Takket være teknologiske kvantespring bliver vi hele tiden klogere på fortiden, hvilket betyder at fund hele tiden har mulighed for at udvikle sig. Tilbage i 90erne, hvor jeg gik i lavtaljede bukser, fandt man i de italienske alper liget af en mand i slut 40erne, som fandt døden i bjergene omkring 3300 år fkr.
Spændende DNA-undersøgelser understreger det, vi længe har haft mistanke om- nemlig at vesteuropæiske jægere og anatolske bønder mødtes og sød musik opstod, at indvandrende grupper af bønder klart fortrak Italien frem for Nordeuropa (who can blame them?) og vores blege hud skyldes vores overgang til mere plantebaseret kost, hvor mængden af D-vitamin i kosten falder voldsomt. Jægerne- og mange generationsbønder, med rester af jægerDNA som ötzi, havde nemlig mørk hud!
Billeder af fortidens mennesker vækker stærke følelser. Når vi laver anskuelsesbilleder, rekonstruktionstegninger, full-size figurer, er det fordi vi vil få dem til at leve for vores øjne. Disse tegninger udspringer af et stærkt menneskeligt ønske om mødet ansigt til ansigt. Vi forestiller os deres liv-og død, sorg og glæde- de bliver virkelige for os.
Derfor er det også yderst menneskeligt, ja sågar forventeligt at vi lægger lidt af os selv, vores egne drømme og bias ind i billedet. Den første Otzi stod med barsk vildmandshår, markeret bar overkrop. Nu ved vi, at der er tale om en skaldet, sågar lidt kvabset mand i godt snasket skindtøj..
Koelbjerg kvinden blev til Koelbjergmanden. Var det lettere for os at forstille os en lidt firskåren kvindelig jæger, end en lille feminin mandlig? På Museum Lolland-Falster besvarede de med forbilledlig relationel ro, reaktionen på LOLAs mørke hud, som for nogle var ” forkert”..( i forhold til hvad?)
Den “Rigtige ” tegning
Jeg greb en sharpie og en blyant og lavede en ny ötzi- med skaldepande, topmave og buen spændt ( han blev trods alt skudt i ryggen ,så jeg tror han har været ret meget på stikkerne). Kunne Midjourney gøre det bedre? sikkert-men af præcis de ovenfornævnte grunde, bør den ikke. For en rekonstruktionstegning SKAL have menneskelighed inc Bias, Fejl og Mangler, for i mødet med den anden, møder du dig selv.
Rekonstruktionen er det troldspejl som afslører både fortid og nutid.
Dukker, animationer og Uncanny Valley
Nye teknologier har givet os mulighed for at bygge kød og hud på kranier, og på mange museer verden over kan vi møde fortidige mennesker som NÆSTEN livagtige rekonstruktioner. Når jeg siger næsten, så er det fordi jeg faktisk aldrig har set en af disse, som ikke giver mig fornemmelsen af ” Uncanny Valley”. Dette udtryk betyder at hvis vi ser nogen eller “noget”, der ikke er egnet til reproduktion, fortolker vores hjerne det som en fare, og det bruges især om robotter(både fysiske og digitale) som skal gengive mennesker. Vores hjerne er nemlig super følsom overfor for at aflæse det menneskelige og hvis ” noget mangler” reagerer vi med frygt og angst. Det er derfor at døde mennesker virker til at ” havde mistet sjælen”, derfor at klovne og zombier, og andre ” næsten menneskelige”, er skræmmende. Fordi vi et kort øjeblik lader os narre, vi har svært ved at sætte fingeren på det som mangler, men vi ved at noget er galt. For dem som har set den gamle film ” Westworld” og måske den nye HBO serie ( som også hedder Westworld, i øvrigt stor anbefaling til sæson 1 og 2, undgå 3)
Derfor har jeg altid været lidt bedre tilpas med dukkerne på ” Evolutionstrappen” og Lerbusten af Grauballemanden på Moesgaard, fordi det tydeligvis er dukker eller statuer om man vil. Mange steder bruger man silhuetter eller på anden måde repræsentationer af mennesker for at give liv og dimension i et rum. Vi måler verden ud fra vores egen krop og vi reagerer intuitivt på noget som ligner os selv. Men det må ikke ligne for meget..
Noget som får hårene til at rejse sig, er de store ” Animatronics”/robotdukker i Jorvik Viking Centre. Jeg har det okay med dem som står stille, men når de begynder at bevæge sig rykvis, så bliver jeg ærligt talt lidt utilpas. Samme følelse af ” wierdness” for jeg af digitale avataer, som Egtvedpigen på Natmus- her møder jeg noget som skal forstille at være ægte, men min hjerne sender et advarselssignal om at noget er galt. Det skaber den omvendte reaktion af hensigten: jeg føler mig distanceret, hvor jeg skulle komme tættere på..
Helt omvendt har jeg det med at møde reenactore, som er klædt i forhistoriske dragter og formidler i rekonstruerede miljøer. Her er man nemlig ikke i tvivl om, at man står overfor et menneske. I Den Gamle by, Hjerl Hede, Ribe Vikingecenter og andre steder kan man møde folk som frygtløst kaster sig ud i at lege med fortiden for at mærke den på egen krop.
Vi går på museum med andre og for at møde andre. Når jeg møder aktive, engagerede og formidlende reenactorer, har jeg muligheden for at starte en samtale med disse mennesker, en samtale som handler om noget så subjektivt som oplevelse. De oplever noget meget virkeligt, de ER virkelige og sammen skaber vi en fælles oplevelse af noget ægte.
Den gode rekonstruktion, den gode reenactor vækker følelser, sætter tanker i gang, noget jeg kan spejle mig i, fordi de enten giver rum til min egen tolkning eller deler deres tolkning med mig. AI, digitale avatarer og robotter er ikke menneskelige, men efterligninger. Og på museerne går vi efter at møde den ægte vare- alt andet afviser vores hjerne.
TheGirlWhoDigsThePast 