Have a seat

Hvis man de sidste 20 år har besøgt et vikingemarked, er man med garanti stødt på den berømte og berygtede ”afrikastol/stjernekiggeren”. Den fås med eller uden udskæringer, med og uden pels.

Og mest af alt: uden arkæologisk belæg.

Vi har til dags dato ikke rigtigt fundet noget som kan tolkes som værende en stol af denne type-så hvad sad man på?

Tjaa, når man var ude på en mark, så på jorden, en sten eller væltet træstamme. Et vikingemarked har den udfordring, at man på en gang gerne vil give et overbevisende indtryk af en midlertidig markedsplads/samlingsplads i vikingetiden, men samtidig tilbringer man meget tid i sit telt med at sidde ned- til stor forskel fra hvad man egentlig ville have gjort.

Så stod man op hele tiden?

Nej- man sad på sin hest, i skibet, til bords, på snittebænk og sikkert malkestol. Man sad på sengekanter, kirkebænke og stensætninger. Og naturligvis stole.

De stole vi har fundet, afspejler faktisk meget fint siddemøblers funktion i vikingetiden: enten noget praktisk til midlertidigt funktionspræget ophold ( spise, arbejde) eller et ”højsæde”, hvor stolen har været med til at fremhæve den siddende position. En hyggelig lænestol eller behagelig campingstol, som man sad på for det at sidde, er noget som hører et mere moderne menneske til.

Vi har fund af simple taburetter og bænke uden ryglæn. Vi har fornemme, tunge stole med ryglæn og sirligt snedkerarbejde. Vi har figurer som sidder på det som mest af alt kan beskrives som en trone. Og endelig har vi faktisk amuletter som kan tolkes som en stol- og det er nok ikke en hvilken som helst stol.

Hvis man savner sit ryglæn og døjer med ryggen pga alder og sygdom, kan man trøste sig med at man i det mindste ikke levede i vikingetiden. Hvor man statistisk set nok enten havde været død eller på vej til det. Plus man var vant til en anden standart for bekvemmelighed, så man har ikke savnet noget, som ikke eksiterede. Møbler på den måde som vi kender det i vores moderne hjem, som er lette, flytbare og relativt billige i anskaffelse og samtidig meget bekvemmelige, er ikke noget som dukker op i fundmaterialet. Almindelige dagligdags praktiske møbler som en bænk, et bord som godt kan være en planke over bukke) og en skammel har som mange andre dagligdags genstande levet en cyklus hvor det bliver udtjent, genanvendt og til sidst forsvinder. Så der er en logisk forklaring på, at vi ikke svømmer i borde og bænke. Store genstande i træ er i øvrigt sjældenheder, men når vi finder dem, så er det ofte i sammenhæng med andre store velbevarede trægenstande- f.eks i Oseberg graven. Stolen herfra er bestemt fin, men nok mere et højsæde, end en tarvelig taburet.

Og apropos højsæde:

Når konger/dronninger og gejstlige er vist siddende på særligt sæde, ofte med høj ryg og fine udskæringer, er det fordi at sådan et højsæde- eller trone som vi nok vil kalde det i dag- ikke så har meget har til formål at hvilke en træt ryg, som at placere den siddende i en særlig position, hvor man selv i siddende stilling er placeret i ansigtshøjde med den stående. Så derfor kan man ikke trække en lige linje mellem komfort, behov og funktion- en stol med et ryglæn er dejlig, men ikke nødvendigvis noget som har været hver mands eje og ikke nødvendigvis placeret i et almindeligt handelstelt.

Stole, bænke og siddepladser på et marked

Så hvad gør man? Ud over at lide i stilhed..

Hvis man ønsker at gengive et realistisk billede af en omrejsende, så er der nok ikke nogen vej uden om de mest primitive skamler og bænke. Har man sit ”højsæde” med, bør man overveje om man også har en person med status og pondus til at udfylde dette.  Når man har været på rejse, har det enten været på vej hen til en bebyggelse hvor møbler enten allerede eksisterede, eller mod en midlertidig bosættelse af en varighed, hvor man hurtigt kunne finde/fremskaffe noget at sidde på. Så fraværet af en masse siddemøbler skyldes ikke alene fattighed i fund, men at man har haft en kultur, hvor det at sidde længe og slappe af med en god bog, ikke eksisterer. Meget arbejde blev udført stående eller måske udenfor hvor man udnyttede dagslyset. Så nogle gange betyder fravær ikke fravær i fundbilledet, men fravær i tradition.

 

” Does this not feel real to you?”

I read this really interesting post (on a recommendable blog, by the way) about costume and re-enactment. The debate is simple “ This issue relates to whether visitors in costume should be allowed entry to museums that currently ban them”- but it is much more that that- it is about the whole idea of ” Authentic costumes”..what is real, what is ”Farb” what is definitely not okay?

https://thecostumerag.com/historical-accuracy-really-matter-events/

well, my oh my, is this a dangerous topic. This digs right into the hearth of all heated debates every re-enactor had ever had ever. But why? Why is the ”costume so important? Well first of all, today re-enactment in synonymous with” dressing the part”- that is what sets it apart from experimental archaeology, that is usually done in your everyday workwear- so the costume becomes vital for the feeling of authenticity- it becomes what defines whether or not this is a costume party or a historical event. For the re-enactors themselves there is a strong emotional feeling of authenticity if they have the assumption that their costume is close to a prehistoric reality – or so you should believe. Because it is not always the fact-what feels real, becomes real. And a lot of the time the idea of what is “Viking age” does not always corresponds with how Viking age (or any other period) clothing looked or feel like- you could wear a detailed reconstruction and still not feel very authentic, it the costume is very far away from the way modern mass media have taught you that Viking age should look like. For a lot of re-enactors, it is also a question of aesthetics- you wish to look “good”, but the idea of what is “good” in the prehistoric time could be very far away from your own idea.

For instance- a lot of Viking reenactors likes green clothing, since we have an idea of green being a colour that is somehow “natural” and more “real” than pink, purple or blue- even though it is much easier to make these colours ( a lot of plant gives a light pink on untreated wool) and pure green is really hard to make. So a light babypink shirt wouldn´t feel very “Viking” while a deep bottlegreen wold.

So- it is easy to understand why the costume becomes a battleground- there is a big difference between what feels authentic and what is authentic. And here is where the hammer hits the nail: re-enactment is often about a feeling of presence of the prehistoric past – that the past becomes real to you- “ like being there”- and if the costume fails to give you that feeling, then it is unauthentic no matter how many archaeological sources it is based upon.

So what we should debate is not the grade of “authenticity” in our outfits, but how our modern perception of beauty, our ideas about the past and even our personal aesthetics prevent us from making outfits that are closer to the archaeological finds, simply because they are to alien to our idea of how a Viking costume should look

Or as the answer Frank Underwood in “ House of cards” season 2 gets when he confronts a civil war re-enactor about who he “really is” – “ Does this not feel real to you”?

Broderi fra vikingetiden- en lille bemærkning om Osebergfundet og Opus Anglicanum

Viking embroidery and Opus Anglicanum:

I´m usually against it, when it comes to decorate outfits with embroidery, since it being so extremely rare. So, when a friend asked me to make an outfit with embroidery I was reluctant. Anyway, I decided to take a closer look on the medallion motive from The Oseberg grave- the original motive is tiny, each circle less than 5 cm in diameter. It is made of silk thread on silk that has been mounted on wool. We have no idea if this is part of an outfit, a decoration on a Tapestry or something completely different.

So, what do we know? It is made with couched stitching, (the ring around the animals)  split stiches ( the background filling and body)and stem/outline stich ( the outline of the animals). The colours are now a variation of red, yellow and brown, but since there have been no technical study of the colours only the visual, we have no way of knowing if these colours match the originals.

Normalt er jeg ret tilbageholden når det kommer til at brude broderi på vikingetidsdragter- det er ufatteligt sjældent vi har fundet dette. Så da en ven bad mig om at lave en dragt til ham med broderi, var jeg tilbageholden. Så vandt nysgerrigheden og jeg valgte at kigge nærmere på et af vores kendteste fund med broderi: medaljonmotivet fra Oseberg graven. Originalen er lille bitte, under 5 cm i diameter. Det er lavet med silketråd, på et stykke kraftigt silke der igen er syet på uld. Vi aner intet om funktion, placering eller noget.

Det vi ved er at det er lavet med en kombination af nedlagt syning(den ydre ring) kontursting( dyrets optegning) og split sting ( udfyldning og baggrund). Farverne er variationer af gul, rød og brun, men eftersom de aldrig er blevet undersøgt andet end visuelt, kan vi ikke vide om det er de originale farver.

Motive

The motive “animals turning their head back” is something I have mentioned earlier, since it seems to be, if not common, then at least known in the material from Birka and we find it on the only other piece of massive embroidery: the find from Hvilehøi, better known as the Mammen grave. Here the motive is almost similar: two animals, mirroring each other facing some sort of three/stem.

This motive is interesting, since it doesn´t seem to refer to any Viking age mythology we know of- but it has a distinct similarity to the medallion motives we now from contemporary Persian silks- and since it is believed that it is fragments of this kind of silk we find in the Oseberg grave, that has been cut into strips and sewn on garments, it is not unlikely that this Persian motive could have been a source of inspiration to the artist behind the Oseberg medallions.

 

“Dyr som kigger bagud” er et motiv jeg har beskrevet tidligere og skønt jeg langt fra vil kalde det almindeligt, er det dog velkendt I Birkamaterialet og på vores eneste anden grav med massive mængder broderi: Mannengraven. Her optræder det som to dyr, der spejler hinanden omkring et træ. Motivet er spændende for det refererer ikke umiddelbart til noget mytologisk element vi kender til, men det har en påfaldende lighed med medaljonmønsteret vi genfinder på samtidige persiske silker. Silker som man mener er dem som er skåret til strimler og anvendt som dekoration i Oseberggraven. Så alt i alt er det slet ikke usandsynligt at kunstneren bag det lille broderi, har ladet sig inspirerer deraf.

Opus Anglicanum

The technique however, is not Persian. When I started making the embroidery it hit me, how medieval it was- it reminded me closely of the “Opus Anglicanum” ! The Opus Anglicanum meaning “ English work “is usually connected with elaborate church vestments, like copes and altar furnishing and the technique is known from around 1100 AD and disappears with the Reformation. The use of extremely fine split stiches, couched stitching and fine silk thread is what defines the Opus Anglicanum and it is some of the finest examples of amazing craftsmanship.

BUT: this is a Christian medieval technique, and the Oseberg grave is dated to 834 AD?

top: couched stich, bottom left: stem stich, bottom right:split stich

Well, the Opus Anglicanum is the same technique we find in early Irish and Anglosaxon embroidery as early as around the 8^th century. And since the Norwegian Vikings had both raids and settlements in Ireland and England at that, it is not unrealistic that a Christian cope was part of the treasure. So it is quite possible that a local craftsman/woman could be inspired by a piece of early Opus Anglicanum.

 

Teknikken brugt til broderiet er derimod ikke Persisk, men Engelsk. Da jeg begyndte på broderiet, slog det mig hvor middelalderlig teknikken var- den minder helt utroligt meget om  “Opus Anglicanum” = Engelsk arbejde på latin. Dette er normal forbundet med kirkelige tekstiler som messehagler og alterduge og finds fra 1100 ekr og frem til reformationen. Brugen af næsten ekstremt fine split sting, nedlagt syning og tynd silke, er Opus Anglicanums kendetegn og kræver en fantastisk dygtig håndværker.

Men..det er jo middelalder? Og Oseberg graven er fra 834 e.krf?

Jo, men teknikken er faktisk kendt før middelalderen- de tidlige kristne broderier fra Irland og det angelsaksiske område kan dateres til det 8 årh.ekrf. Og da de norske vikinger var særdeles “ aktive” idet område på dette tidspunkt, er det slet ikke utænkeligt, at de sammen med sølv og guld, også hjembragte en messehagel. Dette kan en lokal håndværker havde ladet sig inspirere af og lavet de smukke Oseberg broderier.

The Spiral

One of the other silk embroidery from the Oseberg grave may even be that specific piece of raided textile. Some fragments show part of an elaborate spiral pattern, a pattern we recognise from Celtic art and later in illuminated scriptures – so, in other words not very Scandinavian. It has been made with a far more practiced hand than the medallions, so this might be an “Original” Opus Anglicanum, and not resemble the work of a local. The organic leaves pattern is also a typical Christian motive.

The Spiral is also almost identical to decoration on the grib of the Fetter Lane sword (British museum) from the 8^th cent.

In other words: this might be an” imported” piece of textile…

I have borrowed a picture of a recontruction of the spiral pattern, made by the talented Savelyeva Ekatarina- look her up on facebook, she makes wonderful stuff

Ekatarina on facebook

Et af de broderede fragmenter er muligvis et af disse “importerede” stykker – her ses på fragmenterne et kompliceret spiralmønster, et mønster vi ikke forbinder med det skandinaviske vikingetids ornamentik, men den keltiske billedverden og senere I de såkaldte “Illuminerede skifter” fra middelalderen. Spiralbroderiet er udført med noget mere teknisk snilde end medaljonmotivet og ligner ikke den lokale kunstners værk. Omkring spiralmotivet ses et organisk mønster af blade- igen et typisk kristent træk.

Som en interessant detalje er spiralmotivet næsten identisk med motivet på grebet det berømte Fetter Lane sværd fra d. 8 årh.

Så med andre ord- dette kan være inspirationskilden, det fremmede og spændende stykke stof.

Conclusion

Embroidery is not an artform we find evidence of in iron age Denmark and it seems to develop as an artform in the wake of the introduction of Christianity. The Opus Anglicanum is closely connected to the church and it holy men and women, and the motives are not something we recognise in the tapestries from the Scandinavian Viking culture. SO, did the Vikings put embroidery on their outfits? Well, at least one did- the Man from the Mammen grave.

Embroidery seems to be one of these foreign elements the Viking age upper class used to demonstrate their connection to the outside world, and more important- the right people. It therefore transforms from being something purely aesthetic and decorative, to a symbol of power and connections. The outfit I am making will hopefully do more than keep its owner warm and nice looking – it will become a symbol of my regards of that person.

Broderi er ikke en kunstart vi kender fra den danske jernalder og det ser ud til at denne kunst udvikler sig både teknik og udbredelse i takt med kristendommen. Opus Anglicanum er tæt knyttet til kirken og dens hellige mænd og kvinder, og motiverne minder på ingen måde om de vi kender fra vikingetidens billedtæpper. Så spørgsmålet er, brugte vikingerne broderi på deres tøj? Tjaa, en gjorde i hvert fald- høvdingen fra Mammengraven.

Broderi lades til at være et af disse fremmedartede elementer som vikingetidens overklasse brugte til at understrege deres forbindelse til andre – både lande og vigtige personer. Et broderi er derfor mere end et pænt stykke dekoration på tøjet, det er et symbol på magt og forbindelser. Den dragt jeg laver nu vil forhåbentlig gøre mere end at holde sin kommende ejer varm- den vil også være et billede på den respekt jeg nærer for personen.

vil du vide mere?

Fantastisk hjemmeside om Opus Anglicanum udstilling på Victoria&Albert museum

noget om Mammengraven

irske broderier og kvinders rolle i dette

Kvindedragten i vikingetiden- lidt forskningshistorie og tre eksempler. The womens dress in the viking age- some reseach history and 3 exampels

Når dragten fascinerer os så meget, er detfor den bæres direkte på kroppen, den er som et andet lag hud- ikke kun funktionelt men også identitetsskabende. Med dragten bliver de forhistoriske mennesker virkelige, ikke kun et skellet eller tågede skikkelser.

Men dragter findes meget sjældent i hel tilstand og at rekonstruere dem er ofte en næsten umulig opgave. Den glimrende artikel ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” af Hana Lukesová fra Bergen Universitet er et utroligt godt eksempel hvorfor. Hun har set på tekstiler udgravet så tidligt som i slutningen af 1800tallet og første halvdel af 1900tallet- dvs at hun har begrænsede muligheder for at få information om hvordan udstyret lå i gravene- alligevel har hun været  i stand til at få bemærkelsesværdige resultater. Dette indlæg er beseret på disse- jeg har oversat dele til engelsk, da artiklen kun findes på Norsk.

This post is about textile research and contains 3 examples on Norwegian female costumes from the Viking age. It is based on the Norwegian artikle ” Fragtmenter av Kvindedrakter fra vikingetiden- metode for identifikasjon av gamle tekstilfunn” by  Hana Lukesová from the university of Bergen. She has studied some graves excavated as early as early as 1880-1930. So she had only limited possibilities of knowing how the objects was placed in the graves. Still she has made some remarkable observations. I have translated this post, since the article is only in Norwegian..

De fund hun arbejder med, er alle tekstilrester rustet fast til skålspænder og kappespænder. Dette er ikke noget nyt, det er faktisk den normale situation. Det er også derfor at den viden vi har om kvindedragten næsten udelukkende handler om overdelen, nærmere bestemt området ved bryst og skulder. Resten er gætværk. Og derfor har kvindedragten skiftet udseende mange gange også selv om fundende er uændrede.

I 1938 studerer Agnes Geirjer tekstilfundende fra Birka ( udgravet af Hjalmer Stolpe i årene 1873-1895- altså mere end 40 år tidligere..) og hun bemærker lagrækkefølgen med en dragt inderst og en kjole med stropper ( stropperne ses tydeligt på indersiden af skålspænderne) yderst. Hun tolker den dog som to åbne, løse paneler:

The textile she is studying is small fragments rusted unto the surface of metal objects, in this case the oval brooches and the brooches for a possible cape. This is a very common find situation and due to this, most of our knowledge about the female costume is limited to the area around the breast and shoulders. The rest is pure guesswork. And that is why the ideas about the female dress has changed a lot, even though the finds remain the same. In 1938 Agnes Geirjer studied the Birka material excavated by Hjalmer Stople between 1873-1895. The notices the layers with one dress close to the body and another dress with straps (still in place in the oval brooches) upon it. Se interpreted it as two loose panels, not a closed dress.

I 1970erne og 80erne forsatte Inga Hägg dette studie af Birkafundende. Hun bed mærke i tekstilstratigrafien ( at de forskellige dragter lå i tydelige lag) og at man derigennem kunne identificere særk, selekjole, kappe/jakke. Hun mener at kjolen er lukket og at der i mange tilfælde også er tale om et lag mellem den inderste særk og selekjolen- måske en tunika? Hun bemærker også at den inderste plisserede særk lades til at være et 10 årh. fænomen.

In the 1970-80 Inga Hägg continues the study of the Birka material. She too notices the stratigraphically placed  layers  in the oval brooches and identify an additional piece of costume: a tunic between the særk and apron dress. She however believes that the apron dress is closed in the sides. And that the pleated inner dress is late phenomenon belonging to the 10 cent.

Flemming Bau studerer materialet i 1982, men føjer også billeder af figurer og billeder  fra sten og billedtæpper til sit materiale. Han tolker de mange par af stropper til at være forskellige brug af kapper, forklæder og en åben selekjole

Flemming Bau studies the material in 1982, but to his study he adds figurines and pictures from stones and tapestries. He believes stat the many straps might be evidence of a trail, additional apron and an open dress.

Fundet af Køstrupkjolen og en kjole fra Pskov i Nordvest Rusland viser dog, at kjoler som er helt lukkede fortil, også er udbredte. Der er alt stoffet mellem skålspænderne bevaret. Men det ene udelukker ikke det andet.

The find of the dress from Køstrup and Pskov in north vest Russia shows that apron dresses closed in front was in use- all the textile between the two oval brooches are preserved. But one model does not exclude the existence of the other.

Hana Lukesová undersøger 3 grave: Hyrt, Veka og Hopperstad. Som textilkonservator er hendes arbejde utroligt detaljeret, hun kigger ikke kun på selve tekstilet men bruger også viden om hvordan pletter og folder dannes efterhånden som kroppen forrådner. Hun konstaterer at man ikke nødvendigvis kan bruge den aktuelle fundsituation til at drage sikre konklusioner om hvordan dragten har været sat sammen. Stof er meget blødt og bøjeligt og kan lægge sig over under spænder efterhånden som kroppen falder sammen. Hun bemærker også, at man for at få dragten til at sidde på den afdøde, har måtte placere dele af dragten på en måde,som den nok ikke ville været båret mens ejeren var i live.

Hana Lukesová studies 3 graves from Norway. Hyrt, Veka og Hopperstad. As a textile specialist, her work is extremely detailed: se does not only have knowledge about the textile itself but also who the decay of the body affects the textile forming spots and folds. She concludes that you cannot necessarily conclude how the costume was worn based on the situation drawing, since the soft fabric moves around a lot when the body collapses. And sometimes the costume is placed on the dead in a manner that it would never have been carried while the owner was alive.

Den første grav Hyrt indeholder som de øvrige andre 2 grave to skålspænder af type R652 ( meget udbredt type i det meste af Skandinavien og baltikum) og et ovalt spænde til en kappe. Som den eneste er der fundet en vegetabilsk stofrest: blå lærredsvævet hør(1). Ovenpå den ligger en 2/2 kiper uld- en mulig uldsærk.(2) Rester af selekjolen mangler men der er stopper til den, så hun går ud fra at den findes. Ovenpå spænderne ligger der en fin 2/2 Krystalkiper uld(4) hvis vævekant er fæstet i det ovale spænde (3). I spænde 2 sidder der en snor-en mulig snor til perler?

The first grave Hyrt contains as the other two a pair of oval brooches ( R652- a very common type in Scandinavia ant the Baltics) and a smaller brooch for a cape. As the only grave there are remains of plantfibers: a blue plain/tabby weave, placed closets to the body, probably a saerk ( 1). Upon this lies a 2/2 wool twill- another dress.(2) There are no remains of the apron dress but the straps that indicate one, are there. Over the oval brooches lies a fine 2/2 diamond twill wool- a cape (4) The smaller brooch has its pin through its selvage. (3) in one of the oval brooches there is a string- perhaps for pearls?

Den anden grav, Veka indeholder ingen særk, med mindre et lille bitte brudstykke af lærredsvævet uld er rester af særken. Det sidder i toppen af spænde 1.(1) Tilgengæld er der fund af samitum silke( 2) Et bånd er syet på vævekanten(5) af  en 2/2 kiper uld og der er tilmed lavet en strop i silke til det lille kappespænde.(3) Under skålspænderne ligger der rester af en 2/2 diamantkiper- ret sikkert selekjole. Men nu bliver det tricky: Kappen er nemlig fundet under skålspænderne!.Hana tolker det som at kappen er blevet lagt om den døde og man derefter har “nålet” hele dragten sammen for at dels vise spænderne, dels holde det hele på plads.

The second grave, Veka has no saerk, except a small remain of a tabby weave on one of the oval brooches could be it.(1)But it has Samitum silk! A band of silk is sewn to the selvage of a 2/2 twill(2)(5)- probably a cape(4), and there is even a loop made in silk for the small brooch(3). In the low end of the oval brooches there is remains of a 2/2 diamond Twill- probably the apron dress. An interesting fact is, that the cape is under the oval brooches! Hana interprets this a he cape being placed on the dead body, and then all the garments have been pinned together to hold the costume in  place for the burial, not a way it would be worn while the owner was alive.

Den sidste grav Hoppestad gør sig selv bemærket med helt utroligt mange stropper- hele 5 par! Hvor mange der er til selekjole/forklæde/slæb er svært at sige, da der er bevaret ganske lidt andet tekstil. Det som er bevaret er to fragmenter, begge i krystalkiper.( 2+3). Der er ingen særk eller kappe bevaret ud over hvad som måtte høre til stropperne. Når Hana med stor sikkerhed kan sige, at de to krystalkiper fragmenter ikke er fra samme kjole, er det fordi at trenden ( de lange tråde som løber i væveretningen) løber hhv. vertikalt og horisontalt. Min egen fortolkning er, at her er tale om en selekjole med et forklæde men den står helt for egen regning.

The last grave is from Hopperstad and it only contains two oval brooches. They have an impressive amount of straps: 5 pairs! If some of those straps belongs to a cape/trail and an apron is hard to tell. There is no remains of a saerk. But there is two different remains of diamond twill(2+3). That there is indeed evidence for two different costumes and not two remains of the same dress, is due to the fact that Hana notice that the warp( the long threads running in the weaved direction)  runs in different directions: vertical and horizontal. My personal ( not hers) belief is that one of the remains is apron dress, the other an apron, not a full dress. But that is just my idea..

Artiklen er en virkeligt godt eksempel på, hvor langt man kan komme med lidt, hvis man er dygtig nok. men også et eksempel på, hvor meget gætværk der er inde over når vi skal rekonstruere dragter- vi ved stadig intet om længde og facon.

This article is a really good example on how a little goes a long way, when you are a skilled expert. But i allso shows who much is pure guesswork- we still know nothing about lenght and shape.

Man kan læse hele artiklen på norsk her:

if you can read Norwegian, you can read the article here.

fragmenter-av-kvinnedrakter_2

Klæder skaber folk

Som tidligere nævnt, er den levende formidling defineret ved at man er ansigt til ansigt med formidleren. Dette giver nogle ubetingede fordele, idet man kan stille spontane spørgsmål, man kan demonstrere noget for at understrege sin pointe, man kan tilføje et helt lag af takstil interaktion.

Derfor betyder påklædningen også en del.

For det afhænger af, hvilken en historie man skal fortælle, hvilken viden man vil gengive, hvilken oplevelse, man vil give beskueren. Jeg har i mit arbejde i mange år brugt dragter i formidlingen- nogle gange har deltagere blevet iført dem, andre gange har jeg selv trukket i “arbejdstøjet”. Det som er så fantastik ved tøj, er at det næsten øjeblikkeligt giver bæreren en fornemmelse af, at nu skifter scenarioet. Ment på den måde, at der ikke alene er en anden fysisk bevidsthed, men også mental.

Når man ifører sig en dragt, ifører man sig også en betydning, en rolle. Og det er ligefra kattekostymet til fastelavn, til en grundigt udført historisk rekonstruktion. Der er også en kæmpe forskel fra at se Egtvedpigens tøj i egekisten, til at se et levende menneske gå rundt i den fremmedartede dragt. Tøjet giver adgang til en  “Tavs Viden”- noget som ikke kan intellektuelt  forklares, men skal opleves.

Hvornår er dragten vigtig- og hvornår er den ikke?

Når jeg har et arrangement med levende formidling som handler om- lad os sige vikingetid- kan det være i form af et foredrag, en rundvisning, et forsøg med et håndværk, en demonstration af et redskab ect. Nogle gange er deltagerne beskuere, andre gange er de meget fysisk involveret. Når jeg skal vælge, hvorvidt jeg skal tage en dragt på,  og i så fald hvilken, og om deltagere skal have dragt på, så stiller jeg mig selv en række spørgsmål:

1. er dragten relevant for beskueren/deltagerens oplevelse?
2. hvilken en viden er knyttet til dragten?
3. hvordan påvirker dragten min formidling og gæstens oplevelse?

Ad 1: Dragten skal være relevant i formidlingsøjemed- at lære at bruge et vippelad er en svær kunst, hvor ens krop i forvejen er på overarbejde. Her biddrager dragten ikke til forståelsen for et håndværk eller for den viden som er knyttet til de fund vi har. Sagt på en anden måde: Dragten skal have en funktion i forhold til oplevelsen, den skal understøtte den. Så man kan sagtens formidle et håndværk i en workshop sammen med deltagerne uden at nogen af dem er i andet end praktisk arbejdstøj

ad 2: Hvorfor denne dragt? Tager man en dragt på eller beder man gæster ifører sig den, kan det være nødvendigt at kende baggrundshistorien. Er den baseret på et fund? hvorfra ved vi om det er mande-eller kvindetøj? alder? farver? materialer? Dette er yderst vigtigt, hvis tøjet er centralt for oplevelsen. Til gengæld kan én enkel dragt bruges til at fortælle om et væld af viden: Væveteknik, bevaringsforhold, farver, mode, kropslighed, fåreracer…..

ad 3. Når man ifører sig sin dragt eller beder andre ifører sig den, er det ofte med ønsket om en transformation: man skal føle sig udenfor ens nutidige dagligdag. Det er noget som tøj gør allerbedst! Man har mulighed for eksperimenterer med en anden virkelighed, man kan næsten blive en anden person. OG derfor skal man være varsom med dragter, for de “fylder” meget. De kan fjerne fokus på det, man vil fortælle ( “ej, hvor ser vi fjollede ud”) De kan være grænseoverskridende for nogle at iføre sig, det kan være svært at arbejde i dem, hvis man ikke er vant til det. Men det kan også give denne kropslige “aha-oplevelse, som er så svær at skabe.

Rekonstruktion, kopi og…

I de kommende uger vil jeg fordybe mig i arkæologien og prøve at redegøre for den pinagtigt vanskelige proces det er at fremmane en klædedragt for fortiden. Det er de færreste dragter- selv dem på museerne- som er rekonstruktioner, da det kræver at man har genskabt dragten med materialer og redskaber så tæt på forhistorien, som overhovedet muligt. Alt andet vil aldrig være en rekonstruktion.

En kopi ligger under for de samme regler- så i bedste fald vil jeg kalde det en dygtig håndværker kan med maskinfremstillede tekstiler, plantefarver og moderne nåle, for en ” fortolket model”.  Og med mindre man har så velbevarede fund, at dragten er næsten intakt, vil alle ligge under for mere eller mindre fortolkning.

Men i den kommende tid vil jeg kaste mig over nogle kendte- og knap så kendte- gravfund og vise hvorfor, det er så svært at fremmane en dragt fra stumper og stykker.

Indtil dag kan man nyde den fine film om Hammerumpigens dragt:

rekonstruktion af en jernalderdragt

 

 

“Hvordan bliver man viking?”

I forlængelse af mit allerførste spæde lille indlæg, kom jeg til at tænke på en type mail jeg i mit erhverv får ret tit. Den er send fra nysgerrige familier, unge mennesker, ældre mennesker, par og enlige, som alle godt kunne tænke sig at blive en del af den store årlige Vikingebegivenhed-“Moesgård Vikingetræf”.

Spørgsmålet afspejler ret godt hvilket generelt indtryk og viden der egentlig er omkring den periode af forhistorien, vi kalder vikingetiden. Den er voldsomt præget af at vi hele tiden bruger ordet ” Vikinger” som om vi taler om en etnisk lukket gruppe og kultur, som er så defineret, at det er en rolle man kan påtager sig- som elver eller ork ( dette er ikke ment som en kritik mod rollespil, som jeg elsker, eller mod folk som dyrker vikingelivet).

Desværre er det ikke helt så nemt: mange hurtigt erfarer at det at være ” Viking” er mindst ligeså regelfyldt som at dyrke LARP( LiveActionRolePlaying). Her vil jeg gerne skrive lidt om de problematikker, men også muligheder der er for dem, som skriver og gerne vil være viking.

Lad os starte med de dårlige nyheder: Der findes ikke noget som hedder vikinger. Og det er faktisk til debat om vi overhovedet kan kalde en periode vikingetid.

Vikingerne og vikingetiden var et stærkt symbol som blev skabt i 1873 af  Arkæologen J.C Worsaae- så stærkt, at vi i dag genfinder det i alt fra pålægspakker til roligans udklædning. Men den Viking har aldrig eksisteret.  Han er et produkt af en politisk historiefortælling, som i dag er blevet en grundpille i vores selvforståelse. Folk i norden kalde sig selv mange ting- men viking var ikke en del af dem.

Med Frølichs billeder til Nordisk studentermøde i 1845, får vi ansigter på vikingerne: Djærve bondesønner med langt skæg, iklædt simple klæder og skin- den viking vi i dag ser for os, når vi skal forstille os dem- og det er dem vi ser i nutidige tv-serier, film, og langt hen af vejen også på vores vikingemarkeder. Det som er rigtigt vigtigt at ide, er hvorfor Vikingerne blev til. De var en reaktion på en række sviende nederlag, Danmark havde lidt- først ved at miste Norge under Kalmar unionen, senere ved Dybøl i 1864. man havde kort og godt behov for at stive sig af med noget. Prøv at læse Worsaaes egen beskrivelse- den får ikke får lidt:

“Vi finde vel vore Forfædre hengivene til et grumt og vildt Hedenskab, men alligevel kunne vi dog ikke nægte dem vor beundring. Deres Kjærlighed til Hjemmet og Friheden, deres Trofasthed og Tapperhed, som endog satte Europas mægtigste Stater i Skræk, vare Vidner om en Sjælsadel og Kraft, der i vore Dage tilfulde fortjente at efterlignes.”(  Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie, fra 1843.)

I Den frankiske præst Dudos normannerkrønnie, spørges vikingerne: Hvad kaldes jeres Herre? Og de svarer ” Intet, for vi er alle lige”. Dette var et citat, som blev fremhævet gentagende gange i skolernes historiebøger og ikke mindst med grundloven af 1849 og en større udbredelse af stemmeretten.- det stemmer bare ikke særligt godt overens med det vi som arkæologer kan finde. Slægten har altafgørende betydning i vikingetiden og da hovedparten af vikingerne var bønder, nogle sågar trælle, var ens muligheder i livet stærkt bundet til slægten. Gravene, boligerne og sundhedstilstanden taler om et stærkt opdelt samfund, men det var ikke det billede man havde lyst til at vis og selv i dag, kæmper vi med klicherne omkring den kæmpende viking og frigjorte vikingekvinde. Læg mærke til næste gang i skal se en vikingeudstilling: hvor mange våben, hvor mange skatte udstilles der? Selv skibene er først og fremmest udstillet til at virke imponerede, ja næsten skræmmende, selv om langt de fleste af dem var helt almindelige handels og transportfartøjer.

Det virker alt sammen ret uskyldigt: at ville se sine forfædre i et positivt lys. Sådan ville de jo sikkert også gerne se sig selv. Men fortiden er også en elastisk størrelse: den kan formes og placeres i den form vi nu ønsker.

På Museerne er vores fornemmeste opgave at gøre vores viden tilgængelige, og for at ramme bredt og lad os være ærlige holde interessen (konkurrencen ) i en tid hvor det aldrig har været nemmere at finde information, har fortællingens magt fået en stor plads. Fokusset er på ” den gode historie” , men som tidligere tider har vist, er den gode historie aldrig neutral og uden politiks agenda.  Læg mærke til museernes plakater for udstillinger om vikingetiden- det er en ikonografi vi kender fra tidligere.

I en tid med en voldsom mængde af information, kan det være svært at være kildekritisk, svært at finde tid og rum til refleksion. Det betyder at museerne ikke alene skal fortælle hvad vi ved, men også hvorfor og hvordan vi ved det og hvorfor vi tolker, som vi tolker. Det gør et museumsbesøg til en krævende oplevelse for gæsterne og til næsten uløselig udfordring for fagpersonale og designere.

Vores faglighed er noget vi aldrig må give køb på, men det kan være fristende at forsimple, forskønne og fortrænge, når man vil have en pointe igennem. En ting som er vigtig at understrege, er at vores viden hele tiden er under udvikling, at arkæologi bygger på indicier såvel som beviser og man kan derfor ikke tale en objektiv sandhed, den vil altid være en konstruktion.

Den gode side af at genopleve fortiden

For mig er det positivt at se alle deltagerne til vikingetræffet aktivt søge at øge deres viden om vikingetiden, at dygtiggøre sig i deres håndværk og deres entusiasme omkring at dele deres erfaringer. De er på sin vis et drømme publikum, som er nysgerrige, kritiske og aktiv bruger den viden museerne giver dem. Men man skal ikke tage fejl- Den måde vi vælger at genopleve fortiden er aldrig apolitisk. Når man ønsker at genskabe og genopleve fortiden er det for det første en ”filtreret oplevelse” – vi ser jo ingen trælle på vikingemarkederne, vi slår ikke vores koner og børn eller ofre heste, eller voldtager slaver. De fleste folk som deltager i vikingemiljøet gør det fordi det giver dem en følelse af fællesskab, af forståelse, i mange tilfælde en a-ha oplevelse som bøger og udstillinger ikke har leveret, og en forbindelse til fortiden.

Intet af dette er der noget galt i- men en gang imellem dukker der interessante spørgsmål op, som f.esk: Kan min koreanske kæreste også være viking?

Og her rammer vi hovedet på sømmet- for i det sekund at du bruger din kulturarv til at ekskludere andre og give dig selv særlige rettigheder, har vi truffet en ideologisk og politiks beslutning. Mange gange har jeg taget mig selv i at sige ved en rundvisning, ” ja, i vikingetiden var VI jo mest af alt bønder”….Men når der er et ”Vi” er der også et ” de andre” og når vi taler om fortiden – især en fortid som ligger 1000 år tilbage er det meningsløst at tale om et ”Vi”. Det antyder nemlig at der er en ubrudt kontinuerlig kulturel sammenhæng mellem de mennesker som lever i Danmark nu ( vel at mærke de hvide, som kan bevise et vist antal generationers ophold i landet) og dem som levede der for 1000 år siden. Men sådan hænger kultur og arv ikke sammen.

Plus hvad dækker det ”Vi” over? Det nuværende politisk geografiske Danmark er på ingen måder identisk med vikingetidens- og var det i øvrigt kun danskere som var vikinger? Så et Vi bliver her ekskluderende og det er jo lidt i modstrid med hele konceptet.

Men jeg kan godt forstå at man kommer til at sige ”Vi”, det er jo meget oppe i tiden at der findes en særlig danskhed, som helt unikt tilmed er genetisk bestemt, så man simpelthen fødes særligt dansk og der findes en helt rigtigt måde at være dansk på- Det har bla. noget at gøre med hvad man skal kunne lide at spise, hvor mange børn man må få og hvilket tøj man går i. Så skal man også synes at H.C Andersen er god ect- der er mange regler.

Alt i alt må vi konstatere, at vi ikke kan kontrollere hvad folk bruger fortiden til eller hvordan de vælger at se på den, men vi kan klæde de personer som bruger fortiden aktivt i deres fritid godt på. Vores levende formidlere er vores ambassadører og det er derfor vigtigt at vi tager dem alvorligt og giver dem mulighed for at være reflekterede- ikke bare i forhold til hvad de formidler, men også hvorfor de gør det. Deres motiver og oplevelser vil altid være meget personlige, men det er også styrken.

De moderne levende vikinger er i min optik t vigtigt redskab til at nå et publikum vi ellers har svært ved at fange, men vi skal være klar over at vi altid servere en yderst redigeret version af fortiden. Kan man gøre det til en styrke, frem for et problem, har vi skabt et spændende dynamisk forum, hvor vi kan vende og dreje spørgsmålet om retten til at skrive vores fælles historie.

Levende historie, reenactment, eksperimentel arkæologi og alt det midt imellem

Denne her blog er blevet til på baggrund af et projekt startet i 2010, som endte med at jeg i 2012 fik jobbet med at arrangere Moesgård Vikingetræf. Jeg er uddannet magister i forhistorisk arkæologi i 2006 og har gennem mit studie altid hygget mig med at lave rekonstruktioner-enten til brug i udstillinger eller bare for at prøve det. Men jeg har aldrig været det man med et gammelt dansk ord kalder “Re-enactor”. Jeg har til gengæld arbejdet meget med levende formidling- men hvad er det så?

Først skal vi lige have nogle grundlæggende ting på plads omkring arkæologi:

Teorien bag arkæologi, er at der findes en sammenhæng mellem en fysisk verden og en metafysisk verden. Ved at studere forhistoriens materielle kultur ( fysiske fund: genstande, bygninger men også knogler, pollen og andre spor) kan vi danne og et indtryk af fortidens samfund og immaterielle kultur. Man forsøger så at sige at skabe et billede af en forhistorisk virkelighed. Men en ting er teori, noget andet praksis: har denne stenøkse vi tolker som en stenønske, rent faktisk været brugt som økse? Ønsket om at komme helt tæt på og med egne øjne ( hænder, krop) erfare at ens hypotese holder vand, har eksisteret længe. Igennem 1960ernes positivistiske arkæologi blev eksperimental arkæologi til tesen om at ved at leve som fortidens mennesker, kunne man blive fortidens mennesker.

Eller sagt på en anden måde: ved at genopføre/genskabe dele af en materiel kultur fra fortiden vil man kunne komme tættere på hvordan det var at være menneske den gang.

Men det kan man ikke. For vi kan aldrig fralægge os vores egen kulturelle bagrund, vores egen tid og det er på baggrund af den, at vi ser verden. Men det betyder ikke, at man ikke igennem eksperimenter og rekonstruktioner kan opnå ny og vigtig viden- vi skal blot ikke regne med at få lige den viden, forhistoriens mennesker besad.

Reenactment

Betyder at genopføre- det har været noget selv de gamle romere benyttede sig af, når i i Colusseum skulle vise. hvor fedt det så ud, når de bankede germanerne. Så det at genopføre historien for at understrege en pointe, er langt fra noget nyt. Men for mange er det også en søgen efter den oplevelse, som historiebøgerne- hvor godt og medrivende de end er skrevet- ikke kan give. Reenactment er ønsket om ikke bare at erkende historien, men at opleve den ( “som at være der selv”) i en fysisk håndgribelig verden. Reenactment behøver derfor ikke have noget formidlende formål, andet end for den implicerede, men detaljegraden er vigtig hvis oplevelsen skal føles autentisk ( her i betydning af ordet “ægte/troværdig”).

Levende historie

Dækker over meget fra benhård skuespillerinstrueret first person reenactment ( vor man bare ER en malkepige fra 1860) til en børnefamilie som skal prøve at leve en uge i et jernalderhus. Fællesordet er “Levende”- dvs. der er altid levende mennesker involveret og et levende/fysiks miljø. Levende Historie er med rette meget populært, da det for det første kan anskueligøre nogle elementer som er noget nær umulige at formidle i en udstilling ( sådan føles det at ro et vikingeskib, sådan smager tørfisk, så mange kræfter skal der til, når man skal flytte en sten til en jættestue) nemlig alt det taktile, vores “kropsviden”.

I denne blog vil jeg beskæftige mig med både levende historie, reenactment, rekonstruktioner og eksperimental arkæologi. Jeg vil fortælle, hvordan jeg laver de rekvisitter jeg bruger i min levende formidling, hvilke beslutninger der står bag og hvordan jeg bruger dem.