Fuglekvinden og Bjørnemanden

I 2017 blev der ved Hillesøy ( ved Kvaløya- en ø i fjorden ud for Tromsø, i det nordlige Norge) udgravet 2 bådgrave fra vikingetiden. Den ene tilhørte en kvinde på en 40-50 år begravet omkring 770-840. Skibet er et 8,5 meter langt klinkebygget skib, som ud over den afdøde og hendes genstande også viste sig at indeholde gravgaver, muligvis madvarer, men alt hvad der nu er tilbage, er knoglerne og de beholdere som har fungeret som opbevaring. Den anden bådgrav kan være lidt ældre og tilhører en mand i 40erne

Graven er utroligt velbevaret og undersøgelserne virkeligt grundige, så vi har mulighed for at få et detaljeret blik på en ældre ( 40 er ikke det nye 20 i vikingetiden, det er nok mere de nye 60) kvinde fra det øvre sociale lag i Norge i vikingetiden.

Livet på Kvaløyer:

I området er der fundet spor af en konstant beboelse med større gårde som strækker sig helt tilbage i jernalderen. Omkring 77 registrere gravfelter og 16 beboelser er kendt i området. De fleste har nok ernæret sig ved landbrug og fiskeri- et stabilt bondesamfund, hvis placering også har muliggjort langdistancehandel. Gravene indeholder knogler fra mælkeproducerende dyr som får, geder og kvæg, fugle fra nåleskov, hede/overdrev og kysten. Knogler fra store fisk som torsk og Helleflyndere viser, at man har sejlet ud på det åbne hav for at fiske.

Billeder fra Venstre mod højre: Rødnæb, Torsk; helleflynder, Skarv,Urfugl, Lunde og Jærpe

Gravene peger også på, at man har haft forbindelser til det store udland, samt stærk kontakt til de samiske kulturer.

De to forskellige både og grave peger dog på to meget forskellige liv:

Ang både: Både er en nødvendighed, når man bor på en ø, og de to bådgrave repræsenterer faktisk to forskellige typer: ud over kvindens klinkebyggede båd, tilhører den anden grav- mandes- en mindre type uden sejl og med en anden konstruktion? Muligvis en kravelopbygning ( billede) eller syet som  vi kender det fra hjortespringsbåden? I hvert fald ikke en båd til det åbne hav..

 

 

Bjørnemanden

Manden er omkring de 40, ukendt dødsårsag, men gravgaverne kan måske give os et hint: i graven har han et usædvanligt spyd, et sværd uden håndtag og en økse. En kam, en kniv og nogle perler fulgte også med. Det mest interessante er dog de 2×5 bjørnekløer som er fundet på hver side af den afdøde. Noget kunne tyde på, at manden har været svøbt i et bjørneskind ved begravelsen og dette passer godt overens med spyddet, som kan være et såkaldt bjørnespyd.

Billede: Nutidigt Bjørnespyd, Spyddet i graven

Om båden, spyddet og skindet er mandes egne anskaffelser eller de er handlet med en samisk elite, kan vi kun gætte om.  Er han en fornem stormand, udstyret med stærke kontakter og belønnet med et bjørneskind? Eller er det bygdens lokale bjørnejæger af samisk afstamning? Bjørnen er et dyr med vældige kræfter, og optræder hyppigt i vikingetidens kunst, og bjørnekløer (både den ægte vare og klo-formede vedhæng i bronze) blev brugt som smykker af de nordfinske og baltiske kvinder.

Billede, venstre mod højre: Torslundapladerne, Krystalvedhæng fra Obbekjær, Finske Hængesmykker formet som bjørnekløer og stolpe fra oseberg skibet.

Fuglekvinden:

Der er tale om en kvinde på omkring 164 cm – hvilket er over gennemsnitshøjde for kvinder på den tid. Hun er mellem 40 og 50 år gammel, har slidgigt i et niveau vi i dag kun ser på folk over 60 år. I hendes lårbensknogle ses ”harris lines”: det er linjer som ses i røntgen som fortættet hvid knoglemasse.

De opstår hvis man i barndommen og ungdommen har perioder, hvor ens vækst går i stå. Kvinden har altså gennem sit liv oplevet mulige traumer. Sult, sygdom, hårdt fysisk arbejde.

Hvad har hun spist?

Hendes tænder er virkeligt interessante, da de meget hærgede- faktisk ligner hendes tænder noget, som vi ellers kun finder hos folk som lever af kulsyreholdige sodavand? Hvordan kan det nu hænge sammen? Bæller man cola dag og nat i vikingetiden?

Billede:Kvindes kæbe og moderne “cola-tænder”

Nej, men meget tyder på, at den såkaldte ”sæter-økonomi”, vi kender fra middelalderens Norge, allerede fungerer i vikingetiden. En sæter økonomi betyder, at ens fokus er på græssende mælkeproducerende dyr. Mælken bruges så konserveret i form af valle/myse, surmælk og ost. Mælk er trods det dårlige rygte, det har fået i dag, et virkeligt smart fødemiddel med høj ernæringsværdi, og der er stort set intet spildprodukt. Madvarer som kød og kål kan nedlægges i surmælk/valle og således holde sig. Men en kost på tørfisk opblødt i valle, er hård ved bisserne. Kvindes knogler fortæller via isotopanalyse at hendes kost har haft bestået af en stor del af havlevende dyr, og hun har sågar sæl med i graven. Men surmælken og vallen har sat sig et andet spor: meget mørnede tænder.  Gede/fåreknogler, fugl, fisk og kvæg har fulgt hende i graven- sikkert rester af et måltid til den døde og afspejler sikkert hvad man har levet af: Fisk, mælk og kød.

Myseost= vikingeost?

Et sæterbrug har langt mere græsningsareal end kornmarker. Fuglene i hendes grav viser tegn på både det åbne landskab( urfugl) nåleskov ( Jærpe) og kyst( skarv og lunde) og kysten samt det åbne hav har givet fisk som torsk, helleflynder og rødnæb. Et Norsk liv og landskab, som vi den dag i dag, kan genfinde.

Dragten i døden:

Kvinde ligger på sin højre side, så efter døden kan hendes påklædning og udstyr have rykket sig en del. Hun har ikke færre end tre skålspænder, hvor den ene har været anvendt som et kappespænde midt på brystet. Indeni og ovenpå spænderne og på de to knive hun fik med i graven ( en alm kort kniv og en art krumkniv), sidder der fastrustede tekstilrester. Disse små fragmenter kan antyde dragtens opbygning, men meget lidt er bevaret og noget så dårligt, at man knap kan identificere det. I døden er kroppen også faldet sammen og har rykket sig, så det skal man have i mente, når man prøver at lure hvordan dragten har set ud.

I graven har hun været lagt på siden, med benene bøjet. På samtlige spænder og redskaber ses rester af birkebark, som tilsyneladende har været brugt som et dække af den afdøde. Under dette lag, ligger der et stykke tekstil- et muligt tæppe som et liglagen.

Inde i spænderne finder vi flere slags stof, som giver os et hint om en dragt: De to store skålspænder, som tydeligvis er et par  finder vi (ud over barken og tæppet på ydersiden af spænderne) tre slags stof. Et groft lærredsvævet stof viklet om nålen og nålehuset, et fint lærredsvævet stof som ligger under nål og nålehus og et fint kipervævet stof, som det ser ud til at nålen har været stukket igennem. I spænderne sidder også rester af nogle tykke snore, som muligvis har været brugt til ophæng af genstande? Knivene måske?

I det enlige skålspænde, som er af en ganske anden type end de andre, sidder der lidt rester af noget som kan være pelsværk og til den anden side en strop. Dette spænde har siddet mellem brystet og hagen, og min personlige tolkning er at den holder sammen på en kappe/slag/jakke som er kantet/pyntet med pels. Hårene er desværre for fragmenterede til at blive bestemt. Disse hårrester ses også på knivene og de andre spænder, så der er tale om et klædningsstykke, som omslutter kroppen.

Under hagen, ved spidsen af kravebenene ligger 3 perler. De ligger over alle spænderne, så de har nok ikke hængt mellem dem, men været båret som en halskæde. Hun har en ravperle, en fin blå perle af en type som normalt fremstilles omkring middelhavet og en stribet perle. Skålspænderne er alle af typer, som normalt er fundet i velhavende grave, sættet med de to tyndskallede spænder er faktisk en udbredt norsk type, som kun i to tilfælde ( Skåne og Birka) er fundet uden for Norge.

Så hvordan har hun været klædt?

Tekstilerne er ikke undersøgt for farver, så der må man være svar skyldig. Men dragten lades til at bestå af mindst 3 dele: en særk af fin lærredsvævet uld. Over den har hun haft en kjole i krystalkiper, som ikke har gået op til det tredje spænde under halsen- det er yderst nærliggende at tolke den som en selekjole, hvor skålspænderne har været stukket direkte igennem stoffet forneden og har et sæt stropper i et andet materiale, nemlig et groft lærredsvævet stof. Om halsen har hun haft en perlekæde med 3 perler i, og hængende fra skålspændesættet har hun haft sine knive og en kam af rensdyrtak.

Yderst har hun haft en kappe eller jakke, som er været lukket øverst på brystet, som har været enten foret eller kantet – måske sågar dækket af- pels. På den ene sidde sidder der rester af det samme grovere lærredsvæv, også i form af en strop viklet omkring nålen. Hvordan skal det tolkes? Det meste fine pelsværk er helt utroligt sart og har ikke samme fleksibilitet som stof. Derfor er det nødvendigt at montere det på tekstil, som kan holde sammen på det. Kan kvinden være iført en pelskantet jakke eller kappe, som kan lukkes i halsen med en strop, så man ikke skal stikke spændet gennem det sarte pelsværk?

Samiske vikinger?

De 2 afdøde i bådende var 2 ud af mange- andre undersøgelser har påvist at der er tale om et decideret gravfelt. Men sammenlignet med andre norrøne vikingegravfelter, at disse to personer udsædvanelige. Bjørnemandens båd og gravgaver er uligt noget andet vi kender, og mens kvinden har ret typiske gravgaver med som kam, tenvægt, kniv og perler, er hendes tyndskallede skålspænder noget vi forbinder med international handel og høj status, og perlerne er ligeledes importgenstande. Brugen af birkebark i graven er en samisk skik, men den klinkebyggede båd og dragten er bestemt en anden kultur. Fuglene i graven og sælens knogler kan være måltidsrester, men der er tale om udelukkende vinger og fødder. Som mandens bjørneskind, er denne skik også noget vi forbinder med samiske grave. Både vinger og skind er næppe nedlagt som fødevarer, men den symbolske betydning skal man ikke negligere: At iføre sig fjederham/dyreham skal opfattes både symbolsk, men også meget konkret: ved at tage dyret ( eller dele af dyrets) hud og hår på, overtager man dyrets egenskaber: styrke, luftbårenhed, hurtighed. Denne forestilling finder vi i samfund med en animistisk religion, hvor shamanen kan gå ind i åndeverdenen ved hjælp af den magt, som ligger i dyrehammen. Er det dette, vi ser her? Hvem ved.

Disse to mennesker viser os hvor mangfoldig kulturerne var i hele det gigantiske geografiske og tidsmæssige rum, vi har valgt at kalde vikingetiden.  Det minder os om, at hver gang vi taler om ”Vikingerne” som et generisk begreb, så gemmer der sig et unikt individ med en særlige skæbne i hver grav, hver rustne kniv og benkam.

Jeg kan kun anbefale at læse disse glimrende publikationer, de er på Norsk, men det går nu nok.

Link til mandens grav: http://www.norark.no/prosjekter/nodvegen-pa-hillesoy/en-batgrav-fra-yngre-jernalder-pa-hillesoy-ved-tromso/?fbclid=IwAR3bl0KbxDD8R5axXnV0Zn5r6OZ5y6SdzSNBPU_GGn7L4afjOWHhtL9iKhg

Link til kvindesgravhttps://uit.no/Content/678228/cache=20202404125710/Rapport%20Hilles%C3%B8y%202018%20web.pdf

 

Mad i vikingetiden- Planter

Når man skal undersøge plantelivet på en gård fra vikingetiden, så er der mange ting man skal have for øje:

1. Hvad vi spiser i dag og synes er ” Mad”, kan være noget ganske andet dengang
2. landbruget var anderledes- ukrudtsplanter kan være ukrudt- og mad
3. nogle planter har pollen som kan minde helt vanvittigt meget om hinanden, f.eks planter af sennepsfamilien. Så det er ikke altid muligt at sige mere end vi har planter af den kurveblomstrende familie. Som kan f.eks være gulerødder…

Så er der metoderne- dem kan vi lige hurtigt gennemgå:

1. pollenanalyse fra bopladslag
2. Makrofossil analyse

Lad os starte med det første: POLLEN

Hvad der er fedt ved pollen: det er stort set uforgængeligt. Pollen er bittelille, men holdbart som en Diamant! Det betyder at vi kan finde pollen som er meget, meget gammelt og stadig i så fin form at vi kan bestemme hvilket træ og plante det kommer fra.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel.

Hvad der er knap så fedt: pollen blæser rundt-det er slet ikke sikkert at det pollen vi kigger på, stammer fra planter som har været udnyttet omkring bosættelsen, eller med vilje er bragt ind i huset.  Der er også stor forskel på vindbestøvende og insektbestøvende slægter. Og det kan være svært at se forskel. Man skal også være meget obs på at ens prøve ikke bliver forurenet af ”moderne pollen”

 

Så hvad kan man bruge det til?

Jo, pollen kan sjældent give os svaret på præcis hvilke afgrøder som var dyrket på den enkelte mark. Noget pollen som f.esk fra havre er sindsygt svært at skelne fra den vilde flyvehavre. Og så står man jo der med håret i postkassen. De bedste pollenprøver tages fra ”Forseglede anlæg”- dvs brønde, moser, overgroede vandhuller, grøfter og den slags. Så på en flad bopladsmark kan du ligeså godt glemme det..til gengæld giver det et virkeligt godt billede på hvordan det samlede landskab har set ud på det pågældende tidspunkt. Er der skov? Er det et hedelandskab? Et overdrev? Er det et artsrigt landskab eller meget ensformigt.

Så sagt på en anden måde: Pollenanalyser fra vikingetiden kan male os et billede af det omgivende landskab. Det kan lede til store overraskelser- f.esk kan en nu tør eng, vise sig at havde været et fugtigt moseområde i vikingetiden eller at en åben mark har været en tæt skov. Nogle gange for vi bekræftet vores antagelser, andre gange overraskes man!

Makro-fossiler

Ja, hvad er det egentlig? Makrofossiler er frø og plantedele- dvs blade, stængler, frø, bær og kerner. De er ofte noget tungere og man kan med stor sandsynlighed regne med, at finder man en overraskende stor koncentration af dem inde i et grubehus, så er der nok nogle som har slæbt dem derind. Man kan også finde dem som aftryk i brændte lerkar og jord, på overflader, i jernudvindingsovnes lerkappe- ja alle steder hvor et lille frø eller blad kan sidde fast.

Hvad der er fedt ved makrofossiler: de blæser ikke rundt og de kan træffes mange steder. De giver ofte et ekstremt lokalt billede af hvad der har været lige på denne lokalitet. De kan findes mange steder og kan fortælle noget om alt fra mad til byggematerialer.

Hvad der er knap så fedt: En del planter høstes og opbevares uden deres frø og kerner, som forsvinder på marken, når planten er moden. At opdage en porre eller roe høstet inden den går i blomst, kan derfor være noget nær umuligt…De nedbrydes også langt hurtigere end pollen.

Så nu til sagen: hvilke planter spiste, dyrkede og indsamlede man i vikingetiden?

Jeg har tidligere skrevet om en særlig plads, med planter som ikke er særligt velegnede til mad, men som kan noget andet ( farve? Medicin?) det kan man læse om her:

Hvis vi ser på Pollenanalyserne, så er det svært at sige noget alment om maden, men mere om landskabet. Her er må man se på landskaberne omkring de konkrete prøver, og ganske som i dag, kan der være stærke variationer fra sted til sted og selvfølgelig er der forskelle mellem hhv Danmark, Sverige og Norge. Hvad vi med en forsigtighed kan sige er….

SÅ BLEV DET KOLDT!

Der kommer en kuldeperiode omkring det 9 årh- denne er tydelig set i det store perspektiv, men har nok mere været opfattet som en glidende periode med ” træls vejr” af de folk som levede der. I begyndelsen af vikingetiden (7 årh) er skoven stadig tæt i landet efter at have fået en genopblomstring omkring omkring d. 5 årh. Men herefter kan urbaniseringen, skibsbygningen og sikkert en befolkningsvækst mærket og i hvert fald det sydlige Skandinavien (Danmark) er præget af et meget mere åbent land med heder og overdrev.

 ( kilde: B. E. Berglund 1969 :Vegetation and human influence in south Scandinavia during prehistoric times. Oikos , B. Aaby, Cyclic climatic variations in climate over the past 5,500 years reflected in raised bogs. Nature 263 (nr. 5575), 23. Sep. 1976, ; W. Dansgaard, Klima, is og samfund, Naturens Verden 1977,  K. Randsborg: The Viking Age in Denmark, the Formation of a State, London & New York 1980,  og DET SØNDERJYSKE LANDBRUGS HISTORIE – JERNALDER, VIKINGETID & MIDDELALDER: Af Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen og Anne Birgitte Sørensen 2012)

To rapporter udført på Moesgaard museum bekræfter dette- Her er græsser og hedelyng, og så korn som byg ( dominerer) Rug,  Hvede og havre.

I finder dem her:  https://www.moesgaardmuseum.dk/media/3853/moes_1638.pdf og https://www.moesgaardmuseum.dk/media/1394/moes0923.pdf

HAMP OG HØR

En afgrøde som er lidt værd at nævne, da den både kan være mad og tekstil, er HAMP ( ikke den sjove slags, desværre). Hamp og hør har været dyrket både for sine egenskaber til at lade sig spinde og sno til reb og tekstil, og frøene indeholder mange værdifulde næringsstoffer. Vi har endnu til gode at finde regulære hampetektiler fra vikingetiden, men da den kan forvekslet helt utroligt let med hør, er der en meget stor mulighed for at en del af de vegetabilske tekstiler vi tidligere har bestemt som hør, kan vise sig at være hamp. https://videnskab.dk/kultur-samfund/vikinger-dyrkede-hamp-i-norge

Tilbage til maden:

I 2012 udkom der i journal of danish archaeology en artikel om havebrug i vikingetiden i det sydlige skandinavien ( skåne, Danmark og Schleswig) hvor man undersøgte 14 forskellige lokaliteter dækkende over tiden 775 e.Krf til 1050 e.Krf) (Viking Age garden plants from Southern Scandinavia- diversity, taphonomy and cultural aspects: Pernille Rohde Sloth, Ulla Lund Hansen, Sabine Karg JOA vol 1 nr 1 2012) Den kommer frem til en række spændende resultater.

Men inden vi går i gang med den, så vil jeg lige kort sige noget vigtigt om land-og havebrug i vikingetiden. Vi kan følge landbrugets udvikling op gennem jernalderen, og der er et fænomen som går igen helt op til og med vikingetiden: markrotation. Og hvad er så det? Jo, fra moderne landbrug er man godt klar over at nogle afgrøder udpiner jorden mere end andre, og nogle som de ærteblomstrende sågar kan binde kvælstof i jorden.  Så at rotere afgrøder og afgræsning er en rigtigt god ide. Så er der spørgsmålet om gødning: hvor meget har man gødet markerne? Det er meget svært at sige, men en stald og en beboelse sætter en kvælstofspor i jorden- så tydeligt at vi mange hundrede- ja sågar tusinde år efter er i stand til at finde en beboelse udelukkende vid at kigge på kvælstofindholdet i jorden. Det har man udnyttet ved at lade ”landsbyerne vandre”. De vandrende landsbyer er et fænomen som strækker sig helt op i vikingetiden og her kan man se, at man har udnyttet at jorden under de forladte huse er sindssygt næringsrig. Så man har oppløjet den, når beboelsen har rykket videre.  Så et landbrug som vi kender i dag, hvor møddingen bruges systematisk til at gøde jorden med, er noget vi skal langt længere op i tiden for at se konkrete beviser på. Men at gøde en mindre have er overskueligt.

Marken

På marken vokser korn som Byg, rug, hvede og havre i næsten den rækkefølge ( rug og byg skifter lidt i popularitet, men hvede er mere udbredt end man tror) Ærter og bønner ( hestebønner) kan også være en ”storafgrøde” . Roer (turnips) og Pastinak kendes fra England og Baltikum- mon ikke man også snart finder dem her?

Nå- tilbage til havebrug. Det er sådan at næsten enhver form for beboelsesenhed var det vi nok ville kalde selvforsynende eller delvist selvforsynende med en ”Fadebursøkonomi”. Der er med andre ord virkeligt langt til Rema !000 og Brugsen og det vi kender som detailhandel. Selv i byer har man hold dyr på gaderne og haft havebrug, så salg af madvarer i små mængder som vi ser det i dag, har været stort set ukendt på nær i virkeligt store handelsbyer som Ribe, Hedeby og Aros. Man har skaffet sig forråd og levet af dette vinteren igennem. Det gjaldt altså om at dyrke, fange, fiske og opdrætte mad som kan tørres, ryges, gemmes. Som sidst nævnt blev der ædt en del kød og slagtet igennem hele året, men hvis ikke man skal dø af skørbug, skal der noget grønt til. Og her kan en have være nyttig.

Hvad er en have?

En have og en mark kan være svære at skelne og mange markafgrøder kan findes i haven. Men hvor marken er kendetegnet ved store monokulturer, kan haven rumme et væld af arter. Den kan også rumme flerårige og to-årige arter, samt planter som høstes over en lang periode. Nogle haver ville vi slet ikke kalde haver- som humlehaver og moseporshaver, men områder hvor denne plante groede vildt, men blev passet og værnet om.

Andre planter som bønner og ærter findes både i haven og på marken, og nogle vil vi i dag kalde vilde ( Gåsefod/mælde/havemælde og Spergel) men kan sagtens havde været en afgrøde.

Her ses vilde former af mælde, gåsefod og spergel

Men hvad finder vi ud over disse? Her er en liste:

• Angelika/ kvan
• Bønner
• Kål ( Brassicia-slægten er notorisk svært at skelne, så vi taler nok Kale og grønkål)
• Gulerod
• Cikorie ( her kan både stængel og rod bruges)
• Løg
• Ærter
• Skvalderkål ( den er faktisk en gammel kulturplante)
• Selleri
• Salvie
• Humle

Kål i alle former og farver- og grader af frustration for haveejere..

Så er der planter som også har været dyrket, men som ikke just er mad:

• Sæbeurt
• Humle
• valmue

Vi har også plantefund som er noget ud over det sædvanlige: fra flere lokaliteter har vi rød hestehov/tordenskræppe/pestilensurt) som fra middelalderen er kendt som en lægeplante og farveplante, fra hele 5 lokaliteter ( incl den berømte ”vølvegrav” fra Fyrkat) har vi Bulmeurt, som man ikke skal spøge med! Den er for at sige det kort, pissegiftig! Ja, den kan fremkalde hallucinationer, men altså også død. Hvad man har brugt den til i vikingetiden, kan vi kun gætte om, men den skal omgås med respekt og kendskab.

Bulmeurt- bare lad den stå..

Så kommer vi til frugtafdelingen:

Her er det stort set kun Hedeby som har noget at komme efter og den sene bosættelse omkring Viborg i den tidlige middelalder der kan være med. Frugt lades til overvejende at være en importvarer fra de varmere lande ( det var det der jeg nævnte i starten med en kuldeperiode) og nok noget vi skal til de internationale handelsbyer og byer med klostre i nærheden for at finde. Til gængæld finder vi eksotiske ting som druer, ferskner og kirsebær. Æble er der også og kræge ( kræger er vilde blommer- de er latterligt sure og små, men trods alt et langt lækre alternativ end slåen, som er totalt uspiseligt) og valnød. Kræger og valnød kan godt havde vokset i Norden,( pollenprøver bekræfter dette) og er begge fundet flere steder i landet, samt sverige. Æblet som her ligner en ydmyg frugt, er faktisk også fundet i Oseberg graven og tænk på hvordan denne simple frugt spiller en vigtig rolle i både den Nordiske mytologi ( Iduns æbler som holder døden fra døren) og kristendommen ( hvor det så er den eneste frugt man ikke må æde..)

Krægen- ser fristende ud, men du skal ikke forvente en sød Reine Claude blomme..

Bær som hindbær, jordbær, korbær og brombær finder vi frø af på bosættelser fra vikingetiden- men om de voksede vildt, eller man havde flyttet en busk tæt på gården, er svært at sige. Havtorn har man spist, men da den kun vokser ved kyster ( og har et sandt netværk af sataniske torne) har man nok ikke bragt den hjem. Røn-kendt som Thors Redning- findes i skovene og er også røget indenbords

Udviklingen af haver- hvordan ser det uden fra Jernalder til vikingetid? Plus- det man IKKE finder..

En del brugsplanter har groet vildt og rigeligt, så dem behøvede man ikke værne om, for at kunne udnytte. Hassel og hyld klarer sig fint uden vi blander os. Planter som jernurt og dild er kendt fra Jernalderen, og Kale ( bladkål med flade blade) og sennep forekommer også i den sene jernalder. Nogle planter som løgslægten får desværre næsten aldrig lov til at gå i blomst og sætte frø, men har med garanti været populære, da et af de første ”madord” vi kender er LaukuR ( løg) på en guldbrakteat fra midt 5 årh.  Persille, pastinak, pærer og surkirsebærret er ikke kendt i skandinavisk vikingetidskontekst, men findes i de byer vikingerne grundlagde langs den baltiske kyst. Så mon ikke man godt har været klar over at det smagte godt, og delt den viden med andre?

Her står to ord LaukuR/Løg og Alu/øl? så har man prioriteterne i orden

Land og by- forskellig kost?

Umiddelbart tyder undersøgelserne på at man spise mere varieret og havde flere typer grønt til rådighed i byen- MEN mens der næppe kan være tvivl om, at det var i de store internationale handelsbyer, man kunne komme i kontakt med eksotiske og lækre nye planter, så handler det også om bevaring. I byernes fugtige gader, hvor der hurtigt dannes kulturlag ( I mange tilfælde er kulturlag= meget tykt lag af lort og affald. Pænt klamt at bo i, super spændende for en arkæolog) som beskytter og indkapsler sarte frø og bladdele.

Så hvad har man spist?

Hvis vi ser bort fra kartoflen, så er de fleste rodfrugter fra selleri, pastinak, gulerod og kålrabi, samt turnips faktisk noget vi selv i dag spiser og har gjort siden jernalderen. En del af byggen ( sikkert chokerende meget) er nok røget til ølproduktion og det resterende korn har i tør mode tilstand kunne holde længe. Løg, porre og kål kan overvintre-grønkål bliver sågar bedre efter frosten. Vilde bær og nødder har kunnet hentes uden det store besvær, og man har kunnet nyde de første spæde ærter og lade dem senere modnes til tørhed til forråd. En del planter som mælde, syre, skvalderkål og gåsefod rykker vi rasende op som ukrudt, men de smager altså ganske glimrende. Og efter en lang vinter på magert kød og gule ærter dag efter dag, har man sikkert set frem til de første spæde grønne glade, ganske som i dag hvor man også til påsken skal spise syvkål for at blive sund og rask.

Velbekomme!