Anmeldelse: The Northman- Arkæologen forklarer hvorfor en trang til at cherrypicke ødelægger den autentiske oplevelse, hvordan du giver slip på den trang og hvorfor du skal se denne film. Helst i dag.

Fortiden har beriget os episke sagn, legender, fortællinger og virkelige hændelser, der på mange måder overgår selv det mest fantasifulde manuskript. 

Siden menneskets første forsøg med sprog og senere billeder, har vi brugt fortællings redskaber og vores kreative illustrationsevner, til at sætte ord og billeder på det vi oplever.  Vi har har forklaret fysiske fænomener ( solens gang på himlen = den må være trukket af en hest) og sociale strukturer ( han er vores leder fordi han nedstammer fra Odin) ved hjælp af fortællinger, som på en gang, har skulle fungere som en bekræftelse og begrundelse på tingenes tilstand og forklare den.

Det levende billede, filmmediet, har sin sin svaghed og sin styrke fra samme sted: Her former lytteren ikke sit eget billede i hjernen, men må forholde sig konkret til det viste- som i øvrigt er det samme alle andre ser- men det betyder, at vi kan diskutere det vi ser. 

Film- også dokumentarfilm- er altid en tolkning, som viser den virkelighed, instruktøren mener vi skal se. Når vi laver film som foregår i en forhistorisk virkelighed, er der derfor ikke anderledes, end når vi laver en udstilling: vi tolker og viser vores version. MEN- hvor udstillinger i museer forpligter sig til ikke at trække tolkningen hen et sted, som materialet ikke kan bære, har fortællingen helt andre frie rammer, fordi formålet er et andet.

Det er virkeligt vigtigt at holde i mente, når man ser-og her anmelder- film som handler om historiske perioder.

Amled+Hamlet= Amhleth

The Northman er en film fra 2022 af Robert Eggers. For dem som ikke kender Robert Eggers, er han manden bag Indie-gyseren “ the Witch https://www.imdb.com/title/tt4263482/ En gyser om hekse, overtro og samfund sat i 1630 i en Koloni i New England, så historiske settings er ikke nyt for ham, og den eksperimenterende sort/hvide psykologiske gyser “ the Lighthouse” fra 2019. Der er altså ikke tale om en standard actionfilm instruktør, men en mand som tager chancer, som udfordrer sit publikum. Og skræmmer.

The Northman bygger på sagaen  om Amled,  vi kender den senere som “ Hamlet” af William Shakespeare. Kort ridset op er det en fortælling om hvordan Hævn opsluger en person med voldsomme og tragiske følger. Det er historier, hvor det er svært at få øje på vinderen og “helten” begår handlinger som langsomt skyder publikum fra sig. Hvis du har behov for at se en film om Modige, Mægtige Vikingehelte, som begår ærefulde handlinger, så kan du trygt springe “ The Northman” over. Filmen er er en rejse ind i mørkets hjerte, hvor jeg gribes af beundring for at Instruktøren vedbliver med at tro på sin hovedperson. selvom publikum er klar til at forlade langskibet for længst.

Arkæologen går i Biffen

Det er virkeligt vanskeligt at lægge sin fagkundskab bag sig, når man synker ned i sædet i mørket. Har selv siddet igennem en film med en kammerat som arbejder med special effects, hvor vedkommendes konstante kommentarer fik os hældt ud af biografen i utide. Så alting med måde. 

The Northman har benyttet sig af mange faglige konsulenter til dragter, bygninger og udstyr og filmmusikken  taget udgangspunkt i lyde fra instrumenter fra vikingetid. Der vil derfor være en oplagt chance for alle arkæologer til at kaste sig frådende over filmen og pille den i stykker, genstand for genstand. Men nu skal jeg fortælle hvorfor det vil være en dårlig ide:

1. Autentisk er ikke lige med troværdig: Filmen skal få mig til at tro på historien, investere mig selv i den. Selv den mest gennemførte, rekonstruerede scenografi kan ikke frelse en utroværdig, elendig historie historie.
2. “ Sådan lød vikingemusik ikke/ Sådan så deres dragter altså ikke ud”- Nå, men det ved du så? nej det gør du ikke, for ingen ved hvordan musikken lød, vi har ingen stillbilleder fra vikingetiden, eller sågar komplette dragter. 

Personligt skal der ret meget til, før jeg bliver grænseløst irriteret over anakronismer ( som i hvorfor i hel skal Slavernes dragter være mere ens end en gruppe Brøndby Tilhængere på vej til stadion? Ja, vi har forstået at “ de er ikke vikinger” men come on, man behøver ikke klappe stavelserne)  ligesom det heller ikke booster mit ego , at opdage små “easter-eggs” i form af at kunne identificere et bestemt sværd eller genkende rasleinstrumentet fra Oseberg.

ja, den er med, nej det er ikke sikkert man har brugt den sådan i vikingetiden

Troværdigheden- Autenciteten- skal komme af at hele fortællingen ogpersonens handlinger, er overbevisende. Der er flere “mytiske/religiøse” scener, som jeg personligt synes fungerer virkeligt godt. Fordi jeg er overbevist om, at hovedpersonen ville opleve det sådan- at dette er hans virkelighed. 

“arhemn sådan ser en vølve altså ikke ud” og det ved du fordi?…

Mytisk tænkning i Vikingetiden

Her synes jeg instruktøren har ramt noget essentielt! Vikingetiden rummede en anden tænkemåde end vores: Når vi, med udgangspunkt i videnskaben, søger klarhed og logisk sammenhæng når vi udtrykker os, har man haft helt andre mål i fortiden. Den mytiske tænkning går på tværs af årsag-virkning. I dag er det begrænset til hvad vi kalder fantasi og digtning, men i fortiden var det en helt ligeværdig og legitim måde at afsøge verden på.

I The Northman opløser Peter Eggers virkeligheden ( ihvertfald den vi kender) og lader den faktuelle realitet og den måde personen oplever den, smelte sammen. Der er en vidunderlig kampscene i en gravhøj, som illustrerer det perfekt.

Her oplever jeg at filmen arbejder med vigingetidens sagaer og eddadigtning, på en måde jeg aldrig før har oplevet.

Er “The Northman værd at se?

Det afhænger af, hvorfor du ser den. Hvis du gerne vil blive klogere på fakta om vikingetiden, vil jeg anbefale alle de andre blogindlæg eller dit lokale museum. Jeg mener det er et af 2022 store filmoplevelser fordi:

• Har du læst de islandske sagaer? Hvor alle er nogle røvhuller og det går helt galt i en kæmpe dumpsterfire? Kan du lide den form for fortælling? Så vil du elske The Northman.
• Hvor er det dog befriende at slippe for “ sexy vikings” og den efterhånden obligatoriske “ Kvinder kunne også være krigere i vikingetiden og derfor var det også stærke”. Hvis man vil se en kvindekarakter, som overbevisende portrætterer en troværdig “ stærk kvinde” i vikingetiden, så er Nicole Kidman som dronning Gudrun, en af de mest skræmmende figurer jeg længe har set. Hvor er det dog en fornøjelse at se hende spillet andet en “ Velholdt kvinde fra overklassen i problemer”- at være en kold, kynisk, magtbegærlig heks fra dit værste ødipale mareridt klæder hende.
• Den er virkeligt flot filmet, Som i rigtig pæn. På den grimme måde
• Slutscenen er uforglemmelig
• Det er en virkelig anderledes vikingefilm- eksperimenterede uden at blive intern ( I’m looking at you Vahalla Risning) Forholder sig til et oplæg uden at gå totalt GOT på det ( Ja, HBO Vikings og jeres skamridning af alt saga, legende og facts. Det er ok at man flytter handlingen til et “ fiktivt men sandsynligt univers” Men Kattegat? at ride til Gotland? Og at kvinder kun kan være “ smukke forførersker eller BikerDykes?)

Så giv slip på jeres trang til at tjekke hver eneste kappespænde, lev med at Alexander Skarsgård er buff as F..k, at det romantiske kærlighedsforhold er ophidsende som kold havregrød og Claes Bang lyder lidt danglish i starten. The Northman er noget så sjældent som et nyt take på vikingefilm som fungerer selv for en arkæolog

Nicole Kidmans bedste rolle siden Dogville og The Others. Hun går rent ind.

U can leave your hat on

Hen over vinteren er der kommet gode spørgsmål til brevkassen og her vil jeg gerne svare på en genganger: Gik man med hue i vikingetiden?

Godt spørgsmål.

Det kan det være dejligt at have en varm hue at tage på hovedet. Det er det såmænd også om sommeren, hvor vi alle kan savne noget som skygger for øjnene.

Men hvad gjorde man i Vikingetiden? Desperate kuldskære reenactere og solskoldede ditto, spørger tit om hatte/huer/hætter og må modtage samme nedslående svar: vi har vældig få fund.

Vi har billeder og figurer med hovedbeklædning, men skal man være helt ærlig, så er det tit svært at gennemskue om det er en hat, en hjelm eller noget helt andet. Og sandt at sige, så er det ikke altid at kunstneren har fokuseret på at gengive hovedbeklædningen i detaljer…

En hovedbeklædning kan også være meget mere og andet end et behov for lune ører- både mænd og kvinders hovedbeklædning har overalt på kloden og til alle tider, været styret af andre ting en fysiske behov

Her er en række eksempler på hovedbeklædninger, som ganske vist udfylder et formål- men ikke et praktisk

« Det ville jo være fornuftigt at»..

Logik og rationale er gode redskaber, men når det kommer til tøj, er det ikke altid at form og funktion – og fornuft- hænger sammen. Stillethæle, G-strengstrusser og skulderpuder er gode eksempler på, at det som opfattes som beklædning, ikke altid bunder i behov eller fornuft for den sags skyld. Damehatte til galop-Derby giver meget lidt mening fra en rent praktisk synspunkt, og religiøs hovedbeklædning, er ud over at være et arnested for hidsige debatter, på ingen måde baseret på hvad kroppen har brug for.

Man kan derfor ikke sige at « det var jo også koldt i vikingetiden, derfor må de jo have haft huer». Sådan fungerer det ikke. Underbukser til kvinder blev først indført i kvindedragten i Danmark sent i 1800tallet. Indtil da led mange sikkert af blærebetændelse, underlivsbetændelse og kolde baller. Logikken siger, at det må man da have overvejet en løsning på, men tøj er først og fremmest kultut og kulturændringer sker langsommere end naturændringer.

Så man skal derfor slet ikke afvise at man har levet med kolde ører, og solen direkte i øjnene, fordi det var det som farfar gjorde og det må være godt nok til dig.

Hvad gjorde man før i tiden?

At man har brugt hovedbeklædning i jernalderen, behøver vi kun at se på den berømte Tollundmand for at kunne konstatere. Han er iført en lille skindhue med pelsen indad- et design vi kender fra andre steder i Europa på samme tid og som vi har fundet flere af i moser og vådområder.

Små huer i skind, med et simpelt design har sikkert været en almindelig hverdagshat. Vi har set dem på mænd, men løsfund gør, at vi ikke kan afvise dem som værende brugt at begge køn og alle aldre.

« Hætteslag» kendes også fra store dele af jernalderen, både som figurer og fra mosefund. Mest kendt er nok « Orkney-hætten» som er dateret til et sted mellem 300-600 AD. Hætten er lille, muligvis til et barn på 8-9 år og tolket til at være lavet som et genbrug af et fint stykke klæde – det frynsede stykke er lavet på et brikvævet bånd og er af en langt finere kvalitet et selve hættens stof.

Selve designet kan ligne Skjoldhamn-hætten – men mere om den senere. 

Men hvad med vikingetiden?

Vi savner desværre mosefund fra vikingetid fra Danmark. Havnen fra Hedeby er nok det tætteste vi kommer på og de tekstilrester som er fundet der, kan muligvis stamme fra hætter og hatte, MEN- mange af disse fragtmenter er små, genbrugte stofstykker som -om vi skal være ærlige- kan være alt fra en sok til et ærme. « pilleæske-hatten» er derfor om vi skal være ærlige, og det skal vi- en ekstrem spekulativ tolkning. Det som er det bedste argument for den tolkning, er et af de Frisiske ( Hollandske) bopladsfund ( de frisiske bosættelser i jernalder og vikingetid, er såkaldte «Terpen», huse bygget på kunstige forhøjninger, så man lå tørt når marsken var oversvømmet på vintertid, og derfor finder vi ret meget velbevaret bopladsmateriale derfra) Her har vi en pilleæskeformet hat i krystalkipervævet uld med meget fine dekorationsting på.

Andre fund fra Holland fra  fra Leens, Oostrum og Rasquert ( 8-9 årh) har alle « nakkeskjold» ( selv om nogle tolker den en skygge ligesom en kasket, og hvem ved, måske har de ret? Eller ihvertfald det man tolker som beskyttelse af nakken. Det kan havde vøret begge dele- og det ene udelukker bestemt ikke det andet. Der er tale om løsfund, så vi kan ikke sige om det er hovedbeklædninger til mænd eller kvinder.

Man kan læse mere om de enkelte hatte her i den glimrende udgave netudgave af Journal of archaology in the lowlands 

http://jalc.nl/cgi/t/text/text-idx1d82.html?c=jalc;sid=095741f1231d8f86c4f63866855fbf08;idno=m0201a02;view=text;rgn=div2;cc=jalc;node=m0201a02%3A5.1

Gravfund fra vikingetid med hovedbeklædning er endnu sjældnere ( og ja, Skjoldhamn hætten er fra en grav MEN MERE OM DEN SENERE!) fordi tekstil bevares så dårligt.

Men brokadevævede brikbånd monteret på silke og ditto sølvpossamenter ( et possament er kæder af små figurer dannet af metaltråd bundet med en ærlig teknik) fundet omkring pande og nakke, antyder at der har været noget på/over/omkring hovedet. I sjældne tilfælde har vi noget som kan tolkes som en hat eller pandebånd.

Hovedparten af disse kilder stammer fra det omfangsrige Birkamateriale, men det dukker op i enkelte tilfælde i det Norske og Danske materiale. I den senere del af vikingetiden ser slør/hovedlind kantet eller måske fæstet med brikbånd? Brugen af «tindingeringe» som vi kender fra det østlige slaviske og de russiske områder okkuperet af vikingerne, ser aldrig ud til at vinde indpas tilbage i Skandinavien. Vi har dog fundet dem som løsfund med detektor og da den Svenske og danske kvindedragt ser du til at være mere østlig påvirket end den Norske og i England levende vikingekvindes, så skal man ikke afvise, at de har været brugt af skandinaviske kvinder også. Eller kvinder som er flyttet hertil.

Den fine lille hue fra York- og den ditto i lilla silke fra Dublin, samt de mange silkefragtmenter fra begge udgravninger, kunne tyde på at den vestlige orienterede kvindedragt indbefattede en lille hætte? Denne hætte minder mere om det senere bondesamfunds « fruehuer», hvis funktion ikke så meget er at holde på varmen, men signalere ægteskabelig status. 

Stiv eller slasket hat

De østlige indflydelser gør sig især gældende når vi ser på de fund,vi har af «hættetutter» i sølv. De er udbredt i det svenske materiale, endt i det danske, sjældent i det norske. De er tolket som siddende i spidsen af en hat/hue, men hvilken?

Hattetut? fra Birka

I rejsen mod øst, mod “Rus”, er der forgået en del kulturudveksling i form af fredelig handel og knap så fredelige angreb og invasioner. Men gravene viser et tydeligt billede af, at man alligevel langsomt har nærmet sig hinanden gennem alliancer, ægteskaber og generel assimilering. Har har man kunne lade sig inspirere af forskellige hovedprydelser, fra Kazerne’s spidse huer til til en mere bløde, pelsforede og kostbart udsmykkede spidse hatte. Fund af trekantede tekstilfragtmenter i Birkamaterialet, er måske fra en mindre kuppelformet hat?

Tolkning af et ( svensk?) Rus-par

Billeder og figurer er svære at blive klog på. Skal vi tage den lille Thor figur bogstaveligt ( og mange andre), så har man haft en rank, stiv kegleformet hat med en dut i enden. Inden man afviser den tanke helt, fordi ” det ser jo totalt åndsvagt ud”, skal man huske på, at vi var en hel generation som er vokset op med lavtaljede jeans og bundesligahår. Æstetik og smag ændre sig. den høje skortstensfejer hat har jo også en funktion, og her bør man nok huske på, at Cylenderhatten/skortstensrøret er en hat som har en helt særlig tid og sted. Så den keglformede har her ( hvis den har været) nok til særlige lejligheder.

Mange versjoner af keglehatten:

Vigtigt er det at huske, at smag og behag skiftes- her har forfatteren f.esk et godt grin ved at afprøve en af de hollandske hattemodeller- man ligner vitterligt en, som ikke er helt hjemme…

Og husk- ikke alle tegnede lige godt i fortiden..

En kunstnerisk gengivelse behøver ikke tage hensyn til fysisk lighed, folk skal nok fange den. Hvordan skal vi f.esk tolke denne ” båd” på hovedet af valkyrien her?  har hun en hat på? en hjelm? eller er hun mulvarpen som gerne ville vide hvem som har lavet en lort på dens hoved? Vi må nok leve med, at der her i kunsten er noget som er ” lost in translation”

Konklusion.

Hmm- nu nåede jeg slet ikke at tale om Skjoldhamn fundet. Men det fortjener sit helt eget indlæg, for ud over at være måske det mest kopierede ( fejlagtigt kopiere) fund af et hætteslag, så stiller det også en række spørgsmål om, hvad som egentlig er ” viking”- og derfor laver jeg et helt indlæg om den grav. Senere..

Men tilbage til hatte/hætter/slør/slag og pandebånd: 

Personligt tror jeg, at det mest udbredte og derfor det mindst fundne, er hverdages hurtigt sammenflikkede hue af skind eller en stofrest. Den har været simpel i design som vi ser fra Hedeby/de Hollandske fund/Tollundmanden. Den har nok været ret ens til mænd, kvinder og børn. Og vi har meget lidt viden om, hvordan den kan se ud, så her vil jeg kun opfordre til at man overkommer sin trang til at se pæn ud, og eksperimenterer med hvad som er lunt, kan sidde fast i en brandorkan og som er let at fremstille.

 Så er der ” hovedprydelser”..Possamentbesatte silkepandebånd, silkedekorerede trafikkeglehatte, eksotiske modeller hjembragt som gaver fra fjerne kontakter i øst. Sløret  og “fruehuen” som kendetegner den kristne kvinde. Disse har været båret ved særlige lejligheder, af særlige folk og tjener et formål som intet funktionelt praktisk har over sig.

Men hvad passer til hvad?

At have pragthatten på, hvis man er i en rolle som smed på markedet, er passende som en cykelhjelm til et bryllup. Lige her må man faktisk godt tænke lidt logisk og rationelt og mærke efter.  Er man ude og imponere en anden købmand, så er det frem med den pels og sølvbelagte model, man modtog som en del af den aftale om etabeling af en sikker bådlandingsplands på Volga

Et højtideligt sæde

Efter en næsten ubærlig Fimbulvinter  og forår og sommer og efterår) er den udendørs levende formidling endelig ved at åbne op igen. Den første weekend i Maj afholder Ribe Vikingecenter et marked og spændte reenactere pakker deres grej, slår telte op og sætter sig til rette ved bålet.

Men på hvad?

Møbler som vi moderne mennesker kender dem, er nærmest totalt fraværende fra vikingetidens fund. Vi har enkelte simple, beskedne skamler, mere luksuøse stole, mystiske lave borde og kister som i snæver vending også kan bruges til at sidde på.

Det er der flere forklaringer på: den rent arkæologiske er, at møbler for det meste er lavet i træ og derfor meget sjældent overlever tidens tand. Der er også en kulturel forklaring: husets indretning og dagligdagens liv og arbejde, involverede meget mere stående, gående og bevægelig aktivitet, end det moderne menneske oplever. Mange tilbringer i dag op til 8 timer ved et hæve/sænkebord i et kontorlandskab og når vi går hjem, er det for at smide os foran Netflix i hjørnesofaen.

For os er møbler ikke en luksus, men en fuldstændig integreret del af husets indretning. Sådan er det bestemt ikke på hele kloden, hvor vi gennem tid og sted kan se, at der eksisterer et væld af alternativer til sofaer, kontorstole og spiseborde. Så vi bør nok også være åbne for det faktum, at man i vikingetidens Skandinavien ikke sad så meget og på samme måde, som v gør i dag. Og vi derfor vil lede forgæves efter et klassisk spisebord med god siddehøjde og plads til 12 personer.

Hvem sidder på hvad?

Netop det faktum bør vi bide mærke i- at det at sidde godt og komfortabelt på en vellavet stol- er noget usædvanligt. I den forbindelse giver det mening, at vi har fundet flere små amuletter, som er tolket til at forstille stole. Eller rettere Troner! Men mere om det senere.

Næsten alle de små vedhæng har samme facon: en lav stubformet stol med et afrundet ryglæn. Stolene fra Lejre og den nyfundne stol fra Nybølle afviger ved at have firkantet sæde og ryglæn.

Eksempler på Stoleamuletter med firkantet sæde og ryg:

Begge typer stole er kendt fra fysiske fund som alle er lavet i træ. De firkantede stole kender vi bla. fra Lund og Oseberg, som har et par 100 år mellem sig, hvor stolen fra Lund næsten ligner noget man kan købe i dag, har Oseberg stolen tydelige designmæssige referencer til den ældre ”Tøndekonstruktion”. De nævnte eksempler har ikke været almindelige spisebordstole- de har været sæder til kongelige og gejstlige.

Stol fra Oseberg( venstre) og Lund ( rekontruktion)

Og her vender vi tilbage til troner. Tronen er både et navneord og et udsagnsord: Man troner over noget. Og man kan arve Tronen efter den tidligere regent. På de stole som amuletterne gengiver, har man dog ikke tronet særligt højt, medmindre man har sat dem ovenpå forhøjninger. Udtrykket ”Højsædet” som Odins Hlindskjalv eksempelvis, betyder derfor ikke referere til en stol med meget lange ben, men nok snare den platform stolen er sat på. Platformen og trappen til tronstolen i Ingelheim har tilmed en lille gang under sig, hvor man kan passere under tronen for at vise sin ydmyghed overfor gud og kejser.

Odin på Højsædet:

Så vi må konstatere at det at sidde højt og godt, ikke har været for enhver. Mange har taget til tanke med ryglænsløse bænke, kanten på sengen eller de forhøjede arealer i huset. En lille taburet til at malke ved eller hvile de trætte ben, når væven sættes op, har været en mulighed. Men ellers har væveren, kokken, smeden, tømreren, skibsbyggeren og alle andre, stået op.

Herunder: Stoleamuletter fra Tune/Vestfold ( ø.v. mod højre) Hedeby og nederst tv fra Fyrkat. De udskårne tøndestole er fra jernalderen( for mere om dem, se posten “Have a seat”) og den smukke malede stol er en norsk Kubbe-stol.

” Dette er ikke en pibe”?

Matisses berømte billede af en pibe, med titlen ” dette er ikke en pibe” (fordi det er et billede af en pibe) er lige akkurat det som vores små stole vedhæng handler om.

Når en lille stol således kan blive et vedhæng eller sågar amulet, er det fordi det slet ikke handler om møbler, men det som møblerne betyder. Her er vi over i det som psykologen C.W Morris kalder SEMANTIK, defineret som relationer imellem tegn og objekter i verden. Tro, håb og kærlighed er ofte en vedhæng hvor Korset betyder tro, Ankeret Håb og Hjertet kærlighed. Her er korsets funktion som torturredskab, ankeret som fortøjning af skibe og hjertet som pumpende muskel, blevet løsrevet fra sin funktion og fået en helt anden betydning.

Vi har enkelte vedhæng hvor nogen sidder på stolen/tronen, men de fleste er tomme sæder. Her må vi gå ud fra at stolen selv, repræsentere meget og mere end blot et sted at slå sig ned. Den er et billede på magt, på noget ophøjet- måske tilstedeværelsen af en guddommelig magt? Eller blot ønsket om selv en dag af side i det høje sæde? Hvem ved? En ting er sikkert- en stol er ikke altid en stol.

De små amuletter er fundet i kvindegrave og som løsfund. Vi kan derfor ikke med sikkerhed sige, om det er noget som er tilknyttet et bestemt køn. Men spændende blev det da, når debatten faldt på HVEM som sidder på tronen på amuletten fra Lejre. Figuren kaldes ”Odin fra Lejre”, men det kræver efter min mening meget fantasi, at se den kjoleklædte siddende som andet end en kvinde. Måske Frigg, Odins hustru?

Måske er de små stole amuletter noget kvinder har været iført, for at sende et signal om, at her var tale om en kvinde, som havde helt styr på hvor Skabet (stolen) skal stå. Hvis nogen ellers var i tvivl.

( se nærmere på hende- Odin in drag, eller en bestemt dame..?)

Fuglekvinden og Bjørnemanden

I 2017 blev der ved Hillesøy ( ved Kvaløya- en ø i fjorden ud for Tromsø, i det nordlige Norge) udgravet 2 bådgrave fra vikingetiden. Den ene tilhørte en kvinde på en 40-50 år begravet omkring 770-840. Skibet er et 8,5 meter langt klinkebygget skib, som ud over den afdøde og hendes genstande også viste sig at indeholde gravgaver, muligvis madvarer, men alt hvad der nu er tilbage, er knoglerne og de beholdere som har fungeret som opbevaring. Den anden bådgrav kan være lidt ældre og tilhører en mand i 40erne

Graven er utroligt velbevaret og undersøgelserne virkeligt grundige, så vi har mulighed for at få et detaljeret blik på en ældre ( 40 er ikke det nye 20 i vikingetiden, det er nok mere de nye 60) kvinde fra det øvre sociale lag i Norge i vikingetiden.

Livet på Kvaløyer:

I området er der fundet spor af en konstant beboelse med større gårde som strækker sig helt tilbage i jernalderen. Omkring 77 registrere gravfelter og 16 beboelser er kendt i området. De fleste har nok ernæret sig ved landbrug og fiskeri- et stabilt bondesamfund, hvis placering også har muliggjort langdistancehandel. Gravene indeholder knogler fra mælkeproducerende dyr som får, geder og kvæg, fugle fra nåleskov, hede/overdrev og kysten. Knogler fra store fisk som torsk og Helleflyndere viser, at man har sejlet ud på det åbne hav for at fiske.

Billeder fra Venstre mod højre: Rødnæb, Torsk; helleflynder, Skarv,Urfugl, Lunde og Jærpe

Gravene peger også på, at man har haft forbindelser til det store udland, samt stærk kontakt til de samiske kulturer.

De to forskellige både og grave peger dog på to meget forskellige liv:

Ang både: Både er en nødvendighed, når man bor på en ø, og de to bådgrave repræsenterer faktisk to forskellige typer: ud over kvindens klinkebyggede båd, tilhører den anden grav- mandes- en mindre type uden sejl og med en anden konstruktion? Muligvis en kravelopbygning ( billede) eller syet som  vi kender det fra hjortespringsbåden? I hvert fald ikke en båd til det åbne hav..

 

 

Bjørnemanden

Manden er omkring de 40, ukendt dødsårsag, men gravgaverne kan måske give os et hint: i graven har han et usædvanligt spyd, et sværd uden håndtag og en økse. En kam, en kniv og nogle perler fulgte også med. Det mest interessante er dog de 2×5 bjørnekløer som er fundet på hver side af den afdøde. Noget kunne tyde på, at manden har været svøbt i et bjørneskind ved begravelsen og dette passer godt overens med spyddet, som kan være et såkaldt bjørnespyd.

Billede: Nutidigt Bjørnespyd, Spyddet i graven

Om båden, spyddet og skindet er mandes egne anskaffelser eller de er handlet med en samisk elite, kan vi kun gætte om.  Er han en fornem stormand, udstyret med stærke kontakter og belønnet med et bjørneskind? Eller er det bygdens lokale bjørnejæger af samisk afstamning? Bjørnen er et dyr med vældige kræfter, og optræder hyppigt i vikingetidens kunst, og bjørnekløer (både den ægte vare og klo-formede vedhæng i bronze) blev brugt som smykker af de nordfinske og baltiske kvinder.

Billede, venstre mod højre: Torslundapladerne, Krystalvedhæng fra Obbekjær, Finske Hængesmykker formet som bjørnekløer og stolpe fra oseberg skibet.

Fuglekvinden:

Der er tale om en kvinde på omkring 164 cm – hvilket er over gennemsnitshøjde for kvinder på den tid. Hun er mellem 40 og 50 år gammel, har slidgigt i et niveau vi i dag kun ser på folk over 60 år. I hendes lårbensknogle ses ”harris lines”: det er linjer som ses i røntgen som fortættet hvid knoglemasse.

De opstår hvis man i barndommen og ungdommen har perioder, hvor ens vækst går i stå. Kvinden har altså gennem sit liv oplevet mulige traumer. Sult, sygdom, hårdt fysisk arbejde.

Hvad har hun spist?

Hendes tænder er virkeligt interessante, da de meget hærgede- faktisk ligner hendes tænder noget, som vi ellers kun finder hos folk som lever af kulsyreholdige sodavand? Hvordan kan det nu hænge sammen? Bæller man cola dag og nat i vikingetiden?

Billede:Kvindes kæbe og moderne “cola-tænder”

Nej, men meget tyder på, at den såkaldte ”sæter-økonomi”, vi kender fra middelalderens Norge, allerede fungerer i vikingetiden. En sæter økonomi betyder, at ens fokus er på græssende mælkeproducerende dyr. Mælken bruges så konserveret i form af valle/myse, surmælk og ost. Mælk er trods det dårlige rygte, det har fået i dag, et virkeligt smart fødemiddel med høj ernæringsværdi, og der er stort set intet spildprodukt. Madvarer som kød og kål kan nedlægges i surmælk/valle og således holde sig. Men en kost på tørfisk opblødt i valle, er hård ved bisserne. Kvindes knogler fortæller via isotopanalyse at hendes kost har haft bestået af en stor del af havlevende dyr, og hun har sågar sæl med i graven. Men surmælken og vallen har sat sig et andet spor: meget mørnede tænder.  Gede/fåreknogler, fugl, fisk og kvæg har fulgt hende i graven- sikkert rester af et måltid til den døde og afspejler sikkert hvad man har levet af: Fisk, mælk og kød.

Myseost= vikingeost?

Et sæterbrug har langt mere græsningsareal end kornmarker. Fuglene i hendes grav viser tegn på både det åbne landskab( urfugl) nåleskov ( Jærpe) og kyst( skarv og lunde) og kysten samt det åbne hav har givet fisk som torsk, helleflynder og rødnæb. Et Norsk liv og landskab, som vi den dag i dag, kan genfinde.

Dragten i døden:

Kvinde ligger på sin højre side, så efter døden kan hendes påklædning og udstyr have rykket sig en del. Hun har ikke færre end tre skålspænder, hvor den ene har været anvendt som et kappespænde midt på brystet. Indeni og ovenpå spænderne og på de to knive hun fik med i graven ( en alm kort kniv og en art krumkniv), sidder der fastrustede tekstilrester. Disse små fragmenter kan antyde dragtens opbygning, men meget lidt er bevaret og noget så dårligt, at man knap kan identificere det. I døden er kroppen også faldet sammen og har rykket sig, så det skal man have i mente, når man prøver at lure hvordan dragten har set ud.

I graven har hun været lagt på siden, med benene bøjet. På samtlige spænder og redskaber ses rester af birkebark, som tilsyneladende har været brugt som et dække af den afdøde. Under dette lag, ligger der et stykke tekstil- et muligt tæppe som et liglagen.

Inde i spænderne finder vi flere slags stof, som giver os et hint om en dragt: De to store skålspænder, som tydeligvis er et par  finder vi (ud over barken og tæppet på ydersiden af spænderne) tre slags stof. Et groft lærredsvævet stof viklet om nålen og nålehuset, et fint lærredsvævet stof som ligger under nål og nålehus og et fint kipervævet stof, som det ser ud til at nålen har været stukket igennem. I spænderne sidder også rester af nogle tykke snore, som muligvis har været brugt til ophæng af genstande? Knivene måske?

I det enlige skålspænde, som er af en ganske anden type end de andre, sidder der lidt rester af noget som kan være pelsværk og til den anden side en strop. Dette spænde har siddet mellem brystet og hagen, og min personlige tolkning er at den holder sammen på en kappe/slag/jakke som er kantet/pyntet med pels. Hårene er desværre for fragmenterede til at blive bestemt. Disse hårrester ses også på knivene og de andre spænder, så der er tale om et klædningsstykke, som omslutter kroppen.

Under hagen, ved spidsen af kravebenene ligger 3 perler. De ligger over alle spænderne, så de har nok ikke hængt mellem dem, men været båret som en halskæde. Hun har en ravperle, en fin blå perle af en type som normalt fremstilles omkring middelhavet og en stribet perle. Skålspænderne er alle af typer, som normalt er fundet i velhavende grave, sættet med de to tyndskallede spænder er faktisk en udbredt norsk type, som kun i to tilfælde ( Skåne og Birka) er fundet uden for Norge.

Så hvordan har hun været klædt?

Tekstilerne er ikke undersøgt for farver, så der må man være svar skyldig. Men dragten lades til at bestå af mindst 3 dele: en særk af fin lærredsvævet uld. Over den har hun haft en kjole i krystalkiper, som ikke har gået op til det tredje spænde under halsen- det er yderst nærliggende at tolke den som en selekjole, hvor skålspænderne har været stukket direkte igennem stoffet forneden og har et sæt stropper i et andet materiale, nemlig et groft lærredsvævet stof. Om halsen har hun haft en perlekæde med 3 perler i, og hængende fra skålspændesættet har hun haft sine knive og en kam af rensdyrtak.

Yderst har hun haft en kappe eller jakke, som er været lukket øverst på brystet, som har været enten foret eller kantet – måske sågar dækket af- pels. På den ene sidde sidder der rester af det samme grovere lærredsvæv, også i form af en strop viklet omkring nålen. Hvordan skal det tolkes? Det meste fine pelsværk er helt utroligt sart og har ikke samme fleksibilitet som stof. Derfor er det nødvendigt at montere det på tekstil, som kan holde sammen på det. Kan kvinden være iført en pelskantet jakke eller kappe, som kan lukkes i halsen med en strop, så man ikke skal stikke spændet gennem det sarte pelsværk?

Samiske vikinger?

De 2 afdøde i bådende var 2 ud af mange- andre undersøgelser har påvist at der er tale om et decideret gravfelt. Men sammenlignet med andre norrøne vikingegravfelter, at disse to personer udsædvanelige. Bjørnemandens båd og gravgaver er uligt noget andet vi kender, og mens kvinden har ret typiske gravgaver med som kam, tenvægt, kniv og perler, er hendes tyndskallede skålspænder noget vi forbinder med international handel og høj status, og perlerne er ligeledes importgenstande. Brugen af birkebark i graven er en samisk skik, men den klinkebyggede båd og dragten er bestemt en anden kultur. Fuglene i graven og sælens knogler kan være måltidsrester, men der er tale om udelukkende vinger og fødder. Som mandens bjørneskind, er denne skik også noget vi forbinder med samiske grave. Både vinger og skind er næppe nedlagt som fødevarer, men den symbolske betydning skal man ikke negligere: At iføre sig fjederham/dyreham skal opfattes både symbolsk, men også meget konkret: ved at tage dyret ( eller dele af dyrets) hud og hår på, overtager man dyrets egenskaber: styrke, luftbårenhed, hurtighed. Denne forestilling finder vi i samfund med en animistisk religion, hvor shamanen kan gå ind i åndeverdenen ved hjælp af den magt, som ligger i dyrehammen. Er det dette, vi ser her? Hvem ved.

Disse to mennesker viser os hvor mangfoldig kulturerne var i hele det gigantiske geografiske og tidsmæssige rum, vi har valgt at kalde vikingetiden.  Det minder os om, at hver gang vi taler om ”Vikingerne” som et generisk begreb, så gemmer der sig et unikt individ med en særlige skæbne i hver grav, hver rustne kniv og benkam.

Jeg kan kun anbefale at læse disse glimrende publikationer, de er på Norsk, men det går nu nok.

Link til mandens grav: http://www.norark.no/prosjekter/nodvegen-pa-hillesoy/en-batgrav-fra-yngre-jernalder-pa-hillesoy-ved-tromso/?fbclid=IwAR3bl0KbxDD8R5axXnV0Zn5r6OZ5y6SdzSNBPU_GGn7L4afjOWHhtL9iKhg

Link til kvindesgravhttps://uit.no/Content/678228/cache=20202404125710/Rapport%20Hilles%C3%B8y%202018%20web.pdf

 

Have a seat

Hvis man de sidste 20 år har besøgt et vikingemarked, er man med garanti stødt på den berømte og berygtede ”afrikastol/stjernekiggeren”. Den fås med eller uden udskæringer, med og uden pels.

Og mest af alt: uden arkæologisk belæg.

Vi har til dags dato ikke rigtigt fundet noget som kan tolkes som værende en stol af denne type-så hvad sad man på?

Tjaa, når man var ude på en mark, så på jorden, en sten eller væltet træstamme. Et vikingemarked har den udfordring, at man på en gang gerne vil give et overbevisende indtryk af en midlertidig markedsplads/samlingsplads i vikingetiden, men samtidig tilbringer man meget tid i sit telt med at sidde ned- til stor forskel fra hvad man egentlig ville have gjort.

Så stod man op hele tiden?

Nej- man sad på sin hest, i skibet, til bords, på snittebænk og sikkert malkestol. Man sad på sengekanter, kirkebænke og stensætninger. Og naturligvis stole.

De stole vi har fundet, afspejler faktisk meget fint siddemøblers funktion i vikingetiden: enten noget praktisk til midlertidigt funktionspræget ophold ( spise, arbejde) eller et ”højsæde”, hvor stolen har været med til at fremhæve den siddende position. En hyggelig lænestol eller behagelig campingstol, som man sad på for det at sidde, er noget som hører et mere moderne menneske til.

Vi har fund af simple taburetter og bænke uden ryglæn. Vi har fornemme, tunge stole med ryglæn og sirligt snedkerarbejde. Vi har figurer som sidder på det som mest af alt kan beskrives som en trone. Og endelig har vi faktisk amuletter som kan tolkes som en stol- og det er nok ikke en hvilken som helst stol.

Hvis man savner sit ryglæn og døjer med ryggen pga alder og sygdom, kan man trøste sig med at man i det mindste ikke levede i vikingetiden. Hvor man statistisk set nok enten havde været død eller på vej til det. Plus man var vant til en anden standart for bekvemmelighed, så man har ikke savnet noget, som ikke eksiterede. Møbler på den måde som vi kender det i vores moderne hjem, som er lette, flytbare og relativt billige i anskaffelse og samtidig meget bekvemmelige, er ikke noget som dukker op i fundmaterialet. Almindelige dagligdags praktiske møbler som en bænk, et bord som godt kan være en planke over bukke) og en skammel har som mange andre dagligdags genstande levet en cyklus hvor det bliver udtjent, genanvendt og til sidst forsvinder. Så der er en logisk forklaring på, at vi ikke svømmer i borde og bænke. Store genstande i træ er i øvrigt sjældenheder, men når vi finder dem, så er det ofte i sammenhæng med andre store velbevarede trægenstande- f.eks i Oseberg graven. Stolen herfra er bestemt fin, men nok mere et højsæde, end en tarvelig taburet.

Og apropos højsæde:

Når konger/dronninger og gejstlige er vist siddende på særligt sæde, ofte med høj ryg og fine udskæringer, er det fordi at sådan et højsæde- eller trone som vi nok vil kalde det i dag- ikke så har meget har til formål at hvilke en træt ryg, som at placere den siddende i en særlig position, hvor man selv i siddende stilling er placeret i ansigtshøjde med den stående. Så derfor kan man ikke trække en lige linje mellem komfort, behov og funktion- en stol med et ryglæn er dejlig, men ikke nødvendigvis noget som har været hver mands eje og ikke nødvendigvis placeret i et almindeligt handelstelt.

Stole, bænke og siddepladser på et marked

Så hvad gør man? Ud over at lide i stilhed..

Hvis man ønsker at gengive et realistisk billede af en omrejsende, så er der nok ikke nogen vej uden om de mest primitive skamler og bænke. Har man sit ”højsæde” med, bør man overveje om man også har en person med status og pondus til at udfylde dette.  Når man har været på rejse, har det enten været på vej hen til en bebyggelse hvor møbler enten allerede eksisterede, eller mod en midlertidig bosættelse af en varighed, hvor man hurtigt kunne finde/fremskaffe noget at sidde på. Så fraværet af en masse siddemøbler skyldes ikke alene fattighed i fund, men at man har haft en kultur, hvor det at sidde længe og slappe af med en god bog, ikke eksisterer. Meget arbejde blev udført stående eller måske udenfor hvor man udnyttede dagslyset. Så nogle gange betyder fravær ikke fravær i fundbilledet, men fravær i tradition.

 

UPDATE PÅ BJ838- nyt Broderi fra Birka, rod i arkivet ELLER: en pengekat fra vikingetiden?

På opfordring lovede jeg at finde lidt flere oplysninger på det stykke tekstil som blev kaldt ” Tapestry” og som kvinden i grav BJ838 er svøbt ind i.  Så jeg går igang med at kigge på hvert enkelt billede, i håb om at kunne finde noget, som kunne være dette omtalte stykke stof.

MEN!  jeg finder istedet noget andet…nemlig både et brikbånd som hører til graven ( var det dette mystiske stykke som lå over hendes pande?) og noget helt andet og langt mere spændende- nemlig et broderi!

Broderier er meget usædvanlige i vikingetiden, hører til den absolutte overklasses dragter og ellers mest noget vi kender fra billedtæpper, såsom Oseberggraves tekstiler eller Baeyux-tapetet.  Vi har broderier i silketråd, uldtråd og metaltråd. Broderier med metaltråd kræver en særlig teknik, kaldet “nedlagt syning”, hvor den forgyldte tråd eller sølvtråden ikke trækkes gennem stoffet, men syes fast til det med en anden tråd, og på den måde danner et fint og meget tredimensional motiv. Man ser det idag mest på messehagler og kostbare kongelige uniformer/dragter.

Nå, men tilbage til vikingetiden- hvad er nu det for noget, men det lille broderi- Inga Hägg nævner det ikke med et suk? det gør Agnes Geirjer i øvrigt heller ikke? men databasen mener bestemt, at det findes i graven!

Motivet beskrivende som ” hjort der kigger bagud”. Mens selve broderistumpen er helt ny, er motivet ganske velkendt- det er blot første gang jeg har stødt på det i en kvindegrav.

“Hjort som kigger bagud” kender vi fra en pragtfuld ryttergrav som BJ 832, hvor broderiet er lavet i den såkaldte nedlagte syning i guldtråd, med sølvpossament og indlagte bjergkrystaller- det er glitter og glimmer på et højt håndværkteknisk plan. Men hvor har det siddet? er det en del af dragten? Eller måske hesteudstyret? Begge de grave hvor ” Hjort som kigger bagud”- broderier har været fundet, har været ryttergrave.

 

Heldigvis for os, var H. Stolpe ( eller hans assistent) en fantastisk tegner og det er tydeligt, at den lille hjort må have befundet sig midt på kroppen- desværre er skelettet ikke bevaret, så vi må kigge på de ringspænder og stopper som ligger ved siden af, og ud fra disse forsigtigt gætte, at broderiet har været båret mit på brystet.  Den er desuden en del af et “sæt”, da der er fundet en bid af et  lignede broderi, som også kunne være en hjort, den har tilsyneladende ligget nedenunder den første- mere om det senere.

Grav 735 er en berømt dobbeltgrav og rytterrgrav, men det som er interessant her, er at der sørme også er et fund af “Hjort som kigger bagud”. Her er broderiet dog lavet i silketråd, men der er sølv omkring motivet. Her er ligeledes tale om et ” dobbetmotiv” dvs to identiske hjorte, men herfra bliver det spændende! Da samlingen blev dokumenteret havde man kun mod til at fotografere det sarte stof fra én side, men man vare mere dristig i 1938, da Agnes Geijer havde fat i fragtmentet, og vendte det om- Der er nemlig tale om en lille “pose” broderet på begge sider med identiske hjorte!

Den anden side kan nu kun beses på tavle 36 i Geijers bog..Den er kantet på tre sider med sølvtråd i nedlagt syning. Der er som i grav BJ832 også indlagt bjergkrystaller.

Hvad er dog dette? en pengekat fra vikingetiden? en pung til særlige genstande? man kommer til at tænke på de baltiske hængesmykker ” Kaptogaer” som indeholdt hellige genstande. Nogle af dem har faktisk motiver vi genkender fra vikingetiden med heste og ..tada: hjort som kigger bagud!

I Grav BJ 735 ligger den lille ” pengekat” eller havd det nu er ved siden af sværdet, næsten ved hoften- men da den grav er meget forstyrret, ville jeg ikke turde lægge hovedet på blokken og gætte på, hvor den mon har været båret.

Hvad så med vores lille fine broderi fra BJ838? hvad er så det? Det er kun beskrevet som tekstil, så det er ikke i metaltråd- om det er uld eller silke? tja…who knows?  Det er heller ikke beskrevet som siddende fast på noget, jeg kan ikke finde det på tegningen og hvad værre er: DER ER INTET BILLEDE! Sådan noget driver en god arkæolog til vanvid, for kan der være tale om, at en genstand er fejlplaceret? er det i virkeligheden et andet fund som er blevet lagt ned i skuffen? Hvis det er fundet sammen med BJ838, er det den første rene kvindegrav, hvor jeg er stødt på det og det ville jo være fantastisk.

Under alle omstændigheder bliver jeg nu tvunget til at skrive til Historiska Museum- hvem ved, måske har vi fundet vikingetidens første pengekat?