Anmeldelse: The Northman- Arkæologen forklarer hvorfor en trang til at cherrypicke ødelægger den autentiske oplevelse, hvordan du giver slip på den trang og hvorfor du skal se denne film. Helst i dag.

Fortiden har beriget os episke sagn, legender, fortællinger og virkelige hændelser, der på mange måder overgår selv det mest fantasifulde manuskript. 

Siden menneskets første forsøg med sprog og senere billeder, har vi brugt fortællings redskaber og vores kreative illustrationsevner, til at sætte ord og billeder på det vi oplever.  Vi har har forklaret fysiske fænomener ( solens gang på himlen = den må være trukket af en hest) og sociale strukturer ( han er vores leder fordi han nedstammer fra Odin) ved hjælp af fortællinger, som på en gang, har skulle fungere som en bekræftelse og begrundelse på tingenes tilstand og forklare den.

Det levende billede, filmmediet, har sin sin svaghed og sin styrke fra samme sted: Her former lytteren ikke sit eget billede i hjernen, men må forholde sig konkret til det viste- som i øvrigt er det samme alle andre ser- men det betyder, at vi kan diskutere det vi ser. 

Film- også dokumentarfilm- er altid en tolkning, som viser den virkelighed, instruktøren mener vi skal se. Når vi laver film som foregår i en forhistorisk virkelighed, er der derfor ikke anderledes, end når vi laver en udstilling: vi tolker og viser vores version. MEN- hvor udstillinger i museer forpligter sig til ikke at trække tolkningen hen et sted, som materialet ikke kan bære, har fortællingen helt andre frie rammer, fordi formålet er et andet.

Det er virkeligt vigtigt at holde i mente, når man ser-og her anmelder- film som handler om historiske perioder.

Amled+Hamlet= Amhleth

The Northman er en film fra 2022 af Robert Eggers. For dem som ikke kender Robert Eggers, er han manden bag Indie-gyseren “ the Witch https://www.imdb.com/title/tt4263482/ En gyser om hekse, overtro og samfund sat i 1630 i en Koloni i New England, så historiske settings er ikke nyt for ham, og den eksperimenterende sort/hvide psykologiske gyser “ the Lighthouse” fra 2019. Der er altså ikke tale om en standard actionfilm instruktør, men en mand som tager chancer, som udfordrer sit publikum. Og skræmmer.

The Northman bygger på sagaen  om Amled,  vi kender den senere som “ Hamlet” af William Shakespeare. Kort ridset op er det en fortælling om hvordan Hævn opsluger en person med voldsomme og tragiske følger. Det er historier, hvor det er svært at få øje på vinderen og “helten” begår handlinger som langsomt skyder publikum fra sig. Hvis du har behov for at se en film om Modige, Mægtige Vikingehelte, som begår ærefulde handlinger, så kan du trygt springe “ The Northman” over. Filmen er er en rejse ind i mørkets hjerte, hvor jeg gribes af beundring for at Instruktøren vedbliver med at tro på sin hovedperson. selvom publikum er klar til at forlade langskibet for længst.

Arkæologen går i Biffen

Det er virkeligt vanskeligt at lægge sin fagkundskab bag sig, når man synker ned i sædet i mørket. Har selv siddet igennem en film med en kammerat som arbejder med special effects, hvor vedkommendes konstante kommentarer fik os hældt ud af biografen i utide. Så alting med måde. 

The Northman har benyttet sig af mange faglige konsulenter til dragter, bygninger og udstyr og filmmusikken  taget udgangspunkt i lyde fra instrumenter fra vikingetid. Der vil derfor være en oplagt chance for alle arkæologer til at kaste sig frådende over filmen og pille den i stykker, genstand for genstand. Men nu skal jeg fortælle hvorfor det vil være en dårlig ide:

  1. Autentisk er ikke lige med troværdig: Filmen skal få mig til at tro på historien, investere mig selv i den. Selv den mest gennemførte, rekonstruerede scenografi kan ikke frelse en utroværdig, elendig historie historie.
  2. “ Sådan lød vikingemusik ikke/ Sådan så deres dragter altså ikke ud”- Nå, men det ved du så? nej det gør du ikke, for ingen ved hvordan musikken lød, vi har ingen stillbilleder fra vikingetiden, eller sågar komplette dragter. 

Personligt skal der ret meget til, før jeg bliver grænseløst irriteret over anakronismer ( som i hvorfor i hel skal Slavernes dragter være mere ens end en gruppe Brøndby Tilhængere på vej til stadion? Ja, vi har forstået at “ de er ikke vikinger” men come on, man behøver ikke klappe stavelserne)  ligesom det heller ikke booster mit ego , at opdage små “easter-eggs” i form af at kunne identificere et bestemt sværd eller genkende rasleinstrumentet fra Oseberg.

ja, den er med, nej det er ikke sikkert man har brugt den sådan i vikingetiden

Troværdigheden- Autenciteten- skal komme af at hele fortællingen ogpersonens handlinger, er overbevisende. Der er flere “mytiske/religiøse” scener, som jeg personligt synes fungerer virkeligt godt. Fordi jeg er overbevist om, at hovedpersonen ville opleve det sådan- at dette er hans virkelighed. 

“arhemn sådan ser en vølve altså ikke ud” og det ved du fordi?…

Mytisk tænkning i Vikingetiden

Her synes jeg instruktøren har ramt noget essentielt! Vikingetiden rummede en anden tænkemåde end vores: Når vi, med udgangspunkt i videnskaben, søger klarhed og logisk sammenhæng når vi udtrykker os, har man haft helt andre mål i fortiden. Den mytiske tænkning går på tværs af årsag-virkning. I dag er det begrænset til hvad vi kalder fantasi og digtning, men i fortiden var det en helt ligeværdig og legitim måde at afsøge verden på.

I The Northman opløser Peter Eggers virkeligheden ( ihvertfald den vi kender) og lader den faktuelle realitet og den måde personen oplever den, smelte sammen. Der er en vidunderlig kampscene i en gravhøj, som illustrerer det perfekt.

Her oplever jeg at filmen arbejder med vigingetidens sagaer og eddadigtning, på en måde jeg aldrig før har oplevet.

Er “The Northman værd at se?

Det afhænger af, hvorfor du ser den. Hvis du gerne vil blive klogere på fakta om vikingetiden, vil jeg anbefale alle de andre blogindlæg eller dit lokale museum. Jeg mener det er et af 2022 store filmoplevelser fordi:

  • Har du læst de islandske sagaer? Hvor alle er nogle røvhuller og det går helt galt i en kæmpe dumpsterfire? Kan du lide den form for fortælling? Så vil du elske The Northman.
  • Hvor er det dog befriende at slippe for “ sexy vikings” og den efterhånden obligatoriske “ Kvinder kunne også være krigere i vikingetiden og derfor var det også stærke”. Hvis man vil se en kvindekarakter, som overbevisende portrætterer en troværdig “ stærk kvinde” i vikingetiden, så er Nicole Kidman som dronning Gudrun, en af de mest skræmmende figurer jeg længe har set. Hvor er det dog en fornøjelse at se hende spillet andet en “ Velholdt kvinde fra overklassen i problemer”- at være en kold, kynisk, magtbegærlig heks fra dit værste ødipale mareridt klæder hende.
  • Den er virkeligt flot filmet, Som i rigtig pæn. På den grimme måde
  • Slutscenen er uforglemmelig
  • Det er en virkelig anderledes vikingefilm- eksperimenterede uden at blive intern ( I’m looking at you Vahalla Risning) Forholder sig til et oplæg uden at gå totalt GOT på det ( Ja, HBO Vikings og jeres skamridning af alt saga, legende og facts. Det er ok at man flytter handlingen til et “ fiktivt men sandsynligt univers” Men Kattegat? at ride til Gotland? Og at kvinder kun kan være “ smukke forførersker eller BikerDykes?)

Så giv slip på jeres trang til at tjekke hver eneste kappespænde, lev med at Alexander Skarsgård er buff as F..k, at det romantiske kærlighedsforhold er ophidsende som kold havregrød og Claes Bang lyder lidt danglish i starten. The Northman er noget så sjældent som et nyt take på vikingefilm som fungerer selv for en arkæolog

Nicole Kidmans bedste rolle siden Dogville og The Others. Hun går rent ind.

U can leave your hat on

Hen over vinteren er der kommet gode spørgsmål til brevkassen og her vil jeg gerne svare på en genganger: Gik man med hue i vikingetiden?

Godt spørgsmål.

Det kan det være dejligt at have en varm hue at tage på hovedet. Det er det såmænd også om sommeren, hvor vi alle kan savne noget som skygger for øjnene.

Men hvad gjorde man i Vikingetiden? Desperate kuldskære reenactere og solskoldede ditto, spørger tit om hatte/huer/hætter og må modtage samme nedslående svar: vi har vældig få fund.

Vi har billeder og figurer med hovedbeklædning, men skal man være helt ærlig, så er det tit svært at gennemskue om det er en hat, en hjelm eller noget helt andet. Og sandt at sige, så er det ikke altid at kunstneren har fokuseret på at gengive hovedbeklædningen i detaljer…

En hovedbeklædning kan også være meget mere og andet end et behov for lune ører- både mænd og kvinders hovedbeklædning har overalt på kloden og til alle tider, været styret af andre ting en fysiske behov

Her er en række eksempler på hovedbeklædninger, som ganske vist udfylder et formål- men ikke et praktisk

« Det ville jo være fornuftigt at»..

Logik og rationale er gode redskaber, men når det kommer til tøj, er det ikke altid at form og funktion – og fornuft- hænger sammen. Stillethæle, G-strengstrusser og skulderpuder er gode eksempler på, at det som opfattes som beklædning, ikke altid bunder i behov eller fornuft for den sags skyld. Damehatte til galop-Derby giver meget lidt mening fra en rent praktisk synspunkt, og religiøs hovedbeklædning, er ud over at være et arnested for hidsige debatter, på ingen måde baseret på hvad kroppen har brug for.

Man kan derfor ikke sige at « det var jo også koldt i vikingetiden, derfor må de jo have haft huer». Sådan fungerer det ikke. Underbukser til kvinder blev først indført i kvindedragten i Danmark sent i 1800tallet. Indtil da led mange sikkert af blærebetændelse, underlivsbetændelse og kolde baller. Logikken siger, at det må man da have overvejet en løsning på, men tøj er først og fremmest kultut og kulturændringer sker langsommere end naturændringer.

Så man skal derfor slet ikke afvise at man har levet med kolde ører, og solen direkte i øjnene, fordi det var det som farfar gjorde og det må være godt nok til dig.

Hvad gjorde man før i tiden?

At man har brugt hovedbeklædning i jernalderen, behøver vi kun at se på den berømte Tollundmand for at kunne konstatere. Han er iført en lille skindhue med pelsen indad- et design vi kender fra andre steder i Europa på samme tid og som vi har fundet flere af i moser og vådområder.

Små huer i skind, med et simpelt design har sikkert været en almindelig hverdagshat. Vi har set dem på mænd, men løsfund gør, at vi ikke kan afvise dem som værende brugt at begge køn og alle aldre.

« Hætteslag» kendes også fra store dele af jernalderen, både som figurer og fra mosefund. Mest kendt er nok « Orkney-hætten» som er dateret til et sted mellem 300-600 AD. Hætten er lille, muligvis til et barn på 8-9 år og tolket til at være lavet som et genbrug af et fint stykke klæde – det frynsede stykke er lavet på et brikvævet bånd og er af en langt finere kvalitet et selve hættens stof.

Selve designet kan ligne Skjoldhamn-hætten – men mere om den senere. 

Men hvad med vikingetiden?

Vi savner desværre mosefund fra vikingetid fra Danmark. Havnen fra Hedeby er nok det tætteste vi kommer på og de tekstilrester som er fundet der, kan muligvis stamme fra hætter og hatte, MEN- mange af disse fragtmenter er små, genbrugte stofstykker som -om vi skal være ærlige- kan være alt fra en sok til et ærme. « pilleæske-hatten» er derfor om vi skal være ærlige, og det skal vi- en ekstrem spekulativ tolkning. Det som er det bedste argument for den tolkning, er et af de Frisiske ( Hollandske) bopladsfund ( de frisiske bosættelser i jernalder og vikingetid, er såkaldte «Terpen», huse bygget på kunstige forhøjninger, så man lå tørt når marsken var oversvømmet på vintertid, og derfor finder vi ret meget velbevaret bopladsmateriale derfra) Her har vi en pilleæskeformet hat i krystalkipervævet uld med meget fine dekorationsting på.

Andre fund fra Holland fra  fra Leens, Oostrum og Rasquert ( 8-9 årh) har alle « nakkeskjold» ( selv om nogle tolker den en skygge ligesom en kasket, og hvem ved, måske har de ret? Eller ihvertfald det man tolker som beskyttelse af nakken. Det kan havde vøret begge dele- og det ene udelukker bestemt ikke det andet. Der er tale om løsfund, så vi kan ikke sige om det er hovedbeklædninger til mænd eller kvinder.

Man kan læse mere om de enkelte hatte her i den glimrende udgave netudgave af Journal of archaology in the lowlands 

http://jalc.nl/cgi/t/text/text-idx1d82.html?c=jalc;sid=095741f1231d8f86c4f63866855fbf08;idno=m0201a02;view=text;rgn=div2;cc=jalc;node=m0201a02%3A5.1

Gravfund fra vikingetid med hovedbeklædning er endnu sjældnere ( og ja, Skjoldhamn hætten er fra en grav MEN MERE OM DEN SENERE!) fordi tekstil bevares så dårligt.

Men brokadevævede brikbånd monteret på silke og ditto sølvpossamenter ( et possament er kæder af små figurer dannet af metaltråd bundet med en ærlig teknik) fundet omkring pande og nakke, antyder at der har været noget på/over/omkring hovedet. I sjældne tilfælde har vi noget som kan tolkes som en hat eller pandebånd.

Hovedparten af disse kilder stammer fra det omfangsrige Birkamateriale, men det dukker op i enkelte tilfælde i det Norske og Danske materiale. I den senere del af vikingetiden ser slør/hovedlind kantet eller måske fæstet med brikbånd? Brugen af «tindingeringe» som vi kender fra det østlige slaviske og de russiske områder okkuperet af vikingerne, ser aldrig ud til at vinde indpas tilbage i Skandinavien. Vi har dog fundet dem som løsfund med detektor og da den Svenske og danske kvindedragt ser du til at være mere østlig påvirket end den Norske og i England levende vikingekvindes, så skal man ikke afvise, at de har været brugt af skandinaviske kvinder også. Eller kvinder som er flyttet hertil.

Den fine lille hue fra York- og den ditto i lilla silke fra Dublin, samt de mange silkefragtmenter fra begge udgravninger, kunne tyde på at den vestlige orienterede kvindedragt indbefattede en lille hætte? Denne hætte minder mere om det senere bondesamfunds « fruehuer», hvis funktion ikke så meget er at holde på varmen, men signalere ægteskabelig status. 

Stiv eller slasket hat

De østlige indflydelser gør sig især gældende når vi ser på de fund,vi har af «hættetutter» i sølv. De er udbredt i det svenske materiale, endt i det danske, sjældent i det norske. De er tolket som siddende i spidsen af en hat/hue, men hvilken?

Hattetut? fra Birka

I rejsen mod øst, mod “Rus”, er der forgået en del kulturudveksling i form af fredelig handel og knap så fredelige angreb og invasioner. Men gravene viser et tydeligt billede af, at man alligevel langsomt har nærmet sig hinanden gennem alliancer, ægteskaber og generel assimilering. Har har man kunne lade sig inspirere af forskellige hovedprydelser, fra Kazerne’s spidse huer til til en mere bløde, pelsforede og kostbart udsmykkede spidse hatte. Fund af trekantede tekstilfragtmenter i Birkamaterialet, er måske fra en mindre kuppelformet hat?

Tolkning af et ( svensk?) Rus-par

Billeder og figurer er svære at blive klog på. Skal vi tage den lille Thor figur bogstaveligt ( og mange andre), så har man haft en rank, stiv kegleformet hat med en dut i enden. Inden man afviser den tanke helt, fordi ” det ser jo totalt åndsvagt ud”, skal man huske på, at vi var en hel generation som er vokset op med lavtaljede jeans og bundesligahår. Æstetik og smag ændre sig. den høje skortstensfejer hat har jo også en funktion, og her bør man nok huske på, at Cylenderhatten/skortstensrøret er en hat som har en helt særlig tid og sted. Så den keglformede har her ( hvis den har været) nok til særlige lejligheder.

Mange versjoner af keglehatten:

Vigtigt er det at huske, at smag og behag skiftes- her har forfatteren f.esk et godt grin ved at afprøve en af de hollandske hattemodeller- man ligner vitterligt en, som ikke er helt hjemme…

Og husk- ikke alle tegnede lige godt i fortiden..

En kunstnerisk gengivelse behøver ikke tage hensyn til fysisk lighed, folk skal nok fange den. Hvordan skal vi f.esk tolke denne ” båd” på hovedet af valkyrien her?  har hun en hat på? en hjelm? eller er hun mulvarpen som gerne ville vide hvem som har lavet en lort på dens hoved? Vi må nok leve med, at der her i kunsten er noget som er ” lost in translation”

Konklusion.

Hmm- nu nåede jeg slet ikke at tale om Skjoldhamn fundet. Men det fortjener sit helt eget indlæg, for ud over at være måske det mest kopierede ( fejlagtigt kopiere) fund af et hætteslag, så stiller det også en række spørgsmål om, hvad som egentlig er ” viking”- og derfor laver jeg et helt indlæg om den grav. Senere..

Men tilbage til hatte/hætter/slør/slag og pandebånd: 

Personligt tror jeg, at det mest udbredte og derfor det mindst fundne, er hverdages hurtigt sammenflikkede hue af skind eller en stofrest. Den har været simpel i design som vi ser fra Hedeby/de Hollandske fund/Tollundmanden. Den har nok været ret ens til mænd, kvinder og børn. Og vi har meget lidt viden om, hvordan den kan se ud, så her vil jeg kun opfordre til at man overkommer sin trang til at se pæn ud, og eksperimenterer med hvad som er lunt, kan sidde fast i en brandorkan og som er let at fremstille.

 Så er der ” hovedprydelser”..Possamentbesatte silkepandebånd, silkedekorerede trafikkeglehatte, eksotiske modeller hjembragt som gaver fra fjerne kontakter i øst. Sløret  og “fruehuen” som kendetegner den kristne kvinde. Disse har været båret ved særlige lejligheder, af særlige folk og tjener et formål som intet funktionelt praktisk har over sig.

Men hvad passer til hvad?

At have pragthatten på, hvis man er i en rolle som smed på markedet, er passende som en cykelhjelm til et bryllup. Lige her må man faktisk godt tænke lidt logisk og rationelt og mærke efter.  Er man ude og imponere en anden købmand, så er det frem med den pels og sølvbelagte model, man modtog som en del af den aftale om etabeling af en sikker bådlandingsplands på Volga