter langt klinkebygget skib, som ud over den afdøde og hendes genstande også viste sig at indeholde gravgaver, muligvis madvarer, men alt hvad der nu er tilbage, er knoglerne og de beholdere som har fungeret som opbevaring. Den anden bådgrav kan være lidt ældre og tilhører en mand i 40erne

Graven er utroligt velbevaret og undersøgelserne virkeligt grundige, så vi har mulighed for at få et detaljeret blik på en ældre ( 40 er ikke det nye 20 i vikingetiden, det er nok mere de nye 60) kvinde fra det øvre sociale lag i Norge i vikingetiden.

Livet på Kvaløyer:

I området er der fundet spor af en konstant beboelse med større gårde som strækker sig helt tilbage i jernalderen. Omkring 77 registrere gravfelter og 16 beboelser er kendt i området. De fleste har nok ernæret sig ved landbrug og fiskeri- et stabilt bondesamfund, hvis placering også har muliggjort langdistancehandel. Gravene indeholder knogler fra mælkeproducerende dyr som får, geder og kvæg, fugle fra nåleskov, hede/overdrev og kysten. Knogler fra store fisk som torsk og Helleflyndere viser, at man har sejlet ud på det åbne hav for at fiske.

Billeder fra Venstre mod højre: Rødnæb, Torsk; helleflynder, Skarv,Urfugl, Lunde og Jærpe

Gravene peger også på, at man har haft forbindelser til det store udland, samt stærk kontakt til de samiske kulturer.

De to forskellige både og grave peger dog på to meget forskellige liv:

Ang både: Både er en nødvendighed, når man bor på en ø, og de to bådgrave repræsenterer faktisk to forskellige typer: ud over kvindens klinkebyggede båd, tilhører den anden grav- mandes- en mindre type uden sejl og med en anden konstruktion? Muligvis en kravelopbygning ( billede) eller syet som  vi kender det fra hjortespringsbåden? I hvert fald ikke en båd til det åbne hav..

kravel opygning - Kopi

 

 

Bjørnemanden

Manden er omkring de 40, ukendt dødsårsag, men gravgaverne kan måske give os et hint: i graven har han et usædvanligt spyd, et sværd uden håndtag og en økse. En kam, en kniv og nogle perler fulgte også med. Det mest interessante er dog de 2×5 bjørnekløer som er fundet på hver side af den afdøde. Noget kunne tyde på, at manden har været svøbt i et bjørneskind ved begravelsen og dette passer godt overens med spyddet, som kan være et såkaldt bjørnespyd.

Billede: Nutidigt Bjørnespyd, Spyddet i graven

Om båden, spyddet og skindet er mandes egne anskaffelser eller de er handlet med en samisk elite, kan vi kun gætte om.  Er han en fornem stormand, udstyret med stærke kontakter og belønnet med et bjørneskind? Eller er det bygdens lokale bjørnejæger af samisk afstamning? Bjørnen er et dyr med vældige kræfter, og optræder hyppigt i vikingetidens kunst, og bjørnekløer (både den ægte vare og klo-formede vedhæng i bronze) blev brugt som smykker af de nordfinske og baltiske kvinder.

Billede, venstre mod højre: Torslundapladerne, Krystalvedhæng fra Obbekjær, Finske Hængesmykker formet som bjørnekløer og stolpe fra oseberg skibet.

Fuglekvinden:

Der er tale om en kvinde på omkring 164 cm – hvilket er over gennemsnitshøjde for kvinder på den tid. Hun er mellem 40 og 50 år gammel, har slidgigt i et niveau vi i dag kun ser på folk over 60 år. I hendes lårbensknogle ses ”harris lines”: det er linjer som ses i røntgen som fortættet hvid knoglemasse.

harrislines

De opstår hvis man i barndommen og ungdommen har perioder, hvor ens vækst går i stå. Kvinden har altså gennem sit liv oplevet mulige traumer. Sult, sygdom, hårdt fysisk arbejde.

Hvad har hun spist?

Hendes tænder er virkeligt interessante, da de meget hærgede- faktisk ligner hendes tænder noget, som vi ellers kun finder hos folk som lever af kulsyreholdige sodavand? Hvordan kan det nu hænge sammen? Bæller man cola dag og nat i vikingetiden?

Billede:Kvindes kæbe og moderne “cola-tænder”

Nej, men meget tyder på, at den såkaldte ”sæter-økonomi”, vi kender fra middelalderens Norge, allerede fungerer i vikingetiden. En sæter økonomi betyder, at ens fokus er på græssende mælkeproducerende dyr. Mælken bruges så konserveret i form af valle/myse, surmælk og ost. Mælk er trods det dårlige rygte, det har fået i dag, et virkeligt smart fødemiddel med høj ernæringsværdi, og der er stort set intet spildprodukt. Madvarer som kød og kål kan nedlægges i surmælk/valle og således holde sig. Men en kost på tørfisk opblødt i valle, er hård ved bisserne. Kvindes knogler fortæller via isotopanalyse at hendes kost har haft bestået af en stor del af havlevende dyr, og hun har sågar sæl med i graven. Men surmælken og vallen har sat sig et andet spor: meget mørnede tænder.  Gede/fåreknogler, fugl, fisk og kvæg har fulgt hende i graven- sikkert rester af et måltid til den døde og afspejler sikkert hvad man har levet af: Fisk, mælk og kød.

Myseost= vikingeost?

Myseost-og-hoevl_810px

Et sæterbrug har langt mere græsningsareal end kornmarker. Fuglene i hendes grav viser tegn på både det åbne landskab( urfugl) nåleskov ( Jærpe) og kyst( skarv og lunde) og kysten samt det åbne hav har givet fisk som torsk, helleflynder og rødnæb. Et Norsk liv og landskab, som vi den dag i dag, kan genfinde.

Dragten i døden:

Kvinde ligger på sin højre side, så efter døden kan hendes påklædning og udstyr have rykket sig en del. Hun har ikke færre end tre skålspænder, hvor den ene har været anvendt som et kappespænde midt på brystet. Indeni og ovenpå spænderne og på de to knive hun fik med i graven ( en alm kort kniv og en art krumkniv), sidder der fastrustede tekstilrester. Disse små fragmenter kan antyde dragtens opbygning, men meget lidt er bevaret og noget så dårligt, at man knap kan identificere det. I døden er kroppen også faldet sammen og har rykket sig, så det skal man have i mente, når man prøver at lure hvordan dragten har set ud.

I graven har hun været lagt på siden, med benene bøjet. På samtlige spænder og redskaber ses rester af birkebark, som tilsyneladende har været brugt som et dække af den afdøde. Under dette lag, ligger der et stykke tekstil- et muligt tæppe som et liglagen.

Inde i spænderne finder vi flere slags stof, som giver os et hint om en dragt: De to store skålspænder, som tydeligvis er et par  finder vi (ud over barken og tæppet på ydersiden af spænderne) tre slags stof. Et groft lærredsvævet stof viklet om nålen og nålehuset, et fint lærredsvævet stof som ligger under nål og nålehus og et fint kipervævet stof, som det ser ud til at nålen har været stukket igennem. I spænderne sidder også rester af nogle tykke snore, som muligvis har været brugt til ophæng af genstande? Knivene måske?

I det enlige skålspænde, som er af en ganske anden type end de andre, sidder der lidt rester af noget som kan være pelsværk og til den anden side en strop. Dette spænde har siddet mellem brystet og hagen, og min personlige tolkning er at den holder sammen på en kappe/slag/jakke som er kantet/pyntet med pels. Hårene er desværre for fragmenterede til at blive bestemt. Disse hårrester ses også på knivene og de andre spænder, så der er tale om et klædningsstykke, som omslutter kroppen.

Under hagen, ved spidsen af kravebenene ligger 3 perler. De ligger over alle spænderne, så de har nok ikke hængt mellem dem, men været båret som en halskæde. Hun har en ravperle, en fin blå perle af en type som normalt fremstilles omkring middelhavet og en stribet perle. Skålspænderne er alle af typer, som normalt er fundet i velhavende grave, sættet med de to tyndskallede spænder er faktisk en udbredt norsk type, som kun i to tilfælde ( Skåne og Birka) er fundet uden for Norge.

Så hvordan har hun været klædt?

Tekstilerne er ikke undersøgt for farver, så der må man være svar skyldig. Men dragten lades til at bestå af mindst 3 dele: en særk af fin lærredsvævet uld. Over den har hun haft en kjole i krystalkiper, som ikke har gået op til det tredje spænde under halsen- det er yderst nærliggende at tolke den som en selekjole, hvor skålspænderne har været stukket direkte igennem stoffet forneden og har et sæt stropper i et andet materiale, nemlig et groft lærredsvævet stof. Om halsen har hun haft en perlekæde med 3 perler i, og hængende fra skålspændesættet har hun haft sine knive og en kam af rensdyrtak.

Yderst har hun haft en kappe eller jakke, som er været lukket øverst på brystet, som har været enten foret eller kantet – måske sågar dækket af- pels. På den ene sidde sidder der rester af det samme grovere lærredsvæv, også i form af en strop viklet omkring nålen. Hvordan skal det tolkes? Det meste fine pelsværk er helt utroligt sart og har ikke samme fleksibilitet som stof. Derfor er det nødvendigt at montere det på tekstil, som kan holde sammen på det. Kan kvinden være iført en pelskantet jakke eller kappe, som kan lukkes i halsen med en strop, så man ikke skal stikke spændet gennem det sarte pelsværk?

Samiske vikinger?

De 2 afdøde i bådende var 2 ud af mange- andre undersøgelser har påvist at der er tale om et decideret gravfelt. Men sammenlignet med andre norrøne vikingegravfelter, at disse to personer udsædvanelige. Bjørnemandens båd og gravgaver er uligt noget andet vi kender, og mens kvinden har ret typiske gravgaver med som kam, tenvægt, kniv og perler, er hendes tyndskallede skålspænder noget vi forbinder med international handel og høj status, og perlerne er ligeledes importgenstande. Brugen af birkebark i graven er en samisk skik, men den klinkebyggede båd og dragten er bestemt en anden kultur. Fuglene i graven og sælens knogler kan være måltidsrester, men der er tale om udelukkende vinger og fødder. Som mandens bjørneskind, er denne skik også noget vi forbinder med samiske grave. Både vinger og skind er næppe nedlagt som fødevarer, men den symbolske betydning skal man ikke negligere: At iføre sig fjederham/dyreham skal opfattes både symbolsk, men også meget konkret: ved at tage dyret ( eller dele af dyrets) hud og hår på, overtager man dyrets egenskaber: styrke, luftbårenhed, hurtighed. Denne forestilling finder vi i samfund med en animistisk religion, hvor shamanen kan gå ind i åndeverdenen ved hjælp af den magt, som ligger i dyrehammen. Er det dette, vi ser her? Hvem ved.

Disse to mennesker viser os hvor mangfoldig kulturerne var i hele det gigantiske geografiske og tidsmæssige rum, vi har valgt at kalde vikingetiden.  Det minder os om, at hver gang vi taler om ”Vikingerne” som et generisk begreb, så gemmer der sig et unikt individ med en særlige skæbne i hver grav, hver rustne kniv og benkam.

Jeg kan kun anbefale at læse disse glimrende publikationer, de er på Norsk, men det går nu nok.

Link til mandens grav: http://www.norark.no/prosjekter/nodvegen-pa-hillesoy/en-batgrav-fra-yngre-jernalder-pa-hillesoy-ved-tromso/?fbclid=IwAR3bl0KbxDD8R5axXnV0Zn5r6OZ5y6SdzSNBPU_GGn7L4afjOWHhtL9iKhg

Link til kvindesgravhttps://uit.no/Content/678228/cache=20202404125710/Rapport%20Hilles%C3%B8y%202018%20web.pdf

 

Farver i fortiden – hvad øjet ikke ser

Seneste tids forskning har vist, at den gråbrune farvepalette ofte brugt til at gengive fortiden med på film og billeder, nok at skudt en smule forbi. Mosefundne tekstiler viser sig at stråle i nuancer rød, grøn og blå ( bla huldremosekvindes dragt og det knaldrøde sæt fra Thorsbjerg) som i flotte vævemønstre har vækket opsigt.

Kommer vi længere op i jernalderen og ind i vikingetiden, sørger internationale forbindelser for at eksotisk tekstil som silke, hele dragter med indvævede metaltråde i besværlige brokadeteknikker, som sikkert også har strålet i smukke klare farver. Men analyse af ældre mosefundne tekstiler, viser at vi har været med på den farvetrålende mode hele tiden.

Hvad ved vi?

Men hvordan ved man egentlig hvilke farver der er tale om? Ofte vil tøj som har befundet sig i moser og grave, være farvet af omgivelserne, så den oprindelige farve ikke længere kan afgøres med det blotte øje. Så hvad gør man så?

Farver er ikke bare farver- og der er mange veje som fører til Rom ( eller rød)..

Det er desværre sådan at rød, gul og blå ikke bare er, ja rød, gul og blå- Farver opleves ekstremt subjektivt, så det som er grønligt gul for en, er gråligt gult for en anden. Så når jeg her taler om, at vi identificerer farver, så er det de kemiske farve komponenter, der identificeres- ikke den visuelt oplevede farve. Men en ting er sikkert: stoffets farve i fundøjeblikket, er nødvendigvis slet ikke den farve, det har haft oprindeligt.

Farvet med ( fra venstre mod højre: regnfan, birk, røn, rød hestehov, tagrør, bynke, valnøddeblade)

Hvor ved vi det fra?

Hvad er det så vi ser, når vi kigger nærmere? Jo vi skal kigge på hhv Flavoniode, antrakinode og indigotin grupper.

Flavoniode farver kommer fra grønne planter. De er hyppigst en kilde til gul i form af apiogin og luteloin, MEN der findes også Antrocyane flavinoider, hvilket på et andet ord betyder blålige og rødlige farver, men ingen planter som indeholder antrocyaner, eri Norden er kendt for at havde været brugt til farvning af tøj- ja, man kommer til at se herrens ud af at plukke blåbær, men at udnytte dem til at farve med, er som sagt ikke registreret.

Antrakinoderne kan komme både fra dyr ( f.eks. de små røde lus vi bruger til at farve røde pølser og vingummi med) og planter og giver rød. Den mest almindelige kilde er planter af rubiaceae- familien, (bare tænk ” rubin” og så giver det næsten sig selv) hvor kraprod, som indeholder alizarin og purpurin, er den mest kendte. Men planter af galium slægten ( snerrefamilien) giver også rød fra rødderne, og endelig er der bark fra træ som Tørstetræ og rødder fra Tormentil.

 

Indigo- er blå. Og nok den nemmeste at kæde sammen med en specifik plante, for der er vitterligt ikke mange planter, som giver blå. Faktisk er det kun vajd og den tropiske fætter indigo, som har de evner.

Så hvis en af de komponenter er til stede, ja så er stoffet enten gul, rødt eller blåt. Hvor man før i tiden var nødt til udelukkende at bruge synet, har videnskaben bevæget sig fra en forstærkelse af synet (via mikroskopet) til at vi nu kan trænge ind der, hvor øjet ikke længere kan følge med.

Lige kort om grønt:

Grøn, som i ægte klar grøn, findes ikke som farve i sig selv. Sagt på en anden måde grøn er ikke en grundfarve, men en blandingsfarve. At nogle grønne planter kan give grønlige tekstiler, er fordi vores øjne ser dem som grønlige. De fleste grønlige nuancer er desværre ikke blandt de mest lysægte, og når de bleger, kommer deres sande grundtone frem.

Metoder/ hvordan ved vi det?

Der findes forskellige metoder til at få farven PÅ fibrene:

  1. de direkte farver: dette er farver som er vandopløselige og som gerne binder sig til fibrene
  2. mordant-farver: Dette er farver som er vandopløselige, som kræver en ”Mordant” ( bejdse) for at opnå en binding til fibre. En bejdse kan være en Tannin( garvesyre) eller en vandopløselig metalsalt som alun. Nogle planter- især barken af visse træer eller skaller fra valnødder farver i kraft af deres garvesyreindhold.
  3. Kype-farver: disse farver er slet ikke vandopløselige, men skal reduceres til en vandopløselig Leuco-form der kan trænge ind i fibrene. Når den oxcideres igen, trænger den ægte, ikke-vandopløselige farve frem.

I de to øverste tilfælde skal den vandopløselige farve trækkes ud af planten- ofte ved at koge den og efterfølgende bruge farvebadet. Her bruger man ofte ” The boiling method” /kogemetoden hvor man ved høje temperaturer og længere tid opnår at frigive meget farvestof, som så kan fæste sig.

I det sidste tilfælde skal man fortage en reduktion for at frigive et farvestof til væsken og det farvestof binder sig når det ved kontakt med ilt oxideres tilbage til sig farveform. Reduktionen kræver at man sætter gang i en proces hvor i en kemisk komponent fratages oxygen. Denne proces kan opnås med forskellige metoder, som med vajd f.esk kræver en basisk væske som gammel urin og askelud. Her kræver det erfaring at opnå de rette blandingsforhold, temperaturer og tider.

Forhistoriske tekstiler indeholder desværre ikke særligt meget farve, og omgivelser ( mosetanniner, rust ect) kan skabe et sløret billede af hvilke kemiske komponenter der er til stede- man kan med andre ord finde farvekomponenter som måske er landet der efter at tekstilet er blevet nedlagt/begravet/smidt bort.

Men hvordan ”ser” man så farver på tøjet, når nu ens øjne kan bedrages? Man skal faktisk vende farveprocessen om- dvs trække farven ud af fibrene igen.

HPLC- metoden:

High performance liquid chromatography

Det her er hvad min mands( kemi-og fysiklæren) litteratur siger om metoden – jeg har så prøvet at oversætte den så godt jeg nu kan:

”Kromatografi betyder egentlig farvetegning, men ordet bruges nu om en række analysemetoder, som alle bygger på det princip, at forskellige stoffer har forskellig bindingsevne til en given kemisk forbindelse på grund af deres forskellighed med hensyn til polaritet( positiv og negativ ladning). Denne bindingsevne kaldes Også for stoffets affinitet(hvor glad den er for lige den forbindelse) til den givne kemiske forbindelse. En prøve indeholdende forskellige stoffer udsættes for to ikke blandbare medier, hvoraf det ene er bevægeligt (den mobile fase- tænk på en graviditetstest, hvor væsken/tisset, stiger op an en sugende strimmel og når et bestemt hormon rammer et stof, det har en særlig ” Affinitet” med, så kommer der en streg) og det andet er fast (den stationære fase). De enkelte komponenter i prøven vil så fordeles mellem de to ikke blandbare medier. Den mobile fase altså væsken indeholdende stoffet)tvinges til at bevæge sig hen over den stationære fase, ( som f.eks papiret på en graviditetstest) hvorved det bliver muligt at adskille de enkelte komponenter i prøven. (man kan kort og godt se de forskellige farver i form af deres kemiske substans- indigo, flavinoider, antrakinoder udfælde sig )”

Så det man gør, er at man udsætter fibrene for en kemisk komponent som kan opløse farvematerialet og så benytter man sig af, at de farvekomponenter vil have forskellig struktur og ”affinitet”. Så lader man dem suge op af en ” stationær fase”, hvor man så kan se de forskellige komponenter udfælde sig. HPLC- metoden er en ekstremt avanceret og fintfølende version af dette- her måler man både hvor lang tid det tager for prøven at bevæge sig igennem systemet (retentionstid) og hvor meget af stoffet der (kvantitet). Så man kan altså både måle hvilken farve og hvor meget (kraftig) den er.

Nu er det jo mest resultatet som interesserer os- de kemiske analyser kan vi trygt overlade til laboranter og specialuddannede folk, vi skal bare være glade for at de findes og huske på det faktum, at det rødt stykke stof fra fortiden, i virkeligheden godt kan havde været blåt.

Men hvilke farver finder vi så?

Og hvilke planter har været brugt?

Det kræver et stykke godt bevaret tekstil hvis man skal få et rimeligt resultat- og her er de mosefundne tekstiler oplagte at undersøge. I 2009 udkom der et resultat af en større undersøgelse: Towards the identification of dyestuffs in Early Iron Age Scandinavian peat bog textiles I.Journal of archeaeological science nr 36/ Vanden Berghe A,, Margarita Gleba B., Ulla Mannering. Her undersøgte man et bredt udvalg af skandinaviske tekstiler fra moser og vådområder- disse er langt overvejende fra den ældre og yngre jernalder, men vi kan nok godt gå ud fra, at mange af disse farvemetoder- og planter- har været benyttet senere hen. Senere undersøgelser peger i hvert fald i den retning.

Gul…som så ikke altid er gult.

2/3 af alle de undersøgte tekstiler tester positiv for de vandopløselige gule farvestoffer. Men gul er jo ikke bare gul..mange planter giver forskellige gule nuancer fra en mørk brungul, til hidsig lime og ren solgul. Farver man på et gråt eller lyst stof er der store forskelle. De gule farvestoffer er til stede i mange planter, de er lette at finde, bruge og flere giver et fint klart resultat helt uden nogen form for bejdse. Jeg har farvet både grønlige, brunlige og rødlige nuancer helt uden bejdse og med så forskellige planter som tagrør, birk, skræppe, røn, rejnfan, duftløs kamille og lyng.

Til venstre: kruset skræppe om farver grøngul og som bare skal plukkes, da det er krudt og til højre den stærkt truede engskær. Den kan man købe frø til haven fra midgaardshave.dk – gør det! den børn værnes om.

 

Og nu kommer vi til det tricky- for hvilke planter brugte man i fortiden? Ja, hæ, øh..ser i, det er sådan at mens man kan se at der er et farvestof til stede, så siger det bare ikke rigtigt noget om HVILKEN PLANTE vi taler om…Så her skal vi se på sådanne kilder som pollen og makrofosilanalyse ( læs f.esk her: https://thegirlwhodigsthepast.com/2019/08/26/microscopic-evidence-plant-dyes-and-herb-medicine-from-the-viking-age/ ) Rejnfan, duftløs kamille, reseda /dyers broom, birk og ikke mindst den nu næsten udryddede engskær har været historisk kendt som kilder til gul. Men ret skal være ret- vi kan ikke sætte en finger ned, og sige ”det her, det er farvet med birk”..

Man er kort og godt nødt til at kende begge komponenter i forvejen. Så hvis man finder en ” ukendt komponent” skal man til at eksperimentere sig frem for at finde ud af hvilken kilde den kommer fra. Taler vi gule farver, er vi totalt på herrens mark, da et gigantisk mængde planter iver gul. Færre giver rød og endnu færre blå. Så det er muligt, men vi taler om et kolossalt arbejde hvor man skyder i blinde og håber på at ramme et match.

Ud i det blå:

I modsætning til gul, er der ganske få plantekilder til blå. Faktisk har vi kun to i norden ( vi tæller ikke tropisk indigo og blåtræ med i denne omgang) og det er den nordiske version af Indigo, nemlig Vajd og så svampe. Sidstnævnte er let at afvise som farvekilde, idet stoffet viser spor af Indigotin, som jo som navnet antyder findes i planter af indigoslægten. Hos svampe er det tilstedeværelsen af Terfenylkinoner, i det blås tilfælde teleforsyre som via en oxydering omdannes til dehydrogyrocyanin. Og ingen af disse farvekomponenter er til stede.

Fra 28 prøver fra 16 tekstilstumper finder vi rester af Indigotin, hvilket gør den til den næsthyppigste farvekilde. Dette forsætter op i vikingetiden, så den blå farve er altså vældig populær. MEN: Braking News! Det er kun i 2- TO- prøver, at den optræder alene! I de andre tilfælde er det sammen med gul- hvilket betyder at man har overfarvet stof for at få de klare ægte smaragdgrønne farver og i to tilfælde optræder de med røde toner, hvilket kan være et forsøg på at lave purpur. Den ægte purpur stammer fra havnsnegle og var-og er- åndsvagt dyrt. Man skal bruge enorme mængder snegle eller ” malke” sneglene for farvestof, hvilket er præcis lige så besværligt, som det lyder.

At farve med blå er heller ikke vanvittigt let og det kan muligvis være derfor, at man har overfarvet så hyppigt med den. En anden forklaring kan være, at farver man uden at bejdse, bliver farver mere blege. Ved at overfarve med vajd som ikke kræver bejdse, opnås stærkere og mere lysægte farver?

Fordelene ved den blå farve er ud over en ekstrem lysægthed, evne til at binde sig- selv på vegetabilske tekstiler, er at planten er nem at gro i haver, den sår sig selv år efter år og kan klare sig gennem frostkolde vintre.

Vi har fund af blår hør fra Vikingetiden og Jernalderen, og da hør tager ufatteligt dårligt imod de vandopløselige farver, har den blå muligvis været en af de få nuancer, man har kunnet indfarve hør med.

MEN- den kræver erfaring og varme, brugen af askelud og gammel urin gør den også til et ildelugtende bekendtskab og det er svært at opnår de stærke farver, hvis man er uerfaren. Så mens blå er en hyppig og (forholdsvis) let tilgængelig farve, er ren klar blå sjælden og har nok været et tegn på stor dygtighed.

Og så ser vi rødt:

Som tidligere nævnt kan visse bark-arter være en kilde til rød, tormentilrod er der også lavet forsøg med ( mange kender sikkert den blodrøde tormentil-snaps ) og vi skal ned under jorden, for at finde de dele af planten som giver rød.

Fra venstre mod højre: farvemysiker, jomfru marias sengehalm, krap og tormentil

Komponenter som Alizarin og Purpurin er tilstede i hjemlige planter som Jomfru maria sengehalm ( gul snerre) og asperula tinctoria, som på engelsk simpelthen hedder ”Dyers woodruff” men som så smukt her i norden kaldes ” farve- mystiker”. Disse planter er af Rubiacae slægten- altså den røde slægt. Alizarin optræder dog i langt større mængder i en anden Rubia-slægt, nemlig kraprod. Og her tyder det på at man har importeret denne plante, sikkert i form af de tørrede rødder, som har været let at transportere- og sikkert yderst værdifuld. Hele den flotte dragt fra Thorsbjerg mose, både bukser og tunika har været farvet med en plante som giver stærk rød- sandsynligvis den kostbare krap.

Kraprod kan godt gro under de mere nordlige himmelstrøg, men vi har ingen pollen eller makroforsilanalyser som kan bekræfte, at man har forsøgt sig med det.

At opnå de stærke røde farver kræver samme mængde tørret rod som garn- til tider dobbelt mængde rod. Og det gør den stærke røde til en meget kostbar farve. Farven er dog let at opnå da den er vandopløselig, men en del nuancer af den røde kræver en bejdse (mordant) for at virke. De røde nuancer som opnås via fermentering ( kypefarver) virker – ifølge mine egne beskedne eksperimenter- ganske glimrende uden bejdse. Her mangler vi dog et systematisk videnskabeligt arbejde for at kunne afgøre om det er muligt, at skelne mellem farver opnået med hhv. koge metoden eller den fermenterede kype metode.

Man fandt spor af Rhamnetin i Huldremose tektsilerne. Rhamnetin kendes fra Rhamnus-slægten/ Korsved som rummer over 50 slægter og 900 arter, men som her i landet er kendt mest fra rhamnus frangola bedre kendt som Tørst.

Eksperimenter med fermenteret bark af Tørst ( kilde . dragtjournalen) har vist sig at kunne producere røde nuancer- jeg har selv forsøgt mig og har uden bejdse opnået flotte nuancer fra rustrød til vandmelonrød. Så her har vi altså med en farve at gøre der med kogemetoden giver gule/orange nuancer, men faktisk er en kilde til en sjældne rød.

 

Hvad med svampe?

De fleste som har eksperimenteret med plantefarver, har kastet et misundeligt blik i retning af de farver som svampefarverne har kunnet trylle ud af rødlig okkerporresvamp, visse slørhatte og skællet kødpigsvamp: her får man både de sjældne lilla, klare røde og blå farver. Men har fortidens mennesker vidst dette? Og har de brugt svampene?

fra venstre: cinnoberslørhat, skællet kødpigsvamp ( sjælden i DK, ses i Sverige) og rødlig Okkerporresvamp)

Når jeg personligt er lidt forbeholden overfor at brugen af svampe til farve i fortiden, er det fordi de kræver særlige bejdser eller fermentering. Desuden har svampe har ganske særlige kemiske farve komponenter, som kan skelnes fra planteriget- og dem finder vi ikke i de forhistoriske tekstiler.

De fleste ( på nær skivelav og rødlig okkerporresvamp) indeholder tilmed mindre farvestof end planter og kræver derfor at man finder dem i ret store mængder. Der er dog én svamp man mener at have identificeret: blegskivelav/ Ochrolechia tartarea. Den er ret så interessant, da den ved korrekt behandling med baser ( som lud eller klassikeren : gammelt pis) giver eftertraktede purpur

og lilla farver. Slusegårdgraven på Bornholm er dog pt det eneste danske findested af denne farve, og det er såmænd logisk nok: blegskivelav vokser nemlig på klipper ud til havet og der har Bornholm nogle naturlige fordele..

Konklusion:

Man kan ikke stole på sine øjne: hvad som nu er brunligt, kan havde været grønt i fortiden

Langt over halvdelen af alle tekstiler viser spor af farver- fortiden har været farvestålende.

Der er fundet rester af farver som viser at man har behersket alle de nævnte farveteknikker

  • Blå er hyppig- men især sammen med andre farver, hvor man har opnået lilla og grøn
  • Gule nuancer er det mest hyppige ( og her taler alt fra brun til grønlig) og røde farver de sjældneste
  • Farvning med svampe er kun påvist i et eneste tilfælde – MEN det er også det mest uudforskede område.
  • Tilstedeværelse af et farvestof fortæller noget om farven, IKKE om planten den kommer fra.
  • HPLC- metoden kan finde de kemiske komponenter, men ikke alle er kendt eller kan knyttes til bestemte kilder. Sagt med andre ord- man ved ikke altid HVAD man har fundet.

 

Vil du vide mere?

Selve artiklen: Towards the identification of dyestuffs in Early Iron Age Scandinavian peat bog textiles af . Vanden Berghe ,*, Margarita Gleba , Ulla Mannering i : journal of archaeological science 36 2009

For dig med god tid, som ønsker at fordybe sig:

Dye and dyeing methods in late iron age Finland af Krista vajento 2016 ( denne Phd kan finds online og er en fantastisk gennemgang af metoder, kemi og tilmed udbygget med egne eksperimenter)

Mere sjov:

Dragtjournalen årgang 10 nr 14 fra 2016 er et temanummer om farver. Den udgives af Det danske Dragt-og findes online. Spændende nummer fyldt med gode artikler om farvning fra forhistorisk og historisk tid.

Mere om kromatografi..hvis du absolut vil..

https://scitech.au.dk/fileadmin/site_files/formidling/Kromatografi.pdf

 

Mad i vikingetiden- Planter

Når man skal undersøge plantelivet på en gård fra vikingetiden, så er der mange ting man skal have for øje:

  1. Hvad vi spiser i dag og synes er ” Mad”, kan være noget ganske andet dengang
  2. landbruget var anderledes- ukrudtsplanter kan være ukrudt- og mad
  3. nogle planter har pollen som kan minde helt vanvittigt meget om hinanden, f.eks planter af sennepsfamilien. Så det er ikke altid muligt at sige mere end vi har planter af den kurveblomstrende familie. Som kan f.eks være gulerødder…

Så er der metoderne- dem kan vi lige hurtigt gennemgå:

  1. pollenanalyse fra bopladslag
  2. Makrofossil analyse

Lad os starte med det første: POLLEN

Hvad der er fedt ved pollen: det er stort set uforgængeligt. Pollen er bittelille, men holdbart som en Diamant! Det betyder at vi kan finde pollen som er meget, meget gammelt og stadig i så fin form at vi kan bestemme hvilket træ og plante det kommer fra.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel.

Hvad der er knap så fedt: pollen blæser rundt-det er slet ikke sikkert at det pollen vi kigger på, stammer fra planter som har været udnyttet omkring bosættelsen, eller med vilje er bragt ind i huset.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel. Man skal også være meget obs på at ens prøve ikke bliver forurenet af ”moderne pollen”

pollen

 

Så hvad kan man bruge det til?

Jo, pollen kan sjældent give os svaret på præcis hvilke afgrøder som var dyrket på den enkelte mark. Noget pollen som f.esk fra havre er sindsygt svært at skelne fra den vilde flyvehavre. Og så står man jo der med håret i postkassen. De bedste pollenprøver tages fra ”Forseglede anlæg”- dvs brønde, moser, overgroede vandhuller, grøfter og den slags. Så på en flad bopladsmark kan du ligeså godt glemme det..til gengæld giver det et virkeligt godt billede på hvordan det samlede landskab har set ud på det pågældende tidspunkt. Er der skov? Er det et hedelandskab? Et overdrev? Er det et artsrigt landskab eller meget ensformigt.

Så sagt på en anden måde: Pollenanalyser fra vikingetiden kan male os et billede af det omgivende landskab. Det kan lede til store overraskelser- f.esk kan en nu tør eng, vise sig at havde været et fugtigt moseområde i vikingetiden eller at en åben mark har været en tæt skov. Nogle gange for vi bekræftet vores antagelser, andre gange overraskes man!

Makro-fossiler

Ja, hvad er det egentlig? Makrofossiler er frø og plantedele- dvs blade, stængler, frø, bær og kerner. De er ofte noget tungere og man kan med stor sandsynlighed regne med, at finder man en overraskende stor koncentration af dem inde i et grubehus, så er der nok nogle som har slæbt dem derind. Man kan også finde dem som aftryk i brændte lerkar og jord, på overflader, i jernudvindingsovnes lerkappe- ja alle steder hvor et lille frø eller blad kan sidde fast.

markrofossil

Hvad der er fedt ved makrofossiler: de blæser ikke rundt og de kan træffes mange steder. De giver ofte et ekstremt lokalt billede af hvad der har været lige på denne lokalitet. De kan findes mange steder og kan fortælle noget om alt fra mad til byggematerialer.

Hvad der er knap så fedt: En del planter høstes og opbevares uden deres frø og kerner, som forsvinder på marken, når planten er moden. At opdage en porre eller roe høstet inden den går i blomst, kan derfor være noget nær umuligt…De nedbrydes også langt hurtigere end pollen.

Så nu til sagen: hvilke planter spiste, dyrkede og indsamlede man i vikingetiden?

Jeg har tidligere skrevet om en særlig plads, med planter som ikke er særligt velegnede til mad, men som kan noget andet ( farve? Medicin?) det kan man læse om her:

Hvis vi ser på Pollenanalyserne, så er det svært at sige noget alment om maden, men mere om landskabet. Her er må man se på landskaberne omkring de konkrete prøver, og ganske som i dag, kan der være stærke variationer fra sted til sted og selvfølgelig er der forskelle mellem hhv Danmark, Sverige og Norge. Hvad vi med en forsigtighed kan sige er….

SÅ BLEV DET KOLDT!

Der kommer en kuldeperiode omkring det 9 årh- denne er tydelig set i det store perspektiv, men har nok mere været opfattet som en glidende periode med ” træls vejr” af de folk som levede der. I begyndelsen af vikingetiden (7 årh) er skoven stadig tæt i landet efter at have fået en genopblomstring omkring omkring d. 5 årh. Men herefter kan urbaniseringen, skibsbygningen og sikkert en befolkningsvækst mærket og i hvert fald det sydlige Skandinavien (Danmark) er præget af et meget mere åbent land med heder og overdrev.

 ( kilde: B. E. Berglund 1969 :Vegetation and human influence in south Scandinavia during prehistoric times. Oikos , B. Aaby, Cyclic climatic variations in climate over the past 5,500 years reflected in raised bogs. Nature 263 (nr. 5575), 23. Sep. 1976, ; W. Dansgaard, Klima, is og samfund, Naturens Verden 1977,  K. Randsborg: The Viking Age in Denmark, the Formation of a State, London & New York 1980,  og DET SØNDERJYSKE LANDBRUGS HISTORIE – JERNALDER, VIKINGETID & MIDDELALDER: Af Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen 2012)

To rapporter udført på Moesgaard museum bekræfter dette- Her er græsser og hedelyng, og så korn som byg ( dominerer) Rug,  Hvede og havre.

I finder dem her:  https://www.moesgaardmuseum.dk/media/3853/moes_1638.pdf og https://www.moesgaardmuseum.dk/media/1394/moes0923.pdf

HAMP OG HØR

-hamp

En afgrøde som er lidt værd at nævne, da den både kan være mad og tekstil, er HAMP ( ikke den sjove slags, desværre). Hamp og hør har været dyrket både for sine egenskaber til at lade sig spinde og sno til reb og tekstil, og frøene indeholder mange værdifulde næringsstoffer. Vi har endnu til gode at finde regulære hampetektiler fra vikingetiden, men da den kan forvekslet helt utroligt let med hør, er der en meget stor mulighed for at en del af de vegetabilske tekstiler vi tidligere har bestemt som hør, kan vise sig at være hamp. https://videnskab.dk/kultur-samfund/vikinger-dyrkede-hamp-i-norge

Tilbage til maden:

I 2012 udkom der i journal of danish archaeology en artikel om havebrug i vikingetiden i det sydlige skandinavien ( skåne, Danmark og Schleswig) hvor man undersøgte 14 forskellige lokaliteter dækkende over tiden 775 e.Krf til 1050 e.Krf) (Viking Age garden plants from Southern Scandinavia- diversity, taphonomy and cultural aspects: Pernille Rohde Sloth, Ulla Lund Hansen, Sabine Karg JOA vol 1 nr 1 2012) Den kommer frem til en række spændende resultater.

Men inden vi går i gang med den, så vil jeg lige kort sige noget vigtigt om land-og havebrug i vikingetiden. Vi kan følge landbrugets udvikling op gennem jernalderen, og der er et fænomen som går igen helt op til og med vikingetiden: markrotation. Og hvad er så det? Jo, fra moderne landbrug er man godt klar over at nogle afgrøder udpiner jorden mere end andre, og nogle som de ærteblomstrende sågar kan binde kvælstof i jorden.  Så at rotere afgrøder og afgræsning er en rigtigt god ide. Så er der spørgsmålet om gødning: hvor meget har man gødet markerne? Det er meget svært at sige, men en stald og en beboelse sætter en kvælstofspor i jorden- så tydeligt at vi mange hundrede- ja sågar tusinde år efter er i stand til at finde en beboelse udelukkende vid at kigge på kvælstofindholdet i jorden. Det har man udnyttet ved at lade ”landsbyerne vandre”. De vandrende landsbyer er et fænomen som strækker sig helt op i vikingetiden og her kan man se, at man har udnyttet at jorden under de forladte huse er sindssygt næringsrig. Så man har oppløjet den, når beboelsen har rykket videre.  Så et landbrug som vi kender i dag, hvor møddingen bruges systematisk til at gøde jorden med, er noget vi skal langt længere op i tiden for at se konkrete beviser på. Men at gøde en mindre have er overskueligt.

Marken

På marken vokser korn som Byg, rug, hvede og havre i næsten den rækkefølge ( rug og byg skifter lidt i popularitet, men hvede er mere udbredt end man tror) Ærter og bønner ( hestebønner) kan også være en ”storafgrøde” . Roer (turnips) og Pastinak kendes fra England og Baltikum- mon ikke man også snart finder dem her?

Nå- tilbage til havebrug. Det er sådan at næsten enhver form for beboelsesenhed var det vi nok ville kalde selvforsynende eller delvist selvforsynende med en ”Fadebursøkonomi”. Der er med andre ord virkeligt langt til Rema !000 og Brugsen og det vi kender som detailhandel. Selv i byer har man hold dyr på gaderne og haft havebrug, så salg af madvarer i små mængder som vi ser det i dag, har været stort set ukendt på nær i virkeligt store handelsbyer som Ribe, Hedeby og Aros. Man har skaffet sig forråd og levet af dette vinteren igennem. Det gjaldt altså om at dyrke, fange, fiske og opdrætte mad som kan tørres, ryges, gemmes. Som sidst nævnt blev der ædt en del kød og slagtet igennem hele året, men hvis ikke man skal dø af skørbug, skal der noget grønt til. Og her kan en have være nyttig.

Hvad er en have?

En have og en mark kan være svære at skelne og mange markafgrøder kan findes i haven. Men hvor marken er kendetegnet ved store monokulturer, kan haven rumme et væld af arter. Den kan også rumme flerårige og to-årige arter, samt planter som høstes over en lang periode. Nogle haver ville vi slet ikke kalde haver- som humlehaver og moseporshaver, men områder hvor denne plante groede vildt, men blev passet og værnet om.

Andre planter som bønner og ærter findes både i haven og på marken, og nogle vil vi i dag kalde vilde ( Gåsefod/mælde/havemælde og Spergel) men kan sagtens havde været en afgrøde.

Her ses vilde former af mælde, gåsefod og spergel

Men hvad finder vi ud over disse? Her er en liste:

  • Angelika/ kvan
  • Bønner
  • Kål ( Brassicia-slægten er notorisk svært at skelne, så vi taler nok Kale og grønkål)
  • Gulerod
  • Cikorie ( her kan både stængel og rod bruges)
  • Løg
  • Ærter
  • Skvalderkål ( den er faktisk en gammel kulturplante)
  • Selleri
  • Salvie
  • Humle

Kål i alle former og farver- og grader af frustration for haveejere..

Så er der planter som også har været dyrket, men som ikke just er mad:

  • Sæbeurt
  • Humle
  • valmue

Vi har også plantefund som er noget ud over det sædvanlige: fra flere lokaliteter har vi rød hestehov/tordenskræppe/pestilensurt) som fra middelalderen er kendt som en lægeplante og farveplante, fra hele 5 lokaliteter ( incl den berømte ”vølvegrav” fra Fyrkat) har vi Bulmeurt, som man ikke skal spøge med! Den er for at sige det kort, pissegiftig! Ja, den kan fremkalde hallucinationer, men altså også død. Hvad man har brugt den til i vikingetiden, kan vi kun gætte om, men den skal omgås med respekt og kendskab.

Bulmeurt Hammershus 006a

Bulmeurt- bare lad den stå..

Så kommer vi til frugtafdelingen:

Her er det stort set kun Hedeby som har noget at komme efter og den sene bosættelse omkring Viborg i den tidlige middelalder der kan være med. Frugt lades til overvejende at være en importvarer fra de varmere lande ( det var det der jeg nævnte i starten med en kuldeperiode) og nok noget vi skal til de internationale handelsbyer og byer med klostre i nærheden for at finde. Til gængæld finder vi eksotiske ting som druer, ferskner og kirsebær. Æble er der også og kræge ( kræger er vilde blommer- de er latterligt sure og små, men trods alt et langt lækre alternativ end slåen, som er totalt uspiseligt) og valnød. Kræger og valnød kan godt havde vokset i Norden,( pollenprøver bekræfter dette) og er begge fundet flere steder i landet, samt sverige. Æblet som her ligner en ydmyg frugt, er faktisk også fundet i Oseberg graven og tænk på hvordan denne simple frugt spiller en vigtig rolle i både den Nordiske mytologi ( Iduns æbler som holder døden fra døren) og kristendommen ( hvor det så er den eneste frugt man ikke må æde..)

kræge

Krægen- ser fristende ud, men du skal ikke forvente en sød Reine Claude blomme..

Bær som hindbær, jordbær, korbær og brombær finder vi frø af på bosættelser fra vikingetiden- men om de voksede vildt, eller man havde flyttet en busk tæt på gården, er svært at sige. Havtorn har man spist, men da den kun vokser ved kyster ( og har et sandt netværk af sataniske torne) har man nok ikke bragt den hjem. Røn-kendt som Thors Redning- findes i skovene og er også røget indenbords

Udviklingen af haver- hvordan ser det uden fra Jernalder til vikingetid? Plus- det man IKKE finder..

En del brugsplanter har groet vildt og rigeligt, så dem behøvede man ikke værne om, for at kunne udnytte. Hassel og hyld klarer sig fint uden vi blander os. Planter som jernurt og dild er kendt fra Jernalderen, og Kale ( bladkål med flade blade) og sennep forekommer også i den sene jernalder. Nogle planter som løgslægten får desværre næsten aldrig lov til at gå i blomst og sætte frø, men har med garanti været populære, da et af de første ”madord” vi kender er LaukuR ( løg) på en guldbrakteat fra midt 5 årh.  Persille, pastinak, pærer og surkirsebærret er ikke kendt i skandinavisk vikingetidskontekst, men findes i de byer vikingerne grundlagde langs den baltiske kyst. Så mon ikke man godt har været klar over at det smagte godt, og delt den viden med andre?

Börringe 26

Her står to ord LaukuR/Løg og Alu/øl? så har man prioriteterne i orden

Land og by- forskellig kost?

Umiddelbart tyder undersøgelserne på at man spise mere varieret og havde flere typer grønt til rådighed i byen- MEN mens der næppe kan være tvivl om, at det var i de store internationale handelsbyer, man kunne komme i kontakt med eksotiske og lækre nye planter, så handler det også om bevaring. I byernes fugtige gader, hvor der hurtigt dannes kulturlag ( I mange tilfælde er kulturlag= meget tykt lag af lort og affald. Pænt klamt at bo i, super spændende for en arkæolog) som beskytter og indkapsler sarte frø og bladdele.

Så hvad har man spist?

Hvis vi ser bort fra kartoflen, så er de fleste rodfrugter fra selleri, pastinak, gulerod og kålrabi, samt turnips faktisk noget vi selv i dag spiser og har gjort siden jernalderen. En del af byggen ( sikkert chokerende meget) er nok røget til ølproduktion og det resterende korn har i tør mode tilstand kunne holde længe. Løg, porre og kål kan overvintre-grønkål bliver sågar bedre efter frosten. Vilde bær og nødder har kunnet hentes uden det store besvær, og man har kunnet nyde de første spæde ærter og lade dem senere modnes til tørhed til forråd. En del planter som mælde, syre, skvalderkål og gåsefod rykker vi rasende op som ukrudt, men de smager altså ganske glimrende. Og efter en lang vinter på magert kød og gule ærter dag efter dag, har man sikkert set frem til de første spæde grønne glade, ganske som i dag hvor man også til påsken skal spise syvkål for at blive sund og rask.

Velbekomme!

Kost i vikingetiden: hvad spise de? Del 1- dyreafsnittet

Hvor ved vi det fra?, Hvad ved vi? og hvordan har vi fået den viden?- de tre vigtige H-er i arkæologi

Når man rent arkæologisk skal undersøge hvad kosten bestod af i fortiden, så støder man ret hurtigt ind i det problem, at man leder efter ting som er blevet konsumeret- det er i bogstaveligt forstand væk!

Det vi har tilbage, er dog ikke helt umuligt at arbejde med. Vi kan skelne mellem arkæologiske fund som kan være af kosten selv ( det forkullede brød i Pompeji, det brændte korn i grubehuset i Aarhus midtby) det kan være sekundære beviser som knogler af de dyr man har spist, eller pollen fra de dyrkede afgrøder, og endeligt har vi også de stabile isotoper.

Og hvordan er det så lige det fungerer?

Stabile Isotober- du bliver hvad du spiser.

Ja, det kan man læse om i detaljer her https://aktuelnaturvidenskab.dk/fileadmin/Aktuel_Naturvidenskab/nr-4/an4-2008isotop.pdf– men kort forklaret så er det sådan at vores krop, som overvejende består af kulstof hele tiden henfalder. Så den skal have nye byggeklodser. De byggeklodser kan komme fra en plante, et dyr fra landet eller et dyr fra havet. Så er det så smart, at man faktisk kan se forskel på kulstoffet og kvælstoffet fra de forskellige fødekilder og derved afgøre om din kost består overvejende af dyr fra jorden, dyr fra havet eller planter.

Desværre siger den ikke meget om detaljer- så det er ikke til at sige ,om det er mest kanin, hest eller grise du har spist- men så er de,t at man skal kombinere disse data med arkæologien.

Inden vi nu med en uhyggelig stor forsigtighed kigger nærmere på kost i jernalder og vikingetid ( og noget middelalder, bare lige for at være sikre) så lad os se på HVOR VI VED DET FRA!

Lad os som et eksempel bruge en af de udmærkede, gratis online rapporter fra Moesgaard Museums naturvidenskabelige Laboratorium, nærmere bestemt:

 ” Knogler fra pattedyr og fisk fra OBM 8935 Hjulby. En zooarkæologisk gennemgang af dyreknogler fra yngre jernalder, vikingetid og tidlig middelalder” fra 2010 af Jakob Kveiborg og Ken Richie

( den er her: https://www.moesgaardmuseum.dk/media/1363/moes1011.pdf )

Det lyder jo måske lidt tungt, men lad os nu se.

Hjulby er en plads bestående af grubehuse og det er ”bundfaldet” fra disse grubehuse man har sigtet og fået 14 kg knogler ud af. Der er både fisk, store pattedyr, mosegrise og ..et menneske!

Ud af dette kan de 65% artsbestemmes- selv fiskene! Det er faktisk ret vildt og det skyldes at jorden er meget kalkholdig. Normalt er fiskeknogler nærmest ikke-eksisterende og det skyldes altså ikke kræsenhed, men jorden. Man har været glad for torskefisk, som er mellem 80 og 90% af alle fiskene. Blandt de store pattedyr dominerer kvæg og hest, samt gris . Så de har altså spist torsk, kvæg, gris og lidt hest?

 

NISP, MNI og andre forkortelser

Nu kommer så den næste udfordring- hvordan skal den indsamlede data tolkes?

Som man kan se, er der nemlig to måder at kigge på cirklerne på: hvordan de fordeler sig mellem arterne og mellem vægt. Her ved vi,  at der går pænt mange får på en ko, så man har hver gang man har ædt en ko, skulle tygge sig igennem 6 får.  Eller sagt på en anden måde: man har haft og slagtet langt flere får, men volumenmæssigt har koen leveret mest kød (og kalorier).

Så der har med garanti været får/ged/lam på menuen ret tit og her i Hjulby er der faktisk fundet flest svineknogler- men da det er fragmenter af knogler,  er det ikke ensbetydende med der er flest svin, så derfor vejer man dem. For er de fire fragmenter fire grise?- eller én gris i fire stykker? Her bruger man udtrykket NISP/Number of idenitified/individual  speciments, hvilket  på rigsdansk betyder at det her så mange knogler, vi kan sige tilhører arten gris. Men vi kan ikke sige noget om, hvor MANGE grise der er gået til..

Har man virkeligt mange meget let identificerbare knogler, kan vi snakke om MNI- Minimum number of Indiviuals. Det forgår sådan her, at mens en gris har fire ben, så har den kun en hale. Så hvis man tæller de knogler man ved repræsenterer ét dyr, ja så kan man sige, at vi i hvert fald har x antal gris..

Fisk eller okse?

Der er fundet i alt  226,2 gram torskeknogler- betyder det, at man har holdt torskegilde hver dag?

Ja, nu bliver det svært, for repræsenterer de 200 gram torskeknogler 100 kg torsk? Eller 10 kg? Og er de 4 kg ko bare et eneste dyr ? Knoglerne fra kvæg er meget ødelagte, mens hesteknoglerne er store stykker. Nogle dyr som hund og sæl er der kun en eneste stump af- men de er der!

Lige nu har vi den udfordring at vi faktisk kun kan regne i arter og vægt. Og det gør, at man let kan komme til at sammenligne æbler med pærer. Det er nemlig sådan at dyr har en forskellig balance mellem kød, knogler og indvolde. Man regner i dag i ”slagtevægt” hvilket betyder hvad dyret vejer når det er dødt, indvoldene er ude og man kan partere.

MEN alt efter hvad race, hvad alder og køn dyret har, er det forskelligt hvad forholdet mellem ”spild ”(knogler) og mad er. Svin er det mest ” spiselige” dyr vi har på rigtigt mange planer: knoglevægten i forhold til mad er lille, fordelingen af fedt og muskel god, de tager hurtigt på- selv huden ( flæskesvær- se, så lyder det slet ikke klamt, vel?) kan spises. Men der er stadig kun halvt så mange svineknogler (i vægt) som kvæg. Og hvis vi siger at der går 5-7 grise på en ko, så skulle der- hvis vi holder os til teorien – være 5 gange så mange svineknogler som koen, hvis den kødmæssigt har bidraget så meget som koen.

svinet udvikling

Her kan man se svinets udvikling- øverst den moderne gris, i midten en tamgris fra Bondestenalderen, og i bunden Sus Scrofa/vildsvinet..

Her er det vildt irriterende, at man ikke kan kende forskel på arter, når man laver den nævnte isotopanalyse…

Eftersådan en gang usikkerheder og måsker, kan man let sidde tilbage med en følelse af ikke at vide noget.

Luksusfisk

Kigger vi nærmere på Hjulby, kan vi se, at laks og ål ganske som i dag var lækre, men sjældne fisk. Og at man ganske som i middelalderen der fulgte, måtte æde en del torsk- en del sikkert tørret. Man har udnyttet havet godt: ål går i ruser, og fladfisk kan tages med kystnære garn, men torskefisk kræver båd og garn. Så det har de haft. Ud af alle de knogler  og her taler vi antal stumper, ikke vægt og størrelse) man har kunnet identificere, er halvdelen fisk: man har altså her spist ligeså meget fra havets dyr, som landets

tørret torsk

Tørret Torsk holder længe og spises den dag i dag

De har haft et bredt udsnit af husdyr, hvoraf man har slagtet svinene unge og ladet kvæget blive fuldt udvokset. Måske har man været glade for mælk? Kvægets knogler er generelt mere i stumper og stykker- det kunne godt tyde på at man har flækket dem for marven, brugt dem til råmateriale til kamme og skæfter – i det hele taget udnyttet dem godt.

Så lige her har vi med en bebyggelse- vi kan nok ikke kalde det en reel landsby, som har bedrevet håndværk, som har fisket helt utroligt meget og med stor succes, som har haft grise (de passer sig selv) og voksne heste og køer.

Hvad jeg forstiller mig?

Jeg kunne godt forstille mig en plads, hvor folk ikke er bønder, men driver handel med div. Håndværk og først og fremmest fisk. Sandsynligvis med forbipasserende og folk lidt længere inde i landet. De dyrker ikke store marker ( kræver lader og vi har ikke fundet det vilde rester af korn, hvilket faktisk er ret almindeligt i grubehuse.) men har sikkert haft mindre havebrug. Sådan kunne et fiskerleje havde set ud i 1800tallet, i middelalderen- ja helt op til i dag hvor Nyborg ligger ganske tæt på Hjulby.

Vikingetiden rummer et væld af forskellige boformer- fra store bondegårde, enkeltvis og i landbyer, til urbane handelsbyer og små fiskerlejer. Hjuleby kunne være det tidlige stadie til byen-og fiskerlejet- Nyborg. Ganske som Aros har en tidlig fase i 700-tallet.

 

Og hvad siger den så om vikingerne?

For det første så skal vi huske på, at kost kan være utroligt lokalt, det kan være status afhængigt og aldersafhængt,  ( OBS: NY INFO: der er faktisk fund som antyder at mænd og kvinder ikke har helt samme kost!!) så i bedste fald kan vi, hvis vi har både menneskene, deres boplads/gård med knogler og pollen og hele baduljen, sige noget om hvad lige de her mennesker har spist lige på det tidspunkt.

Samtidig er det også sådan at du faktisk udskifter store dele af din krop gennem livet, så vokser du op i Skåne og flytter til Grønland, så vil det faktisk være muligt at spore via isotopanalyse- altså skiftet i diæt.

Vi kan se at beliggenhed er afgørende for kost- kommer du mere end 5 km fra kysten, er det svært at få frisk fisk  man tænker lidt på Hørmetrix i Asterix..) men der kan man til gengæld dyrke jorden i stor stil.

Man kan tørre og ryge kød i vikingetiden, men nedsaltning begynder først med udnyttelse af de store salthorste i Lüneborg i 1100 tallet.

Danmark er sammenlignet med Norge og Sverige, et bugnende kornkammer, man har man fået 5-8 gange såkornet hjem, har man nok været heldig. En god vikingebonde kunne måske fodre mellem 30 og 80 mennesker når det gik virkeligt godt- en moderne landmand i dag skaffer mad til tusindvis.

Næsten samtlige bopladser jeg er bekendt med, viser at dyrene levere kalorierne. Hvilket isotop undersøgelser bekræfter. Om det er land eller hav, afhænger af du bor og hvad du har til rådighed. Slagtealderen på dyrene, fund af mælkefedt i lerkar og skriftlige kilder viser at dyr som ko ged- og måske også får?- var også holdt for mælk (og uld og læder) som nok er blevet konserveret i form af ost/tykmælk.

Grønt, korn og bælgfrugter er en helt anden snak- den tager vi under afsnittet om pollenanalyse, arkæobotanik og makroforsiler. Det er nemlig de redskaber, vi kan bruge til at se på den vegetariske del af kosten.

 

De gode grundlæggende bøger:

DET SØNDERJYSKE LANDBRUGS HISTORIE – JERNALDER, VIKINGETID & MIDDELALDER
Af Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen
2012: En must read- dejlig tilgængelig bog, som er super grundig og levende skrevet.

Mad og øl i Danmarks middelalder 1978 af Erik Kjersgaard: Finder du den i en brugtbiks, så køb! Spændende og stadig aktuel, trods mange år på bagen.

Landbokvindens liv: af Ole Højrup 1964.: Igen- en gammel klassiker, egentlig langt væk i tid, men den giver en levende fortælling om et landbrug før industrialiseringen.

An early meal : a viking age cookbook & culinary odyssey. 2013: af Daniel Serra: Så er vi i kogebogsgenren, men den har sine arkæologiske fakta i orden og bedst af alt, tager meget højde for det lokale

Stegt og kogt i Danmarks oldtid: 1974: af Thorkil Ramskou: Her kører vi fra stenalder til middelalder, og det kan tydeligt mærkes at det er arkæologen der fortæller. Super hyggerlig lille borg med et godt overblik.

For nørderne- De her artikler er virkeligt spændende, men TUNGE! Læseværdige, men sæt tid af til dem og google fagudtryk..

Uniform diet in a diverse society. Revealing new dietary evidence of the Danish Roman Iron Age based on stable isotope analysis  2010 af Marie Louise S. Jørkov  Lars Jørgensen  og Niels Lynnerup

Diet and status in Birka. Stable isotopes and grave goods compared: 2008 Anna Lindblom, Charlotta Hedienstirrna Jonson og Olle Svensk

Stable isotope palaeodietary study of humans and fauna from the multi-period (Iron Age, Viking and Late Medieval) site of Newark Bay, Orkney  2006 MP Richards, BT Fuller, TI Molleson – Journal of Archaeological Science

Stable isotopes as indicators of change in the food procurement and food preference of Viking Age and Early Christian populations on Gotland (Sweden) 200 SB Kosiba, RH Tykot, D Carlsson – Journal of Anthropological Archaeology, 2007

Slaves as burial gifts in Viking Age Norway? Evidence from stable isotope and ancient DNA analyses 2014: Journal of Archaeological Science. Af Elise Naumann Maja Krzewińskab Anders Götherström GunillaErikssond : Spændende artikel- findes som gratis pdf her: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0305440313003117

De gratis store samlinger af videnskabelige artikler fra Moesgaard:

I kan finde dem her: https://www.moesgaardmuseum.dk/forskning-og-undersoegelser/konservering-og-naturvidenskab/videnskabelige-rapporter/om-videnskabelige-rapporter/

De falder i forskellige kategorier, som nok kræver en forklaring:

ARKÆOBOTANIK: Planteriet- altså hele korn, frø, plantedele undersøges

FYTOLITTER: Fytolitter er de mineralske, altså ikke organiske dele af planter som holder til utroligt meget, selv brand.

KONSERVERING: Hvordan man får fortiden til at holde.

MARINEARKÆOLOGI: udgravninger på havets bund. Dele af landet synker langsomt i havet grundet tryk fra gletcherne fra sidste istid. Så mange stenalderpladser ligger i dag på havets bund. Skibsvrag fra yngre perioder finder vi også der.

OSTEOLOGI: Viden om knogler- både mennesker og dyr

POLLENANALYSE: Pollen er sejt!  Det er nærmest uforgængeligt og kan derfor findes i selv meget gamle fund. Men det er små sager vi taler om..

VEDANATOMI : Ved= træ. Her kan man bestemme hvilken træsort og hvilken del af træet der har været brugt til en bestemt genstand

ZOOARKÆOLOGI: Dyr- også de små. Her kan man træffe bændelorm, lus og lopper. Men også knogler, DNA, skæl, skaller, tænder og fjer.

Microscopic evidence: Plant Dyes and herb medicine from the Viking age

In 2011 archaeobotanist Reneé Enevold from Moesgaard Museum published a short report about the pollen analysis from two pit houses from the Viking age.

The settlement:

In the North-west suburbia of Aarhus lies Søften, a village of close to 3000 citizens. But there were people living there a 1000 years ago: a Viking age settlement with several pit houses.

 

( Dug-in houses-or pit houses from the Viking age are small buildings where the ground floor is “dug in” the ground from 50 cm to 100 below the surface. They are found in urban environments and in addition to large farms. A large part of them seems to function as specialized buildings for storage and specific crafts- mostly textile work, but also glass bead production, silver and gold work or even a smithy)

Samples was collected from two of those houses and pollen analysis preformed  (Pollen analysis: Palynology, is a type of environmental archaeology in which microscopes are used to analyse the range of plant pollens present in archaeological layers: these can tell us what crops, vegetation or ground cover were likely to have been present when a layer was deposited)

This method is usually used to study the surrounding environment, but in this case it revealed something else..

Since Pollen is close to indestructible, we can be sure that the pollen found in the samples represent the vegetation in the area at the time. HOWEVER- these samples lacked something we normally see in the archaeological layers: Trees and bushes.

Between 95 and 90% of the pollen found in the samples, belongs to herbs and grasses. This makes the archaeobotanist conclude that the house is what we would define as a “closed environment”- meaning that whatever plants found in the house, was brought there by a person, and probably for a good reason.

Food,Dyes…and medicine?

These two houses contained plants that are edible- grains like rye and barley, but also sea plantain (Plantago maritima) plants in the chenopodiaceae family, like white goose foot and grass-leaved orache, different types of cabbage and Cichorideae plants like dandelion and lettuce. These are plant we still in our modern days use for food.

( from left to right: Grass-leaved orache, White goosefoot and Sea plantain)

Some of these plants are probably collected in the wild, but we should not reject the idea about early evidence for vegetable gardening.

Other plants are non-edible, but even today known dye-plants:

  • Calluna vulgaris/heather produces warm yellow, brownish and green colors
  • Cuscuta europaea/European Dodder is a parasitic plant, used for red dye.
  • The Percicaria family know ad redshank or knotgrass can produce pink and reddish colorsFrom Top left: Knotgrass, heather and Dodder.

And then we have plants like:

  • Fern Leafed-Dropwort/Filipendula vulgaris used as a spice or even fragrance-plant- when you rub it between your fingers it releases methyl salicylate/ the smell of wintergreen.
  • Artemisia absinthium or wormwood has the same ability to produce a strong smell and was used in traditional folk medicine against worms (hence the name “wormwood)
  • Artemisea Vulgaris/common Mugwort has some of the same abilities.
  • achillea millefolium/Yarrow has been know since the Trojan wars as “soldiers Herb” since it contains some anti-inflammatory components that helps wounds to heal up without infection.
  • Cenetaurea jacea/Brown Knapweed can lover a fever and contains like Yarrow, ani-inflammatory components

From Left to rigth: Wormwood, Fern leafed Dropworth, knapweed and Yarrow:

We know very little about the use of wild/semi-domestic plants, gardening and especially medicine in the Viking age, but these two small houses from a common settlement have showed us that that even in a “hole in the ground” there is detailed and surprising evidence about the utilization of plants in the Viking age.

We just have to take a closer look.

For Danish readers, there is the link to the original report:here

Have a seat

Hvis man de sidste 20 år har besøgt et vikingemarked, er man med garanti stødt på den berømte og berygtede ”afrikastol/stjernekiggeren”. Den fås med eller uden udskæringer, med og uden pels.

afrikastol

Og mest af alt: uden arkæologisk belæg.

Vi har til dags dato ikke rigtigt fundet noget som kan tolkes som værende en stol af denne type-så hvad sad man på?

Tjaa, når man var ude på en mark, så på jorden, en sten eller væltet træstamme. Et vikingemarked har den udfordring, at man på en gang gerne vil give et overbevisende indtryk af en midlertidig markedsplads/samlingsplads i vikingetiden, men samtidig tilbringer man meget tid i sit telt med at sidde ned- til stor forskel fra hvad man egentlig ville have gjort.

Så stod man op hele tiden?

Nej- man sad på sin hest, i skibet, til bords, på snittebænk og sikkert malkestol. Man sad på sengekanter, kirkebænke og stensætninger. Og naturligvis stole.

De stole vi har fundet, afspejler faktisk meget fint siddemøblers funktion i vikingetiden: enten noget praktisk til midlertidigt funktionspræget ophold ( spise, arbejde) eller et ”højsæde”, hvor stolen har været med til at fremhæve den siddende position. En hyggelig lænestol eller behagelig campingstol, som man sad på for det at sidde, er noget som hører et mere moderne menneske til.

Vi har fund af simple taburetter og bænke uden ryglæn. Vi har fornemme, tunge stole med ryglæn og sirligt snedkerarbejde. Vi har figurer som sidder på det som mest af alt kan beskrives som en trone. Og endelig har vi faktisk amuletter som kan tolkes som en stol- og det er nok ikke en hvilken som helst stol.

Hvis man savner sit ryglæn og døjer med ryggen pga alder og sygdom, kan man trøste sig med at man i det mindste ikke levede i vikingetiden. Hvor man statistisk set nok enten havde været død eller på vej til det. Plus man var vant til en anden standart for bekvemmelighed, så man har ikke savnet noget, som ikke eksiterede. Møbler på den måde som vi kender det i vores moderne hjem, som er lette, flytbare og relativt billige i anskaffelse og samtidig meget bekvemmelige, er ikke noget som dukker op i fundmaterialet. Almindelige dagligdags praktiske møbler som en bænk, et bord som godt kan være en planke over bukke) og en skammel har som mange andre dagligdags genstande levet en cyklus hvor det bliver udtjent, genanvendt og til sidst forsvinder. Så der er en logisk forklaring på, at vi ikke svømmer i borde og bænke. Store genstande i træ er i øvrigt sjældenheder, men når vi finder dem, så er det ofte i sammenhæng med andre store velbevarede trægenstande- f.eks i Oseberg graven. Stolen herfra er bestemt fin, men nok mere et højsæde, end en tarvelig taburet.

Og apropos højsæde:

Når konger/dronninger og gejstlige er vist siddende på særligt sæde, ofte med høj ryg og fine udskæringer, er det fordi at sådan et højsæde- eller trone som vi nok vil kalde det i dag- ikke så har meget har til formål at hvilke en træt ryg, som at placere den siddende i en særlig position, hvor man selv i siddende stilling er placeret i ansigtshøjde med den stående. Så derfor kan man ikke trække en lige linje mellem komfort, behov og funktion- en stol med et ryglæn er dejlig, men ikke nødvendigvis noget som har været hver mands eje og ikke nødvendigvis placeret i et almindeligt handelstelt.

Stole, bænke og siddepladser på et marked

Så hvad gør man? Ud over at lide i stilhed..

Hvis man ønsker at gengive et realistisk billede af en omrejsende, så er der nok ikke nogen vej uden om de mest primitive skamler og bænke. Har man sit ”højsæde” med, bør man overveje om man også har en person med status og pondus til at udfylde dette.  Når man har været på rejse, har det enten været på vej hen til en bebyggelse hvor møbler enten allerede eksisterede, eller mod en midlertidig bosættelse af en varighed, hvor man hurtigt kunne finde/fremskaffe noget at sidde på. Så fraværet af en masse siddemøbler skyldes ikke alene fattighed i fund, men at man har haft en kultur, hvor det at sidde længe og slappe af med en god bog, ikke eksisterer. Meget arbejde blev udført stående eller måske udenfor hvor man udnyttede dagslyset. Så nogle gange betyder fravær ikke fravær i fundbilledet, men fravær i tradition.

 

The wrap around coat- fragtment 11 from Haitabau

Some thoughts on how we “read the textile” and combine it with the few pictures we have…

The Wrap-around coat is probably one of the most iconic costumes from the late Iron Age and Viking age. It is depicted on the Danish gold foil amulets (guldgubber), on Bracteats on the helmets from Valsgarde and Sutton Hoo sometimes rather detailed.

vendel grav 14 hjælm

( vendel grave 14)

slå om jakke guldgubbe

(Goldfoil figure Denmark 5 Century AD)

plate_2_l ( Sutton Hoo Helmet 625 AD)

Reiterscheibe_von_Pliezhausen

( The Pliezhausen brooch early 7 cent. AD)

And then there is the finds from Haitabau…

No less than 9 fragments are identified as being part of a wrap-around coat, they are very different in size, material and state. Some, like fragment 11 seems to be a piece with both layers preserved, some fragtments is just a small corner, but with a rim of fake fur!

I have chosen to focus on the pieces that, when you look at them all together, reveals a little more info on the wrap-around tunic. First thing first: when you study the fragments from Haitabau, it becomes clear that this is used-even worn out- textile. Some of the repairs are done poorly, and there are clear sings of secondary cuts and alterations. With that in mind lest take a look at fragment 11:

Fragtment 11:

Fragment 11 is mostly a large uncolored brown 2/2 twill that shows clear signs of repair. First, i´ll give you Inga Häggs interpretation, then my own.  But here are the facts:

  • The textile is 35 cm high, 37 cm long, 0,2 cm thick.
  • It has a rounded corner, and is cut diagonally across the weave ( bias-cut)
  • It consists of two layers
  • The seams are made with ordinary hem stiches

wrapbackside

And that is pretty much what we can agree on…I must admit, this little piece was quite a puzzle, and the many repairs makes it even harder to understand.

First things first: the piece have one clear and without a doubt – edge, its what appears to be the lower part of the fragment, where a hemmed edge is preserved. The piece is cut diagonally from left to right (That’s Inga Häggs interpretation- mine is the other way around, but i´ll get back to that..) forming a rather sharp corner. The opposite corner is a rounded corner, apparently  a hemmed  slit, which could be between 15 to 30 cm deep.

wrap3

 

The sharp diagonal cut has no clear egde, neither has the area around the slit or the upper half. So we have little -or no- idea how long the coat has been. Some basic mathematical principals can help us make a tentative estimate of the length, but since we have no information on the construction of the top, this could only be a well-qualified guess.

The layes:

one layer ( lets call this layer 1)is well preserved, its brown/uncolored wool, a 2/2 twill.  At the first glance it looks like it made in one piece- but it is at least 3 different parts sewn together ( 1a, 1b and 1c) they are all made out of the same fabric, so this seems to be intentionally and not repairs. Piece 1a is cut with the direction of the warp ( as you normally does it, 1b however is cut along the weft! Inga Hägg notice this, but not speculate more on it.

My interpretation: I think this is done with full intention and as part of a decorative feature. I see piece 1b as the decorative band running on the edge of the coat on the diagonal.  The placing of the warp and weft-cut fabric perpendicularly on each other gives a refined optic effect. it´s a way of creating the illusion of different fabrics and colors with one and the same piece of textile. The odd little square that seem added to shape a corner, actually explains a lot ( picture  – the added corner) When you fold the rectangular added piece, you are going to miss a small corner- but you can just add one on..

addedcorner

Inga Hägg notices that the hem here is done on the outside, -the wrong side is facing out- which is peculiar…. Indeed it is. And that’s why I’m pretty sure this interpretation is wrong.  She bases this interpertation on the textile on the other side- layer 2.

Layer 2

So let’s look at layer 2..layer 2 is actually 3 different types of textile, one 2/2 twill, the two others variations of tabby. They are all dyed. The stich work is highly irregular, large and in different color tread. Layer 2 is much more damaged; perhaps the different stich work is a sign of repairs? Inga Hägg believes this to be the lining of the coat, but i think we should also consider another interpretation- that this could be the outside of the coat.  On the Sutton Hoo helmet we see, that the jacket could be worn both ways- to left AND right. ( or maybe this is just an artistic representation- who knows?)

However- I think, that is just as possible that the worn, repaired and colored textile is on the outside of the garment- the irregular stich work could even be the remains of embroidery or where a decorative band used to be. Note that the seam on the layer 2 is hemmed facing inward layer 1.

When the coat became beyond repair, it was discarded.

So, what do we really know about the wrap around coat?

  • it could have a lining
  • it could wrap from left to right-or the other way around
  • it could be in several different colors and fabrics sewn together.

let’s take a look at how this coat could have looked. Since the wrap-around is a very long-lasting design, the sleeves could be either a simple square “add-on sleeve” or the tailored fit-in sleeve. In the same way, we don´t have any info on how fitted the coat is, and the long lasting design probably changes a lot during time and place. With all these reservations, here goes:

Idea number 1  : Inga Häggs suggestion

wraparound coat_ingahagg

The coat has a brown outer layer and a plant dyed lining. She believes that there might have been a decorative band or something in the bottom, since the lining appears to be longer than the outer layer. It is wrapped from left to right

Idea number 2 :My suggestion

wraparoundsara

I think that the plant dyed lining could be the outer side because:

  • It is more worn and repaired
  • It has the hemming stiches on the colored part is facing in- against – the natural brown fabric
  • It would be one the first and only examples of an entire coat (dress or pants or..) with the hemming facing outside.
  • The most common way to depict the coat shows it wrapped from the right to the left.

The added rectangular piece it folded so it would have the same thickness as the doubled layer fabric- maybe it is cover by the colored piece- maybe it isn´t.

Anyway, they are two different, but equally likely interpretations of the wrap around coat.

I have made a suggestion of possible Wrap-around Coat”- this is however just one layer- next i´ll try to make the two-layer typer. This is wool, 2/2 twill and tabby, Madder roots and walnut leaves