Fuglekvinden og Bjørnemanden

I 2017 blev der ved Hillesøy ( ved Kvaløya- en ø i fjorden ud for Tromsø, i det nordlige Norge) udgravet 2 bådgrave fra vikingetiden. Den ene tilhørte en kvinde på en 40-50 år begravet omkring 770-840. Skibet er et 8,5 meter langt klinkebygget skib, som ud over den afdøde og hendes genstande også viste sig at indeholde gravgaver, muligvis madvarer, men alt hvad der nu er tilbage, er knoglerne og de beholdere som har fungeret som opbevaring. Den anden bådgrav kan være lidt ældre og tilhører en mand i 40erne

Graven er utroligt velbevaret og undersøgelserne virkeligt grundige, så vi har mulighed for at få et detaljeret blik på en ældre ( 40 er ikke det nye 20 i vikingetiden, det er nok mere de nye 60) kvinde fra det øvre sociale lag i Norge i vikingetiden.

Livet på Kvaløyer:

I området er der fundet spor af en konstant beboelse med større gårde som strækker sig helt tilbage i jernalderen. Omkring 77 registrere gravfelter og 16 beboelser er kendt i området. De fleste har nok ernæret sig ved landbrug og fiskeri- et stabilt bondesamfund, hvis placering også har muliggjort langdistancehandel. Gravene indeholder knogler fra mælkeproducerende dyr som får, geder og kvæg, fugle fra nåleskov, hede/overdrev og kysten. Knogler fra store fisk som torsk og Helleflyndere viser, at man har sejlet ud på det åbne hav for at fiske.

Billeder fra Venstre mod højre: Rødnæb, Torsk; helleflynder, Skarv,Urfugl, Lunde og Jærpe

Gravene peger også på, at man har haft forbindelser til det store udland, samt stærk kontakt til de samiske kulturer.

De to forskellige både og grave peger dog på to meget forskellige liv:

Ang både: Både er en nødvendighed, når man bor på en ø, og de to bådgrave repræsenterer faktisk to forskellige typer: ud over kvindens klinkebyggede båd, tilhører den anden grav- mandes- en mindre type uden sejl og med en anden konstruktion? Muligvis en kravelopbygning ( billede) eller syet som  vi kender det fra hjortespringsbåden? I hvert fald ikke en båd til det åbne hav..

 

 

Bjørnemanden

Manden er omkring de 40, ukendt dødsårsag, men gravgaverne kan måske give os et hint: i graven har han et usædvanligt spyd, et sværd uden håndtag og en økse. En kam, en kniv og nogle perler fulgte også med. Det mest interessante er dog de 2×5 bjørnekløer som er fundet på hver side af den afdøde. Noget kunne tyde på, at manden har været svøbt i et bjørneskind ved begravelsen og dette passer godt overens med spyddet, som kan være et såkaldt bjørnespyd.

Billede: Nutidigt Bjørnespyd, Spyddet i graven

Om båden, spyddet og skindet er mandes egne anskaffelser eller de er handlet med en samisk elite, kan vi kun gætte om.  Er han en fornem stormand, udstyret med stærke kontakter og belønnet med et bjørneskind? Eller er det bygdens lokale bjørnejæger af samisk afstamning? Bjørnen er et dyr med vældige kræfter, og optræder hyppigt i vikingetidens kunst, og bjørnekløer (både den ægte vare og klo-formede vedhæng i bronze) blev brugt som smykker af de nordfinske og baltiske kvinder.

Billede, venstre mod højre: Torslundapladerne, Krystalvedhæng fra Obbekjær, Finske Hængesmykker formet som bjørnekløer og stolpe fra oseberg skibet.

Fuglekvinden:

Der er tale om en kvinde på omkring 164 cm – hvilket er over gennemsnitshøjde for kvinder på den tid. Hun er mellem 40 og 50 år gammel, har slidgigt i et niveau vi i dag kun ser på folk over 60 år. I hendes lårbensknogle ses ”harris lines”: det er linjer som ses i røntgen som fortættet hvid knoglemasse.

De opstår hvis man i barndommen og ungdommen har perioder, hvor ens vækst går i stå. Kvinden har altså gennem sit liv oplevet mulige traumer. Sult, sygdom, hårdt fysisk arbejde.

Hvad har hun spist?

Hendes tænder er virkeligt interessante, da de meget hærgede- faktisk ligner hendes tænder noget, som vi ellers kun finder hos folk som lever af kulsyreholdige sodavand? Hvordan kan det nu hænge sammen? Bæller man cola dag og nat i vikingetiden?

Billede:Kvindes kæbe og moderne “cola-tænder”

Nej, men meget tyder på, at den såkaldte ”sæter-økonomi”, vi kender fra middelalderens Norge, allerede fungerer i vikingetiden. En sæter økonomi betyder, at ens fokus er på græssende mælkeproducerende dyr. Mælken bruges så konserveret i form af valle/myse, surmælk og ost. Mælk er trods det dårlige rygte, det har fået i dag, et virkeligt smart fødemiddel med høj ernæringsværdi, og der er stort set intet spildprodukt. Madvarer som kød og kål kan nedlægges i surmælk/valle og således holde sig. Men en kost på tørfisk opblødt i valle, er hård ved bisserne. Kvindes knogler fortæller via isotopanalyse at hendes kost har haft bestået af en stor del af havlevende dyr, og hun har sågar sæl med i graven. Men surmælken og vallen har sat sig et andet spor: meget mørnede tænder.  Gede/fåreknogler, fugl, fisk og kvæg har fulgt hende i graven- sikkert rester af et måltid til den døde og afspejler sikkert hvad man har levet af: Fisk, mælk og kød.

Myseost= vikingeost?

Et sæterbrug har langt mere græsningsareal end kornmarker. Fuglene i hendes grav viser tegn på både det åbne landskab( urfugl) nåleskov ( Jærpe) og kyst( skarv og lunde) og kysten samt det åbne hav har givet fisk som torsk, helleflynder og rødnæb. Et Norsk liv og landskab, som vi den dag i dag, kan genfinde.

Dragten i døden:

Kvinde ligger på sin højre side, så efter døden kan hendes påklædning og udstyr have rykket sig en del. Hun har ikke færre end tre skålspænder, hvor den ene har været anvendt som et kappespænde midt på brystet. Indeni og ovenpå spænderne og på de to knive hun fik med i graven ( en alm kort kniv og en art krumkniv), sidder der fastrustede tekstilrester. Disse små fragmenter kan antyde dragtens opbygning, men meget lidt er bevaret og noget så dårligt, at man knap kan identificere det. I døden er kroppen også faldet sammen og har rykket sig, så det skal man have i mente, når man prøver at lure hvordan dragten har set ud.

I graven har hun været lagt på siden, med benene bøjet. På samtlige spænder og redskaber ses rester af birkebark, som tilsyneladende har været brugt som et dække af den afdøde. Under dette lag, ligger der et stykke tekstil- et muligt tæppe som et liglagen.

Inde i spænderne finder vi flere slags stof, som giver os et hint om en dragt: De to store skålspænder, som tydeligvis er et par  finder vi (ud over barken og tæppet på ydersiden af spænderne) tre slags stof. Et groft lærredsvævet stof viklet om nålen og nålehuset, et fint lærredsvævet stof som ligger under nål og nålehus og et fint kipervævet stof, som det ser ud til at nålen har været stukket igennem. I spænderne sidder også rester af nogle tykke snore, som muligvis har været brugt til ophæng af genstande? Knivene måske?

I det enlige skålspænde, som er af en ganske anden type end de andre, sidder der lidt rester af noget som kan være pelsværk og til den anden side en strop. Dette spænde har siddet mellem brystet og hagen, og min personlige tolkning er at den holder sammen på en kappe/slag/jakke som er kantet/pyntet med pels. Hårene er desværre for fragmenterede til at blive bestemt. Disse hårrester ses også på knivene og de andre spænder, så der er tale om et klædningsstykke, som omslutter kroppen.

Under hagen, ved spidsen af kravebenene ligger 3 perler. De ligger over alle spænderne, så de har nok ikke hængt mellem dem, men været båret som en halskæde. Hun har en ravperle, en fin blå perle af en type som normalt fremstilles omkring middelhavet og en stribet perle. Skålspænderne er alle af typer, som normalt er fundet i velhavende grave, sættet med de to tyndskallede spænder er faktisk en udbredt norsk type, som kun i to tilfælde ( Skåne og Birka) er fundet uden for Norge.

Så hvordan har hun været klædt?

Tekstilerne er ikke undersøgt for farver, så der må man være svar skyldig. Men dragten lades til at bestå af mindst 3 dele: en særk af fin lærredsvævet uld. Over den har hun haft en kjole i krystalkiper, som ikke har gået op til det tredje spænde under halsen- det er yderst nærliggende at tolke den som en selekjole, hvor skålspænderne har været stukket direkte igennem stoffet forneden og har et sæt stropper i et andet materiale, nemlig et groft lærredsvævet stof. Om halsen har hun haft en perlekæde med 3 perler i, og hængende fra skålspændesættet har hun haft sine knive og en kam af rensdyrtak.

Yderst har hun haft en kappe eller jakke, som er været lukket øverst på brystet, som har været enten foret eller kantet – måske sågar dækket af- pels. På den ene sidde sidder der rester af det samme grovere lærredsvæv, også i form af en strop viklet omkring nålen. Hvordan skal det tolkes? Det meste fine pelsværk er helt utroligt sart og har ikke samme fleksibilitet som stof. Derfor er det nødvendigt at montere det på tekstil, som kan holde sammen på det. Kan kvinden være iført en pelskantet jakke eller kappe, som kan lukkes i halsen med en strop, så man ikke skal stikke spændet gennem det sarte pelsværk?

Samiske vikinger?

De 2 afdøde i bådende var 2 ud af mange- andre undersøgelser har påvist at der er tale om et decideret gravfelt. Men sammenlignet med andre norrøne vikingegravfelter, at disse to personer udsædvanelige. Bjørnemandens båd og gravgaver er uligt noget andet vi kender, og mens kvinden har ret typiske gravgaver med som kam, tenvægt, kniv og perler, er hendes tyndskallede skålspænder noget vi forbinder med international handel og høj status, og perlerne er ligeledes importgenstande. Brugen af birkebark i graven er en samisk skik, men den klinkebyggede båd og dragten er bestemt en anden kultur. Fuglene i graven og sælens knogler kan være måltidsrester, men der er tale om udelukkende vinger og fødder. Som mandens bjørneskind, er denne skik også noget vi forbinder med samiske grave. Både vinger og skind er næppe nedlagt som fødevarer, men den symbolske betydning skal man ikke negligere: At iføre sig fjederham/dyreham skal opfattes både symbolsk, men også meget konkret: ved at tage dyret ( eller dele af dyrets) hud og hår på, overtager man dyrets egenskaber: styrke, luftbårenhed, hurtighed. Denne forestilling finder vi i samfund med en animistisk religion, hvor shamanen kan gå ind i åndeverdenen ved hjælp af den magt, som ligger i dyrehammen. Er det dette, vi ser her? Hvem ved.

Disse to mennesker viser os hvor mangfoldig kulturerne var i hele det gigantiske geografiske og tidsmæssige rum, vi har valgt at kalde vikingetiden.  Det minder os om, at hver gang vi taler om ”Vikingerne” som et generisk begreb, så gemmer der sig et unikt individ med en særlige skæbne i hver grav, hver rustne kniv og benkam.

Jeg kan kun anbefale at læse disse glimrende publikationer, de er på Norsk, men det går nu nok.

Link til mandens grav: http://www.norark.no/prosjekter/nodvegen-pa-hillesoy/en-batgrav-fra-yngre-jernalder-pa-hillesoy-ved-tromso/?fbclid=IwAR3bl0KbxDD8R5axXnV0Zn5r6OZ5y6SdzSNBPU_GGn7L4afjOWHhtL9iKhg

Link til kvindesgravhttps://uit.no/Content/678228/cache=20202404125710/Rapport%20Hilles%C3%B8y%202018%20web.pdf

 

The wrap around coat- fragtment 11 from Haitabau

Some thoughts on how we “read the textile” and combine it with the few pictures we have…

The Wrap-around coat is probably one of the most iconic costumes from the late Iron Age and Viking age. It is depicted on the Danish gold foil amulets (guldgubber), on Bracteats on the helmets from Valsgarde and Sutton Hoo sometimes rather detailed.

( vendel grave 14)

(Goldfoil figure Denmark 5 Century AD)

 ( Sutton Hoo Helmet 625 AD)

( The Pliezhausen brooch early 7 cent. AD)

And then there is the finds from Haitabau…

No less than 9 fragments are identified as being part of a wrap-around coat, they are very different in size, material and state. Some, like fragment 11 seems to be a piece with both layers preserved, some fragtments is just a small corner, but with a rim of fake fur!

I have chosen to focus on the pieces that, when you look at them all together, reveals a little more info on the wrap-around tunic. First thing first: when you study the fragments from Haitabau, it becomes clear that this is used-even worn out- textile. Some of the repairs are done poorly, and there are clear sings of secondary cuts and alterations. With that in mind lest take a look at fragment 11:

Fragtment 11:

Fragment 11 is mostly a large uncolored brown 2/2 twill that shows clear signs of repair. First, i´ll give you Inga Häggs interpretation, then my own.  But here are the facts:

• The textile is 35 cm high, 37 cm long, 0,2 cm thick.
• It has a rounded corner, and is cut diagonally across the weave ( bias-cut)
• It consists of two layers
• The seams are made with ordinary hem stiches

And that is pretty much what we can agree on…I must admit, this little piece was quite a puzzle, and the many repairs makes it even harder to understand.

First things first: the piece have one clear and without a doubt – edge, its what appears to be the lower part of the fragment, where a hemmed edge is preserved. The piece is cut diagonally from left to right (That’s Inga Häggs interpretation- mine is the other way around, but i´ll get back to that..) forming a rather sharp corner. The opposite corner is a rounded corner, apparently  a hemmed  slit, which could be between 15 to 30 cm deep.

 

The sharp diagonal cut has no clear egde, neither has the area around the slit or the upper half. So we have little -or no- idea how long the coat has been. Some basic mathematical principals can help us make a tentative estimate of the length, but since we have no information on the construction of the top, this could only be a well-qualified guess.

The layes:

one layer ( lets call this layer 1)is well preserved, its brown/uncolored wool, a 2/2 twill.  At the first glance it looks like it made in one piece- but it is at least 3 different parts sewn together ( 1a, 1b and 1c) they are all made out of the same fabric, so this seems to be intentionally and not repairs. Piece 1a is cut with the direction of the warp ( as you normally does it, 1b however is cut along the weft! Inga Hägg notice this, but not speculate more on it.

My interpretation: I think this is done with full intention and as part of a decorative feature. I see piece 1b as the decorative band running on the edge of the coat on the diagonal.  The placing of the warp and weft-cut fabric perpendicularly on each other gives a refined optic effect. it´s a way of creating the illusion of different fabrics and colors with one and the same piece of textile. The odd little square that seem added to shape a corner, actually explains a lot ( picture  – the added corner) When you fold the rectangular added piece, you are going to miss a small corner- but you can just add one on..

Inga Hägg notices that the hem here is done on the outside, -the wrong side is facing out- which is peculiar…. Indeed it is. And that’s why I’m pretty sure this interpretation is wrong.  She bases this interpertation on the textile on the other side- layer 2.

Layer 2

So let’s look at layer 2..layer 2 is actually 3 different types of textile, one 2/2 twill, the two others variations of tabby. They are all dyed. The stich work is highly irregular, large and in different color tread. Layer 2 is much more damaged; perhaps the different stich work is a sign of repairs? Inga Hägg believes this to be the lining of the coat, but i think we should also consider another interpretation- that this could be the outside of the coat.  On the Sutton Hoo helmet we see, that the jacket could be worn both ways- to left AND right. ( or maybe this is just an artistic representation- who knows?)

However- I think, that is just as possible that the worn, repaired and colored textile is on the outside of the garment- the irregular stich work could even be the remains of embroidery or where a decorative band used to be. Note that the seam on the layer 2 is hemmed facing inward layer 1.

When the coat became beyond repair, it was discarded.

So, what do we really know about the wrap around coat?

• it could have a lining
• it could wrap from left to right-or the other way around
• it could be in several different colors and fabrics sewn together.

let’s take a look at how this coat could have looked. Since the wrap-around is a very long-lasting design, the sleeves could be either a simple square “add-on sleeve” or the tailored fit-in sleeve. In the same way, we don´t have any info on how fitted the coat is, and the long lasting design probably changes a lot during time and place. With all these reservations, here goes:

Idea number 1  : Inga Häggs suggestion

The coat has a brown outer layer and a plant dyed lining. She believes that there might have been a decorative band or something in the bottom, since the lining appears to be longer than the outer layer. It is wrapped from left to right

Idea number 2 :My suggestion

I think that the plant dyed lining could be the outer side because:

• It is more worn and repaired
• It has the hemming stiches on the colored part is facing in- against – the natural brown fabric
• It would be one the first and only examples of an entire coat (dress or pants or..) with the hemming facing outside.
• The most common way to depict the coat shows it wrapped from the right to the left.

The added rectangular piece it folded so it would have the same thickness as the doubled layer fabric- maybe it is cover by the colored piece- maybe it isn´t.

Anyway, they are two different, but equally likely interpretations of the wrap around coat.

I have made a suggestion of possible Wrap-around Coat”- this is however just one layer- next i´ll try to make the two-layer typer. This is wool, 2/2 twill and tabby, Madder roots and walnut leaves

 

 

 

 

 

 

 

 

Broderi fra vikingetiden- en lille bemærkning om Osebergfundet og Opus Anglicanum

Viking embroidery and Opus Anglicanum:

I´m usually against it, when it comes to decorate outfits with embroidery, since it being so extremely rare. So, when a friend asked me to make an outfit with embroidery I was reluctant. Anyway, I decided to take a closer look on the medallion motive from The Oseberg grave- the original motive is tiny, each circle less than 5 cm in diameter. It is made of silk thread on silk that has been mounted on wool. We have no idea if this is part of an outfit, a decoration on a Tapestry or something completely different.

So, what do we know? It is made with couched stitching, (the ring around the animals)  split stiches ( the background filling and body)and stem/outline stich ( the outline of the animals). The colours are now a variation of red, yellow and brown, but since there have been no technical study of the colours only the visual, we have no way of knowing if these colours match the originals.

Normalt er jeg ret tilbageholden når det kommer til at brude broderi på vikingetidsdragter- det er ufatteligt sjældent vi har fundet dette. Så da en ven bad mig om at lave en dragt til ham med broderi, var jeg tilbageholden. Så vandt nysgerrigheden og jeg valgte at kigge nærmere på et af vores kendteste fund med broderi: medaljonmotivet fra Oseberg graven. Originalen er lille bitte, under 5 cm i diameter. Det er lavet med silketråd, på et stykke kraftigt silke der igen er syet på uld. Vi aner intet om funktion, placering eller noget.

Det vi ved er at det er lavet med en kombination af nedlagt syning(den ydre ring) kontursting( dyrets optegning) og split sting ( udfyldning og baggrund). Farverne er variationer af gul, rød og brun, men eftersom de aldrig er blevet undersøgt andet end visuelt, kan vi ikke vide om det er de originale farver.

Motive

The motive “animals turning their head back” is something I have mentioned earlier, since it seems to be, if not common, then at least known in the material from Birka and we find it on the only other piece of massive embroidery: the find from Hvilehøi, better known as the Mammen grave. Here the motive is almost similar: two animals, mirroring each other facing some sort of three/stem.

This motive is interesting, since it doesn´t seem to refer to any Viking age mythology we know of- but it has a distinct similarity to the medallion motives we now from contemporary Persian silks- and since it is believed that it is fragments of this kind of silk we find in the Oseberg grave, that has been cut into strips and sewn on garments, it is not unlikely that this Persian motive could have been a source of inspiration to the artist behind the Oseberg medallions.

 

“Dyr som kigger bagud” er et motiv jeg har beskrevet tidligere og skønt jeg langt fra vil kalde det almindeligt, er det dog velkendt I Birkamaterialet og på vores eneste anden grav med massive mængder broderi: Mannengraven. Her optræder det som to dyr, der spejler hinanden omkring et træ. Motivet er spændende for det refererer ikke umiddelbart til noget mytologisk element vi kender til, men det har en påfaldende lighed med medaljonmønsteret vi genfinder på samtidige persiske silker. Silker som man mener er dem som er skåret til strimler og anvendt som dekoration i Oseberggraven. Så alt i alt er det slet ikke usandsynligt at kunstneren bag det lille broderi, har ladet sig inspirerer deraf.

Opus Anglicanum

The technique however, is not Persian. When I started making the embroidery it hit me, how medieval it was- it reminded me closely of the “Opus Anglicanum” ! The Opus Anglicanum meaning “ English work “is usually connected with elaborate church vestments, like copes and altar furnishing and the technique is known from around 1100 AD and disappears with the Reformation. The use of extremely fine split stiches, couched stitching and fine silk thread is what defines the Opus Anglicanum and it is some of the finest examples of amazing craftsmanship.

BUT: this is a Christian medieval technique, and the Oseberg grave is dated to 834 AD?

top: couched stich, bottom left: stem stich, bottom right:split stich

Well, the Opus Anglicanum is the same technique we find in early Irish and Anglosaxon embroidery as early as around the 8^th century. And since the Norwegian Vikings had both raids and settlements in Ireland and England at that, it is not unrealistic that a Christian cope was part of the treasure. So it is quite possible that a local craftsman/woman could be inspired by a piece of early Opus Anglicanum.

 

Teknikken brugt til broderiet er derimod ikke Persisk, men Engelsk. Da jeg begyndte på broderiet, slog det mig hvor middelalderlig teknikken var- den minder helt utroligt meget om  “Opus Anglicanum” = Engelsk arbejde på latin. Dette er normal forbundet med kirkelige tekstiler som messehagler og alterduge og finds fra 1100 ekr og frem til reformationen. Brugen af næsten ekstremt fine split sting, nedlagt syning og tynd silke, er Opus Anglicanums kendetegn og kræver en fantastisk dygtig håndværker.

Men..det er jo middelalder? Og Oseberg graven er fra 834 e.krf?

Jo, men teknikken er faktisk kendt før middelalderen- de tidlige kristne broderier fra Irland og det angelsaksiske område kan dateres til det 8 årh.ekrf. Og da de norske vikinger var særdeles “ aktive” idet område på dette tidspunkt, er det slet ikke utænkeligt, at de sammen med sølv og guld, også hjembragte en messehagel. Dette kan en lokal håndværker havde ladet sig inspirere af og lavet de smukke Oseberg broderier.

The Spiral

One of the other silk embroidery from the Oseberg grave may even be that specific piece of raided textile. Some fragments show part of an elaborate spiral pattern, a pattern we recognise from Celtic art and later in illuminated scriptures – so, in other words not very Scandinavian. It has been made with a far more practiced hand than the medallions, so this might be an “Original” Opus Anglicanum, and not resemble the work of a local. The organic leaves pattern is also a typical Christian motive.

The Spiral is also almost identical to decoration on the grib of the Fetter Lane sword (British museum) from the 8^th cent.

In other words: this might be an” imported” piece of textile…

I have borrowed a picture of a recontruction of the spiral pattern, made by the talented Savelyeva Ekatarina- look her up on facebook, she makes wonderful stuff

Ekatarina on facebook

Et af de broderede fragmenter er muligvis et af disse “importerede” stykker – her ses på fragmenterne et kompliceret spiralmønster, et mønster vi ikke forbinder med det skandinaviske vikingetids ornamentik, men den keltiske billedverden og senere I de såkaldte “Illuminerede skifter” fra middelalderen. Spiralbroderiet er udført med noget mere teknisk snilde end medaljonmotivet og ligner ikke den lokale kunstners værk. Omkring spiralmotivet ses et organisk mønster af blade- igen et typisk kristent træk.

Som en interessant detalje er spiralmotivet næsten identisk med motivet på grebet det berømte Fetter Lane sværd fra d. 8 årh.

Så med andre ord- dette kan være inspirationskilden, det fremmede og spændende stykke stof.

Conclusion

Embroidery is not an artform we find evidence of in iron age Denmark and it seems to develop as an artform in the wake of the introduction of Christianity. The Opus Anglicanum is closely connected to the church and it holy men and women, and the motives are not something we recognise in the tapestries from the Scandinavian Viking culture. SO, did the Vikings put embroidery on their outfits? Well, at least one did- the Man from the Mammen grave.

Embroidery seems to be one of these foreign elements the Viking age upper class used to demonstrate their connection to the outside world, and more important- the right people. It therefore transforms from being something purely aesthetic and decorative, to a symbol of power and connections. The outfit I am making will hopefully do more than keep its owner warm and nice looking – it will become a symbol of my regards of that person.

Broderi er ikke en kunstart vi kender fra den danske jernalder og det ser ud til at denne kunst udvikler sig både teknik og udbredelse i takt med kristendommen. Opus Anglicanum er tæt knyttet til kirken og dens hellige mænd og kvinder, og motiverne minder på ingen måde om de vi kender fra vikingetidens billedtæpper. Så spørgsmålet er, brugte vikingerne broderi på deres tøj? Tjaa, en gjorde i hvert fald- høvdingen fra Mammengraven.

Broderi lades til at være et af disse fremmedartede elementer som vikingetidens overklasse brugte til at understrege deres forbindelse til andre – både lande og vigtige personer. Et broderi er derfor mere end et pænt stykke dekoration på tøjet, det er et symbol på magt og forbindelser. Den dragt jeg laver nu vil forhåbentlig gøre mere end at holde sin kommende ejer varm- den vil også være et billede på den respekt jeg nærer for personen.

vil du vide mere?

Fantastisk hjemmeside om Opus Anglicanum udstilling på Victoria&Albert museum

noget om Mammengraven

irske broderier og kvinders rolle i dette

UPDATE PÅ BJ838- nyt Broderi fra Birka, rod i arkivet ELLER: en pengekat fra vikingetiden?

På opfordring lovede jeg at finde lidt flere oplysninger på det stykke tekstil som blev kaldt ” Tapestry” og som kvinden i grav BJ838 er svøbt ind i.  Så jeg går igang med at kigge på hvert enkelt billede, i håb om at kunne finde noget, som kunne være dette omtalte stykke stof.

MEN!  jeg finder istedet noget andet…nemlig både et brikbånd som hører til graven ( var det dette mystiske stykke som lå over hendes pande?) og noget helt andet og langt mere spændende- nemlig et broderi!

Broderier er meget usædvanlige i vikingetiden, hører til den absolutte overklasses dragter og ellers mest noget vi kender fra billedtæpper, såsom Oseberggraves tekstiler eller Baeyux-tapetet.  Vi har broderier i silketråd, uldtråd og metaltråd. Broderier med metaltråd kræver en særlig teknik, kaldet “nedlagt syning”, hvor den forgyldte tråd eller sølvtråden ikke trækkes gennem stoffet, men syes fast til det med en anden tråd, og på den måde danner et fint og meget tredimensional motiv. Man ser det idag mest på messehagler og kostbare kongelige uniformer/dragter.

Nå, men tilbage til vikingetiden- hvad er nu det for noget, men det lille broderi- Inga Hägg nævner det ikke med et suk? det gør Agnes Geirjer i øvrigt heller ikke? men databasen mener bestemt, at det findes i graven!

Motivet beskrivende som ” hjort der kigger bagud”. Mens selve broderistumpen er helt ny, er motivet ganske velkendt- det er blot første gang jeg har stødt på det i en kvindegrav.

“Hjort som kigger bagud” kender vi fra en pragtfuld ryttergrav som BJ 832, hvor broderiet er lavet i den såkaldte nedlagte syning i guldtråd, med sølvpossament og indlagte bjergkrystaller- det er glitter og glimmer på et højt håndværkteknisk plan. Men hvor har det siddet? er det en del af dragten? Eller måske hesteudstyret? Begge de grave hvor ” Hjort som kigger bagud”- broderier har været fundet, har været ryttergrave.

 

Heldigvis for os, var H. Stolpe ( eller hans assistent) en fantastisk tegner og det er tydeligt, at den lille hjort må have befundet sig midt på kroppen- desværre er skelettet ikke bevaret, så vi må kigge på de ringspænder og stopper som ligger ved siden af, og ud fra disse forsigtigt gætte, at broderiet har været båret mit på brystet.  Den er desuden en del af et “sæt”, da der er fundet en bid af et  lignede broderi, som også kunne være en hjort, den har tilsyneladende ligget nedenunder den første- mere om det senere.

Grav 735 er en berømt dobbeltgrav og rytterrgrav, men det som er interessant her, er at der sørme også er et fund af “Hjort som kigger bagud”. Her er broderiet dog lavet i silketråd, men der er sølv omkring motivet. Her er ligeledes tale om et ” dobbetmotiv” dvs to identiske hjorte, men herfra bliver det spændende! Da samlingen blev dokumenteret havde man kun mod til at fotografere det sarte stof fra én side, men man vare mere dristig i 1938, da Agnes Geijer havde fat i fragtmentet, og vendte det om- Der er nemlig tale om en lille “pose” broderet på begge sider med identiske hjorte!

Den anden side kan nu kun beses på tavle 36 i Geijers bog..Den er kantet på tre sider med sølvtråd i nedlagt syning. Der er som i grav BJ832 også indlagt bjergkrystaller.

Hvad er dog dette? en pengekat fra vikingetiden? en pung til særlige genstande? man kommer til at tænke på de baltiske hængesmykker ” Kaptogaer” som indeholdt hellige genstande. Nogle af dem har faktisk motiver vi genkender fra vikingetiden med heste og ..tada: hjort som kigger bagud!

I Grav BJ 735 ligger den lille ” pengekat” eller havd det nu er ved siden af sværdet, næsten ved hoften- men da den grav er meget forstyrret, ville jeg ikke turde lægge hovedet på blokken og gætte på, hvor den mon har været båret.

Hvad så med vores lille fine broderi fra BJ838? hvad er så det? Det er kun beskrevet som tekstil, så det er ikke i metaltråd- om det er uld eller silke? tja…who knows?  Det er heller ikke beskrevet som siddende fast på noget, jeg kan ikke finde det på tegningen og hvad værre er: DER ER INTET BILLEDE! Sådan noget driver en god arkæolog til vanvid, for kan der være tale om, at en genstand er fejlplaceret? er det i virkeligheden et andet fund som er blevet lagt ned i skuffen? Hvis det er fundet sammen med BJ838, er det den første rene kvindegrav, hvor jeg er stødt på det og det ville jo være fantastisk.

Under alle omstændigheder bliver jeg nu tvunget til at skrive til Historiska Museum- hvem ved, måske har vi fundet vikingetidens første pengekat?

Kvindedragten i Birka- Inga Häggs arbejde

Viking womens dress in Birka- A recontruction by Archaeological Methods af Inga Hägg

Grav BJ 838

Denne artikel er en videreudvikling af det store arbejde Agnes Geijer lavede i 1938 og det er til den dag i dag den undersøgelse meget af vores viden om kvindedragten i Birka bygger på.

Inga Häggs undersøgelser adskiller sig fra Agnes Geijers ved, at hvor Geijer var meget interesseret i selve væveteknikken og derved udelukkede beskæftigede sig med de fund som repræsenterede det ypperste både i vævning og bevaringstilstand, har Hägg kastet sig over de 4000 fragmenter som ikke var blevet undersøgt. Det er værd at skrive sig bag øret, at før det var tekstiler ikke noget som nødvendigvis pådrog sig den store opmærksomhed hos arkæologerne- Hägg beklager med rette, at mange af tekstilfundene slet ikke er tegnet med på udgravningstegningerne og i mange tilfælde behandlet temmelig skødesløst- i flere tilfælde fjernet for at blotlægge mere interessante fund af metal….

Derfor stod hun overfor en kæmpe opgave: både at finde frem til hvor i graven tekstilet er fundet og hvordan: ligger det over eller under spændet? Er det foldet? Kan det have bevæget sig meget eller lidt, alt afhængig af hvordan liget henfalder?

Stumper og stykker

Ofte er det bitte små fragmenter hun har med at gøre, men som hun påpeger, er det ikke nødvendigvis mængden af stof som er afgørende i en rekonstruktion, men hvordan de er placeret i forhold til hinanden. -Her konkluderer hun- hvad der for mange kan virke som logik for perlehøns- at det er vigtigt at kende tekstilernes placering i forhold til kroppen. Naturligvis kan man tænke, men har man kun de små rester som sidder fastrustet i et skålspænde, så bliver det straks mere kompliceret. Den metode hun bruger, er det vi kalder Tekstil Stratigrafi- på billedet er de forskellige lag vist- men ikke hvor meget, eller lidt hvert stykke tekstil udgør. Så vi kan ikke sige noget om dragtens længde, ærmer ect. Vi kan derfor ikke skelne mellem en selekjole, et forklæde, en strop eller jakke. På bagsiden af skålspænderne kan man her se hvor lidt materiale der egentlig har været at arbejde med.

Lag på Lag

Jeg vil i den kommende stykke tid gennemgå hendes fund eksempler et for et med tilhørende rekonstruktionstegninger. På den måde håber jeg at kunne vise HVOR mange måder man kan tolke et fund på og hvor langt man kan komme, hvis man sammenligner Häggs arbejde med H.Stolpes tegninger fra det 19 årh. Birkaudgravninger.

Grav BJ 838 er et rigtigt godt eksempel på hvordan tekstilstratigrafien giver mange og samtidige få svar:

Der er fundet hele forskellige typer tekstil i graven- eller rettere 5, da det ene er pelsværk!

 

1: ”tapestry”- et billedtæppe eller på anden måde gobelinvævet klæde- det er lidt svært at vide, hvad der menes, da der ikke er billeder af fundet.

2. silke ( samitum) forbundet til pelsværk
3. uld- kipervævet
4. krystalkipervævet uld
5.  hør-lærredsvævet

Det vi kan se er at nogle af disse materialer befinder sig både over OG under den afdøde, noget ligger over skålspænderne også og må altså være svøbt om hele kroppen. Det tætte gobelinvævede klæde ligger både som det øverste og det nederste lag- ergo må det være svøbt om kroppen som en art ligklæde. Så følger endnu en dragtdel: en kappe/jakke med pels på ydersiden, kantet med samitumsilke og måske tilmed på forsiden foret med silke! Kappen/jakken har tilsyneladende pelsen syet fast på en uld del- vi finder nemlig den omvendte rækkefølge – uld, så pels på undersiden af kroppen. Noget som nu er ret uforståeligt, er lagene lige umiddelbart efter skålspænderne: der finder vi et lag krystalkipervævet stof, som dog kun ses i den nederste den af skålspænderne og lige under det, et lag hørklæde.

Nøgen i graven?

MEN det dukker ikke op igen under personen? Er dette den klassiske særk+ selekjole? I så tilfælde må det blot være lagt ovenpå den afdøde, i stedet for at iføre den døde krop hele klædningen? Dette er helt sikkert muligt, da det kan være forbundet med en del vanskeligheder, at give en død person tøj på- måske derfor har man valgt at svøbe den afdøde i både den fine pelskappe og et billedtæppe.

Tegninger vs. fund

Ser man på H. Stolpes udgravningstegning er der andre detaljer, som springer i øjnene. Kvinden i graven har en halskæde på, der dog i fundkataloget er fotograferet som siddende mellem skålspænderne. Men tegningen viser tydeligt at sådan er den ikke fundet. Der er ganske rigtigt boret to små huller i skålspændernes nedre del, hvori der sidder to små ringe, men Perlerne sidder IKKE i dem.

Hvad sidder der så? Måske den kniv og den saks som er fundet på hhv. hendes højre og venstre side. De kan sagtens havde været fæstet i en snor af læder eller tekstil.

På brystet sidder et spænde af sølv- et bogspænde lavet om til et smykke, og yderligere et lille rundt forgyldt spænde. Hägg påpeger, at noget af tekstilet har et aftryk svarende til disse spænder- ergo har de ligget ovenpå hørkjolen og har måske- måske ikke, været brugt til at lukke kappen.

Et mysterium bliver tilbage: På Hermann Stolpes tegning kan man se, at der ovenfor perlerne, der hvor vi må forstille os hovedet være, der er tegnet noget som når man har lært tegnerens signatur at kende, meget ligner et brikbånd. Hvad er det? Det er ikke nævnt i fundlisten? Er det kanten af det ”tapestry” hun er begravet med? En væveæg? Eller rent faktisk et brikvævet bånd.

Svaret fortaber sig i det uvisse.

Kvindedragten i vikingetiden- lidt forskningshistorie og tre eksempler. The womens dress in the viking age- some reseach history and 3 exampels

Når dragten fascinerer os så meget, er detfor den bæres direkte på kroppen, den er som et andet lag hud- ikke kun funktionelt men også identitetsskabende. Med dragten bliver de forhistoriske mennesker virkelige, ikke kun et skellet eller tågede skikkelser.

Men dragter findes meget sjældent i hel tilstand og at rekonstruere dem er ofte en næsten umulig opgave. Den glimrende artikel ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” af Hana Lukesová fra Bergen Universitet er et utroligt godt eksempel hvorfor. Hun har set på tekstiler udgravet så tidligt som i slutningen af 1800tallet og første halvdel af 1900tallet- dvs at hun har begrænsede muligheder for at få information om hvordan udstyret lå i gravene- alligevel har hun været  i stand til at få bemærkelsesværdige resultater. Dette indlæg er beseret på disse- jeg har oversat dele til engelsk, da artiklen kun findes på Norsk.

This post is about textile research and contains 3 examples on Norwegian female costumes from the Viking age. It is based on the Norwegian artikle ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” by  Hana Lukesová from the university of Bergen. She has studied some graves excavated as early as early as 1880-1930. So she had only limited possibilities of knowing how the objects was placed in the graves. Still she has made some remarkable observations. I have translated this post, since the article is only in Norwegian..

De fund hun arbejder med, er alle tekstilrester rustet fast til skålspænder og kappespænder. Dette er ikke noget nyt, det er faktisk den normale situation. Det er også derfor at den viden vi har om kvindedragten næsten udelukkende handler om overdelen, nærmere bestemt området ved bryst og skulder. Resten er gætværk. Og derfor har kvindedragten skiftet udseende mange gange også selv om fundende er uændrede.

I 1938 studerer Agnes Geirjer tekstilfundende fra Birka ( udgravet af Hjalmer Stolpe i årene 1873-1895- altså mere end 40 år tidligere..) og hun bemærker lagrækkefølgen med en dragt inderst og en kjole med stropper ( stropperne ses tydeligt på indersiden af skålspænderne) yderst. Hun tolker den dog som to åbne, løse paneler:

The textile she is studying is small fragments rusted unto the surface of metal objects, in this case the oval brooches and the brooches for a possible cape. This is a very common find situation and due to this, most of our knowledge about the female costume is limited to the area around the breast and shoulders. The rest is pure guesswork. And that is why the ideas about the female dress has changed a lot, even though the finds remain the same. In 1938 Agnes Geirjer studied the Birka material excavated by Hjalmer Stople between 1873-1895. The notices the layers with one dress close to the body and another dress with straps (still in place in the oval brooches) upon it. Se interpreted it as two loose panels, not a closed dress.

I 1970erne og 80erne forsatte Inga Hägg dette studie af Birkafundende. Hun bed mærke i tekstilstratigrafien ( at de forskellige dragter lå i tydelige lag) og at man derigennem kunne identificere særk, selekjole, kappe/jakke. Hun mener at kjolen er lukket og at der i mange tilfælde også er tale om et lag mellem den inderste særk og selekjolen- måske en tunika? Hun bemærker også at den inderste plisserede særk lades til at være et 10 årh. fænomen.

In the 1970-80 Inga Hägg continues the study of the Birka material. She too notices the stratigraphically placed  layers  in the oval brooches and identify an additional piece of costume: a tunic between the særk and apron dress. She however believes that the apron dress is closed in the sides. And that the pleated inner dress is late phenomenon belonging to the 10 cent.

Flemming Bau studerer materialet i 1982, men føjer også billeder af figurer og billeder  fra sten og billedtæpper til sit materiale. Han tolker de mange par af stropper til at være forskellige brug af kapper, forklæder og en åben selekjole

Flemming Bau studies the material in 1982, but to his study he adds figurines and pictures from stones and tapestries. He believes stat the many straps might be evidence of a trail, additional apron and an open dress.

Fundet af Køstrupkjolen og en kjole fra Pskov i Nordvest Rusland viser dog, at kjoler som er helt lukkede fortil, også er udbredte. Der er alt stoffet mellem skålspænderne bevaret. Men det ene udelukker ikke det andet.

The find of the dress from Køstrup and Pskov in north vest Russia shows that apron dresses closed in front was in use- all the textile between the two oval brooches are preserved. But one model does not exclude the existence of the other.

Hana Lukesová undersøger 3 grave: Hyrt, Veka og Hopperstad. Som textilkonservator er hendes arbejde utroligt detaljeret, hun kigger ikke kun på selve tekstilet men bruger også viden om hvordan pletter og folder dannes efterhånden som kroppen forrådner. Hun konstaterer at man ikke nødvendigvis kan bruge den aktuelle fundsituation til at drage sikre konklusioner om hvordan dragten har været sat sammen. Stof er meget blødt og bøjeligt og kan lægge sig over under spænder efterhånden som kroppen falder sammen. Hun bemærker også, at man for at få dragten til at sidde på den afdøde, har måtte placere dele af dragten på en måde,som den nok ikke ville været båret mens ejeren var i live.

Hana Lukesová studies 3 graves from Norway. Hyrt, Veka og Hopperstad. As a textile specialist, her work is extremely detailed: se does not only have knowledge about the textile itself but also who the decay of the body affects the textile forming spots and folds. She concludes that you cannot necessarily conclude how the costume was worn based on the situation drawing, since the soft fabric moves around a lot when the body collapses. And sometimes the costume is placed on the dead in a manner that it would never have been carried while the owner was alive.

Den første grav Hyrt indeholder som de øvrige andre 2 grave to skålspænder af type R652 ( meget udbredt type i det meste af Skandinavien og baltikum) og et ovalt spænde til en kappe. Som den eneste er der fundet en vegetabilsk stofrest: blå lærredsvævet hør(1). Ovenpå den ligger en 2/2 kiper uld- en mulig uldsærk.(2) Rester af selekjolen mangler men der er stopper til den, så hun går ud fra at den findes. Ovenpå spænderne ligger der en fin 2/2 Krystalkiper uld(4) hvis vævekant er fæstet i det ovale spænde (3). I spænde 2 sidder der en snor-en mulig snor til perler?

The first grave Hyrt contains as the other two a pair of oval brooches ( R652- a very common type in Scandinavia ant the Baltics) and a smaller brooch for a cape. As the only grave there are remains of plantfibers: a blue plain/tabby weave, placed closets to the body, probably a saerk ( 1). Upon this lies a 2/2 wool twill- another dress.(2) There are no remains of the apron dress but the straps that indicate one, are there. Over the oval brooches lies a fine 2/2 diamond twill wool- a cape (4) The smaller brooch has its pin through its selvage. (3) in one of the oval brooches there is a string- perhaps for pearls?

Den anden grav, Veka indeholder ingen særk, med mindre et lille bitte brudstykke af lærredsvævet uld er rester af særken. Det sidder i toppen af spænde 1.(1) Tilgengæld er der fund af samitum silke( 2) Et bånd er syet på vævekanten(5) af  en 2/2 kiper uld og der er tilmed lavet en strop i silke til det lille kappespænde.(3) Under skålspænderne ligger der rester af en 2/2 diamantkiper- ret sikkert selekjole. Men nu bliver det tricky: Kappen er nemlig fundet under skålspænderne!.Hana tolker det som at kappen er blevet lagt om den døde og man derefter har “nålet” hele dragten sammen for at dels vise spænderne, dels holde det hele på plads.

The second grave, Veka has no saerk, except a small remain of a tabby weave on one of the oval brooches could be it.(1)But it has Samitum silk! A band of silk is sewn to the selvage of a 2/2 twill(2)(5)- probably a cape(4), and there is even a loop made in silk for the small brooch(3). In the low end of the oval brooches there is remains of a 2/2 diamond Twill- probably the apron dress. An interesting fact is, that the cape is under the oval brooches! Hana interprets this a he cape being placed on the dead body, and then all the garments have been pinned together to hold the costume in  place for the burial, not a way it would be worn while the owner was alive.

Den sidste grav Hoppestad gør sig selv bemærket med helt utroligt mange stropper- hele 5 par! Hvor mange der er til selekjole/forklæde/slæb er svært at sige, da der er bevaret ganske lidt andet tekstil. Det som er bevaret er to fragmenter, begge i krystalkiper.( 2+3). Der er ingen særk eller kappe bevaret ud over hvad som måtte høre til stropperne. Når Hana med stor sikkerhed kan sige, at de to krystalkiper fragmenter ikke er fra samme kjole, er det fordi at trenden ( de lange tråde som løber i væveretningen) løber hhv. vertikalt og horisontalt. Min egen fortolkning er, at her er tale om en selekjole med et forklæde men den står helt for egen regning.

The last grave is from Hopperstad and it only contains two oval brooches. They have an impressive amount of straps: 5 pairs! If some of those straps belongs to a cape/trail and an apron is hard to tell. There is no remains of a saerk. But there is two different remains of diamond twill(2+3). That there is indeed evidence for two different costumes and not two remains of the same dress, is due to the fact that Hana notice that the warp( the long threads running in the weaved direction)  runs in different directions: vertical and horizontal. My personal ( not hers) belief is that one of the remains is apron dress, the other an apron, not a full dress. But that is just my idea..

Artiklen er en virkeligt godt eksempel på, hvor langt man kan komme med lidt, hvis man er dygtig nok. men også et eksempel på, hvor meget gætværk der er inde over når vi skal rekonstruere dragter- vi ved stadig intet om længde og facon.

This article is a really good example on how a little goes a long way, when you are a skilled expert. But i allso shows who much is pure guesswork- we still know nothing about lenght and shape.

Man kan læse hele artiklen på norsk her:

if you can read Norwegian, you can read the article here.

fragmenter-av-kvinnedrakter_2

Flere Kilder- de nemme, de svære og de helt umulige. Birkaprojektet.

Inden vi kaster os over dragtdesign, vil jeg kort lige anmelde nogle andre steder man kan hente information-OG kort beskrive hvorfor det kan være så svært at få en arkæolog til at sige noget konkret om dragtens udseende.

Lad os tage et helt konkret eksempel: Birkagravene.

Birka er vel næsten sagnomspundet når det kommer til kilder til vikingetidens dragt, og Historia Museet- Sveriges Nationalmuseum- har lavet et fænomenalt arbejde i forhold til at digitalisere fundene. MEN at søge i en database kræver at man ved ret præcist hvad man søger efter og er bekendt med den pågældende databasestruktur. Men med Birkaprojektet er man så godt hjulpet, som det er menneskeligt muligt.

Jeg vil kort beskrive, hvordan jeg bruger de mange data- betragt dette som en guideline til en let måde at navigere mellem de uendeligt mange oplysninger. Et godt sted at starte er det visuelle: Her kan man finde billederne af alle de udgravningstegninger, som er blevet lavet i forbindelse med udgravningerne af Birka-feltet:

Tegninger af grave

Og hvordan bruger man sådan en tegning? Jo, det som er vigtigt at vide, er at tegningen kun er en tegning af én enkelt flade i udgravningen, dvs. at ligger der noget under den afdøde, er noget blevet gravet væk for at afdække graven, ja så vil man ikke kunne se det på denne tegning, da den kun viser én flade. Derfor kombinerer jeg tegningen med at søge på de enkelte grave- der er nemlig i mange tilfælde billeder af alle genstandende med museumsnummer ( det er det nummer, de bliver tildelt under selve udgravningen, som gør at man kan ikke alene finde dem igen i arkivet, men også i udgravningsrapporten se, hvor de er fundet henne i graven.

gravenes fund

Hvis jeg er helt utroligt heldig er den grav jeg er interesseret i, beskrevet i en af de tre Birkapublikationer. Og her er det, at det bliver svært..De er nemlig på tysk..Men der er andre kilder også på et mere tilgængeligt sprog(svensk) og under alle omstændigheder, er det utroligt flot at man har digitaliseret alle de skrifter. Find ordbogen frem og gå amok: Birka digitaliseret litteratur

Nu burde den hellige grav (Høhø) jo være velforvaret- men det er den ikke..fordi:

1. Mange undersøgelser er lavet mere en en menneskealder efter udgravningerne og der er desværre talrige eksempler på, at fund er blevet rodet sammen, har fået forkert nummer, er helt forsvundet.
2. Er det tekstil man kommer efter, skal man lige vide, at det blev såmænd ikke regnet for noget under de fleste udgravninger, og blev derfor hjerteløst spulet af, så man kunne komme ind til ” de rigtige oldsager”
3. Tekstil bevares dårligt- ofte er de rester vi har, rustet fast på genstande og på størrelse med et frimærke.

Et godt eksempel er de smukke brokadebrikbånd med sølv- og for mandsgravenes vedkommende også guld-tråd har efter alt at dømme næsten altid været syet fast på et stykke silke, som igen er syet fast på tøjet. Men da det var båndenes metal, som interesserede arkæologerne, så blev meget tekstil skrubbet af..

De to forskere som i sin tid foretog de mest omfattende undersøgelser af Birkatekstilerne, er Agnes Geijer og Inga Hägg- og deres undersøgelser er som sagt fortaget mellem 30 og 50 år efter at gravene blev gravet.

Er man god til tysk, er Agnes Geijers bog Birka III-die textilfunde, et must read. Dog er der væsentlige fejl i den, som dog skyldes at fund og fundnumre er blevet rodet sammen- men den tager vi senere:

Birka III- die textilfunde

Inga Hägg har skrevet om fundende både på svensk og engelsk:

“Viking Women’s Dress at Birka: A Reconstruction by Archaeological Methods.” I: Cloth and Clothingin Medieval Europe, edited by N. B. Harte and Kenneth G. Ponting. London: Heinemann Educational, 1983, 116–150.

“Mantel och Kjotel i Vikingetidans dragt: I Fornvännen 66/ 1971 side 141-153.

De her to artikler kan man faktisk nemt få fat i ved at bestille dem som kopier fra Stats biblioteket eller Det Kongelige Bibliotek- gør det! De er meget let læselige, og beskriver fint hvor lidt materiale en arkæolog har at gøre med og hvor meget vi skal kunne få ud af det.

 

 

At lave en dragt- jagten på kilder

Tidligere har jeg skrevet lidt om betydningen af klædedragt som en del af formidlingen, både som en del af ens egen oplevelse og gæstens.

Almindelige mennesker med helt almindelige jobs og dertilhørende fritid kommer nok aldrig til at kunne indfri deres drømme om at have en dragt som er en rekonstruktion- dertil har de færreste den håndværksmæssige erfaring, råmaterialer og tiden. Men mindre kan også gøre det.

Kriterier, kilder og inspiration

Da stof er virkeligt dyrt, og tid kostbar er min påstand at man gør sig selv den tjeneste at gøre sit forarbejde virkeligt grundigt. Den sværeste øvelse er at lægge sin moderne æstetik fra sig, så selvom det virker vildt fristende, vil jeg anbefale at UNDGÅ billedsøgninger og fora som f.esk Pinterest. Ja, man kan hente meget inspiration der, men der er ofte meget få kilder på de dragter, så man ender nemt med at få en dragt som er mere Ringenes Herre end den er Danmarks Oltid. Men jeg kan sandelig godt forstå at man søger der, for hverken museerne eller arkæologerne gør det nemt. Det er nemlig sådan at de fleste tekstilrester vi finder fra fortiden, er så fragmenterede, at man skal ud i noget vildt gætværk, for at kunne komme på et bud på den samlede dragt. og hvis der er noget arkæologer hader, så er det at skulle gætte på noget, de ikke er særligt sikre på.

Så hvad gør man?

Hvis man vil have en dragt som er så tæt på vikingetidens dragts som muligt, så skal man til bøgerne. Nationalmuseet har faktisk også en god hjemmeside hvor man kan starte:

Nationalmuseets side

Så er der skrevet gode og lettilgængelige artikler på dansk:

uld, silke og farver

Seler og slæb i vikingetiden: Flemming Bau, KUML 1981

Dette kandidatspeciale er nærmest en klassiker: vikinger i uld og guld

og på Norsk: fragtmenter af kvindedragter– denne artikel forklarer virkeligt godt de udfordringer som er, når man skal læse gravfund. den forklarer også tydeligt fænomenet ” Textil-strategrafi” så man rent faktisk fatter det.

Dette er et fantastisk projekt fra Island: kvinden i blå

Er man allerede kendt med at læse arkæologiske fund, så er Birkagravene en kilde uden lige- på denne database findes de på svensk. Hvilket er rart, da de ellers kun er publiceret på tysk…Gravfeltet på Birka

Det her er et godt sted at starte med arkæologien- så findes der en række meget dygtige “amatører” som har lavet et yderst grundigt forarbejde langt ud over det almindelige hobbyplan- Hildes Thunem kan anbefales:Hildes hjemmeside

 

I næst uge vil jeg komme med et eksempel på hvordan jeg selv laver en dragt- med alle overvejelser, fejl og mangler

 

Klæder skaber folk

Som tidligere nævnt, er den levende formidling defineret ved at man er ansigt til ansigt med formidleren. Dette giver nogle ubetingede fordele, idet man kan stille spontane spørgsmål, man kan demonstrere noget for at understrege sin pointe, man kan tilføje et helt lag af takstil interaktion.

Derfor betyder påklædningen også en del.

For det afhænger af, hvilken en historie man skal fortælle, hvilken viden man vil gengive, hvilken oplevelse, man vil give beskueren. Jeg har i mit arbejde i mange år brugt dragter i formidlingen- nogle gange har deltagere blevet iført dem, andre gange har jeg selv trukket i “arbejdstøjet”. Det som er så fantastik ved tøj, er at det næsten øjeblikkeligt giver bæreren en fornemmelse af, at nu skifter scenarioet. Ment på den måde, at der ikke alene er en anden fysisk bevidsthed, men også mental.

Når man ifører sig en dragt, ifører man sig også en betydning, en rolle. Og det er ligefra kattekostymet til fastelavn, til en grundigt udført historisk rekonstruktion. Der er også en kæmpe forskel fra at se Egtvedpigens tøj i egekisten, til at se et levende menneske gå rundt i den fremmedartede dragt. Tøjet giver adgang til en  “Tavs Viden”- noget som ikke kan intellektuelt  forklares, men skal opleves.

Hvornår er dragten vigtig- og hvornår er den ikke?

Når jeg har et arrangement med levende formidling som handler om- lad os sige vikingetid- kan det være i form af et foredrag, en rundvisning, et forsøg med et håndværk, en demonstration af et redskab ect. Nogle gange er deltagerne beskuere, andre gange er de meget fysisk involveret. Når jeg skal vælge, hvorvidt jeg skal tage en dragt på,  og i så fald hvilken, og om deltagere skal have dragt på, så stiller jeg mig selv en række spørgsmål:

1. er dragten relevant for beskueren/deltagerens oplevelse?
2. hvilken en viden er knyttet til dragten?
3. hvordan påvirker dragten min formidling og gæstens oplevelse?

Ad 1: Dragten skal være relevant i formidlingsøjemed- at lære at bruge et vippelad er en svær kunst, hvor ens krop i forvejen er på overarbejde. Her biddrager dragten ikke til forståelsen for et håndværk eller for den viden som er knyttet til de fund vi har. Sagt på en anden måde: Dragten skal have en funktion i forhold til oplevelsen, den skal understøtte den. Så man kan sagtens formidle et håndværk i en workshop sammen med deltagerne uden at nogen af dem er i andet end praktisk arbejdstøj

ad 2: Hvorfor denne dragt? Tager man en dragt på eller beder man gæster ifører sig den, kan det være nødvendigt at kende baggrundshistorien. Er den baseret på et fund? hvorfra ved vi om det er mande-eller kvindetøj? alder? farver? materialer? Dette er yderst vigtigt, hvis tøjet er centralt for oplevelsen. Til gengæld kan én enkel dragt bruges til at fortælle om et væld af viden: Væveteknik, bevaringsforhold, farver, mode, kropslighed, fåreracer…..

ad 3. Når man ifører sig sin dragt eller beder andre ifører sig den, er det ofte med ønsket om en transformation: man skal føle sig udenfor ens nutidige dagligdag. Det er noget som tøj gør allerbedst! Man har mulighed for eksperimenterer med en anden virkelighed, man kan næsten blive en anden person. OG derfor skal man være varsom med dragter, for de “fylder” meget. De kan fjerne fokus på det, man vil fortælle ( “ej, hvor ser vi fjollede ud”) De kan være grænseoverskridende for nogle at iføre sig, det kan være svært at arbejde i dem, hvis man ikke er vant til det. Men det kan også give denne kropslige “aha-oplevelse, som er så svær at skabe.

Rekonstruktion, kopi og…

I de kommende uger vil jeg fordybe mig i arkæologien og prøve at redegøre for den pinagtigt vanskelige proces det er at fremmane en klædedragt for fortiden. Det er de færreste dragter- selv dem på museerne- som er rekonstruktioner, da det kræver at man har genskabt dragten med materialer og redskaber så tæt på forhistorien, som overhovedet muligt. Alt andet vil aldrig være en rekonstruktion.

En kopi ligger under for de samme regler- så i bedste fald vil jeg kalde det en dygtig håndværker kan med maskinfremstillede tekstiler, plantefarver og moderne nåle, for en ” fortolket model”.  Og med mindre man har så velbevarede fund, at dragten er næsten intakt, vil alle ligge under for mere eller mindre fortolkning.

Men i den kommende tid vil jeg kaste mig over nogle kendte- og knap så kendte- gravfund og vise hvorfor, det er så svært at fremmane en dragt fra stumper og stykker.

Indtil dag kan man nyde den fine film om Hammerumpigens dragt:

rekonstruktion af en jernalderdragt

 

 

“Hvordan bliver man viking?”

I forlængelse af mit allerførste spæde lille indlæg, kom jeg til at tænke på en type mail jeg i mit erhverv får ret tit. Den er send fra nysgerrige familier, unge mennesker, ældre mennesker, par og enlige, som alle godt kunne tænke sig at blive en del af den store årlige Vikingebegivenhed-“Moesgård Vikingetræf”.

Spørgsmålet afspejler ret godt hvilket generelt indtryk og viden der egentlig er omkring den periode af forhistorien, vi kalder vikingetiden. Den er voldsomt præget af at vi hele tiden bruger ordet ” Vikinger” som om vi taler om en etnisk lukket gruppe og kultur, som er så defineret, at det er en rolle man kan påtager sig- som elver eller ork ( dette er ikke ment som en kritik mod rollespil, som jeg elsker, eller mod folk som dyrker vikingelivet).

Desværre er det ikke helt så nemt: mange hurtigt erfarer at det at være ” Viking” er mindst ligeså regelfyldt som at dyrke LARP( LiveActionRolePlaying). Her vil jeg gerne skrive lidt om de problematikker, men også muligheder der er for dem, som skriver og gerne vil være viking.

Lad os starte med de dårlige nyheder: Der findes ikke noget som hedder vikinger. Og det er faktisk til debat om vi overhovedet kan kalde en periode vikingetid.

Vikingerne og vikingetiden var et stærkt symbol som blev skabt i 1873 af  Arkæologen J.C Worsaae- så stærkt, at vi i dag genfinder det i alt fra pålægspakker til roligans udklædning. Men den Viking har aldrig eksisteret.  Han er et produkt af en politisk historiefortælling, som i dag er blevet en grundpille i vores selvforståelse. Folk i norden kalde sig selv mange ting- men viking var ikke en del af dem.

Med Frølichs billeder til Nordisk studentermøde i 1845, får vi ansigter på vikingerne: Djærve bondesønner med langt skæg, iklædt simple klæder og skin- den viking vi i dag ser for os, når vi skal forstille os dem- og det er dem vi ser i nutidige tv-serier, film, og langt hen af vejen også på vores vikingemarkeder. Det som er rigtigt vigtigt at ide, er hvorfor Vikingerne blev til. De var en reaktion på en række sviende nederlag, Danmark havde lidt- først ved at miste Norge under Kalmar unionen, senere ved Dybøl i 1864. man havde kort og godt behov for at stive sig af med noget. Prøv at læse Worsaaes egen beskrivelse- den får ikke får lidt:

“Vi finde vel vore Forfædre hengivene til et grumt og vildt Hedenskab, men alligevel kunne vi dog ikke nægte dem vor beundring. Deres Kjærlighed til Hjemmet og Friheden, deres Trofasthed og Tapperhed, som endog satte Europas mægtigste Stater i Skræk, vare Vidner om en Sjælsadel og Kraft, der i vore Dage tilfulde fortjente at efterlignes.”(  Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie, fra 1843.)

I Den frankiske præst Dudos normannerkrønnie, spørges vikingerne: Hvad kaldes jeres Herre? Og de svarer ” Intet, for vi er alle lige”. Dette var et citat, som blev fremhævet gentagende gange i skolernes historiebøger og ikke mindst med grundloven af 1849 og en større udbredelse af stemmeretten.- det stemmer bare ikke særligt godt overens med det vi som arkæologer kan finde. Slægten har altafgørende betydning i vikingetiden og da hovedparten af vikingerne var bønder, nogle sågar trælle, var ens muligheder i livet stærkt bundet til slægten. Gravene, boligerne og sundhedstilstanden taler om et stærkt opdelt samfund, men det var ikke det billede man havde lyst til at vis og selv i dag, kæmper vi med klicherne omkring den kæmpende viking og frigjorte vikingekvinde. Læg mærke til næste gang i skal se en vikingeudstilling: hvor mange våben, hvor mange skatte udstilles der? Selv skibene er først og fremmest udstillet til at virke imponerede, ja næsten skræmmende, selv om langt de fleste af dem var helt almindelige handels og transportfartøjer.

Det virker alt sammen ret uskyldigt: at ville se sine forfædre i et positivt lys. Sådan ville de jo sikkert også gerne se sig selv. Men fortiden er også en elastisk størrelse: den kan formes og placeres i den form vi nu ønsker.

På Museerne er vores fornemmeste opgave at gøre vores viden tilgængelige, og for at ramme bredt og lad os være ærlige holde interessen (konkurrencen ) i en tid hvor det aldrig har været nemmere at finde information, har fortællingens magt fået en stor plads. Fokusset er på ” den gode historie” , men som tidligere tider har vist, er den gode historie aldrig neutral og uden politiks agenda.  Læg mærke til museernes plakater for udstillinger om vikingetiden- det er en ikonografi vi kender fra tidligere.

I en tid med en voldsom mængde af information, kan det være svært at være kildekritisk, svært at finde tid og rum til refleksion. Det betyder at museerne ikke alene skal fortælle hvad vi ved, men også hvorfor og hvordan vi ved det og hvorfor vi tolker, som vi tolker. Det gør et museumsbesøg til en krævende oplevelse for gæsterne og til næsten uløselig udfordring for fagpersonale og designere.

Vores faglighed er noget vi aldrig må give køb på, men det kan være fristende at forsimple, forskønne og fortrænge, når man vil have en pointe igennem. En ting som er vigtig at understrege, er at vores viden hele tiden er under udvikling, at arkæologi bygger på indicier såvel som beviser og man kan derfor ikke tale en objektiv sandhed, den vil altid være en konstruktion.

Den gode side af at genopleve fortiden

For mig er det positivt at se alle deltagerne til vikingetræffet aktivt søge at øge deres viden om vikingetiden, at dygtiggøre sig i deres håndværk og deres entusiasme omkring at dele deres erfaringer. De er på sin vis et drømme publikum, som er nysgerrige, kritiske og aktiv bruger den viden museerne giver dem. Men man skal ikke tage fejl- Den måde vi vælger at genopleve fortiden er aldrig apolitisk. Når man ønsker at genskabe og genopleve fortiden er det for det første en ”filtreret oplevelse” – vi ser jo ingen trælle på vikingemarkederne, vi slår ikke vores koner og børn eller ofre heste, eller voldtager slaver. De fleste folk som deltager i vikingemiljøet gør det fordi det giver dem en følelse af fællesskab, af forståelse, i mange tilfælde en a-ha oplevelse som bøger og udstillinger ikke har leveret, og en forbindelse til fortiden.

Intet af dette er der noget galt i- men en gang imellem dukker der interessante spørgsmål op, som f.esk: Kan min koreanske kæreste også være viking?

Og her rammer vi hovedet på sømmet- for i det sekund at du bruger din kulturarv til at ekskludere andre og give dig selv særlige rettigheder, har vi truffet en ideologisk og politiks beslutning. Mange gange har jeg taget mig selv i at sige ved en rundvisning, ” ja, i vikingetiden var VI jo mest af alt bønder”….Men når der er et ”Vi” er der også et ” de andre” og når vi taler om fortiden – især en fortid som ligger 1000 år tilbage er det meningsløst at tale om et ”Vi”. Det antyder nemlig at der er en ubrudt kontinuerlig kulturel sammenhæng mellem de mennesker som lever i Danmark nu ( vel at mærke de hvide, som kan bevise et vist antal generationers ophold i landet) og dem som levede der for 1000 år siden. Men sådan hænger kultur og arv ikke sammen.

Plus hvad dækker det ”Vi” over? Det nuværende politisk geografiske Danmark er på ingen måder identisk med vikingetidens- og var det i øvrigt kun danskere som var vikinger? Så et Vi bliver her ekskluderende og det er jo lidt i modstrid med hele konceptet.

Men jeg kan godt forstå at man kommer til at sige ”Vi”, det er jo meget oppe i tiden at der findes en særlig danskhed, som helt unikt tilmed er genetisk bestemt, så man simpelthen fødes særligt dansk og der findes en helt rigtigt måde at være dansk på- Det har bla. noget at gøre med hvad man skal kunne lide at spise, hvor mange børn man må få og hvilket tøj man går i. Så skal man også synes at H.C Andersen er god ect- der er mange regler.

Alt i alt må vi konstatere, at vi ikke kan kontrollere hvad folk bruger fortiden til eller hvordan de vælger at se på den, men vi kan klæde de personer som bruger fortiden aktivt i deres fritid godt på. Vores levende formidlere er vores ambassadører og det er derfor vigtigt at vi tager dem alvorligt og giver dem mulighed for at være reflekterede- ikke bare i forhold til hvad de formidler, men også hvorfor de gør det. Deres motiver og oplevelser vil altid være meget personlige, men det er også styrken.

De moderne levende vikinger er i min optik t vigtigt redskab til at nå et publikum vi ellers har svært ved at fange, men vi skal være klar over at vi altid servere en yderst redigeret version af fortiden. Kan man gøre det til en styrke, frem for et problem, har vi skabt et spændende dynamisk forum, hvor vi kan vende og dreje spørgsmålet om retten til at skrive vores fælles historie.