Gåden om Odin afsnit 1. sæson 1.

”Historiker Cecilie Nielsen tager på en jagt ind i en mørk og dyster fortid – Odins fortid. For måske spiller den gamle gud en langt større rolle for Danmarks begyndelse, end vi før har troet”

Jeg er kæmpe fan af arkæologi tv, så nu har jeg taget mig sammen til at se DRs nye vikingedokumentar ”Gåden om Odin”.

Jeg vil prøve at anmelde så fair som muligt, undgå at kommentere på animation jeg synes ser lidt billigt ud og lige lovligt meget spændingskurve de lidt forkerte steder. Eller irritation over, at den historisk vidende vært skal forestille at blive totalt overrasket over, at man ofrede mennesker i vikingetiden, men i stedet holde mig til de spændende spørgsmål, serien stiller.

Jeg tager et afsnit af gangen, dels for at kunne gå i dybden, dels for ikke at spoile.

Synes du, det er rigtigt træls, er du rygende uenig i mine tolkninger og har lyst til at smide ”viden er fandme ikke et synspunkt” lige i fjæset på mig, så læs noget andet og husk, at rigtigt meget videnskab handler om fortolkning, hvilket faktisk lidt kan minde meget om synspunkter..

Er du stadig med, så går vi i gang

”Gåden om Odin”- men hvad er en gåde?

Gåder er ifølge vores ordbog over det danske sprog

1. Spørgsmål formet som drilsk, absurd og tilsyneladende usandsynlig fremstilling, fx af noget i dagligdagen, som ikke nævnes, men som skal gættes: Hvis ikke Vibranium kan frelse verden, Wa-kan-da?
2. Forhold man ikke kan forstå eller komme til klarhed over: Det er mig en gåde, hvorfor ingen her i den her familie kan finde ud af at hænge de våde håndklæder op.

Vi lægger dog ikke fra land med en decideret gåde, men et spørgsmål:

” ER det (egentlig) Jesus vi SER på Jellingestenen?”

Det er altid vigtigt at passe på, at man ikke tager noget for givet – det er sådan videnskab fungerer. At man stiller spørgsmål til etablerede sandheder, udfordrer konsensus og er nysgerrige.

Serien lægger ud med at konfrontere os med den etablerede fortælling, som ret pålidelige medier som danmarkshistorien.dk og Nationalmuseet står for:

“Omkring år 965 rejste kong Harald Blåtand den store runesten i Jelling. Stenen blev sat til minde om Haralds forældre, Gorm og Thyra. Stenens indskrift beretter samtidig om Haralds fortjenester. Han vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. På den ene side ses Kristus og på den anden et dyr omslynget af en slange. Kristusbilledet er Nordens ældste”. (Fra natmus.dk)

Men ER det egentlig Kristus? Eller bare noget, vi har aftalt at blive enige om at se?

Her bliver bliver sagt en meget vigtig ting af Adam bak og Søren sindbæk (nogle af de medvirkende eksperter): nemlig at mens historieforskningen altid står med de samme kilder, så er arkæologiens langt mere dynamiske – noget nyt dukker op, så billedet hele tiden potentielt ændrer sig – man kan aldrig vide sig sikker. Dermed ikke sagt, at ” nu skal man skrive historien om” for det er ikke sådan det foregår – fortidens handlinger er skete – de er irreversible. Det, man skal/kan skrive om, er vores opfattelse af dem. Og den – som skønhed- ligger i beskuerens øje. ”

Så er det muligt, at vi ser Kristus, fordi vi er blevet enige om at se Kristus? Og at vi skal til at revidere den holdning?

Her er ”Vi-et” centralt. For vi skal være utroligt påpasselige med at antage, at det, vi ser, er det samme som DE så. Sagt på en anden måde, så er spørgsmålet ikke: Ser VI Jesus på jellingestenen? Men snarere: Så DE (mennesker, der levede samtidig med at jellingestenen blev lavet) Jesus på stenen?

Så lad os se på sandsynligheden for det.

Jellingestenen er sat i den sidste halvdel af det 10 år, hvor kristendommen længe har været udbredt i Europa. Mange af de mennesker, vikingerne har mødt på togter, ved etablering af handelsbyer som f.eks. Dublin og kontakten med Europas herskende elite – har været ensbetydende med kontakt med kristendommen. Det er derfor ikke urimeligt, at man langt før rejsningen af jellingestenen har været klar over, hvad personen på korset – og selve korset – hentydede til.

De næsten identiske kors fra hhv. Birka grav Bj660 og den fynske landsby Trellerup kan vanskeligt tolkes som, at ejeren har været kristen eller i det mindste haft en kraftig mistanke om, hvad kristendom går ud på. Kristus ikonografien er på dette tidspunkt etableret, især i den øvre middelklasse og overklassen.

Det fine detektorfund fra Fyn. Eftersom det er fundet løst i jorden, kan vi ikke vide om det er en mand eller kvinde som har båret det

Hvorfor skulle Harald bevist havde valgt at tegne hhv Odin og Kristus?

Hvorfor skulle Harald bevidst havde valgt at tegne hhv. Odin og Kristus?

Jellingestenen benævnes ganske rigtigt som ”propaganda”, hvor man som sagt godt må smøre lidt tykt på, men propaganda er også rettet mod et publikum, og selv om man i kommunikationsbranchen så rigtigt påpeger, at modtager bestemmer budskabet, så har afsenderen ofte et meget specifikt formål.  Og det, man vil opnå, behøver ikke nødvendigvis være i overensstemmelse med ens egne inderste værdier. At Harald vandt sig hele Danmark og gjorde danerne kristne kan sagtens være ønsketænkning/selvopfyldende profetier/politisk spin – hvilket de deltagende forskere også gør opmærksom på. Og at Harald har alt at vinde, meget lidt at tabe ved at komme med den udtalelse. At skrive, at man ”gjorde danerne kristne” og kombinerer det med et billede af Kristus, er at matche billede og budskab noget, man lærer på første år som cand.com.

Men hvad så med modtageren?

I Udsendelsen bliver der sagt noget meget vigtigt:

”Er det ikke meget muligt, at når man har set den korsfæstede mand på jellingestenen, så har tænkt: Det er da Odin på Yggdrasil!”

Fordi fortællingen om Odin som ”ofrede sig selv til sig selv på det træ, hvis rødder ingen ved hvor render” er langt ældre og mere etableret i samfundet? Naturligvis er det muligt – det er endog ekstremt sandsynligt, at man blander etablerede og nye fortællinger sammen. Det er faktisk lidt sådan, kultur generelt fungerer.

Jesus- ..eller Odin ?

Et ”bevis” på, at man helt bevidst har tegnet Odin på en måde, som kun kan opfattes som Odin, er, at ansigtet har en form, som man tilskriver andre Odin figurer: et meget spidshaget ansigt med store runde øjne. Men her bevæger vi os ud på noget tyndere is:

1. For det første: De andre Odin figurer som vises kan godt være Odin. Eller alt muligt andet.
   
2. Ansigtet er karakteristisk – men også meget ikonografisk: det er altså sådan man tegnede mandeansigter i den periode. Og det kommer – som alt andet kultur – et sted fra. Det lille ansigt på pragtskjoldet fra Illerup Ådal er forløberen, og det er helt tydeligt et generisk ansigt med stærke referencer til de romerske kejserportrætter.
   
3. Vi har to andre ret sikre krucifikser (dem fra Birka og Fyn) med totalt identiske ansigter. Så… er de også Odin? Eller hva?

jeg synes det ene øje ser lidt mast ud- er det Odin?

I Spy with my Viking eye

At skulle aflæse symbolik kræver insider viden. Kender i den der fisk man nogle gange ser bag på en bil? Som helt ateistisk uvidende barn – antog jeg, at det måtte være et køretøj til en lystfisker familie. Stor var min overraskelse, da min far gjorde mig opmærksom på, at føreren af bilen var kristen!

Fisken er et ” hemmeligt” symbol på kristendommen, som var brugt i de første mange hundrede år af religionen, hvor mange kristen- af gode grunde- ønskede at sejle under radaren, men samtidig signalere til andre kristne, at vi er i samme båd (høhø).

Må Jesus holde hånden over din Honda Civic

Fisken er valgt fordi ordet for ”fisk” på oldgræsk er ”ichtys”, som kan bruges som anagram for den græske sætning

Iésous (Ἰησοῦς) Christos (Χριστός) Theou (Θεου) (h)Uios (Υἱός) Sótér (σωτήρ). Som oversat betyder ”Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser.”

Prøv lige at tænk over hvor meget viden man skal have for at lure, at fisken på den ældre Honda er et hemmeligt kristent symbol? Og den, som har klistret fisken på bilen, kan faktisk være helt uvidende om oprindelsen til brugen af fisken. Vedkommende ved bare, at brugen af denne bumper sticker siger ”Hej hej, jeg er også kristen” til alle de andre kristne.

Så her er tale om to meget vigtige fænomener:

1. Det, man ser, afhænger af, hvad den som kigger ved( jævnfør fisken på Hondaen)
   
2. Det er faktisk ekstremt muligt at se flere ting! Nogle symboler er ment til at skulle have en betydning til en uindviet- en anden til dem, som har indsigt ( ja, vi tager lige fisken op igen)

Så hvis du har nul ide om, hvem ham der Jesus var, er det meget sandsynligt, du vil se på jellingestenen og tænke ”Mand hænger i træ = Odin” (fordi det er den fortælling, du kender)

Det kan også være, at du kender både Odin og Jesus, og så tænker ”Well done Harald, jeg ser dit kommunikative Easter egg her og lurer den dobbelte metakommunikation, du har gang i ”

Man kan også være kristen og blive rørt til tårer over at Frelseren endelig er kommet til ens land.

Så afsnit 1. sæson 1 vil jeg summere op således:

Den som søger, vil finde.

Se dette afsnit for: Brudstykket af det dåseformede smykke fra Fyrkat

Cliffhanger til næste gang: Troede Harald blåland på Jesus eller Odin?

Flere Spørgsmål – hvornår kommer gåderne? Glæder mig til andet afsnit i aften

Se med her: https://www.dr.dk/drtv/episode/gaaden-om-odin_-manden-paa-stenen_370331

Fuglekvinden og Bjørnemanden

I 2017 blev der ved Hillesøy ( ved Kvaløya- en ø i fjorden ud for Tromsø, i det nordlige Norge) udgravet 2 bådgrave fra vikingetiden. Den ene tilhørte en kvinde på en 40-50 år begravet omkring 770-840. Skibet er et 8,5 meter langt klinkebygget skib, som ud over den afdøde og hendes genstande også viste sig at indeholde gravgaver, muligvis madvarer, men alt hvad der nu er tilbage, er knoglerne og de beholdere som har fungeret som opbevaring. Den anden bådgrav kan være lidt ældre og tilhører en mand i 40erne

Graven er utroligt velbevaret og undersøgelserne virkeligt grundige, så vi har mulighed for at få et detaljeret blik på en ældre ( 40 er ikke det nye 20 i vikingetiden, det er nok mere de nye 60) kvinde fra det øvre sociale lag i Norge i vikingetiden.

Livet på Kvaløyer:

I området er der fundet spor af en konstant beboelse med større gårde som strækker sig helt tilbage i jernalderen. Omkring 77 registrere gravfelter og 16 beboelser er kendt i området. De fleste har nok ernæret sig ved landbrug og fiskeri- et stabilt bondesamfund, hvis placering også har muliggjort langdistancehandel. Gravene indeholder knogler fra mælkeproducerende dyr som får, geder og kvæg, fugle fra nåleskov, hede/overdrev og kysten. Knogler fra store fisk som torsk og Helleflyndere viser, at man har sejlet ud på det åbne hav for at fiske.

Billeder fra Venstre mod højre: Rødnæb, Torsk; helleflynder, Skarv,Urfugl, Lunde og Jærpe

Gravene peger også på, at man har haft forbindelser til det store udland, samt stærk kontakt til de samiske kulturer.

De to forskellige både og grave peger dog på to meget forskellige liv:

Ang både: Både er en nødvendighed, når man bor på en ø, og de to bådgrave repræsenterer faktisk to forskellige typer: ud over kvindens klinkebyggede båd, tilhører den anden grav- mandes- en mindre type uden sejl og med en anden konstruktion? Muligvis en kravelopbygning ( billede) eller syet som  vi kender det fra hjortespringsbåden? I hvert fald ikke en båd til det åbne hav..

 

 

Bjørnemanden

Manden er omkring de 40, ukendt dødsårsag, men gravgaverne kan måske give os et hint: i graven har han et usædvanligt spyd, et sværd uden håndtag og en økse. En kam, en kniv og nogle perler fulgte også med. Det mest interessante er dog de 2×5 bjørnekløer som er fundet på hver side af den afdøde. Noget kunne tyde på, at manden har været svøbt i et bjørneskind ved begravelsen og dette passer godt overens med spyddet, som kan være et såkaldt bjørnespyd.

Billede: Nutidigt Bjørnespyd, Spyddet i graven

Om båden, spyddet og skindet er mandes egne anskaffelser eller de er handlet med en samisk elite, kan vi kun gætte om.  Er han en fornem stormand, udstyret med stærke kontakter og belønnet med et bjørneskind? Eller er det bygdens lokale bjørnejæger af samisk afstamning? Bjørnen er et dyr med vældige kræfter, og optræder hyppigt i vikingetidens kunst, og bjørnekløer (både den ægte vare og klo-formede vedhæng i bronze) blev brugt som smykker af de nordfinske og baltiske kvinder.

Billede, venstre mod højre: Torslundapladerne, Krystalvedhæng fra Obbekjær, Finske Hængesmykker formet som bjørnekløer og stolpe fra oseberg skibet.

Fuglekvinden:

Der er tale om en kvinde på omkring 164 cm – hvilket er over gennemsnitshøjde for kvinder på den tid. Hun er mellem 40 og 50 år gammel, har slidgigt i et niveau vi i dag kun ser på folk over 60 år. I hendes lårbensknogle ses ”harris lines”: det er linjer som ses i røntgen som fortættet hvid knoglemasse.

De opstår hvis man i barndommen og ungdommen har perioder, hvor ens vækst går i stå. Kvinden har altså gennem sit liv oplevet mulige traumer. Sult, sygdom, hårdt fysisk arbejde.

Hvad har hun spist?

Hendes tænder er virkeligt interessante, da de meget hærgede- faktisk ligner hendes tænder noget, som vi ellers kun finder hos folk som lever af kulsyreholdige sodavand? Hvordan kan det nu hænge sammen? Bæller man cola dag og nat i vikingetiden?

Billede:Kvindes kæbe og moderne “cola-tænder”

Nej, men meget tyder på, at den såkaldte ”sæter-økonomi”, vi kender fra middelalderens Norge, allerede fungerer i vikingetiden. En sæter økonomi betyder, at ens fokus er på græssende mælkeproducerende dyr. Mælken bruges så konserveret i form af valle/myse, surmælk og ost. Mælk er trods det dårlige rygte, det har fået i dag, et virkeligt smart fødemiddel med høj ernæringsværdi, og der er stort set intet spildprodukt. Madvarer som kød og kål kan nedlægges i surmælk/valle og således holde sig. Men en kost på tørfisk opblødt i valle, er hård ved bisserne. Kvindes knogler fortæller via isotopanalyse at hendes kost har haft bestået af en stor del af havlevende dyr, og hun har sågar sæl med i graven. Men surmælken og vallen har sat sig et andet spor: meget mørnede tænder.  Gede/fåreknogler, fugl, fisk og kvæg har fulgt hende i graven- sikkert rester af et måltid til den døde og afspejler sikkert hvad man har levet af: Fisk, mælk og kød.

Myseost= vikingeost?

Et sæterbrug har langt mere græsningsareal end kornmarker. Fuglene i hendes grav viser tegn på både det åbne landskab( urfugl) nåleskov ( Jærpe) og kyst( skarv og lunde) og kysten samt det åbne hav har givet fisk som torsk, helleflynder og rødnæb. Et Norsk liv og landskab, som vi den dag i dag, kan genfinde.

Dragten i døden:

Kvinde ligger på sin højre side, så efter døden kan hendes påklædning og udstyr have rykket sig en del. Hun har ikke færre end tre skålspænder, hvor den ene har været anvendt som et kappespænde midt på brystet. Indeni og ovenpå spænderne og på de to knive hun fik med i graven ( en alm kort kniv og en art krumkniv), sidder der fastrustede tekstilrester. Disse små fragmenter kan antyde dragtens opbygning, men meget lidt er bevaret og noget så dårligt, at man knap kan identificere det. I døden er kroppen også faldet sammen og har rykket sig, så det skal man have i mente, når man prøver at lure hvordan dragten har set ud.

I graven har hun været lagt på siden, med benene bøjet. På samtlige spænder og redskaber ses rester af birkebark, som tilsyneladende har været brugt som et dække af den afdøde. Under dette lag, ligger der et stykke tekstil- et muligt tæppe som et liglagen.

Inde i spænderne finder vi flere slags stof, som giver os et hint om en dragt: De to store skålspænder, som tydeligvis er et par  finder vi (ud over barken og tæppet på ydersiden af spænderne) tre slags stof. Et groft lærredsvævet stof viklet om nålen og nålehuset, et fint lærredsvævet stof som ligger under nål og nålehus og et fint kipervævet stof, som det ser ud til at nålen har været stukket igennem. I spænderne sidder også rester af nogle tykke snore, som muligvis har været brugt til ophæng af genstande? Knivene måske?

I det enlige skålspænde, som er af en ganske anden type end de andre, sidder der lidt rester af noget som kan være pelsværk og til den anden side en strop. Dette spænde har siddet mellem brystet og hagen, og min personlige tolkning er at den holder sammen på en kappe/slag/jakke som er kantet/pyntet med pels. Hårene er desværre for fragmenterede til at blive bestemt. Disse hårrester ses også på knivene og de andre spænder, så der er tale om et klædningsstykke, som omslutter kroppen.

Under hagen, ved spidsen af kravebenene ligger 3 perler. De ligger over alle spænderne, så de har nok ikke hængt mellem dem, men været båret som en halskæde. Hun har en ravperle, en fin blå perle af en type som normalt fremstilles omkring middelhavet og en stribet perle. Skålspænderne er alle af typer, som normalt er fundet i velhavende grave, sættet med de to tyndskallede spænder er faktisk en udbredt norsk type, som kun i to tilfælde ( Skåne og Birka) er fundet uden for Norge.

Så hvordan har hun været klædt?

Tekstilerne er ikke undersøgt for farver, så der må man være svar skyldig. Men dragten lades til at bestå af mindst 3 dele: en særk af fin lærredsvævet uld. Over den har hun haft en kjole i krystalkiper, som ikke har gået op til det tredje spænde under halsen- det er yderst nærliggende at tolke den som en selekjole, hvor skålspænderne har været stukket direkte igennem stoffet forneden og har et sæt stropper i et andet materiale, nemlig et groft lærredsvævet stof. Om halsen har hun haft en perlekæde med 3 perler i, og hængende fra skålspændesættet har hun haft sine knive og en kam af rensdyrtak.

Yderst har hun haft en kappe eller jakke, som er været lukket øverst på brystet, som har været enten foret eller kantet – måske sågar dækket af- pels. På den ene sidde sidder der rester af det samme grovere lærredsvæv, også i form af en strop viklet omkring nålen. Hvordan skal det tolkes? Det meste fine pelsværk er helt utroligt sart og har ikke samme fleksibilitet som stof. Derfor er det nødvendigt at montere det på tekstil, som kan holde sammen på det. Kan kvinden være iført en pelskantet jakke eller kappe, som kan lukkes i halsen med en strop, så man ikke skal stikke spændet gennem det sarte pelsværk?

Samiske vikinger?

De 2 afdøde i bådende var 2 ud af mange- andre undersøgelser har påvist at der er tale om et decideret gravfelt. Men sammenlignet med andre norrøne vikingegravfelter, at disse to personer udsædvanelige. Bjørnemandens båd og gravgaver er uligt noget andet vi kender, og mens kvinden har ret typiske gravgaver med som kam, tenvægt, kniv og perler, er hendes tyndskallede skålspænder noget vi forbinder med international handel og høj status, og perlerne er ligeledes importgenstande. Brugen af birkebark i graven er en samisk skik, men den klinkebyggede båd og dragten er bestemt en anden kultur. Fuglene i graven og sælens knogler kan være måltidsrester, men der er tale om udelukkende vinger og fødder. Som mandens bjørneskind, er denne skik også noget vi forbinder med samiske grave. Både vinger og skind er næppe nedlagt som fødevarer, men den symbolske betydning skal man ikke negligere: At iføre sig fjederham/dyreham skal opfattes både symbolsk, men også meget konkret: ved at tage dyret ( eller dele af dyrets) hud og hår på, overtager man dyrets egenskaber: styrke, luftbårenhed, hurtighed. Denne forestilling finder vi i samfund med en animistisk religion, hvor shamanen kan gå ind i åndeverdenen ved hjælp af den magt, som ligger i dyrehammen. Er det dette, vi ser her? Hvem ved.

Disse to mennesker viser os hvor mangfoldig kulturerne var i hele det gigantiske geografiske og tidsmæssige rum, vi har valgt at kalde vikingetiden.  Det minder os om, at hver gang vi taler om ”Vikingerne” som et generisk begreb, så gemmer der sig et unikt individ med en særlige skæbne i hver grav, hver rustne kniv og benkam.

Jeg kan kun anbefale at læse disse glimrende publikationer, de er på Norsk, men det går nu nok.

Link til mandens grav: http://www.norark.no/prosjekter/nodvegen-pa-hillesoy/en-batgrav-fra-yngre-jernalder-pa-hillesoy-ved-tromso/?fbclid=IwAR3bl0KbxDD8R5axXnV0Zn5r6OZ5y6SdzSNBPU_GGn7L4afjOWHhtL9iKhg

Link til kvindesgravhttps://uit.no/Content/678228/cache=20202404125710/Rapport%20Hilles%C3%B8y%202018%20web.pdf

 

Mad i vikingetiden- Planter

Når man skal undersøge plantelivet på en gård fra vikingetiden, så er der mange ting man skal have for øje:

1. Hvad vi spiser i dag og synes er ” Mad”, kan være noget ganske andet dengang
2. landbruget var anderledes- ukrudtsplanter kan være ukrudt- og mad
3. nogle planter har pollen som kan minde helt vanvittigt meget om hinanden, f.eks planter af sennepsfamilien. Så det er ikke altid muligt at sige mere end vi har planter af den kurveblomstrende familie. Som kan f.eks være gulerødder…

Så er der metoderne- dem kan vi lige hurtigt gennemgå:

1. pollenanalyse fra bopladslag
2. Makrofossil analyse

Lad os starte med det første: POLLEN

Hvad der er fedt ved pollen: det er stort set uforgængeligt. Pollen er bittelille, men holdbart som en Diamant! Det betyder at vi kan finde pollen som er meget, meget gammelt og stadig i så fin form at vi kan bestemme hvilket træ og plante det kommer fra.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel.

Hvad der er knap så fedt: pollen blæser rundt-det er slet ikke sikkert at det pollen vi kigger på, stammer fra planter som har været udnyttet omkring bosættelsen, eller med vilje er bragt ind i huset.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel. Man skal også være meget obs på at ens prøve ikke bliver forurenet af ”moderne pollen”

 

Så hvad kan man bruge det til?

Jo, pollen kan sjældent give os svaret på præcis hvilke afgrøder som var dyrket på den enkelte mark. Noget pollen som f.esk fra havre er sindsygt svært at skelne fra den vilde flyvehavre. Og så står man jo der med håret i postkassen. De bedste pollenprøver tages fra ”Forseglede anlæg”- dvs brønde, moser, overgroede vandhuller, grøfter og den slags. Så på en flad bopladsmark kan du ligeså godt glemme det..til gengæld giver det et virkeligt godt billede på hvordan det samlede landskab har set ud på det pågældende tidspunkt. Er der skov? Er det et hedelandskab? Et overdrev? Er det et artsrigt landskab eller meget ensformigt.

Så sagt på en anden måde: Pollenanalyser fra vikingetiden kan male os et billede af det omgivende landskab. Det kan lede til store overraskelser- f.esk kan en nu tør eng, vise sig at havde været et fugtigt moseområde i vikingetiden eller at en åben mark har været en tæt skov. Nogle gange for vi bekræftet vores antagelser, andre gange overraskes man!

Makro-fossiler

Ja, hvad er det egentlig? Makrofossiler er frø og plantedele- dvs blade, stængler, frø, bær og kerner. De er ofte noget tungere og man kan med stor sandsynlighed regne med, at finder man en overraskende stor koncentration af dem inde i et grubehus, så er der nok nogle som har slæbt dem derind. Man kan også finde dem som aftryk i brændte lerkar og jord, på overflader, i jernudvindingsovnes lerkappe- ja alle steder hvor et lille frø eller blad kan sidde fast.

Hvad der er fedt ved makrofossiler: de blæser ikke rundt og de kan træffes mange steder. De giver ofte et ekstremt lokalt billede af hvad der har været lige på denne lokalitet. De kan findes mange steder og kan fortælle noget om alt fra mad til byggematerialer.

Hvad der er knap så fedt: En del planter høstes og opbevares uden deres frø og kerner, som forsvinder på marken, når planten er moden. At opdage en porre eller roe høstet inden den går i blomst, kan derfor være noget nær umuligt…De nedbrydes også langt hurtigere end pollen.

Så nu til sagen: hvilke planter spiste, dyrkede og indsamlede man i vikingetiden?

Jeg har tidligere skrevet om en særlig plads, med planter som ikke er særligt velegnede til mad, men som kan noget andet ( farve? Medicin?) det kan man læse om her:

Hvis vi ser på Pollenanalyserne, så er det svært at sige noget alment om maden, men mere om landskabet. Her er må man se på landskaberne omkring de konkrete prøver, og ganske som i dag, kan der være stærke variationer fra sted til sted og selvfølgelig er der forskelle mellem hhv Danmark, Sverige og Norge. Hvad vi med en forsigtighed kan sige er….

SÅ BLEV DET KOLDT!

Der kommer en kuldeperiode omkring det 9 årh- denne er tydelig set i det store perspektiv, men har nok mere været opfattet som en glidende periode med ” træls vejr” af de folk som levede der. I begyndelsen af vikingetiden (7 årh) er skoven stadig tæt i landet efter at have fået en genopblomstring omkring omkring d. 5 årh. Men herefter kan urbaniseringen, skibsbygningen og sikkert en befolkningsvækst mærket og i hvert fald det sydlige Skandinavien (Danmark) er præget af et meget mere åbent land med heder og overdrev.

 ( kilde: B. E. Berglund 1969 :Vegetation and human influence in south Scandinavia during prehistoric times. Oikos , B. Aaby, Cyclic climatic variations in climate over the past 5,500 years reflected in raised bogs. Nature 263 (nr. 5575), 23. Sep. 1976, ; W. Dansgaard, Klima, is og samfund, Naturens Verden 1977,  K. Randsborg: The Viking Age in Denmark, the Formation of a State, London & New York 1980,  og DET SØNDERJYSKE LANDBRUGS HISTORIE – JERNALDER, VIKINGETID & MIDDELALDER: Af Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen 2012)

To rapporter udført på Moesgaard museum bekræfter dette- Her er græsser og hedelyng, og så korn som byg ( dominerer) Rug,  Hvede og havre.

I finder dem her:  https://www.moesgaardmuseum.dk/media/3853/moes_1638.pdf og https://www.moesgaardmuseum.dk/media/1394/moes0923.pdf

HAMP OG HØR

En afgrøde som er lidt værd at nævne, da den både kan være mad og tekstil, er HAMP ( ikke den sjove slags, desværre). Hamp og hør har været dyrket både for sine egenskaber til at lade sig spinde og sno til reb og tekstil, og frøene indeholder mange værdifulde næringsstoffer. Vi har endnu til gode at finde regulære hampetektiler fra vikingetiden, men da den kan forvekslet helt utroligt let med hør, er der en meget stor mulighed for at en del af de vegetabilske tekstiler vi tidligere har bestemt som hør, kan vise sig at være hamp. https://videnskab.dk/kultur-samfund/vikinger-dyrkede-hamp-i-norge

Tilbage til maden:

I 2012 udkom der i journal of danish archaeology en artikel om havebrug i vikingetiden i det sydlige skandinavien ( skåne, Danmark og Schleswig) hvor man undersøgte 14 forskellige lokaliteter dækkende over tiden 775 e.Krf til 1050 e.Krf) (Viking Age garden plants from Southern Scandinavia- diversity, taphonomy and cultural aspects: Pernille Rohde Sloth, Ulla Lund Hansen, Sabine Karg JOA vol 1 nr 1 2012) Den kommer frem til en række spændende resultater.

Men inden vi går i gang med den, så vil jeg lige kort sige noget vigtigt om land-og havebrug i vikingetiden. Vi kan følge landbrugets udvikling op gennem jernalderen, og der er et fænomen som går igen helt op til og med vikingetiden: markrotation. Og hvad er så det? Jo, fra moderne landbrug er man godt klar over at nogle afgrøder udpiner jorden mere end andre, og nogle som de ærteblomstrende sågar kan binde kvælstof i jorden.  Så at rotere afgrøder og afgræsning er en rigtigt god ide. Så er der spørgsmålet om gødning: hvor meget har man gødet markerne? Det er meget svært at sige, men en stald og en beboelse sætter en kvælstofspor i jorden- så tydeligt at vi mange hundrede- ja sågar tusinde år efter er i stand til at finde en beboelse udelukkende vid at kigge på kvælstofindholdet i jorden. Det har man udnyttet ved at lade ”landsbyerne vandre”. De vandrende landsbyer er et fænomen som strækker sig helt op i vikingetiden og her kan man se, at man har udnyttet at jorden under de forladte huse er sindssygt næringsrig. Så man har oppløjet den, når beboelsen har rykket videre.  Så et landbrug som vi kender i dag, hvor møddingen bruges systematisk til at gøde jorden med, er noget vi skal langt længere op i tiden for at se konkrete beviser på. Men at gøde en mindre have er overskueligt.

Marken

På marken vokser korn som Byg, rug, hvede og havre i næsten den rækkefølge ( rug og byg skifter lidt i popularitet, men hvede er mere udbredt end man tror) Ærter og bønner ( hestebønner) kan også være en ”storafgrøde” . Roer (turnips) og Pastinak kendes fra England og Baltikum- mon ikke man også snart finder dem her?

Nå- tilbage til havebrug. Det er sådan at næsten enhver form for beboelsesenhed var det vi nok ville kalde selvforsynende eller delvist selvforsynende med en ”Fadebursøkonomi”. Der er med andre ord virkeligt langt til Rema !000 og Brugsen og det vi kender som detailhandel. Selv i byer har man hold dyr på gaderne og haft havebrug, så salg af madvarer i små mængder som vi ser det i dag, har været stort set ukendt på nær i virkeligt store handelsbyer som Ribe, Hedeby og Aros. Man har skaffet sig forråd og levet af dette vinteren igennem. Det gjaldt altså om at dyrke, fange, fiske og opdrætte mad som kan tørres, ryges, gemmes. Som sidst nævnt blev der ædt en del kød og slagtet igennem hele året, men hvis ikke man skal dø af skørbug, skal der noget grønt til. Og her kan en have være nyttig.

Hvad er en have?

En have og en mark kan være svære at skelne og mange markafgrøder kan findes i haven. Men hvor marken er kendetegnet ved store monokulturer, kan haven rumme et væld af arter. Den kan også rumme flerårige og to-årige arter, samt planter som høstes over en lang periode. Nogle haver ville vi slet ikke kalde haver- som humlehaver og moseporshaver, men områder hvor denne plante groede vildt, men blev passet og værnet om.

Andre planter som bønner og ærter findes både i haven og på marken, og nogle vil vi i dag kalde vilde ( Gåsefod/mælde/havemælde og Spergel) men kan sagtens havde været en afgrøde.

Her ses vilde former af mælde, gåsefod og spergel

Men hvad finder vi ud over disse? Her er en liste:

• Angelika/ kvan
• Bønner
• Kål ( Brassicia-slægten er notorisk svært at skelne, så vi taler nok Kale og grønkål)
• Gulerod
• Cikorie ( her kan både stængel og rod bruges)
• Løg
• Ærter
• Skvalderkål ( den er faktisk en gammel kulturplante)
• Selleri
• Salvie
• Humle

Kål i alle former og farver- og grader af frustration for haveejere..

Så er der planter som også har været dyrket, men som ikke just er mad:

• Sæbeurt
• Humle
• valmue

Vi har også plantefund som er noget ud over det sædvanlige: fra flere lokaliteter har vi rød hestehov/tordenskræppe/pestilensurt) som fra middelalderen er kendt som en lægeplante og farveplante, fra hele 5 lokaliteter ( incl den berømte ”vølvegrav” fra Fyrkat) har vi Bulmeurt, som man ikke skal spøge med! Den er for at sige det kort, pissegiftig! Ja, den kan fremkalde hallucinationer, men altså også død. Hvad man har brugt den til i vikingetiden, kan vi kun gætte om, men den skal omgås med respekt og kendskab.

Bulmeurt- bare lad den stå..

Så kommer vi til frugtafdelingen:

Her er det stort set kun Hedeby som har noget at komme efter og den sene bosættelse omkring Viborg i den tidlige middelalder der kan være med. Frugt lades til overvejende at være en importvarer fra de varmere lande ( det var det der jeg nævnte i starten med en kuldeperiode) og nok noget vi skal til de internationale handelsbyer og byer med klostre i nærheden for at finde. Til gængæld finder vi eksotiske ting som druer, ferskner og kirsebær. Æble er der også og kræge ( kræger er vilde blommer- de er latterligt sure og små, men trods alt et langt lækre alternativ end slåen, som er totalt uspiseligt) og valnød. Kræger og valnød kan godt havde vokset i Norden,( pollenprøver bekræfter dette) og er begge fundet flere steder i landet, samt sverige. Æblet som her ligner en ydmyg frugt, er faktisk også fundet i Oseberg graven og tænk på hvordan denne simple frugt spiller en vigtig rolle i både den Nordiske mytologi ( Iduns æbler som holder døden fra døren) og kristendommen ( hvor det så er den eneste frugt man ikke må æde..)

Krægen- ser fristende ud, men du skal ikke forvente en sød Reine Claude blomme..

Bær som hindbær, jordbær, korbær og brombær finder vi frø af på bosættelser fra vikingetiden- men om de voksede vildt, eller man havde flyttet en busk tæt på gården, er svært at sige. Havtorn har man spist, men da den kun vokser ved kyster ( og har et sandt netværk af sataniske torne) har man nok ikke bragt den hjem. Røn-kendt som Thors Redning- findes i skovene og er også røget indenbords

Udviklingen af haver- hvordan ser det uden fra Jernalder til vikingetid? Plus- det man IKKE finder..

En del brugsplanter har groet vildt og rigeligt, så dem behøvede man ikke værne om, for at kunne udnytte. Hassel og hyld klarer sig fint uden vi blander os. Planter som jernurt og dild er kendt fra Jernalderen, og Kale ( bladkål med flade blade) og sennep forekommer også i den sene jernalder. Nogle planter som løgslægten får desværre næsten aldrig lov til at gå i blomst og sætte frø, men har med garanti været populære, da et af de første ”madord” vi kender er LaukuR ( løg) på en guldbrakteat fra midt 5 årh.  Persille, pastinak, pærer og surkirsebærret er ikke kendt i skandinavisk vikingetidskontekst, men findes i de byer vikingerne grundlagde langs den baltiske kyst. Så mon ikke man godt har været klar over at det smagte godt, og delt den viden med andre?

Her står to ord LaukuR/Løg og Alu/øl? så har man prioriteterne i orden

Land og by- forskellig kost?

Umiddelbart tyder undersøgelserne på at man spise mere varieret og havde flere typer grønt til rådighed i byen- MEN mens der næppe kan være tvivl om, at det var i de store internationale handelsbyer, man kunne komme i kontakt med eksotiske og lækre nye planter, så handler det også om bevaring. I byernes fugtige gader, hvor der hurtigt dannes kulturlag ( I mange tilfælde er kulturlag= meget tykt lag af lort og affald. Pænt klamt at bo i, super spændende for en arkæolog) som beskytter og indkapsler sarte frø og bladdele.

Så hvad har man spist?

Hvis vi ser bort fra kartoflen, så er de fleste rodfrugter fra selleri, pastinak, gulerod og kålrabi, samt turnips faktisk noget vi selv i dag spiser og har gjort siden jernalderen. En del af byggen ( sikkert chokerende meget) er nok røget til ølproduktion og det resterende korn har i tør mode tilstand kunne holde længe. Løg, porre og kål kan overvintre-grønkål bliver sågar bedre efter frosten. Vilde bær og nødder har kunnet hentes uden det store besvær, og man har kunnet nyde de første spæde ærter og lade dem senere modnes til tørhed til forråd. En del planter som mælde, syre, skvalderkål og gåsefod rykker vi rasende op som ukrudt, men de smager altså ganske glimrende. Og efter en lang vinter på magert kød og gule ærter dag efter dag, har man sikkert set frem til de første spæde grønne glade, ganske som i dag hvor man også til påsken skal spise syvkål for at blive sund og rask.

Velbekomme!

Kost i vikingetiden: hvad spise de? Del 1- dyreafsnittet

Hvor ved vi det fra?, Hvad ved vi? og hvordan har vi fået den viden?- de tre vigtige H-er i arkæologi

Når man rent arkæologisk skal undersøge hvad kosten bestod af i fortiden, så støder man ret hurtigt ind i det problem, at man leder efter ting som er blevet konsumeret- det er i bogstaveligt forstand væk!

Det vi har tilbage, er dog ikke helt umuligt at arbejde med. Vi kan skelne mellem arkæologiske fund som kan være af kosten selv ( det forkullede brød i Pompeji, det brændte korn i grubehuset i Aarhus midtby) det kan være sekundære beviser som knogler af de dyr man har spist, eller pollen fra de dyrkede afgrøder, og endeligt har vi også de stabile isotoper.

Og hvordan er det så lige det fungerer?

Stabile Isotober- du bliver hvad du spiser.

Ja, det kan man læse om i detaljer her https://aktuelnaturvidenskab.dk/fileadmin/Aktuel_Naturvidenskab/nr-4/an4-2008isotop.pdf– men kort forklaret så er det sådan at vores krop, som overvejende består af kulstof hele tiden henfalder. Så den skal have nye byggeklodser. De byggeklodser kan komme fra en plante, et dyr fra landet eller et dyr fra havet. Så er det så smart, at man faktisk kan se forskel på kulstoffet og kvælstoffet fra de forskellige fødekilder og derved afgøre om din kost består overvejende af dyr fra jorden, dyr fra havet eller planter.

Desværre siger den ikke meget om detaljer- så det er ikke til at sige ,om det er mest kanin, hest eller grise du har spist- men så er de,t at man skal kombinere disse data med arkæologien.

Inden vi nu med en uhyggelig stor forsigtighed kigger nærmere på kost i jernalder og vikingetid ( og noget middelalder, bare lige for at være sikre) så lad os se på HVOR VI VED DET FRA!

Lad os som et eksempel bruge en af de udmærkede, gratis online rapporter fra Moesgaard Museums naturvidenskabelige Laboratorium, nærmere bestemt:

 ” Knogler fra pattedyr og fisk fra OBM 8935 Hjulby. En zooarkæologisk gennemgang af dyreknogler fra yngre jernalder, vikingetid og tidlig middelalder” fra 2010 af Jakob Kveiborg og Ken Richie

( den er her: https://www.moesgaardmuseum.dk/media/1363/moes1011.pdf )

Det lyder jo måske lidt tungt, men lad os nu se.

Hjulby er en plads bestående af grubehuse og det er ”bundfaldet” fra disse grubehuse man har sigtet og fået 14 kg knogler ud af. Der er både fisk, store pattedyr, mosegrise og ..et menneske!

Ud af dette kan de 65% artsbestemmes- selv fiskene! Det er faktisk ret vildt og det skyldes at jorden er meget kalkholdig. Normalt er fiskeknogler nærmest ikke-eksisterende og det skyldes altså ikke kræsenhed, men jorden. Man har været glad for torskefisk, som er mellem 80 og 90% af alle fiskene. Blandt de store pattedyr dominerer kvæg og hest, samt gris . Så de har altså spist torsk, kvæg, gris og lidt hest?

 

NISP, MNI og andre forkortelser

Nu kommer så den næste udfordring- hvordan skal den indsamlede data tolkes?

Som man kan se, er der nemlig to måder at kigge på cirklerne på: hvordan de fordeler sig mellem arterne og mellem vægt. Her ved vi,  at der går pænt mange får på en ko, så man har hver gang man har ædt en ko, skulle tygge sig igennem 6 får.  Eller sagt på en anden måde: man har haft og slagtet langt flere får, men volumenmæssigt har koen leveret mest kød (og kalorier).

Så der har med garanti været får/ged/lam på menuen ret tit og her i Hjulby er der faktisk fundet flest svineknogler- men da det er fragmenter af knogler,  er det ikke ensbetydende med der er flest svin, så derfor vejer man dem. For er de fire fragmenter fire grise?- eller én gris i fire stykker? Her bruger man udtrykket NISP/Number of idenitified/individual  speciments, hvilket  på rigsdansk betyder at det her så mange knogler, vi kan sige tilhører arten gris. Men vi kan ikke sige noget om, hvor MANGE grise der er gået til..

Har man virkeligt mange meget let identificerbare knogler, kan vi snakke om MNI- Minimum number of Indiviuals. Det forgår sådan her, at mens en gris har fire ben, så har den kun en hale. Så hvis man tæller de knogler man ved repræsenterer ét dyr, ja så kan man sige, at vi i hvert fald har x antal gris..

Fisk eller okse?

Der er fundet i alt  226,2 gram torskeknogler- betyder det, at man har holdt torskegilde hver dag?

Ja, nu bliver det svært, for repræsenterer de 200 gram torskeknogler 100 kg torsk? Eller 10 kg? Og er de 4 kg ko bare et eneste dyr ? Knoglerne fra kvæg er meget ødelagte, mens hesteknoglerne er store stykker. Nogle dyr som hund og sæl er der kun en eneste stump af- men de er der!

Lige nu har vi den udfordring at vi faktisk kun kan regne i arter og vægt. Og det gør, at man let kan komme til at sammenligne æbler med pærer. Det er nemlig sådan at dyr har en forskellig balance mellem kød, knogler og indvolde. Man regner i dag i ”slagtevægt” hvilket betyder hvad dyret vejer når det er dødt, indvoldene er ude og man kan partere.

MEN alt efter hvad race, hvad alder og køn dyret har, er det forskelligt hvad forholdet mellem ”spild ”(knogler) og mad er. Svin er det mest ” spiselige” dyr vi har på rigtigt mange planer: knoglevægten i forhold til mad er lille, fordelingen af fedt og muskel god, de tager hurtigt på- selv huden ( flæskesvær- se, så lyder det slet ikke klamt, vel?) kan spises. Men der er stadig kun halvt så mange svineknogler (i vægt) som kvæg. Og hvis vi siger at der går 5-7 grise på en ko, så skulle der- hvis vi holder os til teorien – være 5 gange så mange svineknogler som koen, hvis den kødmæssigt har bidraget så meget som koen.

Her kan man se svinets udvikling- øverst den moderne gris, i midten en tamgris fra Bondestenalderen, og i bunden Sus Scrofa/vildsvinet..

Her er det vildt irriterende, at man ikke kan kende forskel på arter, når man laver den nævnte isotopanalyse…

Eftersådan en gang usikkerheder og måsker, kan man let sidde tilbage med en følelse af ikke at vide noget.

Luksusfisk

Kigger vi nærmere på Hjulby, kan vi se, at laks og ål ganske som i dag var lækre, men sjældne fisk. Og at man ganske som i middelalderen der fulgte, måtte æde en del torsk- en del sikkert tørret. Man har udnyttet havet godt: ål går i ruser, og fladfisk kan tages med kystnære garn, men torskefisk kræver båd og garn. Så det har de haft. Ud af alle de knogler  og her taler vi antal stumper, ikke vægt og størrelse) man har kunnet identificere, er halvdelen fisk: man har altså her spist ligeså meget fra havets dyr, som landets

Tørret Torsk holder længe og spises den dag i dag

De har haft et bredt udsnit af husdyr, hvoraf man har slagtet svinene unge og ladet kvæget blive fuldt udvokset. Måske har man været glade for mælk? Kvægets knogler er generelt mere i stumper og stykker- det kunne godt tyde på at man har flækket dem for marven, brugt dem til råmateriale til kamme og skæfter – i det hele taget udnyttet dem godt.

Så lige her har vi med en bebyggelse- vi kan nok ikke kalde det en reel landsby, som har bedrevet håndværk, som har fisket helt utroligt meget og med stor succes, som har haft grise (de passer sig selv) og voksne heste og køer.

Hvad jeg forstiller mig?

Jeg kunne godt forstille mig en plads, hvor folk ikke er bønder, men driver handel med div. Håndværk og først og fremmest fisk. Sandsynligvis med forbipasserende og folk lidt længere inde i landet. De dyrker ikke store marker ( kræver lader og vi har ikke fundet det vilde rester af korn, hvilket faktisk er ret almindeligt i grubehuse.) men har sikkert haft mindre havebrug. Sådan kunne et fiskerleje havde set ud i 1800tallet, i middelalderen- ja helt op til i dag hvor Nyborg ligger ganske tæt på Hjulby.

Vikingetiden rummer et væld af forskellige boformer- fra store bondegårde, enkeltvis og i landbyer, til urbane handelsbyer og små fiskerlejer. Hjuleby kunne være det tidlige stadie til byen-og fiskerlejet- Nyborg. Ganske som Aros har en tidlig fase i 700-tallet.

 

Og hvad siger den så om vikingerne?

For det første så skal vi huske på, at kost kan være utroligt lokalt, det kan være status afhængigt og aldersafhængt,  ( OBS: NY INFO: der er faktisk fund som antyder at mænd og kvinder ikke har helt samme kost!!) så i bedste fald kan vi, hvis vi har både menneskene, deres boplads/gård med knogler og pollen og hele baduljen, sige noget om hvad lige de her mennesker har spist lige på det tidspunkt.

Samtidig er det også sådan at du faktisk udskifter store dele af din krop gennem livet, så vokser du op i Skåne og flytter til Grønland, så vil det faktisk være muligt at spore via isotopanalyse- altså skiftet i diæt.

Vi kan se at beliggenhed er afgørende for kost- kommer du mere end 5 km fra kysten, er det svært at få frisk fisk  man tænker lidt på Hørmetrix i Asterix..) men der kan man til gengæld dyrke jorden i stor stil.

Nationalparkmad. Foto: Klaus Madsen

Man kan tørre og ryge kød i vikingetiden, men nedsaltning begynder først med udnyttelse af de store salthorste i Lüneborg i 1100 tallet.

Danmark er sammenlignet med Norge og Sverige, et bugnende kornkammer, man har man fået 5-8 gange såkornet hjem, har man nok været heldig. En god vikingebonde kunne måske fodre mellem 30 og 80 mennesker når det gik virkeligt godt- en moderne landmand i dag skaffer mad til tusindvis.

Næsten samtlige bopladser jeg er bekendt med, viser at dyrene levere kalorierne. Hvilket isotop undersøgelser bekræfter. Om det er land eller hav, afhænger af du bor og hvad du har til rådighed. Slagtealderen på dyrene, fund af mælkefedt i lerkar og skriftlige kilder viser at dyr som ko ged- og måske også får?- var også holdt for mælk (og uld og læder) som nok er blevet konserveret i form af ost/tykmælk.

Grønt, korn og bælgfrugter er en helt anden snak- den tager vi under afsnittet om pollenanalyse, arkæobotanik og makroforsiler. Det er nemlig de redskaber, vi kan bruge til at se på den vegetariske del af kosten.

 

De gode grundlæggende bøger:

DET SØNDERJYSKE LANDBRUGS HISTORIE – JERNALDER, VIKINGETID & MIDDELALDER
Af Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen
2012: En must read- dejlig tilgængelig bog, som er super grundig og levende skrevet.

Mad og øl i Danmarks middelalder 1978 af Erik Kjersgaard: Finder du den i en brugtbiks, så køb! Spændende og stadig aktuel, trods mange år på bagen.

Landbokvindens liv: af Ole Højrup 1964.: Igen- en gammel klassiker, egentlig langt væk i tid, men den giver en levende fortælling om et landbrug før industrialiseringen.

An early meal : a viking age cookbook & culinary odyssey. 2013: af Daniel Serra: Så er vi i kogebogsgenren, men den har sine arkæologiske fakta i orden og bedst af alt, tager meget højde for det lokale

Stegt og kogt i Danmarks oldtid: 1974: af Thorkil Ramskou: Her kører vi fra stenalder til middelalder, og det kan tydeligt mærkes at det er arkæologen der fortæller. Super hyggerlig lille borg med et godt overblik.

For nørderne- De her artikler er virkeligt spændende, men TUNGE! Læseværdige, men sæt tid af til dem og google fagudtryk..

Uniform diet in a diverse society. Revealing new dietary evidence of the Danish Roman Iron Age based on stable isotope analysis  2010 af Marie Louise S. Jørkov  Lars Jørgensen  og Niels Lynnerup

Diet and status in Birka. Stable isotopes and grave goods compared: 2008 Anna Lindblom, Charlotta Hedienstirrna Jonson og Olle Svensk

Stable isotope palaeodietary study of humans and fauna from the multi-period (Iron Age, Viking and Late Medieval) site of Newark Bay, Orkney  2006 MP Richards, BT Fuller, TI Molleson – Journal of Archaeological Science

Stable isotopes as indicators of change in the food procurement and food preference of Viking Age and Early Christian populations on Gotland (Sweden) 200 SB Kosiba, RH Tykot, D Carlsson – Journal of Anthropological Archaeology, 2007

Slaves as burial gifts in Viking Age Norway? Evidence from stable isotope and ancient DNA analyses 2014: Journal of Archaeological Science. Af Elise Naumann Maja Krzewińskab Anders Götherström GunillaErikssond : Spændende artikel- findes som gratis pdf her: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0305440313003117

De gratis store samlinger af videnskabelige artikler fra Moesgaard:

I kan finde dem her: https://www.moesgaardmuseum.dk/forskning-og-undersoegelser/konservering-og-naturvidenskab/videnskabelige-rapporter/om-videnskabelige-rapporter/

De falder i forskellige kategorier, som nok kræver en forklaring:

ARKÆOBOTANIK: Planteriet- altså hele korn, frø, plantedele undersøges

FYTOLITTER: Fytolitter er de mineralske, altså ikke organiske dele af planter som holder til utroligt meget, selv brand.

KONSERVERING: Hvordan man får fortiden til at holde.

MARINEARKÆOLOGI: udgravninger på havets bund. Dele af landet synker langsomt i havet grundet tryk fra gletcherne fra sidste istid. Så mange stenalderpladser ligger i dag på havets bund. Skibsvrag fra yngre perioder finder vi også der.

OSTEOLOGI: Viden om knogler- både mennesker og dyr

POLLENANALYSE: Pollen er sejt!  Det er nærmest uforgængeligt og kan derfor findes i selv meget gamle fund. Men det er små sager vi taler om..

VEDANATOMI : Ved= træ. Her kan man bestemme hvilken træsort og hvilken del af træet der har været brugt til en bestemt genstand

ZOOARKÆOLOGI: Dyr- også de små. Her kan man træffe bændelorm, lus og lopper. Men også knogler, DNA, skæl, skaller, tænder og fjer.

Broderi fra vikingetiden- en lille bemærkning om Osebergfundet og Opus Anglicanum

Viking embroidery and Opus Anglicanum:

I´m usually against it, when it comes to decorate outfits with embroidery, since it being so extremely rare. So, when a friend asked me to make an outfit with embroidery I was reluctant. Anyway, I decided to take a closer look on the medallion motive from The Oseberg grave- the original motive is tiny, each circle less than 5 cm in diameter. It is made of silk thread on silk that has been mounted on wool. We have no idea if this is part of an outfit, a decoration on a Tapestry or something completely different.

So, what do we know? It is made with couched stitching, (the ring around the animals)  split stiches ( the background filling and body)and stem/outline stich ( the outline of the animals). The colours are now a variation of red, yellow and brown, but since there have been no technical study of the colours only the visual, we have no way of knowing if these colours match the originals.

Normalt er jeg ret tilbageholden når det kommer til at brude broderi på vikingetidsdragter- det er ufatteligt sjældent vi har fundet dette. Så da en ven bad mig om at lave en dragt til ham med broderi, var jeg tilbageholden. Så vandt nysgerrigheden og jeg valgte at kigge nærmere på et af vores kendteste fund med broderi: medaljonmotivet fra Oseberg graven. Originalen er lille bitte, under 5 cm i diameter. Det er lavet med silketråd, på et stykke kraftigt silke der igen er syet på uld. Vi aner intet om funktion, placering eller noget.

Det vi ved er at det er lavet med en kombination af nedlagt syning(den ydre ring) kontursting( dyrets optegning) og split sting ( udfyldning og baggrund). Farverne er variationer af gul, rød og brun, men eftersom de aldrig er blevet undersøgt andet end visuelt, kan vi ikke vide om det er de originale farver.

Motive

The motive “animals turning their head back” is something I have mentioned earlier, since it seems to be, if not common, then at least known in the material from Birka and we find it on the only other piece of massive embroidery: the find from Hvilehøi, better known as the Mammen grave. Here the motive is almost similar: two animals, mirroring each other facing some sort of three/stem.

This motive is interesting, since it doesn´t seem to refer to any Viking age mythology we know of- but it has a distinct similarity to the medallion motives we now from contemporary Persian silks- and since it is believed that it is fragments of this kind of silk we find in the Oseberg grave, that has been cut into strips and sewn on garments, it is not unlikely that this Persian motive could have been a source of inspiration to the artist behind the Oseberg medallions.

 

“Dyr som kigger bagud” er et motiv jeg har beskrevet tidligere og skønt jeg langt fra vil kalde det almindeligt, er det dog velkendt I Birkamaterialet og på vores eneste anden grav med massive mængder broderi: Mannengraven. Her optræder det som to dyr, der spejler hinanden omkring et træ. Motivet er spændende for det refererer ikke umiddelbart til noget mytologisk element vi kender til, men det har en påfaldende lighed med medaljonmønsteret vi genfinder på samtidige persiske silker. Silker som man mener er dem som er skåret til strimler og anvendt som dekoration i Oseberggraven. Så alt i alt er det slet ikke usandsynligt at kunstneren bag det lille broderi, har ladet sig inspirerer deraf.

Opus Anglicanum

The technique however, is not Persian. When I started making the embroidery it hit me, how medieval it was- it reminded me closely of the “Opus Anglicanum” ! The Opus Anglicanum meaning “ English work “is usually connected with elaborate church vestments, like copes and altar furnishing and the technique is known from around 1100 AD and disappears with the Reformation. The use of extremely fine split stiches, couched stitching and fine silk thread is what defines the Opus Anglicanum and it is some of the finest examples of amazing craftsmanship.

BUT: this is a Christian medieval technique, and the Oseberg grave is dated to 834 AD?

top: couched stich, bottom left: stem stich, bottom right:split stich

Well, the Opus Anglicanum is the same technique we find in early Irish and Anglosaxon embroidery as early as around the 8^th century. And since the Norwegian Vikings had both raids and settlements in Ireland and England at that, it is not unrealistic that a Christian cope was part of the treasure. So it is quite possible that a local craftsman/woman could be inspired by a piece of early Opus Anglicanum.

 

Teknikken brugt til broderiet er derimod ikke Persisk, men Engelsk. Da jeg begyndte på broderiet, slog det mig hvor middelalderlig teknikken var- den minder helt utroligt meget om  “Opus Anglicanum” = Engelsk arbejde på latin. Dette er normal forbundet med kirkelige tekstiler som messehagler og alterduge og finds fra 1100 ekr og frem til reformationen. Brugen af næsten ekstremt fine split sting, nedlagt syning og tynd silke, er Opus Anglicanums kendetegn og kræver en fantastisk dygtig håndværker.

Men..det er jo middelalder? Og Oseberg graven er fra 834 e.krf?

Jo, men teknikken er faktisk kendt før middelalderen- de tidlige kristne broderier fra Irland og det angelsaksiske område kan dateres til det 8 årh.ekrf. Og da de norske vikinger var særdeles “ aktive” idet område på dette tidspunkt, er det slet ikke utænkeligt, at de sammen med sølv og guld, også hjembragte en messehagel. Dette kan en lokal håndværker havde ladet sig inspirere af og lavet de smukke Oseberg broderier.

The Spiral

One of the other silk embroidery from the Oseberg grave may even be that specific piece of raided textile. Some fragments show part of an elaborate spiral pattern, a pattern we recognise from Celtic art and later in illuminated scriptures – so, in other words not very Scandinavian. It has been made with a far more practiced hand than the medallions, so this might be an “Original” Opus Anglicanum, and not resemble the work of a local. The organic leaves pattern is also a typical Christian motive.

The Spiral is also almost identical to decoration on the grib of the Fetter Lane sword (British museum) from the 8^th cent.

In other words: this might be an” imported” piece of textile…

I have borrowed a picture of a recontruction of the spiral pattern, made by the talented Savelyeva Ekatarina- look her up on facebook, she makes wonderful stuff

Ekatarina on facebook

Et af de broderede fragmenter er muligvis et af disse “importerede” stykker – her ses på fragmenterne et kompliceret spiralmønster, et mønster vi ikke forbinder med det skandinaviske vikingetids ornamentik, men den keltiske billedverden og senere I de såkaldte “Illuminerede skifter” fra middelalderen. Spiralbroderiet er udført med noget mere teknisk snilde end medaljonmotivet og ligner ikke den lokale kunstners værk. Omkring spiralmotivet ses et organisk mønster af blade- igen et typisk kristent træk.

Som en interessant detalje er spiralmotivet næsten identisk med motivet på grebet det berømte Fetter Lane sværd fra d. 8 årh.

Så med andre ord- dette kan være inspirationskilden, det fremmede og spændende stykke stof.

Conclusion

Embroidery is not an artform we find evidence of in iron age Denmark and it seems to develop as an artform in the wake of the introduction of Christianity. The Opus Anglicanum is closely connected to the church and it holy men and women, and the motives are not something we recognise in the tapestries from the Scandinavian Viking culture. SO, did the Vikings put embroidery on their outfits? Well, at least one did- the Man from the Mammen grave.

Embroidery seems to be one of these foreign elements the Viking age upper class used to demonstrate their connection to the outside world, and more important- the right people. It therefore transforms from being something purely aesthetic and decorative, to a symbol of power and connections. The outfit I am making will hopefully do more than keep its owner warm and nice looking – it will become a symbol of my regards of that person.

Broderi er ikke en kunstart vi kender fra den danske jernalder og det ser ud til at denne kunst udvikler sig både teknik og udbredelse i takt med kristendommen. Opus Anglicanum er tæt knyttet til kirken og dens hellige mænd og kvinder, og motiverne minder på ingen måde om de vi kender fra vikingetidens billedtæpper. Så spørgsmålet er, brugte vikingerne broderi på deres tøj? Tjaa, en gjorde i hvert fald- høvdingen fra Mammengraven.

Broderi lades til at være et af disse fremmedartede elementer som vikingetidens overklasse brugte til at understrege deres forbindelse til andre – både lande og vigtige personer. Et broderi er derfor mere end et pænt stykke dekoration på tøjet, det er et symbol på magt og forbindelser. Den dragt jeg laver nu vil forhåbentlig gøre mere end at holde sin kommende ejer varm- den vil også være et billede på den respekt jeg nærer for personen.

vil du vide mere?

Fantastisk hjemmeside om Opus Anglicanum udstilling på Victoria&Albert museum

noget om Mammengraven

irske broderier og kvinders rolle i dette

Kvindedragten i Birka- Inga Häggs arbejde

Viking womens dress in Birka- A recontruction by Archaeological Methods af Inga Hägg

Grav BJ 838

Denne artikel er en videreudvikling af det store arbejde Agnes Geijer lavede i 1938 og det er til den dag i dag den undersøgelse meget af vores viden om kvindedragten i Birka bygger på.

Inga Häggs undersøgelser adskiller sig fra Agnes Geijers ved, at hvor Geijer var meget interesseret i selve væveteknikken og derved udelukkede beskæftigede sig med de fund som repræsenterede det ypperste både i vævning og bevaringstilstand, har Hägg kastet sig over de 4000 fragmenter som ikke var blevet undersøgt. Det er værd at skrive sig bag øret, at før det var tekstiler ikke noget som nødvendigvis pådrog sig den store opmærksomhed hos arkæologerne- Hägg beklager med rette, at mange af tekstilfundene slet ikke er tegnet med på udgravningstegningerne og i mange tilfælde behandlet temmelig skødesløst- i flere tilfælde fjernet for at blotlægge mere interessante fund af metal….

Derfor stod hun overfor en kæmpe opgave: både at finde frem til hvor i graven tekstilet er fundet og hvordan: ligger det over eller under spændet? Er det foldet? Kan det have bevæget sig meget eller lidt, alt afhængig af hvordan liget henfalder?

Stumper og stykker

Ofte er det bitte små fragmenter hun har med at gøre, men som hun påpeger, er det ikke nødvendigvis mængden af stof som er afgørende i en rekonstruktion, men hvordan de er placeret i forhold til hinanden. -Her konkluderer hun- hvad der for mange kan virke som logik for perlehøns- at det er vigtigt at kende tekstilernes placering i forhold til kroppen. Naturligvis kan man tænke, men har man kun de små rester som sidder fastrustet i et skålspænde, så bliver det straks mere kompliceret. Den metode hun bruger, er det vi kalder Tekstil Stratigrafi- på billedet er de forskellige lag vist- men ikke hvor meget, eller lidt hvert stykke tekstil udgør. Så vi kan ikke sige noget om dragtens længde, ærmer ect. Vi kan derfor ikke skelne mellem en selekjole, et forklæde, en strop eller jakke. På bagsiden af skålspænderne kan man her se hvor lidt materiale der egentlig har været at arbejde med.

Lag på Lag

Jeg vil i den kommende stykke tid gennemgå hendes fund eksempler et for et med tilhørende rekonstruktionstegninger. På den måde håber jeg at kunne vise HVOR mange måder man kan tolke et fund på og hvor langt man kan komme, hvis man sammenligner Häggs arbejde med H.Stolpes tegninger fra det 19 årh. Birkaudgravninger.

Grav BJ 838 er et rigtigt godt eksempel på hvordan tekstilstratigrafien giver mange og samtidige få svar:

Der er fundet hele forskellige typer tekstil i graven- eller rettere 5, da det ene er pelsværk!

 

1: ”tapestry”- et billedtæppe eller på anden måde gobelinvævet klæde- det er lidt svært at vide, hvad der menes, da der ikke er billeder af fundet.

2. silke ( samitum) forbundet til pelsværk
3. uld- kipervævet
4. krystalkipervævet uld
5.  hør-lærredsvævet

Det vi kan se er at nogle af disse materialer befinder sig både over OG under den afdøde, noget ligger over skålspænderne også og må altså være svøbt om hele kroppen. Det tætte gobelinvævede klæde ligger både som det øverste og det nederste lag- ergo må det være svøbt om kroppen som en art ligklæde. Så følger endnu en dragtdel: en kappe/jakke med pels på ydersiden, kantet med samitumsilke og måske tilmed på forsiden foret med silke! Kappen/jakken har tilsyneladende pelsen syet fast på en uld del- vi finder nemlig den omvendte rækkefølge – uld, så pels på undersiden af kroppen. Noget som nu er ret uforståeligt, er lagene lige umiddelbart efter skålspænderne: der finder vi et lag krystalkipervævet stof, som dog kun ses i den nederste den af skålspænderne og lige under det, et lag hørklæde.

Nøgen i graven?

MEN det dukker ikke op igen under personen? Er dette den klassiske særk+ selekjole? I så tilfælde må det blot være lagt ovenpå den afdøde, i stedet for at iføre den døde krop hele klædningen? Dette er helt sikkert muligt, da det kan være forbundet med en del vanskeligheder, at give en død person tøj på- måske derfor har man valgt at svøbe den afdøde i både den fine pelskappe og et billedtæppe.

Tegninger vs. fund

Ser man på H. Stolpes udgravningstegning er der andre detaljer, som springer i øjnene. Kvinden i graven har en halskæde på, der dog i fundkataloget er fotograferet som siddende mellem skålspænderne. Men tegningen viser tydeligt at sådan er den ikke fundet. Der er ganske rigtigt boret to små huller i skålspændernes nedre del, hvori der sidder to små ringe, men Perlerne sidder IKKE i dem.

Hvad sidder der så? Måske den kniv og den saks som er fundet på hhv. hendes højre og venstre side. De kan sagtens havde været fæstet i en snor af læder eller tekstil.

På brystet sidder et spænde af sølv- et bogspænde lavet om til et smykke, og yderligere et lille rundt forgyldt spænde. Hägg påpeger, at noget af tekstilet har et aftryk svarende til disse spænder- ergo har de ligget ovenpå hørkjolen og har måske- måske ikke, været brugt til at lukke kappen.

Et mysterium bliver tilbage: På Hermann Stolpes tegning kan man se, at der ovenfor perlerne, der hvor vi må forstille os hovedet være, der er tegnet noget som når man har lært tegnerens signatur at kende, meget ligner et brikbånd. Hvad er det? Det er ikke nævnt i fundlisten? Er det kanten af det ”tapestry” hun er begravet med? En væveæg? Eller rent faktisk et brikvævet bånd.

Svaret fortaber sig i det uvisse.

Kvindedragten i vikingetiden- lidt forskningshistorie og tre eksempler. The womens dress in the viking age- some reseach history and 3 exampels

Når dragten fascinerer os så meget, er detfor den bæres direkte på kroppen, den er som et andet lag hud- ikke kun funktionelt men også identitetsskabende. Med dragten bliver de forhistoriske mennesker virkelige, ikke kun et skellet eller tågede skikkelser.

Men dragter findes meget sjældent i hel tilstand og at rekonstruere dem er ofte en næsten umulig opgave. Den glimrende artikel ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” af Hana Lukesová fra Bergen Universitet er et utroligt godt eksempel hvorfor. Hun har set på tekstiler udgravet så tidligt som i slutningen af 1800tallet og første halvdel af 1900tallet- dvs at hun har begrænsede muligheder for at få information om hvordan udstyret lå i gravene- alligevel har hun været  i stand til at få bemærkelsesværdige resultater. Dette indlæg er beseret på disse- jeg har oversat dele til engelsk, da artiklen kun findes på Norsk.

This post is about textile research and contains 3 examples on Norwegian female costumes from the Viking age. It is based on the Norwegian artikle ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” by  Hana Lukesová from the university of Bergen. She has studied some graves excavated as early as early as 1880-1930. So she had only limited possibilities of knowing how the objects was placed in the graves. Still she has made some remarkable observations. I have translated this post, since the article is only in Norwegian..

De fund hun arbejder med, er alle tekstilrester rustet fast til skålspænder og kappespænder. Dette er ikke noget nyt, det er faktisk den normale situation. Det er også derfor at den viden vi har om kvindedragten næsten udelukkende handler om overdelen, nærmere bestemt området ved bryst og skulder. Resten er gætværk. Og derfor har kvindedragten skiftet udseende mange gange også selv om fundende er uændrede.

I 1938 studerer Agnes Geirjer tekstilfundende fra Birka ( udgravet af Hjalmer Stolpe i årene 1873-1895- altså mere end 40 år tidligere..) og hun bemærker lagrækkefølgen med en dragt inderst og en kjole med stropper ( stropperne ses tydeligt på indersiden af skålspænderne) yderst. Hun tolker den dog som to åbne, løse paneler:

The textile she is studying is small fragments rusted unto the surface of metal objects, in this case the oval brooches and the brooches for a possible cape. This is a very common find situation and due to this, most of our knowledge about the female costume is limited to the area around the breast and shoulders. The rest is pure guesswork. And that is why the ideas about the female dress has changed a lot, even though the finds remain the same. In 1938 Agnes Geirjer studied the Birka material excavated by Hjalmer Stople between 1873-1895. The notices the layers with one dress close to the body and another dress with straps (still in place in the oval brooches) upon it. Se interpreted it as two loose panels, not a closed dress.

I 1970erne og 80erne forsatte Inga Hägg dette studie af Birkafundende. Hun bed mærke i tekstilstratigrafien ( at de forskellige dragter lå i tydelige lag) og at man derigennem kunne identificere særk, selekjole, kappe/jakke. Hun mener at kjolen er lukket og at der i mange tilfælde også er tale om et lag mellem den inderste særk og selekjolen- måske en tunika? Hun bemærker også at den inderste plisserede særk lades til at være et 10 årh. fænomen.

In the 1970-80 Inga Hägg continues the study of the Birka material. She too notices the stratigraphically placed  layers  in the oval brooches and identify an additional piece of costume: a tunic between the særk and apron dress. She however believes that the apron dress is closed in the sides. And that the pleated inner dress is late phenomenon belonging to the 10 cent.

Flemming Bau studerer materialet i 1982, men føjer også billeder af figurer og billeder  fra sten og billedtæpper til sit materiale. Han tolker de mange par af stropper til at være forskellige brug af kapper, forklæder og en åben selekjole

Flemming Bau studies the material in 1982, but to his study he adds figurines and pictures from stones and tapestries. He believes stat the many straps might be evidence of a trail, additional apron and an open dress.

Fundet af Køstrupkjolen og en kjole fra Pskov i Nordvest Rusland viser dog, at kjoler som er helt lukkede fortil, også er udbredte. Der er alt stoffet mellem skålspænderne bevaret. Men det ene udelukker ikke det andet.

The find of the dress from Køstrup and Pskov in north vest Russia shows that apron dresses closed in front was in use- all the textile between the two oval brooches are preserved. But one model does not exclude the existence of the other.

Hana Lukesová undersøger 3 grave: Hyrt, Veka og Hopperstad. Som textilkonservator er hendes arbejde utroligt detaljeret, hun kigger ikke kun på selve tekstilet men bruger også viden om hvordan pletter og folder dannes efterhånden som kroppen forrådner. Hun konstaterer at man ikke nødvendigvis kan bruge den aktuelle fundsituation til at drage sikre konklusioner om hvordan dragten har været sat sammen. Stof er meget blødt og bøjeligt og kan lægge sig over under spænder efterhånden som kroppen falder sammen. Hun bemærker også, at man for at få dragten til at sidde på den afdøde, har måtte placere dele af dragten på en måde,som den nok ikke ville været båret mens ejeren var i live.

Hana Lukesová studies 3 graves from Norway. Hyrt, Veka og Hopperstad. As a textile specialist, her work is extremely detailed: se does not only have knowledge about the textile itself but also who the decay of the body affects the textile forming spots and folds. She concludes that you cannot necessarily conclude how the costume was worn based on the situation drawing, since the soft fabric moves around a lot when the body collapses. And sometimes the costume is placed on the dead in a manner that it would never have been carried while the owner was alive.

Den første grav Hyrt indeholder som de øvrige andre 2 grave to skålspænder af type R652 ( meget udbredt type i det meste af Skandinavien og baltikum) og et ovalt spænde til en kappe. Som den eneste er der fundet en vegetabilsk stofrest: blå lærredsvævet hør(1). Ovenpå den ligger en 2/2 kiper uld- en mulig uldsærk.(2) Rester af selekjolen mangler men der er stopper til den, så hun går ud fra at den findes. Ovenpå spænderne ligger der en fin 2/2 Krystalkiper uld(4) hvis vævekant er fæstet i det ovale spænde (3). I spænde 2 sidder der en snor-en mulig snor til perler?

The first grave Hyrt contains as the other two a pair of oval brooches ( R652- a very common type in Scandinavia ant the Baltics) and a smaller brooch for a cape. As the only grave there are remains of plantfibers: a blue plain/tabby weave, placed closets to the body, probably a saerk ( 1). Upon this lies a 2/2 wool twill- another dress.(2) There are no remains of the apron dress but the straps that indicate one, are there. Over the oval brooches lies a fine 2/2 diamond twill wool- a cape (4) The smaller brooch has its pin through its selvage. (3) in one of the oval brooches there is a string- perhaps for pearls?

Den anden grav, Veka indeholder ingen særk, med mindre et lille bitte brudstykke af lærredsvævet uld er rester af særken. Det sidder i toppen af spænde 1.(1) Tilgengæld er der fund af samitum silke( 2) Et bånd er syet på vævekanten(5) af  en 2/2 kiper uld og der er tilmed lavet en strop i silke til det lille kappespænde.(3) Under skålspænderne ligger der rester af en 2/2 diamantkiper- ret sikkert selekjole. Men nu bliver det tricky: Kappen er nemlig fundet under skålspænderne!.Hana tolker det som at kappen er blevet lagt om den døde og man derefter har “nålet” hele dragten sammen for at dels vise spænderne, dels holde det hele på plads.

The second grave, Veka has no saerk, except a small remain of a tabby weave on one of the oval brooches could be it.(1)But it has Samitum silk! A band of silk is sewn to the selvage of a 2/2 twill(2)(5)- probably a cape(4), and there is even a loop made in silk for the small brooch(3). In the low end of the oval brooches there is remains of a 2/2 diamond Twill- probably the apron dress. An interesting fact is, that the cape is under the oval brooches! Hana interprets this a he cape being placed on the dead body, and then all the garments have been pinned together to hold the costume in  place for the burial, not a way it would be worn while the owner was alive.

Den sidste grav Hoppestad gør sig selv bemærket med helt utroligt mange stropper- hele 5 par! Hvor mange der er til selekjole/forklæde/slæb er svært at sige, da der er bevaret ganske lidt andet tekstil. Det som er bevaret er to fragmenter, begge i krystalkiper.( 2+3). Der er ingen særk eller kappe bevaret ud over hvad som måtte høre til stropperne. Når Hana med stor sikkerhed kan sige, at de to krystalkiper fragmenter ikke er fra samme kjole, er det fordi at trenden ( de lange tråde som løber i væveretningen) løber hhv. vertikalt og horisontalt. Min egen fortolkning er, at her er tale om en selekjole med et forklæde men den står helt for egen regning.

The last grave is from Hopperstad and it only contains two oval brooches. They have an impressive amount of straps: 5 pairs! If some of those straps belongs to a cape/trail and an apron is hard to tell. There is no remains of a saerk. But there is two different remains of diamond twill(2+3). That there is indeed evidence for two different costumes and not two remains of the same dress, is due to the fact that Hana notice that the warp( the long threads running in the weaved direction)  runs in different directions: vertical and horizontal. My personal ( not hers) belief is that one of the remains is apron dress, the other an apron, not a full dress. But that is just my idea..

Artiklen er en virkeligt godt eksempel på, hvor langt man kan komme med lidt, hvis man er dygtig nok. men også et eksempel på, hvor meget gætværk der er inde over når vi skal rekonstruere dragter- vi ved stadig intet om længde og facon.

This article is a really good example on how a little goes a long way, when you are a skilled expert. But i allso shows who much is pure guesswork- we still know nothing about lenght and shape.

Man kan læse hele artiklen på norsk her:

if you can read Norwegian, you can read the article here.

fragmenter-av-kvinnedrakter_2

Flere Kilder- de nemme, de svære og de helt umulige. Birkaprojektet.

Inden vi kaster os over dragtdesign, vil jeg kort lige anmelde nogle andre steder man kan hente information-OG kort beskrive hvorfor det kan være så svært at få en arkæolog til at sige noget konkret om dragtens udseende.

Lad os tage et helt konkret eksempel: Birkagravene.

Birka er vel næsten sagnomspundet når det kommer til kilder til vikingetidens dragt, og Historia Museet- Sveriges Nationalmuseum- har lavet et fænomenalt arbejde i forhold til at digitalisere fundene. MEN at søge i en database kræver at man ved ret præcist hvad man søger efter og er bekendt med den pågældende databasestruktur. Men med Birkaprojektet er man så godt hjulpet, som det er menneskeligt muligt.

Jeg vil kort beskrive, hvordan jeg bruger de mange data- betragt dette som en guideline til en let måde at navigere mellem de uendeligt mange oplysninger. Et godt sted at starte er det visuelle: Her kan man finde billederne af alle de udgravningstegninger, som er blevet lavet i forbindelse med udgravningerne af Birka-feltet:

Tegninger af grave

Og hvordan bruger man sådan en tegning? Jo, det som er vigtigt at vide, er at tegningen kun er en tegning af én enkelt flade i udgravningen, dvs. at ligger der noget under den afdøde, er noget blevet gravet væk for at afdække graven, ja så vil man ikke kunne se det på denne tegning, da den kun viser én flade. Derfor kombinerer jeg tegningen med at søge på de enkelte grave- der er nemlig i mange tilfælde billeder af alle genstandende med museumsnummer ( det er det nummer, de bliver tildelt under selve udgravningen, som gør at man kan ikke alene finde dem igen i arkivet, men også i udgravningsrapporten se, hvor de er fundet henne i graven.

gravenes fund

Hvis jeg er helt utroligt heldig er den grav jeg er interesseret i, beskrevet i en af de tre Birkapublikationer. Og her er det, at det bliver svært..De er nemlig på tysk..Men der er andre kilder også på et mere tilgængeligt sprog(svensk) og under alle omstændigheder, er det utroligt flot at man har digitaliseret alle de skrifter. Find ordbogen frem og gå amok: Birka digitaliseret litteratur

Nu burde den hellige grav (Høhø) jo være velforvaret- men det er den ikke..fordi:

1. Mange undersøgelser er lavet mere en en menneskealder efter udgravningerne og der er desværre talrige eksempler på, at fund er blevet rodet sammen, har fået forkert nummer, er helt forsvundet.
2. Er det tekstil man kommer efter, skal man lige vide, at det blev såmænd ikke regnet for noget under de fleste udgravninger, og blev derfor hjerteløst spulet af, så man kunne komme ind til ” de rigtige oldsager”
3. Tekstil bevares dårligt- ofte er de rester vi har, rustet fast på genstande og på størrelse med et frimærke.

Et godt eksempel er de smukke brokadebrikbånd med sølv- og for mandsgravenes vedkommende også guld-tråd har efter alt at dømme næsten altid været syet fast på et stykke silke, som igen er syet fast på tøjet. Men da det var båndenes metal, som interesserede arkæologerne, så blev meget tekstil skrubbet af..

De to forskere som i sin tid foretog de mest omfattende undersøgelser af Birkatekstilerne, er Agnes Geijer og Inga Hägg- og deres undersøgelser er som sagt fortaget mellem 30 og 50 år efter at gravene blev gravet.

Er man god til tysk, er Agnes Geijers bog Birka III-die textilfunde, et must read. Dog er der væsentlige fejl i den, som dog skyldes at fund og fundnumre er blevet rodet sammen- men den tager vi senere:

Birka III- die textilfunde

Inga Hägg har skrevet om fundende både på svensk og engelsk:

“Viking Women’s Dress at Birka: A Reconstruction by Archaeological Methods.” I: Cloth and Clothingin Medieval Europe, edited by N. B. Harte and Kenneth G. Ponting. London: Heinemann Educational, 1983, 116–150.

“Mantel och Kjotel i Vikingetidans dragt: I Fornvännen 66/ 1971 side 141-153.

De her to artikler kan man faktisk nemt få fat i ved at bestille dem som kopier fra Stats biblioteket eller Det Kongelige Bibliotek- gør det! De er meget let læselige, og beskriver fint hvor lidt materiale en arkæolog har at gøre med og hvor meget vi skal kunne få ud af det.

 

 

At lave en dragt- jagten på kilder

Tidligere har jeg skrevet lidt om betydningen af klædedragt som en del af formidlingen, både som en del af ens egen oplevelse og gæstens.

Almindelige mennesker med helt almindelige jobs og dertilhørende fritid kommer nok aldrig til at kunne indfri deres drømme om at have en dragt som er en rekonstruktion- dertil har de færreste den håndværksmæssige erfaring, råmaterialer og tiden. Men mindre kan også gøre det.

Kriterier, kilder og inspiration

Da stof er virkeligt dyrt, og tid kostbar er min påstand at man gør sig selv den tjeneste at gøre sit forarbejde virkeligt grundigt. Den sværeste øvelse er at lægge sin moderne æstetik fra sig, så selvom det virker vildt fristende, vil jeg anbefale at UNDGÅ billedsøgninger og fora som f.esk Pinterest. Ja, man kan hente meget inspiration der, men der er ofte meget få kilder på de dragter, så man ender nemt med at få en dragt som er mere Ringenes Herre end den er Danmarks Oltid. Men jeg kan sandelig godt forstå at man søger der, for hverken museerne eller arkæologerne gør det nemt. Det er nemlig sådan at de fleste tekstilrester vi finder fra fortiden, er så fragmenterede, at man skal ud i noget vildt gætværk, for at kunne komme på et bud på den samlede dragt. og hvis der er noget arkæologer hader, så er det at skulle gætte på noget, de ikke er særligt sikre på.

Så hvad gør man?

Hvis man vil have en dragt som er så tæt på vikingetidens dragts som muligt, så skal man til bøgerne. Nationalmuseet har faktisk også en god hjemmeside hvor man kan starte:

Nationalmuseets side

Så er der skrevet gode og lettilgængelige artikler på dansk:

uld, silke og farver

Seler og slæb i vikingetiden: Flemming Bau, KUML 1981

Dette kandidatspeciale er nærmest en klassiker: vikinger i uld og guld

og på Norsk: fragtmenter af kvindedragter– denne artikel forklarer virkeligt godt de udfordringer som er, når man skal læse gravfund. den forklarer også tydeligt fænomenet ” Textil-strategrafi” så man rent faktisk fatter det.

Dette er et fantastisk projekt fra Island: kvinden i blå

Er man allerede kendt med at læse arkæologiske fund, så er Birkagravene en kilde uden lige- på denne database findes de på svensk. Hvilket er rart, da de ellers kun er publiceret på tysk…Gravfeltet på Birka

Det her er et godt sted at starte med arkæologien- så findes der en række meget dygtige “amatører” som har lavet et yderst grundigt forarbejde langt ud over det almindelige hobbyplan- Hildes Thunem kan anbefales:Hildes hjemmeside

 

I næst uge vil jeg komme med et eksempel på hvordan jeg selv laver en dragt- med alle overvejelser, fejl og mangler

 

Klæder skaber folk

Som tidligere nævnt, er den levende formidling defineret ved at man er ansigt til ansigt med formidleren. Dette giver nogle ubetingede fordele, idet man kan stille spontane spørgsmål, man kan demonstrere noget for at understrege sin pointe, man kan tilføje et helt lag af takstil interaktion.

Derfor betyder påklædningen også en del.

For det afhænger af, hvilken en historie man skal fortælle, hvilken viden man vil gengive, hvilken oplevelse, man vil give beskueren. Jeg har i mit arbejde i mange år brugt dragter i formidlingen- nogle gange har deltagere blevet iført dem, andre gange har jeg selv trukket i “arbejdstøjet”. Det som er så fantastik ved tøj, er at det næsten øjeblikkeligt giver bæreren en fornemmelse af, at nu skifter scenarioet. Ment på den måde, at der ikke alene er en anden fysisk bevidsthed, men også mental.

Når man ifører sig en dragt, ifører man sig også en betydning, en rolle. Og det er ligefra kattekostymet til fastelavn, til en grundigt udført historisk rekonstruktion. Der er også en kæmpe forskel fra at se Egtvedpigens tøj i egekisten, til at se et levende menneske gå rundt i den fremmedartede dragt. Tøjet giver adgang til en  “Tavs Viden”- noget som ikke kan intellektuelt  forklares, men skal opleves.

Hvornår er dragten vigtig- og hvornår er den ikke?

Når jeg har et arrangement med levende formidling som handler om- lad os sige vikingetid- kan det være i form af et foredrag, en rundvisning, et forsøg med et håndværk, en demonstration af et redskab ect. Nogle gange er deltagerne beskuere, andre gange er de meget fysisk involveret. Når jeg skal vælge, hvorvidt jeg skal tage en dragt på,  og i så fald hvilken, og om deltagere skal have dragt på, så stiller jeg mig selv en række spørgsmål:

1. er dragten relevant for beskueren/deltagerens oplevelse?
2. hvilken en viden er knyttet til dragten?
3. hvordan påvirker dragten min formidling og gæstens oplevelse?

Ad 1: Dragten skal være relevant i formidlingsøjemed- at lære at bruge et vippelad er en svær kunst, hvor ens krop i forvejen er på overarbejde. Her biddrager dragten ikke til forståelsen for et håndværk eller for den viden som er knyttet til de fund vi har. Sagt på en anden måde: Dragten skal have en funktion i forhold til oplevelsen, den skal understøtte den. Så man kan sagtens formidle et håndværk i en workshop sammen med deltagerne uden at nogen af dem er i andet end praktisk arbejdstøj

ad 2: Hvorfor denne dragt? Tager man en dragt på eller beder man gæster ifører sig den, kan det være nødvendigt at kende baggrundshistorien. Er den baseret på et fund? hvorfra ved vi om det er mande-eller kvindetøj? alder? farver? materialer? Dette er yderst vigtigt, hvis tøjet er centralt for oplevelsen. Til gengæld kan én enkel dragt bruges til at fortælle om et væld af viden: Væveteknik, bevaringsforhold, farver, mode, kropslighed, fåreracer…..

ad 3. Når man ifører sig sin dragt eller beder andre ifører sig den, er det ofte med ønsket om en transformation: man skal føle sig udenfor ens nutidige dagligdag. Det er noget som tøj gør allerbedst! Man har mulighed for eksperimenterer med en anden virkelighed, man kan næsten blive en anden person. OG derfor skal man være varsom med dragter, for de “fylder” meget. De kan fjerne fokus på det, man vil fortælle ( “ej, hvor ser vi fjollede ud”) De kan være grænseoverskridende for nogle at iføre sig, det kan være svært at arbejde i dem, hvis man ikke er vant til det. Men det kan også give denne kropslige “aha-oplevelse, som er så svær at skabe.

Rekonstruktion, kopi og…

I de kommende uger vil jeg fordybe mig i arkæologien og prøve at redegøre for den pinagtigt vanskelige proces det er at fremmane en klædedragt for fortiden. Det er de færreste dragter- selv dem på museerne- som er rekonstruktioner, da det kræver at man har genskabt dragten med materialer og redskaber så tæt på forhistorien, som overhovedet muligt. Alt andet vil aldrig være en rekonstruktion.

En kopi ligger under for de samme regler- så i bedste fald vil jeg kalde det en dygtig håndværker kan med maskinfremstillede tekstiler, plantefarver og moderne nåle, for en ” fortolket model”.  Og med mindre man har så velbevarede fund, at dragten er næsten intakt, vil alle ligge under for mere eller mindre fortolkning.

Men i den kommende tid vil jeg kaste mig over nogle kendte- og knap så kendte- gravfund og vise hvorfor, det er så svært at fremmane en dragt fra stumper og stykker.

Indtil dag kan man nyde den fine film om Hammerumpigens dragt:

rekonstruktion af en jernalderdragt